KROATIEN 2009
 
 

I år var der ingen tvivl om, hvor vi skulle hen på sommerferie. Kroatien lokkede igen. Denne gang skulle turen gå til det sydlige Dalmatien, da vi gerne ville se Dubrovnik. I Danmark havde vi masser af sol og varme med temperaturer på 27 grader. I løbet af ugen op til ferien tjekkede jeg diverse vejrudsigter gang på gang, og resultatet var ret nedslående for Kroatien og Dubrovnik – 23 gr.og regn og torden.

 

26.06.09 – fredag

De, der er vant til at følge vores ture her på siden ved, at vi plejer at starte tidligt lørdag morgen. Men vi syntes selv, at de knap 1.000 km første dag, var en tand for meget. Måske er det alderen, der er begyndt at trykke :o) men vi besluttede at prøve at køre fredag eftermiddag, når vi fik fri i stedet. Vi har 275 km til den dansk-tyske grænse, så det skar jo pænt af lørdagens distance.Vi kørte hjemmefra ved 16-tiden, og vi havde planlagt at prøve den nye DCU-campingplads ved Kollund. Det var tidligere en FDM-plads. Nu var den nye lejrchef Thomas, der tidligere havde været på Camping Mitte på den anden side af grænsen. Der var 50 % på prisen i uge 26, og det kunne vi selvfølgelig ligeså godt benytte os af.
Indkørsel til DCU Camping Kollund Masser af plads og let at komme til og fra.
 

Vi kom til DCU Camping Kollund ved 19.30-tiden. Vi fik en plads, hvor det var nemt at komme til og fra med vognen. Vi bestilte rundstykker og betalte alt på forhånd. Så skulle vi bare aflevere bomkort, når vi hentede rundstykker. Det blæste voldsomt, og det sidste stykke vej havde det rusket godt i vognen. På pladsen kunne vi hele tiden høre, hvordan blæsten susede og ruskede i træerne. Det var en lille, hyggeligt campingplads, på skråt terræn. Ikke alle pladser var lige lette at sætte vognen i vatter på, men vi var heldige. Pladsen vi fik, var helt plan, og vi behøvede blot at sænke støttebenene. Med det samme kørte vi over på den anden side af grænsen for at handle lidt. Vi stoppede og købte lidt aftensmad, som vi tog med tilbage til vognen. Resten af aftenen hyggede vi os, og vi syntes, at det faktisk var en god ide at køre om fredagen.
 

27.06.09 – lørdag

Vi kørte fra pladsen ved 8.30-tiden. Trafikken var ikke slem, og Elb-tunnelen blev passeret uden kø eller andre problemer. GPS´en advarede om længere tids forsinkelse ved Hannover, og trafikradioen fortalte om 10 km kø, så vi kørte fra motorvejen ved Soltau Süd mod Celle og kom på igen ved Braunschweig. Det var fin landevej med træer på begge sider, og turen gik gennem små, hyggelige byer. Nogle steder på skovveje holdt der gamle, afrakkede autocampere med prostituerede. Der var hjerter på dørene og røde lysslanger i vinduet. Det var trist og deprimerende, sikken en ussel tilværelse! Om eftermiddagen røg vi i en kø ved Halle. Der var vejarbejde, men efter 10 minutter kørte det hele igen, og vi fandt aldrig ud af, hvad der stoppede trafikken.
Bonny´s Diner ved Autohofen i Soltau. Det er en 50´er-inspireret restaurant med interiør der matcher tiden. Der er Jukebox og pladecovers, gamle metalskilte osv. Eftermiddagskaffe.
 

Vi nåede vores yndlingsplads Campingplatz Schloss Issigau ved 18-tiden. Der var næsten helt fyldt op på pladsen, selvom det var tidligt på sæsonen. Der var rigtig mange danskere. Vi fik en plads nederst på pladsen, hvor vi kunne bakke ned ad vejen og lige ind på pladsen. Restauranten var stuvende fuld, og vi delte bord med 2 andre tyske par. Vi havde som sædvanligt bestilt morgenmad næste dag kl. 7.30. Da vi havde spist, sad vi udenfor og fik vores kaffe, men det begyndte at støvregne, og vi gik ind i vognen. Der havde været gråvejr og 20-23 grader det meste af dagen.

