BRETAGNE 2019 DEL 2

Næste morgen går turen videre mod Bretagne. Vi kan godt regne ud, at vi nok ikke kan nå at se hele Bretagne, så vi vælger at starte med at finde en plads på nordkysten. Flemming frabeder sig mere bykørsel, så jeg finder en plads, der ser hyggelig ud, og de tager ACSI-rabatkort. Den ligger ude på bøhlandet, så ingen bykørsel her. Vi kører ad smukke bakkede veje og på et tidspunkt er der lige et lille kig til Mont St. Michel. Jeg ringer til pladsen, for at reservere, men damen i den anden ende, virker lidt uforstående over ønske om reservation. Det forstår jeg godt, da vi ankommer. Der er næsten helt tomt. Pladsen har nogle mobilhomes, der er udlejet, men der er masser af tomme parceller til camping. Pladsen hedder https://www.campingbellevue.fr/en/ og den ser fin ud på hjemmesiden og ligger ca. 5 km fra den lille by Erquy. Det er en 4-stjernet plads, hvor jeg måske nok synes, den kan undvære i hvert fald én stjerne.

Vi bliver tilbudt en XXL parcel med vand- og kloaktilslutning for et par euro ekstra, hvilket vi takker ja til. Fra parcellen er der en dejlig udsigt over marker ned mod vandet. Der er vandkig, men det er faktisk kun muligt at få det på de nærmeste par pladser, hvor vi ligger. Vi sætter vores Shadow op og går en tur og kigger lidt på pladsen. Pladsen ser hyggelig ud med hække mellem parceller og nogle steder fine klippede hække, men toiletter og bad er ikke særligt rene. Det er kun den centrale toiletbygning, som er åben. Der findes 2 mindre bygninger, men der er kun koldt vand og ingen opvarmning, da der er så få gæster på pladsen. Det kan gøres meget bedre. Udenpå facilitetsbygningen er der pissoir flere steder og placeringerne virker noget tilfældige. Men hvis man skal, så skal man vel? Bad og toiletter er unisex, men det oplever vi ofte i Frankrig. Der er overdækket swimmingpool, hvor taget kan skydes til side, som vi ikke benytter. Egentlig håber jeg på så godt vejr, at vi kan prøve nogle at strandene.

Turen fra campingpladsen i Honfleur til Camping Bellevue i Bretagne.

Så bliver vejen vist kortlagt.

Ikke bedste kvalitet billede, men der er lige et glimt af Mont St. Michel.

Lidt frokost undervejs.

Så er der pakket ud på Camping Bellevue.

Pladsens ind- og udkørsel.

Det er ikke mange pladser, der er campister på.



Parcellerne er forskellige størrelser.	Pissoir i flere højder, og så lige ved siden af vaske til tøjvask? opvask? - og udslagskumme for kemisk toilet! Der er i øvrigt også et pissoir lige udenfor døren ind til rummet med vaskemaskiner.



Nogle hække og buske klippes i figur.	Brusebad, der er noget skummelt op ad væggene. Man skal bare lade være at røre....

Inden sommerens tur havde jeg læst Leif Davidsens bog - Ravnens rede. Den foregår på en lille ø - Ìle de Costaérés - ud for den nordlige kyst i Bretagne. Faktisk findes både slottet og øen i virkeligheden. Bogens plot fangede mig ikke rigtigt, men beskrivelsen af den lille ø og byen på fastlandet fangede mig, og jeg er besluttet på at finde stedet, for at se det i virkeligheden. Slottet hedder Le Château de Costaérés og den lille by Ploumanac΄h. Der er lidt længere dertil, end jeg har forestillet mig. Det tager tid at køre på de små veje. Inden vi tog på ferie, havde jeg fundet stedet på Google Maps, og jeg tænkte, at det var let nok at finde.

Først stopper vi ved byen Perros-Guirec. Jeg har en forestilling om, at det er der i nærheden. Selvfølgelig har jeg ikke fået Leif Davidsens bog med mig, for den har jeg jo læst, og jeg må forlade mig på min hukommelse vedr. stednavnene. Der er ikke rigtig noget på vejskiltene, der lyder bekendt. I stedet finder vi et sted med bord og bænke og spiser vores medbragte frokost. Så kan jeg sidde og lede lidt på telefonen på Google Maps, og jeg finder pludselig Ploumanac΄h.

