TYSKLAND SOMMER 2014 DEL 4
 
Vi kan da vist godt nå en by mere, beslutter vi efter et blik på uret. Vi kører videre mod Traben-Trarbach - igen en af de sammensatte byer på begge sider af Mosel. Det tager en halv times tid ad flotte veje. Da vi ankommer til byen får vi lige en ekstra fin oplevelse med. Vi lander midt i et bryllup. Og hvilket et! Jeg er vildt begejstret for brudeparret, og jeg kan slet ikke lade være med at smile - mundvigene når fra øre til øre :-) Jeg bliver helt fornøjet igen ved at se billederne :-)
   
Skiftevis sol og overskyet, men udsigten var flot uansset. Vi er på vej mod Traben-Trarbach, og vi kommer gennem små byer, der er pæne og nydelige.
 

Vi har travlt med at se på den flotte portal ved broen ved Traben-Trarbach, og det er først lidt senere vi opdager opløbet af festklædte mennesker til venstre.
 

Vi får på fornemmelsen, at der skal ske noget ret snart. Da jeg ser "brudekareten" aner jeg nok, at det er et bryllup. Limousinechaufføren er er passende klædt med høj hat.
 

Jeg begynder også at få på fornemmelsen, at det ikke er et helt almindeligt bryllup. Der er ganske vist dåser bagefter, til at rasle når de kører, men ellers er vogntoget festligt udsmykket med brokadepuder, blomster, rosenblade og guldbånd - og en parasol, hvis der skulle komme en byge :-)
 

Og det er da heller ikke et helt almindeligt brudepar, der dukker op.
   
Jeg er vældigt optaget af brudens sko. De er vist ikke helt almindelige (men det er der da vist ikke noget, der er) :-)
 

Ligesom bruden har brudgommen også helt specielle sko på - hans er hvide med hvide pailletter.
   
Billederne er desværre lidt slørede, fordi jeg har forstørret detaljerne op. Helt unikke og meget uhøjtidelige.
   
Vi forlader det skønne brudepar og går ned gennem gågaden ved siden af portalen.. Der er lukket i butikkerne, og der virker dødt og kedeligt. Stor kontrast til det farvestrålende brudepar.
 

Vi fortsætter ned til floden, og vi fortsætter over broen til den anden side til bydelen Traben.
   
Vi kommer forbi en spændende restaurant - der er mange sager at kigge på. Vi vender tilbage over broen. Traben-Trarbach er ikke den mest spændende by ved Mosel, men den har da lidt at byde på. Hvis ikke vi var så heldige at rende ind i det bryllup, ville jeg nok have fundet byen lidt mere kedelig.
   
Vi kører tilbage mod Zell. Himler ser truende ud. I rundkørslen ved Zell står en sort kat og skåler. Zell er kendt for sin hvidvin "Zeller schwarze Katz"
 

Vi kører op til det store Globus supermarked. Vi handler nok til at fylde køleskabet. Vi har ikke så meget pålæg og frugt og grønt tilbage, så det er tiltrængt. Jeg snupper lige et billede af udsigten på modsatte side af bjerget, hvor Globus ligger på toppen.
 
Det regner meget i løbet af natten, og vi står op til lavthængende skyer, 6 graders varme og småregn. Vi har planlagt at se på byen Zell på den modsatte side, af hvor vi bor. Det er sidste dag på pladsen, og vi kører videre næste dag. Der er allerede gået 5 dage ved Mosel. Vi skal et lille smut til Holland for at købe lidt ind ved den kæmpestore campingforretning Obelink. Hvis vi finder en god plads, kan vi tage nogle dage der. Mens vi spiser morgenmad, tager regnen til. Det lader ikke til, at det bliver varmere. Pludselig får vi begge nok af kulde og nu også regn. "Skal vi ikke tage at pakke sammen og køre i dag i stedet", spørger jeg Flemming. Det er han med på. Vi får ikke set Zell, men det kan vi jo gøre en anden gang så.

Jeg går op til receptionen for at afregne de 5 overnatninger. Jeg kommer af med 142,50 euro - det er 28,50 pr. nat. Det er egentlig billigt at campere i Tyskland selv i højsæson. Damen i receptionen kan se, at vi har bestilt endnu en nat, og hun vil vide, om vi er utilfreds med noget. Jeg forklarer, at vi er trætte af vejret, og det kan hun godt forstå. Det er også helt usædvanligt koldt, og der er mange gæster, der er rejst, fortæller hun. Jeg skynder mig tilbage til vognen, og vi pakker vores Shadow markise sammen. Den er drivende våd, men den skal forhåbentlig snart sættes op igen.