 
 

28.06.09 – søndag

Da vi havde spist morgenmad, afregnede jeg med slots/campingfatter. Jeg spurgte, om han havde hørt vejrudsigten, for det støvregnede stadig, og det ville jo være rart med bedre vejr. ”Det bliver bedre”, sagde han smilende, ”men jeg ved bare ikke hvornår”! Haha! Vi kørte i gråvejr stort set gennem resten af Tyskland. I Østrig begyndte det at regne, og skyerne hang lavt. ”Det ligner sgu da ikke sommer i Tyrol”, mumlede Flemming lidt småsurt. ”Nej, det er det heller ikke, for vi er i Steiermark”, grinede jeg. Det blev ved at regne med en støt, silende regn. Vi kørte over grænsen ved Maribor. Regnen var midlertidigt stoppet. Da vi kørte ind i Slovenien, kom vi til at køre på landevej et godt stykke efter et lillebitte stykke motorvej. Vi havde købt en ½-års vignette til motorveje i Slovenien. Og den havde vi betalt 35 euro for! Vi har ikke noget imod at betale vejgebyr, men vi ville da gerne have lidt motorvej for pengene :-)  Vejen var ujævn og hullet, og regnen tog til igen. Det plaskede ned, og vi kunne dårligt se midterstriben og hullerne for vand. Faktisk kunne vi kun se få meter frem. Landevejen snoede sig, flere steder med fuld optrukket midterstribe uden muligheder for overhaling. ”Pøjgotten (vores Peugeot) er godt nok på overarbejde”, sagde Flemming – ” ud over campingvognen trækker den nok 15-20 biler”.
Jeg havde mumlet lidt om dårlig sigtbarhed gennem forruden, når jeg fotograferede :-) Frokost indendørs i vognen i Østrig
Indkørsel til tunnel - der var der i det mindste tørvejr inde. Landevejen i Slovenien. Skyerne hænger mørke og tunge.
 

Regnen stilnede lidt af igen på motorvejen i Kroatien. Vi nærmede os Autocamp Plitvice ved Zagreb, hvor vi skulle overnatte. Vi tjekkede ind og afregnede med det samme. SMS fra Jan Kirkedal lovede regn de næste 6 dage ved Dubrovnik. Det tegnede ikke lovende. Og det begyndte så at regne rigtig meget mens vi sænkede støttebenene. Men ellers var der 22 grader kl. 20.00, og det var da godt nok :-) Vi valgte at spise i vognen i stedet for på pladsens restaurant. Vi gad simpelthen ikke gå ud og blive våde.

Camping Plitvice i Zagreb ved motorvejen  
 

29.06.09 – mandag

  

Vi kørte fra Zagreb ved 8.30-tiden. Der var halvskyet/halv blå himmel. Temperaturen lå på ca. 22-23 grader. Som kørevejr var det helt perfekt, men det var slet ikke så varmt, som vi før har oplevet, når vi er kommet syd for Alperne. Trafikken var tættest ved Zagreb, senere mindede det mest om vores nordjyske motorvej mod Hirtshals – spredt trafik og masser af plads. Da vi kørte på strækket for 2 år siden, kunne der godt være lidt kø ved de store tunneler Mala Kapela og Sveti Rok, da der kun var et rør åbent, men nu var begge rør åbne, og trafikken gled bare helt uden problemer. Motorvejen var nu forlænget til et sted før man drejer fra til Ploce ved kysten. Vi fulgte den til enden, og fulgte derefter skiltningen mod Dubrovnik.
 
Vi har lige spist frokost. Sms til Tom og Lone, der gerne ville vide, hvor vi var nået til. Der er varmt og solen skinnede, men himlen blev mere og mere truende at se på.
 

Det blev en interessant tur. Gennemsnitshastigheden blev sænket drastisk. Iflg. vores GPS kørte vi ikke over 40 km/t på noget tidspunkt. Landevejen gik på kanten af grænsen til Bosnien-Herzegovina, og den var bulet og hullet og samtidig gik det op og ned ad bjergene med skarpe sving. Vi mødte adskillige lastbiler med byggematerialer til motorvejsbyggeriet, og dem ville vi helst ikke møde i et sving op ad bakke. De kørte stærkt og brugte begge vejbaner. Flere gange holdt vi ind i siden, og lod den lange kø af biler bag os, komme forbi. Langt om længe kom vi til kystvejen. Vi kom ned fra bjergene til deltaet, hvor Neretva-floden har sit udløb. Det var et frodigt område med masser af frugtplantager. Vi kørte langs floden et stykke tid, og i vejsiden var der folk, der havde boder med frugt og grønt.

Her er vi kørt af motorvejen, og nede i dalen kan vi se, hvordan der bliver bygget motorvej. Og så kunne vi godt ønske os lidt færre ujævnheder.

