TYSKLAND SOMMER 2014
 
 
Sommerens tur er planlagt til Kroatien. Men på grund af bl.a. sygdom i den nærmeste familie, vil vi ikke rejse for langt væk, og så må vi jo finde på noget nyt. Vi har altid været glade for at feriere i Tyskland, så vi koncentrerer os om det sydlige Tyskland. Det ender med, vi løst planlægger en tur til først Schwarzwald, hvor vi aldrig har været, og så vil vi fortsætte til Mosel. Men med mulighed for at ændre det hele.

Sommeren i Danmark har indtil nu været usandsynlig god. På arbejde har der hele tiden været 30-32 grader, og det er næsten for meget af det gode, når man skal arbejde. Flemming var en skat, der nogle gange kom og hentede mig lige fra arbejde, medbringende en picnickurv, badetøj og håndklæder, og så kørte vi til Vesterhavet og tog en svalende dukkert og spiste aftensmad. Det er en romantisk måde, at overkomme de mange varme dage på, når vi ikke har ferie endnu. Venner og familie er bortrejst på ferie.
Vi har ikke været på campingture i weekenderne, siden vi kom hjem fra forsæson. Grunden til det er, at vi har solgt vores bil og bestilt en ny. Den kan først leveres lige inden vores ferie............. - håber vi. En uge før ferien får vi endelig den nye bil, og vi skynder os at bestille rødt og grønt forsikringsbevis, miljømærkat til Tyskland og Tempo100 godkendelse. Men endelig er det vores tur. Vores ferie starter en uge ind i august, og vi siger farvel til alle de venner, der er hjemme igen.

Fredag eftermiddag, da vi har fået fri og pakket det sidste, er vi klar til at køre. Første stop er planlagt til DCU Kollund. Det er en plads, vi er glade for, og hvor vi altid bliver mødt med stor venlighed og smil. Efter den første halve times stilhed, efter vi er kørt hjemmefra, hvor vi hver især sidder og gennemgår afgangen, og om der er noget vi har glemt, bliver jeg brat revet ud af tankerne. Flemming ruller pludselig  vinduet ned, rækker armen ud og griber venstre campingspejl, der er ved at glide af. Det lykkes ham at bjærge det ind i bilen, og vi kører ind på den nærmeste rasteplads. Vi er dårligt nok startet på turen.  Vores nye campingspejle driller. Ny bil - nye spejle, men de sidder ikke ret godt. Vi havde først prøvet Milenco, der skulle passe alle biler - bare ikke vores. Så nogle Brunsgaard, der sidder fast øverst på bilens spejl, men de sidder ikke overbevisende godt. Flemming savnede sine Oppi.

Spejlet bliver monteret igen, men vi kaster nervøse blikke mod spejlene, og inden vi når Randers, er det galt igen. Denne gang mangler der en lille gummifod, og vi kan ikke sætte spejlet fast igen.
Klokken er lidt over 17.00, og jeg foreslår, at vi ringer til Hinshøj Caravan ved Randers, hvor vi har købt campingvognen. De har faktisk lukket, men de lover, at der vil blive en tilbage og vente en halv time på os. Så vi skynder os derud, og denne gang køber vi nogle andre Brunsgaard, der minder mere om vores gamle Oppi. De sidder perfekt, og således beroliget beslutter vi, at vi ligeså godt kan spise aftensmad på forhandlerens parkeringsplads, når vi nu alligevel holder der. Vi ankommer til DCU Kollund ved 21.30-tiden, og der er selvfølgelig lukket. Jeg havde forsøgt at ringe tidligere, men der var tlf.svarer på. Vi sætter vognen op på deres Quick-stop udenfor bommen, og det er også udmærket.
   
Flemming tumler med at få spejlet til at sidde rigtigt. Han synes heller ikke, at han kan få det til at sidde, så han har nok udsyn bagud. Det er som om armen til spejlet er for kort. Vi nyder en smuk solnedgang, inden vi når frem til Kollund.
 

