BRETAGNE 2019
 
 
Sommerferien 2019 skal gå til Bretagne. Et område vi længe har ønsket at opleve. Vi har dog altid valgt sydligere destinationer, for vi har været usikre på, om vejret ville være godt, da vi ofte havde hørt at vejret kunne være meget skiftende og ofte noget køligere i Bretagne. Men nu skal det være!

Dette er en beretning, jeg har glædet mig til at skrive. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi er faldet pladask for Bretagne, og vi har slet ikke set nok af dette forunderlige, smukke område.

Vi har tidlig sommerferie. Det har vi selv valgt - dels fordi vi ikke har nogle børn, vi skal tage hensyn til, og dels fordi vi gerne vil af sted, inden der kommer alt for mange andre turister, og dels fordi vi hellere vil have det lidt køligt frem for alt for varmt. Vi har været på utallige badeferier, og selv om vi elsker at bade, er det ikke det, der trækker så meget længere.

Så vi starter, som vi plejer. Afgang midt i juni fredag eftermiddag efter arbejde. Første stop på DCU Camping Kollund - alt er som det plejer. Lørdag morgen er vi på vej kl. 8.00. Vejret er ikke alt for spændende, det regner og er småkoldt. Heldigvis hører regnen op, og vi kommer uden de store problemer gennem Elb-tunnellen og spiser frokost lige efter. Ved Bremen er det slut med glidende trafik. Der er kø, kø, kø. Jeg sidder med vores vejatlas og gps og leder efter en alternativ vej. Det går op for mig, at hvis vi tager næste frakørsel mod Oldenburg og kører videre mod Groningen i Holland, kan vi med en mindre "omvej" kommer over Afsluitdijk - en 32 km lang dæming mellem Nordsøen og IJsselmeer - en indsø, der ligger noget lavere end havoverfladen. Flemming er med på ideen. Vi slipper (forhåbentlig) for at holde i kø, og vi får oplevet noget nyt. Omvej er det jo egentlig ikke, for vi bestemmer jo selv, hvor vi vil hen, og hvad vi vil opleve.
 

Det er ca. denne rute, vi kører.

 

Afgang lørdag morgen. Det er lidt gråt i vejret.
 

Det grå bliver mørkere og det slår over i regn.
 

Velkendt for de fleste.
 

Frokost på en motorvejsparkeringsplads.
 

Vi er nået til Holland. Næsten ingen trafik her, og Ausfahrt hedder nu UIT - det er da også nemmere, tænker jeg for mig selv - UD.
 
Det er ikke meget, vi tidligere har oplevet af Holland. Vi er kun kørt gennem små bidder af landet på vej mod Frankrig, så det er nyt det hele. Skiltningen og navnene på byerne. Jeg synes, at hollandsk er et lidt pudsigt sprog, og flere gange trækker jeg på smilebåndet over skilte.

Vi kommer til Afsluitdijk og passerer nogle sluser ud mod Nordsøen. Vi lægger ikke så meget mærke til, at vi kører på dæmningen, da der er et dige ud mod Nordsøen og kun vand på den ene side, som vi kan se, men indimellem er der rastepladser, hvor vi kører op i højde med diget og kan se ud over vandet til begge sider. Det er faktisk ret imponerende. Da vi er ved at være ovre dæmningen, er det sent på eftermiddagen, og Flemming foreslår jeg tjekker ACSI-pladser i området.

Jeg finder en lille plads kort efter dæmningen ved en lille by tæt ved A7, der hedder Wieringerwerf. Den vælger vi, og vi ankommer til Camping Land uit Zee. Det er en helt speciel plads. Vi er de eneste campister, og campingfatter viser os, hvor vi kan holde på en plæne. Det har regnet meget og alt er blødt og sumpet. Vores plads er mindre våd end resten af plænen. Ganske vist er vi de eneste campister, men alle udlejningsenheder er i brug, og det er virkelig nogle forskellige former for overnatning. Man kan bo i tog, sporvogn, helikopter, fly, båd, trætophytter og meget andet. Vi varmer noget mad og spiser. Jeg går lidt rundt og kigger på udlejningsenhederne og ville gerne tage en masse billeder, men da folk sidder udenfor, og jeg kan se dem gennem vinduerne, er jeg for blufærdig til at gå og fotografere. Vi slapper af og hygger os resten af aftenen. Vi har afregnet ved indcheckning, så vi kan bare køre, når vi vil næste morgen.
 