Kysten der kaldes Côte De Granit Rose - den rosa granitkyst. Klippernes indhold feldspat, glimmer og kvarts, får klipperne til at gløde rosa i solens skær. Første sted vi stopper er ved Port de Ploumanac΄h. Der er ebbe og mange af bådene ligger på bunden af havnen. Jeg synes ikke, jeg lige kan se øen, og måske er det ikke det helt rigtige sted, så vi prøver at køre lidt rundt efter kortet på gps, og finder en lille strand tæt ved. Vi parkerer i Ploumanac΄h og går ned til stranden. Det første jeg bemærker, er de kæmpestore rødlige klippestykker der ligger hulter til bulter på strandens gule sand. De er afrundede og pudsede af havets tidevand gennem umindelige tider. Det er smukt og fascinerende, og jeg glemmer næsten at se efter øen med slottet, men så får jeg øje på slottet. Det er ikke tilgængeligt for besøgende, men omgivelserne er nærmest som jeg forestillede mig dem, da jeg læste bogen - bare meget større og alligevel anderledes.

Vi følger en sti fra stranden, hvor vi går langs de rødlige klipper. Der er stadig ebbe, så det er et fantastisk skue. Stien, sentier des douaniers (tolderstien), fører os til fyrtårnet Phare de Men Ruz og videre til Maison du Littoral - et informationscenter, der fortæller om kystens geohistorie, hvilket vi springer over. Vi kommer til en anden parkeringsplads og følger vejen tilbage til byen og bilen. Det er en meget smuk tur og omkring 1 million turister tager hvert år turen ad stien. Der er dog ikke så mange andre turister, mens vi går der. Der er flere stier at følge, hvis man har tid og lyst.

Her kan I se turen. Hvis I åbner Google Maps kan I finde/søge på stederne og zoome ind på stederne og bedre se områderne.

Her holder vi ved Perros-Guirec og spiser frokost.

På modsatte side af vejen kan vi se eksempler på de robuste stenhuse, som er meget typiske for Bretagne.

Noget andet typisk for Bretagne er de mange hortensia og roser.

Port de Ploumanac΄h - der er ikke så mange turister endnu. Caféerne er lukkede.

Der er pænt og ordentligt. Jeg er sikker på, at når den tid kommer, bliver hækkene klippet snorlige.

Der er ebbe, og mange af bådene ligger på bunden af havnen.

Havne er altid hyggelige, men når der er ebbe, virker de lidt forladte og triste. De grå skyer bidrager nok også. Vejret er ikke dårligt - der er lunt, men overskyet.

Vi står nu på stranden, og alle de store sten optager mig. Jeg lægger slet ikke mærke til øen og slottet i baggrunden i første omgang.

Hvad mon de leder efter? Rav? Snegle?

Le Château de Costaérés.

Her, hvor der går en dame, kan man fornemme størrelsen på stenene.

Her ser det ud som om, der har stået en høj søjle, der er væltet og knækket.

Til venstre i billedet er der også et par personer. Det er et fantastisk landskab.

Vi er på vej til tolderstien og kan se ud over stranden og byen.

Der åbner sig endnu en smuk udsigt. Vi kan se hen til fyrtårnet Phare de Men Ruz.

Hvis man kan leve med turister foran udsigten, så ligger huset fantastisk med udsigt over vandet.

De afrundede klipper ligner næsten en filmkulisse med kunstige klipper.

Her er smukt og anderledes, og for mig antager klipperne forskellige motiver og ansigter, når man står og kigger på dem.

Jeg har intet andet sted oplevet disse "bløde" afrundede klipper, der ligger smidt langs vandet og ind i landet.

Jeg kan se tilbage på den lille ø med slottet. Jeg kan godt forstå, at stedet har inspireret Leif Davidsen til en bog.

Maison du Littoral, hvor man kan lære lidt om kystens geohistorie.