DCU Kollund har fået lagt sten på deres Quick-plads. Det er en stor forbedring. Tidligere var der stenral, der næsten ikke var til at manøvrere i.
 
Næste morgen går jeg op til receptionen og betaler, og vi kan fortsætte mod Tyskland. Det ender med at blive en lang dag. Først gør vi holdt ved Fleggaard for at bytte en tom gasflaske til en fuld. Det bliver også til lidt drikkevarer og slik. Så videre, men aldrig har jeg oplevet noget lignende. Der er kø ved Elbtunnellen, og vi vælger at køre af ved Neumünster og køre øst om Hamburg. Der er det faktisk ligeså slemt. I radioen taler de om 25 km kø, og den vokser. Nå - men efter meget langsom kørsel og venten kommer vi lidt videre. Hen imod aften er vi kun nået til Göttingen, og vi beslutter at køre til Dransfeldt, hvor vi for nogle år siden havde boet på Camping am Hohen Hagen.

Umiddelbart lyder det som om, der ikke rigtig er noget ledigt, men det ender med, at vi får en plads øverst oppe, da vi kun skal være der en nat. Parcellen er ikke så stor, men vognen kan lige være der, uden næsehjulet stikker ud på vejen. Vejret er fantastisk, og vi går ned til en restaurant lige udenfor pladsen. Ih, hvor vi glæder os til noget godt at spise. Vi vælger et bord i det fri - restauranten hedder Panoramablick, men det kræver vist en uges skovarbejde at fælde de træer, der skygger for panoramaudsigten :-) Vores venten denne dag er ikke helt slut. Fra vi bestiller, til vi får maden, går der 1½ time. Hvis ikke det var fordi, vi er sultne og ikke rigtig har noget særligt i vognen, var vi gået igen. Men hele tiden bliver vi lovet, at nu kommer maden snart, og de har meget travlt. Det var værd at vente på, men det er nu blevet for sent at sætte sig udenfor vognen og nyde det dejlige vejr, da vi kommer tilbage.

   
Camping am Hohen Hagen i regnvejr næste morgen. Der er ikke vejr til at spise morgenmad i det fri.
   
Faktisk er der temmelig køligt, og med regnen minder det egentlig mere om efterårsferie. Uanset vejr og vind, skal der laves passende pauser, hvor både vi og bilen bliver tanket op :-)
   
Vi har købt en ny Garmin, der kan indstilles til kørsel med campingvogn, og man kan indtaste vogntogets forskellige mål. Vi fravalgte en integreret GPS til bilen, da den for det første ikke kunne indstilles til campingvogn, og for det andet (og ikke mindst) fordi den integrerede kostede næsten 10 gange så meget som Garminen. Jeg morer mig lidt over de nye funktioner. En bil er væltet længere fremme - det er da et symbol, man kan forstå. GPS´en ved dog ikke, at vi må køre 100 km/t på motorvej i Tyskland, og den viser hastigheden med rød baggrund til advarsel. Selvom der er vejarbejde flere steder, kommer vi hurtigt frem

 

 
 
Næste morgen regner det. Jeg betaler knap 23 euro for vores nat - der er trukket 10% fra personprisen.
Heldigvis er det køredag, men vejret bliver også bedre efterhånden. Vi mangler ca. 450 km før vi er i det område, vi vil besøge. Jeg har hjemmefra udset mig et par pladser i Schwarzwald, som kan være en mulighed for ferien. Vi prøver den første, jeg har lagt ind, og vi er fremme ved Terrassen-Campingplatz Herbolzheim ved 15-tiden, og vi har endda både holdt kaffe- og frokostpause undervejs. Der er lige åbnet efter middagspausen. Jeg spørger, om der er ledige pladser. Manden i receptionen vil vide, hvor længe vi har planlagt at blive der. Der er jo ingen grund til at finde en plads for 5 dage, hvis vi vil blive 10. Omvendt er det helt ok at bestille en plads i 10 dage og rejse efter 5, hvis vi vil det. Vi bliver enige om 10. Der er ikke meget at vælge imellem, så jeg lader campingfatter om at udvælge os en parcel. Den er ikke så stor, men det er ok til os.