Motorvejen går gennem Groningen.
 

Der er åbenbart en krydsende kanal og motorvejen bliver spærret.
 

Og igen er det måske kun mig, der synes, det er et pudsigt sprog - Slagbomen dalen automatisch.
 

På vej ud på den lange digevej, ser vi store maskiner, der er ved at udbedre diget mod Nordsøen.
 

Vi passerer en sluse, og efterhånden er vi ude på den lange digevej.
 

I forbindelse med en af rastepladserne kan man køre ned på et par tanger, hvor man åbenbart kan holde rast med autocamper.
 

En statue fortæller om bygning af dæmningen.
 

Her er kig bagud fra, hvor vi kom fra.
 

Om det er fordi, det er tidligt på sommeren eller andet, ved jeg ikke, men der var ikke kamp om p-pladserne.
 

Her kan man se, vi holder på diget, og motorvejen ligger nede ved siden af.
 

Vi er ankommet til Camping Land uit Zee.
 

Pladsens reception i bedste alpestil - og så i et land, der er fladt som en pandekage.
 

Dette lokomotiv er ikke til beboelse.
 

Men her i sporvognen er der udlejning af feriebolig.
 

Dette er også en feriebolig.
 

Flyet ved siden af kan også lejes som feriebolig.
 

Men U2´s tourbus er så vidt jeg kan se, omdannet til café eller bar.
 

Vi er de eneste campister. Plænen er meget våd og mudret, så den bliver krydset iført badesandaler, når vi skal i bad og på toilettet.
 
Næste morgen er vi klar til at køre kl. 8.00. Vi glæder os til gensyn med Normandiet, og sidst vi var i Normandiet, var vi særdeles begejstrede for den hyggelige havneby Honfleur. Jeg håber, det kan passe med et stop på de kanter, for så vil vi tage et par nætter, så vi kan få et gensyn med byen.

Det går glat forbi Amsterdam, og vi forlader snart Holland og kører gennem Belgien, forbi Antwerpen og Gent, og snart er vi i Frankrig. Vi bliver mødt af de sædvanlige "Peage" - betalingsanlæg på motorvejen, hvor vi bare sætter Visakortet i og hurtigt er videre, og landskaberne bliver mere kuperede med bløde bakker. Vi kører ned mod det flade område ved Seinens udløb i den Engelske Kanal - med Le Havre på den ene side og Honfleur på den anden side. Det er et lidt kedeligt landskab med olieraffinaderier, men det bliver helt opvejet af den imponerende Pont de Normandie, som rejser sig foran os. Det er et utroligt bygningsværk, og jeg er lige så imponeret som sidste gang, vi kørte over den.

Jeg har udset mig en campingplads lidt udenfor Honfleur. Vi følger gps´ens anvisninger. Flemming mener, vi kommer lige tæt nok på byen, men foran os kører en bybus, og skiltningen viser også i den retning. Vi bliver enige om, at vi nok skal dreje et eller andet sted, da vi ellers vil komme direkte ind i centrum. Som jeg husker byen, er centrum ved et havnebassin, og der er ikke meget plads. Vi følger stadig både gps og bybus, og da skiltningen stadig viser mod centrum, begynder jeg at få bange anelser. Ganske rigtigt. Vi kommer til at køre nede langs havnebassinet - stadig efter bussen, og den drejer helt inde ved butikkerne og restauranterne og fortsætter ad en lang gade, der efterhånden bliver til en bredere boulevard. Egentlig er det fint at "hænge" efter bussen, fordi bilisterne giver plads til den, og så er det ikke så slemt, at der ikke helt er plads til os og modkørende.