Og selv i det forblæste område kan der gro blomster. Hortensia trives fint her i Bretagne. Spændende sted at have et hus.

Tidevandets skiften, der ses så tydeligt i Bretagne, kan følges fra huset. Det vil altid være et nyt billede med denne udsigt.

Næste hus på tolderstien. Jeg er fascineret af omgivelserne.

Stien fortsætter efter en parkeringsplads ned mod byen igen. De store klipper ligger rundt om og husene er bare bygget, hvor der er plads.

Jeg er begejstret for området og kommer gerne tilbage en anden gang.

De fleste huse er tilskoddede, og jeg formoder mange af dem er sommerhuse, hvor beboerne endnu ikke er flyttet ind for sommeren.

Generelt trives buske og træer, og bretonerne klipper og former flittigt hække og buske.

Når nu vi er på de her kanter, skal vi finde et andet spændende sted. På min gamle udgave af "Turen går til Normandiet og Bretagne" præger et sjovt billede forsiden - det er et hus, der ligger klemt inde mellem 2 store klippeblokke. Allerede sidste gang i 2007, hvor vi var i Normandiet tænkte jeg, at det sted ville jeg rigtig gerne se. Så inden ferien søgte jeg, ligesom ved Leif Davidsens bog, på Google Maps for at finde huset og stedet. Men hvad skal man søge på, når man ikke ved noget som helst om stedet. Jeg forsøgte lige ud ad landevejen med "house between two rocks, brittany", og vupti dukkede stedet op med billede og det hele. Stedet hedder Plougrescant og huset hedder på fransk La Maison du Gouffre.

På parkeringspladsen i Ploumanac΄h finder jeg stedet igen og lægger ind i gps. Vi vælger dog ikke den helt direkte rute, men tager kystvejen, hvor det er muligt. Der er ca. 35 km dertil, så selvom det er hen på eftermiddagen og tæt på aftensmad, kan vi ligeså godt se stedet der, inden vi kører hele den lange vej tilbage til campingpladsen. Vi laver et par fotostop undervejs - det er altså et fantastisk område. Vi parkerer og følger en sti langs en sø, der ser ud til at være dannet, når havet har oversvømmet området. Der holder et par biler udenfor, og vi går ikke for tæt på - det kan jeg gøre med kameraet. Stedet ser fuldstændig ud som på bogen. Huset ligger godt beskyttet mellem klipperne. Vi følger en anden sti, hvor der er en slags udsigtspunkt, og sætter os lidt og nyder de fantastiske og smukke omgivelser. Samtidig kan vi se tidevandet er på vej ind i små skvulp, og jeg holder øje med samme sted, for at se forandringen.

Vi er lidt sultne, og vi forlader stedet ved 19-tiden. Hjemturen går over Paimpol og videre langs kysten ad D786 til Saint Brieuc. Vi stopper dog ikke så mange steder, for vi er mere interesseret i noget hurtigt at spise. Løsningen bliver helt igennem kedelig - McDonalds i Saint-Brieuc - og det er kun fordi, det skal gå hurtigt.

Fotostop - hvis det er muligt stopper vi og jeg tager billeder.



Her er min bog, der startede mit ønske om at opleve dette sted.	Og vi finder stedet.

Sjovt at se, hvordan huset putter sig mellem klipperne.

Mon ikke det er et sommerhus for nogen. Det ligger lidt udenfor alting.

Mon ikke ejerne gerne vil være fri for alt for mange nysgerrige blikke.

Vi blive i behørig afstand.

Vi er klatret lidt op ad en sti, men kan stadig se ned til huset.

I området ligger flere huse spredt ud over landskabet, og de har også store klippeblokke i haven.

De er vist beskyttet nogenlunde mod vind og vejr.

Vi kan se ud over vandet og skærgården.

Her lidt tættere på.

Tidevandet er på vej ind.



Man lægger ikke så meget mærke til det, hvis man bare står og kigger, men her er kl. 17.57	- og her samme sted 18.15. Det er ret fascinerende.

På vej hjem mod campingpladsen. Masser af de skønne hortensia.