 

Det her er for koldt og trist. Jeg savner Sydeuropas varme, og den eftertragtede gyldne kulør mangler fuldstændig. Jeg er bleg som en nyopgravet asparges :-)
 
Vi vælger at følge Mosel til Koblenz for at køre på motorvejen der. Vi vil gerne se de smukke udsigter mellem vinmarkerne hele vejen dertil. Utroligt nok begynder solen at skinne undervejs. Vi nyder turen og de dejlige steder, vi kommer forbi. På motorvejen glider trafikken stort set udmærket, lige bortset fra omkring større byer, hvor der er tendens til kø. Vi ankommer til Camping en vakantiepark Het Wieskamp i Winterswijk, hvor Obelink ligger, ved 17-tiden. Pladsen bliver valgt, fordi det er i Winterswijk, og fordi den tager vores ACSI-rabatkort. En overnatning koster 16 euro - dertil kommer 2,60 euro for "Toeristenbelasting" (hvad det så end er - turistskat?) Jeg mener da ikke, at vi er særligt belastende :-)

Nå pyt, manden i receptionen er ikke meget for at tage os ind. Jeg mener da, at vi ser rimeligt normale ud, og jeg opfører mig da altid høfligt og pænt, men han står længe og parlamenterer med sig selv og mumler, og jeg kan umiddelbart forstå på hans engelske med stærk hollandsk accent, at der ikke rigtig er noget ledigt. Vi vil gerne være der et par nætter, siger jeg, men DET er ikke så godt. Til sidst tilbyder han mig en autocamperplads (doortrekkerplaats) for én nat, hvis vi kan undlade at sætte markise op. Jeg tager en hurtig beslutning. Vi nøjes med en overnatning, kører tidligt næste morgen, så vi holder klar på Obelinks parkeringsplads, når butikken åbner. Så kan vi hurtigt handle og finde os en campingplads i Tyskland. Vores yndlingsplads på Lüneburger Heide spøger i baghovedet. Jeg skal afregne med det samme og yderligere lægge 25 euro i depositum for bomkort og nøgle til toilet og bad. Depositummet skal jeg bare hente næste dag, når vi er kørt ud.

Vi kører hen og tager vores autocamperplads i øjesyn. Vi kan sagtens være der. Det bedste ved parcellerne på denne campingplads er, at alle har eget bad og toilet, finder jeg ud af. "Vores" toiletbygning ligger dog på modsatte side af vejen. Ellers ligger de på selve parcellen. Vi mover på plads, så det er let at komme derfra næste dag, sænker støtteben og tilslutter strøm. Vi beslutter at køre en tur til Obelink, for at se, hvornår de åbner næste dag (måske er der endda åbent nu?). Der er lukket nu, for det er søndag. De åbner kl. 9.30 næste dag. Vi tanker bilen op med diesel, og vender tilbage til campingpladsen, hvor vi beslutter at spise på pladsens restaurant. Det er åbenbart et tilløbsstykke. Overalt holder der biler med gæster udefra. Restauranten er stuvende fuld, men der bliver åbnet for lidt flere borde, da det stadig vælter ind med folk. Stedets speciale er Schnitzler - i alle størrelser og afskygninger. På tallerkenen er der kun Schnitzlen - alt tilbehør kommer ind i skåle. Der er rigeligt med mad - grøntsager, salat og kartofler og pommes frites og sovs. Vi hygger i vognen bagefter med vores bøger. Der har været meget indehygge indtil nu i vores ferie :-)
   
Borgen i Cochem ligger stadig der på toppen, synlig langt fra på vejen mod Cochem. Vi kommer forbi spændende bygninger.
 

Og kører gennem en portal som i Traben-Trarbach.
 

Sol og motorvej - det er ferie. Så kom det alligevel ikke til at regne hele dagen. Himlen ser ellers truende ud.
 

Øv, det går langsomt - stangkørsel i 4 baner.
   
Vores autocamperparcel på Het Wieskamp i Winterswijk. Billedet er taget fra toiletbygningen. Her er toiletbygningen. Der er bruser, håndvask og toilet. Ikke meget plads, men fint nok. Dejligt at toilettasker bare kan blive stående, så man er fri for at pakke en masse sammen, når man skal i bad.
   
