BRETAGNE 2019 DEL 4
 
 
Vi snupper en dag på pladsen. Ren afslapning med bøger. Vi flytter os rundt med solens vandring på himlen - ikke for at være i solen, men skyggen. Vi overvejer en tur i poolen, men der er et værre leben med børn. Så hellere driverliv i skyggen. Sidst på dagen er der så varmt, at vi finder os et supermarked, og vi falder for fristelsen til et par uundværlige ting. F.eks. en gulvventilator - vi har 2-3 bordventilatorer derhjemme, og vi glemmer ofte at tage en med. Det resulterer i, at vi må købe os frem, for varme nætter er ikke lige mig. Denne gang er der udsolgt i bordventilatorer, så det bliver en gulvmodel. Hvor pokker vi så end skal opbevare den undervejs, aner jeg ikke. Vi falder også for en ret stor muslingegryde - der er plads nok til at bespise 2 voksne i den gryde, så den ryger også med i indkøbsvognen.

Om aftenen kigger vi lidt på kort og i guidebøger. Vi bliver enige om en tur langt mod vest til et sted, der hedder Pointe du Raz. Vi skulle nok have valgt en campingplads, der ligger lidt længere vestpå, men pyt - vi klarer nok den tur. Der er jo altid noget nyt at se på, når vi er udenlands.
 

Pyh - 30 gr. i skyggen.
   
Vores nye muslingegryde. Min nye bedste ven - så bliver natten forhåbentlig til at holde ud.
 
På kortet nedenfor kan du se turen til Pointe du Raz. Der er et par timers kørsel, men det er jo altid dejligt at se nye steder, så vi lader os ikke skræmme af turen. Med vores sædvanlige langsomhed, når vi er på ferie, bliver det over middag, hvor det er for varmt til at sidde ved vognen, før vi kører. Vi laver ikke mange stop på vej derud mod vest. Området her ude hedder Finistère - her er vi i det yderste af Bretagne, og ordet Finistère er af afledt af ordene Finis terrae - verdens ende.

Her er der mange hvidkalkede huse, og hortensia har gode vilkår. Jeg er begejstret for de smukke blomster, men jeg har haft hortensia i haven, og det er ikke lykkedes mig, at få dem store og flotte som her. Måske jeg skal overveje at prøve igen? Helt ude mod vest ved Pointe du Raz parkerer vi på en stor p-plads. Det er åbenbart et attraktivt sted med en lang række bygninger med souvenirshops og spisesteder. Efter turistgøglet går vi ad en lang sti ud mod spidsen. Vi kan se nogle bygninger, og det er noget militært. Der foran er der en statue af de skibsbrudnes skytshelgen. Yderst fra spidsen af halvøen kan vi se en lille ø med et fyrtårn. Der er stejle klipper ned mod havet, og det er et storslået område. Naturen byder på lyngbakker og kaprifolie, der kravler hen over jorden. Her er utroligt smukt.

Vi forsøger at gå turen tilbage ad en anden sti, men den er så ujævn og fyldt med knoldede sten, at det nærmest er umuligt at gå der - i hvert fald i sandaler. Vi opgiver og krydser over til den sti, vi kom ad. På vejen hjem stopper vi i en lille havneby og spiser aftensmad. Her er lækker fisk på menuen. Det bliver lidt sent, før vi er tilbage på pladsen - men pyt, vi har ferie.
 
 
 

Pyh, selvom bilen står i skyggen, er den mere end varm, da vi skal af sted.
 

Ind- og udkørsel på campingpladsen. Vi holder lige og tømmer affald af.
 

Et eller andet sted på vej mod Pointe du Raz.
 

Vi nærmer os det yderste Bretagne - her er flere hvide huse end de grå stenhuse.
 

Efter at have parkeret ved butikkerne og restauranterne, følger vi en asfalteret sti det sidste stykke vej.
 

Bag muren ligger noget militært - ved ikke hvad det er.

 

På den anden side af de militære anlæg, kommer vi endelig helt ud til spidsen. Yderst ligger en lille ø med fyrtårn.
 

Klipperne falder brat ned mod havet - i dag er der fredeligt, men i en efterårsstorm ser det nok anderledes ud.
 