Vi når lige den fine solnedgangshimmel ud over markerne og havet.

Dagen efter står den mest på driverliv ved vognen. Midt på eftermiddagen kommer vi i tanke om, at vi nok snart bør fylde køleskabet. Frokosten bestod af de sidste rester pålæg, så vi kører ud for at finde et supermarked. Vi finder et E.Leclerc i den lille by Pléneuf-Val-André. E.Leclerc er et af vores favoritsupermarkeder, når vi skal handle i Frankrig. Vi får fyldt kundevognen, så vi kan klare os lidt igen. Bagefter kører vi lidt på må og få for at se byen. Der er en dejlig havnepromenade og strand. Vi parkerer og kigger ned på stranden.

Nogle børn er ved at trække nogle katamaraner op ad en rampe. De har været ude og sejle, og nu er tidevandet på vej ind. Det er ret fascinerende at se, hvordan små bølger hele tiden ruller ind, og man kan svagt høre en brusen fra vandet. Jeg finder en plet at holde øje med, og i løbet af en lille halv time, er pletten dækket af vand. Yderst ved havet er der en restaurant, og vi bliver enige om, at vi en af dagene skal spise der og betragte, hvordan tidevandet kommer rullende ind og fylder havnen og stranden med vand. Vi har varer bag i bilen, så det bliver ikke i dag.

Pleneuf-Val-André - havnen, hvor nogle børn er ved at trække katamaraner op.

Byen ligger hele vejen rundt langs bugten. Lige nu er der ebbe, vandet er så småt begyndt at stige.

Én katamaran trukket op.

Vi kan se bådene ligge på havnens bund. .

Endnu en katamaran bliver slæbt op.

Det er fint, at børnene lærer, at man skal hjælpes ad, og der også er arbejde med at rydde op bagefter.

Der er stadig nogle, der går tur på stranden, og vi er nysgerrige på, hvor hurtigt vandet stiger.

Henne for enden af promenaden ligger bunden også blotlagt, og der er udsigt til små øer.

Her går der også en og samler noget sammen - skaldyr formoder jeg.

Jeg finder en dynge mørke sten, som jeg kan holde øje med.

Man kan se, hvordan små bølger hele tiden ruller ind over stenene.

Vandet dækker mere og mere, og det er vildt fascinerende at betragte.

Far og søn er på vej ud på padle board.

Nu er stenene efterhånden helt dækket. Fra det første billede og til dette er der gået 20 minutter. Vandet har en brusende lyd, og det ser næsten ud, som om det koger.

Vi skal tilbage igen en anden aften, for vi vil prøve at spise på restauranten for enden, så vi kan sidde og betragte tidevandet.

Derfra kan man se ud over bugten, stranden og den lille havn her.

Et af de steder, jeg har udset mig, er Cap Fréhel. Vi kører om formiddagen næste dag. Vi kører langs markerne ned til vandet ved Plage de Saint Pabu. Der ligger også en ret stor campingplads, og jeg havde egentlig tænkt mig den først, men Flemmings "krav" om ordentlige veje, gjorde at valget faldt på Camping Bellevue, hvor vi bor. Vejene ned til campingpladsen ved Pabu, er nu heller ikke særligt brede, så det er nok godt, vi bor der, hvor vi bor.

Vi fortsætter mod Erquy. Vi stopper og nyder udsigten, men stopper ikke i byen ellers. Jeg har læst lidt om Sables-d´Or-les-Pins. Den lækre strand og badehotellerne. Vi synes dog, der virker lidt øde og tamt, men sikkert fordi det er tidligt på sæsonen. Selvom vi egentlig ikke er kørt så mange kilometer fra campingpladsen, melder sulten sig. Vi har kørt rundt en times tid, og det er frokosttid. Der er en lille café åben ved hovedgaden. Der er ingen smuk udsigt eller andet, der trækker - udover der er åbent. Vi parkerer og går ind og spiser en superlækker kyllingsandwich. Så er vi rustet til turen videre mod Cap Fréhel.