Vejene omkring campingpladsen er stenbelagte. Vi troede, da vi ankom, at vi var endt på en cykelsti ved en fejl, men vi kan nu se, at alle vejene er anlagt på denne måde, da vi kører en anden vej ud for at se om Obelink har åbent. Der er almindelige asfaltveje, når vi kommer ud på hovedfærdselsårerne. Her har vi så forretningen. Parkeringspladsen er gabende tom, og der er bom for, så man ikke kan køre ind.
 

Jeg forstår ikke helt, hvorfor det var et problem at finde en ledig plads til os i går. Bare ved at kigge ind på de nærmeste pladser, kan jeg se flere ledige. Jeg tror ikke, at det vil blive en plads, vi kommer til at benytte igen. Vi følte os i hvert fald ikke særligt velkomne.
 
Næste morgen er vi klar til at køre kl. 8.30. Der er ganske vist en time til, at Obelink åbner, men det tager jo også lidt tid at køre dertil gennem byen. Jeg afleverer nøgle og kort i receptionen og får mine 25 euro tilbage. Damen, der er i receptionen, ønsker en god tur - hun virker mere imødekommende og venlig - måske fordi vi forsvinder igen ;-)

Bommen er åben ved Obelink, så vi kører ind og parkerer vogntoget. Der holder kun et par biler foruden os. Vi småsnakker med et tysk par, det også står og venter. Dørene bliver åbnet, og vi skynder os ind. Nu har vi jo været her før og ved, hvor vi skal finde de forskellige ting. Vi har også "ønskesedler" med fra nogle venner. Det bliver til nyt næsehjul med affjedring og kugletryksvægt - det plastiknæsehjul, der sidder på vognen, borer sig ned i underlaget, hvis vi holder på blød jord. Vi har også en bestilling på et næsehjul fra nogle af vores venner. Jeg henter en topmadras i trykaflastende skum, magen til den vi købte i foråret, som jeg skal have med hjem til en campingveninde, som jeg tror, vil have gavn af den. Der ryger også nogle andre småting med i vognen, men slet ikke så meget som i foråret. Vi er hurtigt færdige igen, og da vi kommer ud, er parkeringspladsen godt fyldt op.
   
Så er vi ved at være klar til afgang. Flemming pakker vores indkøb i bilen. Godt vi har masser af bagageplads.
 

Vi beslutter, at køre til Lüneburger Heide. Undervejs holder vi frokostpause.

 
Vi er ret enige om, at vi vil en tur til Lüneburger Heide. Planen er nogle dage på vores favoritplads Campingpark Südheide i Winsen, ikke langt fra Celle. Vi vender tilbage til pladsen gang på gang - både på ferie og som transitplads på vej hjem fra ferie. Vi ankommer sidst på dagen, og en af vores foretrukne parceller er ledig. Et hurtigt smut til Rewe-supermarkedet i Winsen forsyner os med noget aftensmad, og vi skal så have fundet ud af, hvad vi gerne vil opleve denne gang. Celle behøver vi ikke se igen. Det er ellers en smuk gammel by, men der er et sted, jeg har haft planer om at se flere gange, uden det er blevet til noget. Det er Deutsches Panzermuseum Munster - et museum med masser af tanks og militære køretøjer. Jeg er helt sikker på, at det også kan interessere Flemming. Inden vi kører til Munster, tager vi en tur til Soltau for at kigge, om der er nogle gode tilbud i outlet-byen. Denne gang er der ikke så meget, der kan friste, så efter frokost fortsætter vi til Munster.
 

Her føler vi os hjemme med det sammen. Altid rent og velholdt overalt.
   
Vi kommer forbi den engelske base ved Belsen. Der er et stort øveområde, og lyden af granater der drøner, kan ofte høres på campingpladsen og andre steder i nærheden. Indgangen til Deutches Panzermuseum Munster.
   
En gruppe soldater på museet. Vi bruger et par timer der, men vi kommer langt foran dem. De får en MEGET grundig gennemgang. Udstillingen rummer rigtig mange tanks og andet militært isenkram. Jeg vil ikke kommentere hvert enkelt billede, for jeg kan simpelthen ikke huske alt.
 

Det er overvejende mænd, der går rundt i udstillingen.
 

Dette amfibiekøretøj er jeg begejstret for. Der er årer med og bagest en propel, der kan sænkes ned i vandet.