Ligesom ved nogle af de andre kyststrækninger er her anderledes og smukt.
 

Her er udsigt til uendeligt hav.
 

Foran den militære udsigtspost står en statue. Det er en statue af de skibbrudnes skytshelgen.
 

Her er fyrtårnet trukket tættere på med fotoapparatet.
 

Her er så smukt - en fornøjelse at være på ferie i Bretagne.
 

Den anden sti vi vælger at gå tilbage af. Vi opgiver den - den blive mere og mere stenet og knoldet.
 

Se lige de skønne hortensia.

 

Det er fantastisk, de trives her på spidsen af Bretagne, hvor klimaet ofte er noget barskt.
 

Jeg har svært ved at se mig mæt.
 

Der ser dejligt ud. Gad godt lige prøve havet.
 

Vi spiser aftensmad med denne udsigt. Vi får en sammenkogt ret med kartofler og en masse forskellige fisk.
 
Området, vi er i, er kendt for samlinger af store bautasten. Ingen kender helt deres historie, og hvad de symboliserer. De står på lange rækker, og vi skal da bestemt se på dem, når nu vi er i området. Der er et stort område med sten ca. 10 minutter fra campingpladsen mod Carnac. Stenene er nu ikke særligt store eller imponerende, men man undres over, hvorfor de er sat der. Og hvorfor i lige rækker? Man kan komme ind og se et dokumentationscenter, men Flemming er ikke voldsomt interesseret, så vi kigger lidt på kort for at se, hvad vi ellers kan opleve. Ved byen Locmariaquer er der verdens største bautasten, så vi kører i den retning.

Det viser sig, at man skal betale for at komme ind og se stenen, der er væltet og brækket i 4 stykker. Vi er ikke nærige, men vi kan læse på en informationstavle ved indgangen om stedet, og vi er ikke imponerede. Vi beslutter, at køre ind til byen Locmariaquer i stedet for. Det er en lille hyggelig havneby, kendt for østers, men ellers er byen hurtigt set. Vi køber en is og sidder på havnen og betragter livet omkring os. Bagefter fortsætter vi ned langs kysten og stopper ved et udsigtssted - Pointe de Kerpenhir. Det er tidligt på sommeren, og nogle få mennesker bader der, men vi kan godt se, at stedet må være et yndet udflugtsmål, når det bliver højsæson. Der er flere muligheder for parkering der.
 

Det er ikke så lang en tur, vi tager på.
 

Først stopper vi ved bautastenene i Carnac.
 

Jeg har forestillet mig nogle kæmpe sten ala dem Obelix slæbte rundt med.
 

I Locmariaquer er der middagsstille og jeg tror at husene er sommerboliger, der endnu ikke er taget i brug for sommeren.
   
Flotte stokroser. Rundt om kirken er der en lille frodig park.
 

Den lille by Locmariaquer strækker sig langs vandet.
 

Her i middagsstunden sidder folk i skyggen og spiser frokost.
 

Dejligt, fredeligt sted, hvor man kan sidde på havnen og slappe af.
 

Vi sætter kurs mod bilen igen efter en is på havnen.
 

Næste stop bliver Pointe de Kerpenhir. Der er mange smukke udsigtspunkter langs vandet i Bretagne.
 

Området hedder Morbihan-bugten, der er en fjord med små øer og skønne små havnebyer. Her er vi ved åbningen ud mod Quiberon-bugten og havet.
 

Et meget smukt område.
 

Man behøver ikke bevæge sig mange kilometer væk fra campingpladsen for at få en masse oplevelser. Bretagne er virkelig et helt utroligt skønt sted.
 
Da vi var på tur i går, kunne vi se, der var mange spændende steder, og på kortet kan vi se, at der ligger en lille by ud til Morbihanbugten, der hedder Larmor-Baden, som ligger overfor Locmariaquer. Så vi vil kigge lidt mere på området omkring os. Først går turen til Baden, der ligger før Larmor-Baden. Baden er dog ikke specielt interessant, så vi kører hurtigt videre.  I Larmor-Baden stopper vi ved lystbådehavnen - Port de Larmor-Baden. Vi sidder på kajen og betragter livet omkring os. Det er et sejlerparadis. Folk har travlt med at sætte både i vandet og trække både op, og der sker hele tiden noget.