På et tidspunkt holder bussen selvfølgelig ind ved et stoppested, men nu er vejen endelig så bred, at det ikke føles forkert at køre der. Flemming knurrer lidt og mener, der må være en anden adgang til campingpladsen end gennem byen. Det er der også, finder vi senere ud af, men ikke helt så direkte, som den vi kørte. Vi ankommer til Camping La Briquerie sidst på eftermiddagen.
 

En bid af Amsterdam.
 

I får også en lille bid af Antwerpen.
 

Og så ved man, at man er på fransk betalingsmotorvej, når man møder dette syn.
 

Flemming kan lige nå automaten, når han slår sidespejlene ind og kører tættere på. Han skal dog skynde sig at rette op, når vi kører, så campingvognen ikke får hilst på kantstenen.
 

Nu går det nedad mod Le Havre, hvor også Pont de Normandie skal passeres.
 

Først kører man over en bro, der i og for sig også ret imponerende, som den rejser sig foran dig.
 

Når man kører ned ad broen igen, kan man se over på den fantastiske bro over Seinen.
 

Her holder vi i betalingsanlægget, og det ser ud som om broen rejser sig stejlt, men så slemt er det ikke.
   
Vi nærmer os toppen. Herfra går det ned mod Honfleur, og der er ikke langt igen.
 
Nå, men vejen ned til campingpladsen er fyldt med parkerede biler både midt på vejen og i begge sider. Måske kan man betale for at komme i badelandet på campingpladsen. For enden ligger receptionen, men vi bliver nødt til stille vogntoget langt oppe ad vejen, for ikke at spærre for nogen. Mens vi går ned mod receptionen, kommer der 4 campingvogne og autocampere fra Holland, og de parkerer nederst på vejen, så de både spærrer for ind- og udkørsel fra pladsen. Inden de når ud af deres køretøjer, smutter vi ind i receptionen.

Vi kan se, det er en ret stor plads, og på tavlen bag receptionisten ser det ud som alt stort set er optaget. Manden bag disken spørger, om vi har reserveret, og nej, det har vi ikke. Da han forstår, at vi bare skal have et par overnatninger, bliver han lettet og finder en plads, vi kan være på 2-3 nætter. Hollænderne bag os får besked på at flytte deres køretøjer, for nu skal vi frem i køen, da vi har fået en plads. Det skaber en del sure miner, og da de oven i købet får at vide, de slet ikke har så meget ledigt, når de ikke har reserveret, bliver der en smækken med døre - både receptionens og deres køretøjer. Stille fryd ;-)

Vi triller ind, og ved første blik ser det ud som om, det er en plads vi normalt vil fravælge. Lige rækker med hække mellem parcellerne, men det hele meget strømlinet og kedeligt indrettet. Vores parcel er ok, og der er ikke langt til bad og toiletter. Der er søde campister overfor, der tilbyder at flytte deres bil så vi bedre kan komme ind på parcellen, men det går med moveren.

For det skal være let, vælger vi at spise på pladsens restaurant. Vi kommer alt for tidligt efter fransk målestok. Klokken er kun 19.00, og der sidder kun et par foruden os. Til gengæld er det ikke et problem at få et bord :-) Tjeneren foreslår en 3 retters menu med rosévin til 16 euro pr. person. Vi er lidt skeptiske, for nogle gange er det sådan en skrabet turistmenu, hvor det ikke er noget særligt spændende. Men vi beslutter os for at prøve, da der bl.a. er laks.  Det bliver til paté de campagne med ristet brød og salat med balsamico. Dernæst laks med pommes frites, citronsauce og salat og til sidst lun tarte tartin med vaniljeis og flødeskum. Det viser sig at være særdeles lækker mad, og vi er mætte og tilfredse, da vi forlader en stopfyldt restaurant kl. 21.30.
 