   
   
   
   

   
 
Jeg er som sædvanligt fascineret af store maskiner, og jeg føler ikke det er spild af tid at gå og kigge på udstillingen. Der er tanks fra de helt tidlige, og til dem der bruges nu til dags. Det er ikke meget principperne har ændret sig, men de nyeste er udrustet med en masse tekniske ting. Noget af det, der optager mig en del, er mineryddere. Der bliver vist en film om, hvordan de store maskiner kan rydde brede bælter og bringe evt. miner til sprængning. Den består af meget tykt pansret plade, og der er store kæder med "elefantfødder" - store klumper, der bliver hvirvlet rundt. Når de rammer jorden, bliver evt. sprængt. Jeg kan ikke tage et ordentligt billede af den. Den er for stor til at være på billedet, da jeg ikke kan gå længere tilbage pga. begrænset plads.
 

Selvom jeg ikke kan få plads på et billede til hele maskinen, kan I her se de såkaldte elefantfødder, der bliver slynget ned i jorden.
 
Vi fortsætter til noget mere udramatisk. Vi trænger til at gå en tur på heden. Lyngen blomstrer for tiden, og det vil vi ikke gå glip af. Det sjove er, at hver gang vi har været der, kan vi aldrig huske, hvor vi kan finde de tilbageblevne hedearealer. Meget af heden er opdyrket, og en stor del af heden ligger indenfor den engelske bases område, og der er adgang forbudt. Men vi finder et sted, hvor vi ikke har været før. Vi går en runde og nyder de store lilla områder.
 

Det er fuldstændigt betagende, når heden breder sit lilla tæppe ud.
 

Det er få uger, man kan få den blomstrende lyng at se.
 

Nuancerne skifter - noget lyng lyser mere op end andet.
   
Lyngen vokser i sandet jord. Det er en skam, at så meget af de store hedearealer er væk.
 

Vi sidder på bænken og nyder det lilla tæppe, og vi kan høre bierne summe overalt i lyngen.

 
Vi vender tilbage til pladsen. Vejret er blevet en kende bedre, og vi bliver enige om, at hvis vejret skulle vise sig at være rigtig godt næste dag, vil vi ikke ud og køre. Så vil vi tage en dag på pladsen og nyde solen. Måske kan jeg trods alt opnå en anelse gyldenbrunt skær, så man kan se, at jeg har været på sommer-ferie :-)
 

Vejret er forrygende godt - så godt at vi indimellem må krybe ind i skyggen.
   
Her er vores yndlingshjørne. Vi har hele vejen for os selv. Om aftenen tager vi på restaurant og spiser. Vi sidder ude og nyder den lune aften og solnedgangen.
 

Solen går ned over engen. Udsigtsterrassen på restauranten ligger ved en lille sø med udsigt til enge, hvor der ofte går heste. Vi har spist på denne restaurant flere gange.
 

Næste morgen er der stadig godt vejr, men nu skal vi hjemover. Vi kan ikke trække mere ud af den ferie.
 

Vi nærmer os Elbtunnel. Der er stort set ingen trafik.
 

Jeg slutter her med et billede fra Fleggaard. Vi køber ind, og kan igen tænke tilbage på en dejlig ferie. Ikke som vi plejer i sydens sol og varme, men alligevel en skøn ferie.
 
Vi kommer hjem ved aftenstid, og glæder os over en dejlig ferie. Så er der et par dage til at pakke ud og vaske tøj, bil og campingvogn. Det var spændende at køre på ferie med den nye bil - ikke mindst var vi spændt på, hvordan det var med automatgear. Det gik over al forventning, og det var en fornøjelse at have campingvognen efter. Vi mærkede nærmest ikke, at der var 1800 kg bagefter. Vi kørte ikke så meget i bjerge, da der ikke ikke har været bjerge af betydning på ferien. Det må vi så have til gode.

Til dem, der interesserer sig for det, er her lidt om den nye bil. Bilen er en BMW X3 X-drive 2,0 d SUV med 8-trins steptronic automatgear. Motorens ydelse er 190 hk, 400 nm ved 1750 omdrejninger. Bilens teknisk køreklare vægt er 1842 kg, og den må trække 2400 kg. Den er opgivet til at køre 19,2 km/l, hvilket vi ikke har opnået endnu :-))

Tak fordi I læste med - jeg har snart en ny beretning i støbeskeen om vores efterårsferie, der gik til Dresden.