Efter en times tid, kører vi lidt længere ud ad vejen, men stopper snart igen ved en lille havn. Der er motorcykeltræf med gamle motorcykler. Der bliver gasset op og brændt benzin af. Vi finder ud af, at ved ebbe er der faktisk en vej/sti over til en lille ø, men den er ikke synlig nu. På Google Maps står den som Chausée Submersible. Vi trasker lidt rundt og ser på motorcyklerne og håber lidt på, at der vil blive ebbe, så vi kan se stien, men det bliver vist ikke foreløbigt.

Vi kører mod Auray. Jeg kan huske, at have læst noget om et pilgrimssted i nærheden. Efter lidt googlen på telefonen finder jeg stedet. Sainte-Anne-D´Auray. Anne er Jesus bedstemor, selvom hun ikke er omtalt i Bibelen, men enhver bretoner ved, hun drog til Bretagne fra Palæstina for over 2000 år siden. Hun kom i snak med bonden Yves, og hvert år den 25. juli fyldes esplanaden foran Annes hellige kilde til bristepunktet med besøgende. I dag er der stille. Kirken er lukket, men det er også hen under aften. Vi ser lidt på området. Anne blev Bretagnes officielle skytshelgen i 1914. Kirken er storslået udefra, men pladsen foran virker stor og øde, sådan en sommeraften, hvor bretonerne sikkert sidder og spiser aftensmad. Stedet ligger lidt nordligt for Auray i bydelen Kerdeliau, men er let nok at finde, da der er skiltet dertil.
 

Dynerne luftes - vi er snart klar til endnu en udflugt.
 

Der er ret diset - første stop er Baden.
 

Her er ikke så meget at se - udover de helt fantastisk hortensia.
 

Sådan et par buske ville pynte hjemme i min have.
 

Larmor-Baden - lystbådehavnen.
 

Ligeså hurtigt som en bil sætter en båd i eller trækker op, er der nye der bakker til.
 

Her er alle størrelser både, og vi sidder længe på molen og betragter livet omkring os.
 

Her er lidt for enhver i småbåde.
 

Længere ude af halvøen ligger en lille havn, hvor der er træf med aldrende motorcykler. Deres ejere er heller ikke ligefrem 18 år.
 

Jeg har læst, at der er en vej over til en lille ø, der er farbar ved ebbe. Den starter, der hvor manden og damen står nede ved vandet, men jeg tror det er mere til venstre.
 

Der er masser af larm og benzinos, men alle hygger sig.
 

Der er en del turister også, der går og beundrer de gamle køretøjer.
 

Fra baren ovenover er der god udsigt over vandet og motorcyklerne.
 

Overfor er øen, men vejen dertil er overhovedet ikke synlig. Faktisk forestiller jeg mig, det er mellem de 2 huse, vejen ligger.
 

Det er det så ikke, men det er jo også ligegyldigt, når den er oversvømmet lige nu.
 

Så er vi ankommet til Auray og Sainte-Anne-d´Auray - kirken set fra Den hellige trappe.
 

Den hellige trappe, hvorfra man har en flot udsigt til kirken.
 

Der er et par familier, der også havde håbet på at se kirken indefra.
   
Fontæne ved kirkepladsen. Det menes, at det var her bonden Yves mødte Jesus´ bedstemor.  I en lille park ved siden af, er der et mindesmærke for "faldne i den store krig".
 

Et sidste blik på den hellige trappe. vi holder parkeret lige ved siden af.
 
En af de byer, jeg gerne vil opleve er Vannes. Der er små 30 km fra campingpladsen, så det bliver næste dags udflugt. Da vi kommer til Vannes bliver vi ledt rundt på omveje, og det viser sig, at der er et eller andet motionsløb i gang, og der er midlertidige afspærringer. Det er søndag, og jeg har lovet Flemming, at vi kan nå tilbage til campingpladsen, så han kan se Formel 1 ;-)

Vi vandrer rundt i de søndagstomme gader. Det er en super hyggelig by, men jeg synes alligevel, det er lidt ærgerligt, at butikkerne ikke har åbent. Da vi har set på byens gamle huse, siver vi ned mod havnen, hvor vi køber nogle pizzastykker ved en bager og noget at drikke. Så sidder vi på en bænk ved havnen og spiser vores frokost, inden vi igen finder bilen og kører tilbage til pladsen og Formel 1.
 