Vi får installeret os. Det er en pæn campingplads. Meget velordnet og ren. Der er en afdeling med fastliggere, men dem ser vi ikke rigtig noget til. Turistpladserne er nederst på pladsen, ved siden af byens friluftsbad. Pladsen ligger på en skråning, men der er asfalterede veje, og det er let at komme rundt. Der er beplantet med forskellige træer og buske, som giver et grønt og nydeligt indtryk. Bad og toiletter er vist renoveret for nylig - de er i hvert fald meget fine og rene. Gratis varmt vand i bruserne, hvilket ikke er en selvfølge i dette område, fandt jeg ud af, da jeg ledte efter mulige pladser. Strøm koster kun 2 euro i døgnet og mange andre pladser i området har tæller på, men ikke her. Der er også en lille restaurant på pladsen, og man kan bestille rundstykker. Ikke langt fra pladsen ligger et meget fint Edeka supermarked med masser af forskellige varer. Overnatningspris pr. døgn for 2 voksne, strøm, campingvogn og bil er kun 24 euro, og det er i højsæson endda. Pladsen ejes af Herr Stefan Hugoschmidt, og han sætter en ære i, at det hele fungerer upåklageligt. Når en campist forlader en parcel, kommer han på sin havetraktor og slår græs, klipper grene og nusser, så parcellen er helt fin til næste campist. Her følger lidt billeder fra pladsen.
 

Vores parcel på Terrassen-Campingplatz Herbolzheim
 

Receptionen ind til venstre. Restaurant til højre øverste etage, og nedenunder er toiletter, bad, opvask og vaskemaskiner.
   
Den vej, vi bor på. Ofte står parcellerne tomme det meste af dagen, for så at blive fyldt til aften. Autocamperpladser. Hver dag sidst på dagen, dukker der en masse vogne op. Campingpladsen ligger ikke så langt fra tivoliparken Europapark Rust, og mange benytter ud- eller hjemtur til et par dage på pladsen med besøg i tivoliet. Der kommer en del englændere og hollændere. Til gengæld har vi slet ikke set andre danskere.
 

 

Indkørsel til campingpladsen.
 
Vi kører ud for at handle lidt, men det er søndag. Edeka er lukket. Flemming er helt overbevist om, at det store Cora-supermarked i Colmar på den franske side af Rhinen har søndagsåbent. Han bliver helt lækkersulten efter paté og rillette de canard og måske en eclair til aftenkaffen :-) Der er ca. 40 km dertil, men det gør ikke noget. Vi vil jo alligevel gerne se lidt på området. Vi kører over grænsen og Rhinen ved Marckolsheim. Schwarzwald-området er nærmest en spejlvendt udgave af Alsace. Bjergene i Schwarzwald er modstykket til Vogeserne. Mellem de 2 bjergkæder ligger Rhinen og Rhindalen. Desværre er der lukket hos Cora, hvilket jeg også havde på fornemmelsen. Vi bliver nemlig overrasket hvert år, når vi tror, vi kan handle om søndagen udenfor Danmarks grænser. Vi er så vant til at vores lokale Rema1000 har åbent fra 8 til 21 alle ugens dage. Så vi kører ind på Kentucky Fried Chicken og spiser aftensmad, og bagefter tilbage til pladsen for at hygge.
   