 
Bod med frugt langs vejen ved Neretva-floden. Her nærmer vi os byen Neum i Bosnien-Herzegovina, som vi kører igennem, på vej til det sydlige Kroatien.
 

Vi fortsatte mod Dubrovnik. Autocamp Prapratno, som var feriens mål, ligger på en halvø, Peljesac, ca. 50 km nord for Dubrovnik. Vi kunne se over til halvøen fra kystvejen. Der var blevet helt skyfrit og temperaturen lå på 29 grader. Vi fandt frem til pladsen. Det sidste lille stykke var ad en smal vej, hvor man ikke kunne passere en anden bil. Vi tjekkede ind og kunne bare finde os en plads.

Det sidste stykke vej var ned mod færgen til øen Mljet. Det var 10 % stigning/fald, men god bred vej. Inden færgelejet drejede vi fra mod campingpladsen, og nu var vejen knap så bred.

Pladsen lå nærmest i en slugt og, der var masser af gamle oliventræer og pinjetræer til at give skygge. Der var også arealer, hvor der ikke var så mange træer, for dem der helst ville være i solen. Der var ingen parcelopdeling, men på intet tidspunkt, hvor vi var der, var der nogen som lå for tæt på os. Alle havde rigeligt med plads. Pladsen havde udmærkede bade- og toiletfaciliteter, som blev gjort omhyggeligt rene hele dagen lang. Det var ikke luksus, men pænt og rent. Ved hver håndvask var der flydende håndsæbe, der var automater med papirhåndklæder og i toiletkabinerne var der også papir. Damerne, der gjorde rent på toiletter og i bad, fejede også veje og stier for blade fra træerne. Alle veje var asfalterede og der var pænt og velholdt. Affaldscontainere blev tømt ca. hver anden dag.

Indkørsel og reception på Prapratno. Huset på toppen er en restaurant. Pladsens bar og restaurant. Supermarked lå lige ved siden af.
En af toiletbygningerne. En anden bygning. Her tættest på er der tøjvask og opvask.
Fra dametoilettet. Håndvaske med sæbe og papirhåndklæder. På modsatte side var der brusere og toiletter. Og her er køkkenvaske og tøjvaske.

Udsigt over pladsen fra restauranten på toppen.
 

Der var et lille supermarked på pladsen med det mest nødvendige. Der var også en restaurant, men vi prøvede den ikke, da andre campister vi talte med, frarådede os at spise der. Der var hegn foran pladsen ned mod stranden, og der var kun adgang til pladsen gennem bommen ved receptionen. Stranden var ”sandstrand”, og når jeg sætter gåseøjne om, er det fordi, det slet ikke er at sammenligne med den sandstrand jeg kender fra Vesterhavet. Dette her var nærmest fint grus/groft sand som man finder i en dansk grusgrav. Men det var ok, hvis man havde små børn, der gerne ville grave i sandet. Jeg foretrækker dog de små, hvide sten, som bl.a. var ved Camping Rozac ved Trogir. Vandet var klart, selvom man skulle langt ud, hvis man skulle snorkle. Inde ved stranden var der ikke meget at se.
Fra Autocamp Prapratno Fra Autocamp Prapratno
Fra Autocamp Prapratno Fra Autocamp Prapratno
Vores plads på Autocamp Prapratno Fra Autocamp Prapratno

Mens vi var ved at komme på plads, kom der en dansker, Søren, og hilste på. Søren og familie havde allerede været på pladsen et par uger. Lidt senere kom endnu en dansker, Jørn. Han var ankommet lidt før os sammen med sin hustru Birthe. Faktisk havde de også overnattet i Zagreb og set os der. Vi fik solsejlet sat op, lagt tæppet ud og stillet møbler frem. Bagefter gik vi hen til butikken og købte løg, tomater og agurk. Så lavede jeg tomatsalat, og vi havde kød med som vi grillede. Søren kiggede forbi igen og fortalte, at der var et udmærket Konzum supermarked i byen Ston, ca. 3-4 km fra pladsen. Resten af aftenen sad vi bare og nød mørket og den stille summen af folk på pladsen. Her var ingen aftenunderholdning (i forhold til sidste år i Sydfrankrig) – sikken en befrielse :-)
 
Og så slutter jeg med lidt billeder fra stranden. Vejen fra færgelejet kan ses bag husene. Stranden ved Autocamp Prapratno med kig til færgelejet.
Stranden. Ofte kom der lystyachter og lagde til i bugten. Stranden set fra vejen ned mod campingpladsen.

Endnu et blik mod stranden fra vejen ned mod campingpladsen.
 