Så er vi kommet til Vannes - rådhuset Hotel de Ville.
   
Vi vandrer i de brostensbelagte gader. Her er temmelig søndagsstille.
 

Men de skæve gamle huse kommer nok mere til sin ret, når butikkerne i kæmper om turisternes gunst.
 

Vi møder ikke mange mennesker, men her er hyggeligt med små torve og de smalle gader.
 

En række huse med flotte smedejernsbalkoner.
 

På en måde næsten for stille. Måske folk holder sig væk, fordi der har været motionsløb.
 

Her er lidt liv - frokosten skal overholdes.
 

Jeg funderer over, om jeg måske kan lokke Flemming med igen, når butikkerne er åbne. Kender nok svaret ;-)
   
Gyselig farve på træværket og på hjørnet figurer, der forestiller Vannes og hans kone? Han ser lidt forsagt ud.
 

Træværket i bindingsværkshuset har set bedre ud, men vinduer og altankasser er vist af nyere dato.
 

Bymuren omkring den gamle bydel - Rempart de Vannes
 

Parken foran kaldes Jardin des Rempart
 

Jardin des Remparts
 

Château de l'Hermine
 

Havnen i Vannes, hvor vi spiste vores frokost.
 

Husene her er ovre i den mere kulørte version
 

Vi sætter kursen mod bilen. Flemming kan nå at komme tilbage til pladsen til Formel 1.
 
Dagen efter går turen til Pont-Aven - en lille, hyggelig by, der ligger ved floden L´Aven. Egentlig ville vi have været i Quimper, men det når vi slet ikke. For det første kommer vi først af sted efter frokost, som vi slet ikke har spist endnu, og for det andet stopper vi i Port-Aven, fordi jeg har læst det er en hyggelig og seværdig by. Jeg tænker et lille frokoststop kan gøre det, men inden vi har set os om, er der gået en times tid med moules frites og en kold øl, og efter at have set på byen gider vi ikke køre til Quimper, for en større by er der egentlig ikke tid til nu. Pont-Aven er faktisk hurtigt set, men alligevel går tiden med at ose i butikker og gallerier.
 

Ruten fra campingpladsen til Pont-Aven. Der kan være afvigelser fra ruten, for ofte følger vi bare skiltningen, men i det store hele giver det vel en fornemmelse af tid og kilometer.
 

Vi parkerer ved floden L´Aven. Her er hyggeligt.
 

Vi går i retning af, hvad vi regner med er bymidten.
 

Ikke meget vand i floden. Der er en restaurant med terrasse udenfor. Vi er netop kun ankommet, men den manglende frokost gør sig gældende.
 

Vi snupper en omgang moules frites - ok gode, men de kan ikke måle sig med dem vi har fået andre steder.

 

På vej gennem byen. Flot og rustikt hus.
 

Vi stopper ofte og kigger på udsigten. Her er frodigt.
   
De fleste butikker er souvenirshops, men her er de fleste souvenirs spiselige. Fiskesupper, sardiner og -

 

 - småkager i kulørte blikdåser med bretonske motiver. Man kan også købe andre lokale kager og drikkevarer.

 
 

Stadig langs flodens frodige løb.
 

Souvenirs og gallerier side om side.
 

Her i skøn blanding.
 

Vi er i det, der må være centrum, hvis man kan tale om det i så lille en by.
 

Om ikke andet er vi glade for spiselige og drikkelige souvenirs, så der ryger lidt i posen. Ikke alt begejstrer, men så er det da prøvet.
 

Skønt ved floden, som mere ligner en å, men her er dejligt alligevel.
 

Her er turister, men ikke mange, så der føles ikke overrendt.
   
Vinsmagning - vi prøver ikke, men det ser hyggeligt ud. Restauranterne ligger listige steder ned mod floden.
   
Der er en del gallerier. Andre steder er der fine billeder som udsmykning på butikkerne.
 

Vi finder en sti, der er lavet langs floden med adgang til restauranter og anlagt så man kan nyde en tur i grønne omgivelser langs floden.
 