Vi passerer Rhinen ved Marckolsheim Her kan jeg simpelthen ikke huske om vi er på Tysklandssiden eller på Frankrigssiden :-)
 
Næste dag tikker der en sms ind fra vores venner Per og Karen Marie, der er i Ribeauvillé - ikke så langt fra os - bare på den franske side af Rhinen i Alsace. Deres ferie er ved at være slut, men de vil gerne have en overnatning sammen med os, så vi skynder os op i receptionen og reserverer pladsen ved siden af os for 1 nat. De ankommer ved 11-tiden om formiddagen, for de skulle bare hæve støttebenene og køre tværs over til os. Vi drikker en kop kaffe sammen og sludrer lidt om, hvad de har oplevet på ferien.

Bagefter kører vi ind til Herbolzheim, for at finde et sted at spise frokost. Det bliver på en italiensk restaurant på torvet. Vi vælger forskellige udgaver af pasta, og bagefter kører vi en tur ind i bjergene i Schwarzwald. Der er utroligt kønt og frodigt. Store grønne marker og enge bliver afløst af skovstrækninger. På et tidspunkt kommer vi til en borgruin, hvor vi stopper. Udsigten over området fra toppen af borgen er helt utrolig. Tilbage på pladsen får vi en kop sen eftermiddagskaffe, og til aften spiser vi på restauranten på pladsen. De har ikke et stort udvalg på menukortet, men maden er god og faktisk billig. Først deler vi et par Flammenkuchen - dem der i Alsace hedder Tarte Flambé - og bagefter får vi schnitzel. Vi slutter af hos Per og Karen Marie med aftenkaffe, og så går vi lidt tidligt til ro, da vi skal op og sende dem af sted næste dag.

 

Vi slapper af med en bog, mens vi venter på Per og Karen Marie.
   
Italiensk restaurant, hvor vi spiser frokost. Udvalget på spisekortet er pastaretter, pizzaer og salater.
 

Herbolzheim.
   
Burg Landeck Burg Landeck
 

Udsigten over området er smuk.
 

En lille landsby putter sig bag borgen.
   
Flemming og Per sparker dæk og ordner verdenssituationen, mens jeg laver kaffe. Mens vi drikker kaffe, bliver vi enige om at spise på campingpladsens restaurant.
 
Næste morgen tager vi afsked med vores venner. Nu vil vi ud og opleve lidt mere. Jeg har læst i en af mine turistguider om verdens største kukur. Jeg finder kukure kitchset og slet ikke min stil, men ikke desto mindre tænker jeg, at noget så skørt, vil jeg alligevel ikke gå glip af, så derfor vælger vi en køretur i bjergene igen, der involverer et kæmpe kukur :-) Det viser sig, at der faktisk findes 2 kukure, der gør krav på titlen. Det ene som verdens største, og det andet som verdens ældste, største kukur. Jeg kan så ikke lige finde ud af, hvad der er hvad, og det er egentlig også ligegyldigt, for i mine øjne er det bare nogle store modeller af kukure - der står endda kæmpestort og flot på et skilt foran det ene af dem - Weltgrösste Original Kuckucksuhr zu besichtigen - bare så man ikke tager fejl :-)

Jeg læser i en af mine guidebøger, at byen Triberg er Tysklands ubestridte kukurshovedstad. Triberg byder også på andre spændende ting - her blev Schwarzwälder Kirschtorte lavet første gang i 1915 :-) den må vi se, at få prøvet, mens vi er her i Schwarzwald.
   
Vi kommer forbi velholdte huse og gennem små byer. Arkitekturen i Schwarzwald minder om Østrig.
 

Vi finder en rasteplads med udsigt og stiller bord og stole op, så vi kan nyde vores medbragte frokost. Ofte tager vi frokost med, for vi har gang på gang oplevet, at når vi bliver sultne, er der ikke lige et sted at spise. Vi gider ikke bruge tid på restauranter til frokost. Vi vil hellere have noget let, som vi kan tage med os, og så nyde at komme ud og se noget.
   
Der ligger det så - verdens største kukur :-) Selvfølgelig koster det lidt at komme ind og se det. Voksne 1,20 euro.
   