Vi stopper engang imellem og tager billeder. Vi ankommer til parkeringspladsen ved Cap Fréhel. Der er et skur med en stol udenfor, og det ser ud til, at der bliver opkrævet penge, men der er ingen til at tage imod pengene. Vi kører ind og parkerer. Ved siden af os er der parkeret en campervan, og et par sidder udenfor og spiser frokost. Vi spørger til betaling for parkering. De har heller ikke set nogen, der opkræver, så vi lader bil være bil og trækker på skuldrene på fransk manér og følger stien op mod fyrtårnet.

Turen går ad en stil mellem lyngklædte bakker. Lyngen er mørkere her, end den vi kender fra Danmark og Lüneburger Heide. Vi kan se fyrtårnet på toppen. På den anden side af fyrtårnet åbner sig en fantastisk udsigt over det blå hav og der er langt ned til vandet her fra toppen af klipperne. Det gamle fyrtårn ligger yderst på spidsen, men vi går ikke helt derud. Flemmings ankel er hævet og øm, så vi tager det roligt.

Da vi har nydt omgivelserne sætter vi kursen mod et sted, jeg kan se på gps - Fort la Latte. Igen parkerer vi og turen fortsætter til fods. Flemming giver dog op undervejs og sætter sig på en bænk og hviler sin ankel. Jeg fortsætter ned og ned og ned ad stien mod Fort la Latte, velvidende at turen op bliver hård. Ved indgangen til slottet (for det ligner et slot i mine øjne) skal man betale for adgang. Jeg har egentlig tænkt mig at gå lidt rundt og se på det ydre og udsigten, men jeg vil ikke betale for adgang til slottet for at gå rundt der. Flemming sidder jo også og venter, så jeg begav mig op ad stien igen. Pyyyyyh.

Her kan I se dagens tur. Den er beskrevet herover og lidt længere nede. Veksler lidt med tekst og billeder, så I ikke bliver helt skeløjede af at læse. Det øverste punkt - 22240 Plévenon - er ved Cap Fréhel.



Markerne udenfor campingpladsen.

Fotostop.

Og her ved Erquy.

Gade i Sables-d´Or-Les-Pins.

Vi nærmer os Cap Fréhel og vi kan se fyrtårnet i det fjerne.

Fyrtårnet ved Cap Fréhel og bemærk lyngens flotte, lilla farve.

Fyrtårnet - det er helt imponerende.

Vi fortsætter forbi fyrtårnet til pynten på den anden side. Det gamle fyrtårn står yderst ude på spidsen.

Her er vi lidt tættere på det gamle fyrtårn.

Ude på klippen ved Cap Fréhel.

Her er meget smukt, og vandet er så smukt og blåt.

Ja, ja - der er mange billeder, men nyd dem nu.

Typisk bretonsk hus.

På vej ned til Fort la Latte.

Fort la Latte, som vi må have tilgode til en anden gang.

Fra Fort la Latte kører vi videre til Port Nieux i en bugt, som vi finder ved at følge kysten. Der stopper vi. Der er lavvandet og på bunden af havnen kan jeg se en masse skaller fra kammuslinger. Jeg klatrer ned ad trappen til bunden for at finde nogle flotte eksemplarer, men de er alle knækkede eller har et hak. Jeg finder et par stykker, der er hele, men de stinker af rådden fisk, så jeg smider dem tilbage. Der er også personer, der går langt ude mod vandet. Jeg tænker, at de nok samler østers eller muslinger.

Næste stop bliver i Saint-Cast-Le-Guildo. Der sidder vi ved stranden og nyder udsigten. Vandet her i det nordlige Bretagne er så utroligt blåt. Vi fortsætter til en højtbeliggende parkeringsplads, hvor der er autocamperparkering også. Der kan man se, hvordan der bliver høstet østers. Vandet er så småt ved at stige igen, og traktorerne kører ind mod land. Vi sidder der længe og nyder udsigten. Så går det videre mod bunden af bugten, hvor vi standser ved en bro ved Le Guildo. Derfra sætter vi kursen mod campingpladsen. Vi køber ind til aftensmad, og det bliver baguette i skiver med patéer og røget laks. Det har været en dejlig dag.