De rustikke huse ligger helt ned til vandet.
 

Stenbygningen i floden er, så vidt jeg kan se, et gammelt toilet. Der var sikkert frit fald ned i floden, hvor folk måske badede og vaskede tøj!!
   
Næsten dækket af vinplanter, men de lokale kan nok godt finde stedet. Kunstgalleri med bænke, der er tilpasset farverne på skodderne - eller omvendt.
 

Vi er ved at være tilbage ved bilen. Restauranterne ligger side om side.
 

Her er kønt.
   
Vi nyder bare indtrykkene. Sød lille havn.
 

Et sidste blik på floden og havnen.
 
Ferien lakker mod enden. En skam, for der er så meget, vi gerne vil opleve endnu. Vores sidste dag behøver ikke involvere en lang tur, så vi kører lidt rundt. Jeg kan godt tænke mig at se, om vi kan finde nogle flere bautasten. Det kan da ikke passe, at den plads nær os med sten er den eneste, for dem er jeg ikke så imponerede af. Området er kendt for deres bautasten, og jeg har stadig et billede af Obelix med en stor tilhugget bautasten på ryggen i hovedet :-)

Vi kører forbi stedet i Carnac, hvor vi har været før og ad en vej mod en by, der hedder Étel. Pludselig, ved et sted der hedder Kerzerho, står der en masse bautasten. Vi parkerer og ser på stedet. Her er stenene mere imponerende i størrelse, og så kan man jo fundere over, hvorfor der her i dette område af Bretagne er så mange steder med bautasten.

Byen Ètel er heller ikke så stor. Der er lidt liv på havnen, men i det store hele virker byen nedlukket og øde. Vi finder et sted, hvor vi køber fish & chips - det er til gengæld super lækkert med et stort stykke torsk eller lyssej i perfekt sprød dej. Vi handler lidt til aften og kører tilbage og slapper af på pladsen. Om aftenen pakker vi solsejlet sammen, så vi kan køre tidligt næste dag.
 

Turen til Ètel med stop i Kerzerho
 

De små bautasten i Carnac
 

Et lillebitte parkering forbudt-skilt i hortensiaen. Huset ligger overfor stenene, og måske er der problemer med parkerede biler. Der er ellers parkeringsplads ved siden af. Jeg er mest optaget af den flotte hortensia. Måske mine engang belønner mig med noget lignende i stedet for at dø i urtepotter :-D
 

Her er stenene større. Nogle er væltet, men de står også her i lige rækker.
 

Umiddelbart viser et foto ikke størrelsen så godt, når der ikke er noget at sammenligne med.
 

Måske det hjælper lidt.
 

Flemming mangler blot længere hår med fletninger og blå- og hvidstribede bukser - og måske lidt flere kilo ;-) så kan jeg godt forestille mig Obelix. For dem, der ikke kender Obelix, er her nogle billeder - OBELIX
 

Vi kører videre mod Ètel. Her på havnen finder vi mest liv.
 

Overfor er der noget, der ligner ophug for både.
 

Fiskeauktion til højre? Lige nu sker der ikke meget på det lille torv med parkering.
 

Lystfiskeren har ikke meget held med nettet. Køletasken er tom. Jeg har spurgt om tilladelse til foto.
   
Frokost med fish & chips. Flemmings rødlige farve skyldes den røde parasol, som solen brager ned gennem. Den giver også maden et sært skær, men det er smagen, der tæller.
 

Vi slentrer gennem byen, men der er ikke meget at opleve. Der er helt stille. Måske middagslukning, men alligevel.
 

Samme billede tegner sig i gågaden.
   
En lækker bøf, tomatsalat, små kartofler og færdig tabouleh fra supermarkedet. Sidste aften i Bretagne.
 

Ruten hjem med stop i Boiry-Notre-Dame, ved Obelink og Fleggaard. Derfra mangler ca. 275 km til Aalborg. Jeg mener, vi blev foreslået turen over Paris, hvilket vi fravalgte.
 