Urværket ER stort. Måske kan I skimte manden bag i billedet. Jeg synes, det ligner et legehus. Vi venter på kl. bliver 14.30, så vi kan se når gøgen kommer ud ad lemmen i toppen. Alt imens jeg funderer over, om den virkelig er værd at vente på :-)
   
Forventningsfulde besøgende står fuldstændig parat til at forevige gøgen. Lad mig afsløre med det samme - det er en tam fornøjelse :-) Jeg har indstillet mit kamera på zoom, så jeg kan se gøgen, og jeg har indstillet det til sportsoptagelse, så det tager 8 billeder i sekundet - jeg tænker, at jeg slet ikke når at få et billede af den. Meeeeen - lemmen går op - gøgen kommer ud og sidder der længe og kommer med nogle sølle kuuuuuk kuk. Det var det - lad os så komme videre...........
   
I byen Schonach er det andet store kukur. Der er gået en halv time, og her er det også et tilløbsstykke - jeg tager det helt roligt - jeg har oplevet det før - jeg griner. Vi gider ikke betale for at se endnu et stort urværk, så vi går ind i en butik og her er udvalget i kukure enormt. De fås fra små køleskabsmagneter til dette store monstrum (altså ikke mig) - vi køber ingen souvenirs med hjem :-)
 

Der er uden tvivl mange, der kan lide urene, og de er da også flot lavet og meget detaljerede, men det er slet ikke min smag.
 
Vi fortsætter til en lille by - Schiltach - der er beskrevet i en guidebog, som meget smuk med bindingsværkshuse, hvor pelargonierne vælter ud over altankasserne. Det er nu så meget sagt. Det ER en lille, hyggelig by, men den er i forfald og mange butikker står tomme. Det er synd, for den ligger helt specielt op af en bjergside, og de stejle brostensbelagte gader er spændende at gå og kigge i. Der er dog ikke meget til at aflede opmærksomheden, da stort set alle butikker er væk, så vi ender hurtigt på torvet, hvor vi bestiller en kop kaffe og varm apfelstrudel med vanilleis. Det bliver den første af mange apfelstrudel i vores ferie :-)
 

Her er vi ankommet til Schiltach, og vi parkerer ved floden.
   
Vi går over broen fra parkeringspladsen til alle de gamle bindingsværkshuse. Gaderne er stejle.
 

Vi starter på torvet, og det er også her vi ender.
   
Her er en bager - der er lukket.... Vi bliver lækkersulten, måske fordi der er lukket. Vi går ned mod torvet igen, for der havde vi set en café.
 

Vi sidder under parasollerne og betragter livet omkring os.
 

Her er alligevel pelargonier i blomsterkasserne - så hele byen er ikke uddød :-)
 

Efter at have set gamle bydel med de stejle gader, går vi en tur langs vandløbet. Her er byen ikke helt så gammel.
 

Jeg tager et billede op mod solen - det er ikke optimalt, men jeg synes blomsterne og træerne giver sådan et pænt motiv.,

 
Næste dag er mest afslapning. Vi kører dog til Ribeauvillé (skulle vi hellere have valgt Alsace som rejsemål?) :-) for vi bliver lækkersultne efter noget af det lækre brød med rosiner og nødder fra middelalderbageren. Det ligger udenfor i meterlange brød, og bliver solgt efter vægt. Vi skynder os kun lige op til bageren og kigger ikke på byen, for vi har jo været der så mange gange. Til gengæld er der ufatteligt mange mennesker i byen om sommeren i forhold til i efteråret, hvor vi plejer at være der. Vi kører lidt rundt og nyder udsigten mod Schwarzwald, men vi skal jo også hjem og have kaffe og det lækre brød.
 

Det hele er så bekendt, når vi kører i Alsace. Vinmarkerne og de små hyggelig byer.
 

Der ER altså også smukt i Alsace.
   
Her er lige et par indtryk på vej til bageren. To smukke porte ind til den gamle by.
 