Så er vi på plads. Vi vælger, at vi ikke vil have markise eller andet oppe, da vi regner med, vi skal være på farten hele næste dag.
   
Den lækre laks. Dessert - tarte tartin er en omvendt æbletærte.
 
Næste morgen vælter solen ned fra en skyfri himmel. Mens jeg koger æg og laver kaffe, henter Flemming brød. Vi har været i bad, og der er rigtig fine toiletter og bad på pladsen. I det hele taget vinder pladsen ved nærmere bekendtskab. Vi gør os færdige og kører ind til Honfleur.

Vi parkerer ved havnen, og der ligger et flot gammelt skib - L´Hermione. Turen går rundt i byen. De høje, smalle huse ved havnen er en flot kulisse til skibene. Jeg køber karameller med havsalt, men ellers er der ikke noget, der frister. Efter et par timer vender vi tilbage til pladsen og smører et par madder. Vi bliver enige om, at vi vil køre lidt ud af invasionskysten, da vi gerne vil gense nogle af stederne, vi besøgte i 2007.
 

L´Hermione
 

Det franske flag vajer stolt i brisen.
 

Et af havnebassinerne ved Honfleur.

 

Skønne restauranter og caféer.
 

Og selvfølgelig en karrusel som i mange franske byer.
 

Det er rundt om det inderste havnebassin, der er mest liv.
 

De høje, smalle huse er spændende og giver havnen et helt specielt og genkendeligt udtryk.
 

Nogle huse er helt beklædt med skifer.
 

Typisk hyggelig is-café med alle stole vendt mod havnen, så man kan følge livet der.
   
I stueetagen af alle husene er der næsten kun restauranter. Og der er rift om bordene ud til vandet.
 

Se blot alle parasollerne og markiserne hele vejen langs kajen.
   
Vi møder også et par sjove figurer - kunst og udsmykning antager forskellige former. Her mangler bare snadden, for at illustrere en fisker, som vi også kender fra et skagenmaleri.
   
Lidt længere oppe i byen finder vi den gamle trækirke Église Sainte-Cathrine. Den er imponerende stor. Overfor kirken ligger klokketårnet.
 

Ud- og indgang til kirken er draperet med fiskenet.
 

Gammelt bindingsværk side om side med gamle stenhuse.
 

Både bindingsværkshuset og stenhuset er hoteller.
 

Fransk nougat. Dyrt og lækkert.
 

Et andet sted i byen finder vi et lille anlæg ved en kirke. Det er Èglise Saint-Leonard. Der er lavet et lille vandløb, der løber fra kirken og ned mod slutningen af anlægget.
 

Det lille anlæg. Statuen er noget krigsmindesmærke.
 

Da vi kommer i bilen, kører vi ud mod kysten, for at se om vi kan finde et sted, hvor vi kan se Pont De Normandie over Seinen. Det lykkes, og på afstand ser den ikke så stor og stejl ud, som når vi holder ved betalingsanlægget.
 

Tilbage gennem byen mod campingpladsen. Vejen drejer til venstre kort efter fodgængerfeltet.
 

Det er samme vej, som vi kom med campingvognen, og vi kører helt nede ved havnebassinet.

 

Derefter fortsætter det lige ud ad denne vej til campingpladsen.
 
Vi lægger vejen omkring Deauville og Trouville, hvilket nok er en dårlig idé. Vi vil gerne køre på strandvejen, men bliver ledt væk igen og igen pga. vejarbejde. Jeg når et hurtigt foto fra bilen af Casinoet i Trouville, men det er ikke så spektakulært som det i Deauville. Lidt frustrerede kommer vi gennem byerne og fortsætter langs kysten.