Næste dag er vi på vej ved 8-tiden. Motortrafikvejene i Bretagne og Normandiet byder ikke på trafikmæssige problemer, og snart er vi igen ved Pont de Normandie, som stadig er imponerende, selv om vi er på vej hjem. Der skal mere til at begejstre på hjemturen end udturen, hvor vi kører med forventningens glæde. Køkørsel og kø ved større byer er som forventet. Vi har kursen sat mod Holland, for der er en bestemt butik, vi gerne vil besøge.

Inden vi når så langt, overnatter vi på en fin overnatningsplads ved Boiry-Notre-Dame i det nordlige Frankrig. Meget brugt af hollændere, ser det ud til. Pladsen hedder La-Paille-Haute. Fin transitplads, med et stort område indenfor bommen, hvor man kan holde uden at koble af. Vi kobler dog af og kører ud for at tanke bilen og finde noget aftensmad. Så er vi klar til at køre videre næste dag.

Turen videre gennem Begien og Holland er som forventet. Nogenlunde tur uden forhindringer, bortset fra de gange vi passerer større byer ved motorvejen. Det giver langsommere kørsel eller kø. Midt på eftermiddagen når vi frem til Camping Het Wieskamp i Winterswijk, hvor den gigantiske campingforretning Obelink ligger. Jeg ved ikke, hvorfor vi ender på den plads igen. Vi har brugt den på et tidligere tidspunkt, og da var de ikke særlig serviceminded i receptionen. Måske fordi den er med i ACSI-ordningen og fordi der er restaurant på pladsen? Nå, men vi bliver tildelt en plads længst væk på campingpladsen, og jeg må stige ud et par gange, mens vi kører gennem pladsen, for at se om vi kommer for tæt på noget. Smalle, ujævne stenbelagte veje med hække og mobilhomes og campingvogne og træer helt ud til vejen og skarpe sving. Det lykkes at komme helt frem. Til gengæld har vi egen bygning med bad og toilet lige ved.

Vi sætter hurtigt strøm til og sænker støttebenene og kører til Obelink. Der shopper vi i et par timer - der er mange ting, vi ikke vidste, vi lige stod og manglede, og kører tilbage til pladsen og spiser på restauranten.

 

Så er der afgang fra Bretagne.

 

Fransk motortrafikvej, der bugter sig gennem landskabet.
 

Pont de Normandie dukker op i horisonten.
 

Jeg bliver altid begejstret for sådanne bygningsværker, og vi har endnu Millaubroen tilgode, men det skal nok komme.
 

Så går det ned mod betalingsanlægget og den næste bro.
 

Selvom den ikke er så stor som Pont de Normandie, er denne bro også spektakulær, og måske der er lidt Storebæltsbro over begge broer.

 

Vi nærmer os den lille by Boiry-Notre-Dame.
 

Vi nyder den sene aftensol, inden vi kører ud for at finde noget at spise.
 

Camping La Paille Haute. Jeg googlede oversættelse af pladsens navn - det betyder højt halm. Må være pga. markerne omkring.
 

Efter endnu en motorvejsdag kan I nok gætte, hvor vi er. Vi nærmer os Winterswijk i Holland.
 

Vi skynder os at stille op, så vi kan komme ud og handle. Camping Het Wieskamp som jeg også googlede - den er oversat til Ukrudtslejren :-)
 

Vores toilet- og badebygning.

   
Obelink - campingbutik i flere etager - og ligesom i Ikea er der altid noget, du mangler. Endeløse rækker af campinggrej, og faktisk også til rimelige priser.
 
Næste dag er den sidste dag på farten. Turen går gennem Tyskland, og med det obligatoriske stop ved grænsebutikkerne lakker ferien nu mod enden. Vejret er også blevet typisk for det nordlige Nordtyskland og Danmark. Køligere og overskyet og til tider regn.

Det har været en skøn ferie, og ét er sikkert - Bretagne kalder på et gensyn. Der er så smukt og anderledes, og vi har kun pirket lidt i overfladen. Vi er helt solgte. Klimaet er også som vi godt kan lide det. Ikke for varmt men bedre end i Danmark. Jeg ved godt, det kan variere som herhjemme, men nogle gange kan varmen blive for slem i Sydeuropa. Jo ældre vi bliver, jo mindre orker vi for meget varme, fordi vi gerne vil ud og opleve feriestedet.

Tak fordi I tålmodigt har fulgt med.

 

Hamburg - Köhlbrandbrücke.