30.06.09 – tirsdag

Efter morgenmaden ville vi ind til Ston og finde supermarkedet. Det brød, som butikken på campingpladsen solgte, var bare hvidt franskbrød, og vi foretrækker noget med mere gods i. Vi kom forbi en bod ved vejen, hvor der en dame solgte frugt, grønt, vin, olie og honning. Vi standsede og købte noget frugt og grønt. Så fortsatte vi ind til byen, hvor vi parkerede og gik lidt rundt og kiggede på byen. Byen var ikke stor, men der var et par små supermarkeder, en bager, en isenkræmmer og nogle restauranter og caféer. Der går en stor mur fra byen og op over bjerget ned til byen Mali Ston. I Politikkens ”Turen går Kroatien og Slovenien”, kan man læse at Ston blev grundlagt i 1333. Muren, byen er omgivet af, er 980 m lang og den strækker sig 5 km hen over bjergryggen til Mali Ston. Muren blev bygget fra 1333 til 1506 for at beskytte de vigtige saltpander, der stadig kan ses, idet der stadig udvindes salt i Ston.
Frugt- og grøntboden Boden lå lige efter et sving, og der var stillet ting frem i vejkanten, så man ikke overså stedet.
Allerede på afstand kunne man se muren ved Ston. Ston. Der vil senere på turen komme flere billeder fra muren og Ston.
Torvet i Ston Kaffebar i Ston
En af de små gader i Ston Gade i Ston, hvor de fleste restauranter ligger.

Byen var hyggelig med smalle gader og stræder. Man måtte ikke køre i byen, men skulle parkere udenfor. Da byen var så lille, var det uden betydning. Vi fik handlet det, vi manglede og tog tilbage til pladsen for at bade. Vi faldt i snak med Søren og hans kone Anita. De havde 2 børn med. Vi blev inviteret på en øl hos dem, og lidt senere dukkede det andet hold danskere op, Jørn og hans kone Birthe. De sluttede sig til selskabet, og pludselig var klokken blevet mange, og vi blev enige om at grille sammen. Jeg lavede hurtigt en tomatsalat og vi rykkede sammen hos Jørn og Birthe, der boede midt mellem os andre. Vi sluttede ved midnatstid, og da var der helt stille på pladsen.

 
Jørn er ved at lave dessert til Søren og Anitas børn.  
 

01.07.09 – onsdag

Vi brugte dagen på at læse og dovne. Solen bagte stikkende og lummert. Luftfugtigheden var høj, og vi gad ikke rigtig lave noget. På et tidspunkt blev himlen helt mørk, og det buldrede i det fjerne. Vi kørte ind til frugtdamen og Ston og handlede. Det er lettest at handle fra dag til dag. Brødet er bedst friskt, og pålæg og kød har ikke lang holdbarhed i varmen. 10 minutter efter man har taget smørret ud om morgenen, er den meget blød og ender med at flyde væk, hvis ikke man får ryddet af bordet med det samme, når man har fået morgenmad.
Færgen ligger ved færgelejet. Afslapning på stranden
 

Da vi havde fået frokost, lidt sent, og da det igen klarede lidt op, gik vi til stranden. Mens vi gik og kiggede efter en plads at være på, var der en der sagde ”Hej Joan”. Det var en, der hedder Gitte, som kunne genkende mig her fra siden, og vi havde også skrevet på campingdebatterne med Winnie Sepstrup, der havde anbefalet campingpladsen. Vi sludrede lidt og blev enige om at rende sammen senere. Efter et par timer ved stranden gik vi tilbage til vognen og lavede mad.  Om aftenen, da det var ved at blive mørkt, dukkede Gitte og hendes mand Jacob op. Vi snakkede lidt om pladsen, og hvad vi havde oplevet indtil nu. Vi var enige om, at der manglede mulighed for at købe kræmmerhus-is med kugler og isdesserter. Alm. is kunne man købe i pladsens supermarked. Der manglede også lidt butikker i området, hvor man kunne gå og ose lidt om aftenen, hvis man havde lyst til det. Det var en hyggelig aften, men også denne aften sluttede ved midnatstid, da der var helt musestille på pladsen. Vi var helt sikkert de sidste, der gik i seng. I øvrigt havde vi de sidste par aftener været slemt plaget af myg. Den høje luftfugtighed, som vi aldrig før havde oplevet i Kroatien, måtte være skyld i alle myggene. Jeg ville næsten have påstået, at der ikke fandtes myg i Kroatien, for de andre gange, vi havde været i Kroatien, havde vi stort set aldrig set myg.

Aftenhygge Besøg af Gitte og Jacob