Vejret er ikke helt overbevisende godt. Folk går meget forskelligt klædt. Nogle i shorts og andre i lange bukser og jakker.
   
Flemming køber nødde- og rosinbrød hos Middelalderbageren. Vi kommer ned forbi Hotel de Ville.
 
Når vi er af sted, kan vi godt lide at komme ud og opleve naturen. Jeg havde læst om en svævebane i nærheden af Freiburg - Schauinslandbahn - der er 3,5 km lang. Vi kan godt lide svævebaner. Stilheden, mens man glider af sted over jorden og de smukke udsigter, er altid fantastisk. Vejret ser ud til at være ok, da vi kører fra pladsen, men vi kan godt se, at det nok ikke vil holde. Vi finder frem til banen, og køber billetter. Kabinen deler vi med 3 finske piger. For enden, oppe på bjerget, er der en smuk udsigt over Freiburg og Rhindalen helt over til Alsace og Vogeserne.
   
Vi venter i køen til kabinerne. Så er vi ombord, og turen begynder at gå opad.
   
En af de finske piger tilbyder at tage et billede af os Vi er efterhånden ved at være højt oppe over Rhindalen.
 

Jo højere vi kommer op, desto flottere udsigt over Freiburg og Rhindalen, helt over til Vogeserne, der næsten forsvinder i disen.
 
Ved bjergstationen kan man leje nogle løbehjul/cykler og drøne ned ad bjerget, men det er nok lige lidt for spændende efter min smag. Der er masser af vandreruter og en restaurant. Restauranten bliver faktisk første stop, for netop da vi kommer ud af kabinen, kommer der en byge. Alle stimler sammen inde i restauranten, som hurtigt bliver fyldt. Vi deler bord med 3 unge mennesker, men det er ok. Vi bestiller en øl og en portion kartoffelsuppe til at varme os på. Bagefter, da det endelig bliver tørvejr, går vi lidt ad en af vandreruterne, men vi er faktisk ikke helt klædt på til bygevejr, så vi tager banen ned efter en times tid og kører i stedet en smuk tur mellem Schwarzwalds bjerge.
   

Løbehjulscykler man lejer ved restauranten. Alle har sikkerhedsudstyr på. Ikke noget for mig - tak :-)

 Vi vælger at følge en af de mange stier, og vi nyder udsigterne og naturen.
 

Vi er oppe og næsten røre skyerne. Solen kæmper, men regnen vinder denne gang.
 

Og så lunefuldt vejret kan være. Da vi kommer tilbage til bilen og kører en tur i bjergene, skinner solen igen.
 

Desværre varer det ikke ved med solen. Vi kører gennem en lille by, der ligger spredt ud over en bjergside.
   
Igen et hyggeligt hus, der minder mig om Østrig.

Vi er næsten tilbage ved pladsen. Der bliver ikke dyrket så meget vin på den side af Rhinen, hvor Schwarzwald ligger som i Alsace, men det er ca. de samme sorter, der gror her - mest hvidvin.
   
Vi laver kylling og grøntsager i wok. Gasblusset er en Foker med 2 brændere, så der kan komme meget varme på. Det regner og vi kan sidde i tørvejr under vores Shadow markise ned netfront. Der bliver dog hurtigt for koldt til at sidde ude hele aftenen. Sådan har det været indtil nu. Vi savner de lune sommeraftener udenfor vognen.
 
Om aftenen planlægger vi en tur til næste dag. Vejrudsigten lover igen blandet vejr, så vi beslutter os for et besøg i Baden-Baden. Der er nok af spændende byer i området at tage fat på. Baden-Baden bliver valgt fordi det umiddelbart ser ud til, at det ville være lidt bedre vejr der end her i området. Det ligger en times tid nordligere end, hvor vi er. Desværre har der indtil nu været temmelig køligt om aftenen, så når vi har spist, plejer vi at rykke indenfor. Jeg tror ikke, det er typisk for området, men mere vejret generelt der driller i en stor del af Europa.