Der er ikke så mange muligheder for at holde ind og tage billeder, med mindre vi parkerer og går ned til vandet. I stedet begiver vi os til første sted, hvor vi gerne vil gense Pegasus Bridge og Madame Gondrées lille café. Begge dele finder man ved byen Bénouville. Vi parkerer ved museet, hvor den oprindelige bro er udstillet sammen med meget andet, der vedrører stedet. Vi har tidligere besøgt museet, så vi springer over, men går i stedet over broen til Café Gondrée. Caféen var det første hus i Europa, der blev befriet under de allieredes invasion i 1944. Rejsejournalisten Anne-Vibeke Isaksen har et par gange besøgt Madame Gondrée, og hvis man googler det, ligger der et par film om hendes besøg i 2004 og 2020. Førstnævnte film var med til at starte vores interesse for stedet og ønske om at se det.

Vi har tidligere købt en kop kaffe og en sandwich på stedet. Det var ikke noget særligt, og vi har flere steder, vi gerne vil gense, så vi "nøjes" med at ose lidt rundt i caféen, der også samtidig er souvenirbutik. Det er absolut ikke tilladt at fotografere på stedet - hvorfor bliver også forklaret i filmene.
 

Vi parkerer ved museet med Pegasus-broen, som vi kan se over hegnet.
 

Her er den nuværende bro.
 

Den minder meget om den gamle bro.
 

Mindesmærke ved broen.
 

Her er Café Gondrée lige på den anden side af broen.
 

Et sted med en spændende historie, og det er fantastisk, at Madame Gondrée stadig lever og kan fortælle om befrielsen.
 

Overfor er der endnu en café og souvenirshop. De forsøger nok at leve lidt på berømmelsen fra modsatte side af gaden.
 

Vi vender tilbage til bilen for at køre videre.
 
Vi fortsætter til St. Aubin-Sur-Mer. Vi boede på en campingplads i byen i 2007. Det er en lille, hyggelig by med nogle mindesmærker fra krigen. Faktisk er byen ret stille, trods det at der er sommerferie, men det er nok lidt for tidligt på disse kanter. Jeg tror, det bliver værre senere på sommeren. Vi kigger os omkring for at finde et sted at spise, men de fleste steder står tomme hen og virker lidt forladte. Så efter en lille tur frem og tilbage på promenaden, kører vi videre mod Arromanches.

I Arromanches ligger der stadig sænkekasser på stranden fra den kunstigt anlagte havn - Mulberry Harbour, hvor en masse materiel blev sat i land under befrielsen. Vi parkerer øverst på klinten. Der er en "mindehave" og en fin udsigt over bugten. Det er efterhånden sent på dagen, og vores maver knurrer. Vi begiver os tilbage mod campingpladsen og holder ind og køber en burger med stegte grøntsager til. Begge dele er ret kedelige, men vi orker ikke lede efter andre steder. Vi er tilbage på pladsen ved 22-tiden. Næste dag vil vi køre videre mod Bretagne.
 

Strandpromenaden i St. Aubin-Sur-Mer.
 

Her er også et mindesmærke over befrielsen.
 

Langs hele invasionskysten er der masser af efterladenskaber i form af kanoner, tanks og meget andet.
 

Det er ebbe, og der er langt ud til havet.
 

Vejskilt med reklame på.
 

Det varer vist noget, før tidevandet kommer ind igen.
 

Vi stopper også for en kort bemærkning ved Juno Beach, hvor der er et museum og mindesmærke over faldne. De firkantede søjler i baggrunden er fyldt med navne på faldne.
   
Her er vi nået til Arromanches. 75-året for befrielsen er netop overstået. Der er lavet en mindehave med soldaterskulpturer.
   
Pga. måden de er lavet på, virker de helt spøgelsesagtige med det transparente udseende. Det er super godt og livagtigt lavet.
 

Jeg formoder, det skal forestille landgangen på stranden.
 

Soldaten løfter geværet, for ikke det skal blive vådt ved landgangen.
 

Vi kan se ned over Arromanches og stranden med sænkekasserne ude i vandet.
 

Der blev lavet et kæmpe ingeniørarbejde med havnen, og på museet i byen kan man se, hvordan det hele foregik.