KROATIEN 2015

KROATIEN 2015

Det er 3 år siden, vi har været i Kroatien. Sidste års sommerferie i Tyskland var helt bestemt god og spændende, men nu savner vi varme og tålelige badevandstemperaturer. Der er ikke megen diskussion om årets sommerferiemål - Kroatien. Samtidig har vi begge et stærkt ønske om at gense Camping Prapratno i det sydlige Kroatien - i vores øjne et af de smukkeste steder, vi har holdt ferie.

I år har vi valgt at holde tidlig sommerferie. Det er uge 25-27. I middelhavslandene starter sommeren som regel noget tidligere end hos os, så vi krydser fingre og håber på godt vejr. Ferien starter som sædvanligt fredag eftermiddag, når vi får fri. Alle har sikkert deres eget kørselsmønster og foretrækker at køre på forskellige tidspunkter. Vi har små 300 km til den dansk-tyske grænse, og når vi kører ved 16-17-tiden, er det meget passende at holde ind ved en campingplads ved grænsen. Vi er altid trætte fredag aften efter en arbejdsuge, og det vil ikke være forsvarligt for os at køre længere. Vi går tidligt i seng og står tidligt op næste dag.

Også denne gang har vi valgt DCU-Camping Kollund - en plads, vi synes godt om, fordi vi altid bliver pænt modtaget, og lejrchefen er meget imødekommende og serviceminded. Vi ankommer efter receptionens lukketid og kan selv vælge om vi vil køre ind og finde os en plads, eller om vi vil overnatte på deres Quick-stop udenfor bommen. Af en eller anden grund kan vi bedst lide at være på selve campingpladsen, selvom det koster lidt mere. Der er mere campingstemning og hygge der. Lejrchefens sans for service viser sig igen - mens vi sætter støtteben ned og tilslutter strøm, kommer han og spørger om vi skal have rundstykker næste morgen, for så kan vi lige nå at bestille. Vi takker pænt nej, da vi altid spiser havregryn og mysli, når vi er på farten.

Vi kører et smut over grænsen til Tyskland og køber lidt engangsservice og lidt at hygge os med. På vej tilbage kører vi ned omkring Kollund Mole, hvorfra spritbådene sejlede.

Næste morgen er vi klar ved 8-tiden. Flemming sætter trappen ind i vognen, og vi er snart på vej.

Pga. det meget vejarbejde med Neumünster og Hamburg, vælger vi at tage landevejen fra Neumünster Süd og følger den gennem Nordtyskland og kører på motorvejen ved Wolfburg. Det er en køn rute gennem hyggelige byer og kønne landskaber. Vi krydser Elben ved Lauenburg. Det er et fint alternativ til motorvejen - de tyske landeveje er gode, og der er ingen steder, hvor vi synes, at landevejen er ufremkommelig. Et fint alternativ, hvis man ikke har tålmodighed til at sidde i venteposition på motorvejen.

Turen går glat uden særlig meget trafik, men det er jo også tidligt på sæsonen. Omkring Leipzig får vi pludselig en melding på vores GPS om farligt vejr forude!?!?! Himlen er sort, men ellers virker der fredeligt. Der går kun knap 10 minutter, og så ryger vi ind i nogle helt utrolige kraftige vindstød. Det begynder at regne - MEGET. Vinden tager til og river og flår i vogntoget, mens regnen pisker ned, så vi ikke kan se en hånd for os. Der kommer en afkørsel til en Autohof, og vi drejer fra. Vi har absolut ikke lyst til at køre i det vejr. Vi finder lidt læ ved siden af en lastvogn. Flemming render ind på tankstationens toilet og jeg render ind vognen.

Kort efter kan jeg mere ane end se Flemming stå under halvtaget ved tankstationen og vente på at kunne komme tilbage. Efter et kvarters tid stilner uvejret af. Vi har fået os en kop kaffe, nu vi alligevel holdt pause. Ellers forløber turen helt fredeligt resten af dagen Vi ankommer på Campingplatz Schloss Issigau ved spisetid, og det tager ikke lang tid for os at sænke støtteben og tilslutte strøm.

Vi kører over Elben ved Lauenburg, der er en hyggelig lille by, som ligger helt ned til Elben.



Broen over Elben er en firkantet jernkonstruktion. Den er ikke høj , man kører helt nede over floden.	Frokost på en rasteplads på Lüneburger Heide. Det regner, og alle de autocampere med letlevende kvinder, der står i omegnen af Soltau, virker lukkede og slukkede.

Der bliver mørkere og mørkere, og ude på marken står vindmøllerne skærende hvide i kontrast til himlen.



Taget gennem forruden på campingvognen. Flemming står under halvtaget.	Vandet pisker ned i 10 minutters tid, mens vinden rusker i vognen. Så stilner det det af, og vi kører videre.

Vi har, som så mange gange før, bestilt det store morgenbord på slottet, men det ender med, at Flemming må indtage morgenmaden alene. Jeg har nogle slemme mavekramper. Ikke noget med at rende på toilettet, men bare ondt så jeg koldsveder. Herr Braitmaier, der ejer slottet og bestyrer både plads, hotelværelser og restaurant sammen med sin kone, siger til Flemming at han bare kan tage et par rundstykker med ned til mig, og selvfølgelig skal han kun betale for 1 omgang morgenmad.

Jeg har ikke rigtig lyst til at køre videre, så vi beslutter at tage endnu en dag på pladsen og se, hvordan det går. Det meste af dagen drikker jeg bare te, og hen på eftermiddagen går det lidt bedre. Vi har før talt om, at det kunne være rart at se lidt af området, for vi kommer der altid bare for en overnatning undervejs. Så vi kører en lille tur i omegnen, men ikke for langt væk, hvis nu......

Vi kører til Lichtenberg, hvor der øverst oppe i byen er en fin udsigt over området. Der er en lille fæstning af en slags, og på et lille torv foran er der nogle middelalderlige instrumenter, såsom gabestok, stenkaster og lignende. Lidt udenfor Lichtenberg ligger endnu endnu en campingplads - Camping Lichtenberg. Der er en lidt stejl opkørsel til området, og ved campingpladsen ligger der en ferieby med huse til udlejning, men området virker en anelse forsømt. Campingpladsen ligger ved en sø. Vi fortsætter til Bad Steben. Det er åbenbart en slags kurby. Der er et stort friluftsbad - Therme Bad Steben, utallige klinikker for alt muligt, hoteller, kurparker og meget mere. Jeg vil gerne ud og gå lidt og se på byen, men jeg er noget mat i sokkerne - uden mad og drikke osv.... :-) Vi kører lidt rundt og nyder udsigterne, og det er et rigtigt dejligt område, som nok kunne være interessant at opleve mere af.

Heldigvis har vi en fin plads, så vi kan hygge lidt i skyggen, for vejret er faktisk helt utroligt godt.

I Lichtenberg finder vi resterne af et eller andet fæstningsværk helt øverst i byen

Vi står lidt og nyder udsigten over området. Her er pænt med bløde, grønne bakker og små byer.



Vejen ender oppe på det lille torv ved fæstningen. Man skal samme vej ned igen.	Husene er pæne og velholdte, og Lichtenberg er en ganske køn lille by.

Næste morgen er vi på farten igen. Denne gang tager vi den hurtige løsning med havregryn og mysli i stedet for morgenmaden på slottet. Vi har blandet vejr - det veksler hele tiden mellem sol, skyet og regn. Det regner også i Østrig i Alperne, og skyerne dækker toppene. Trafikken glider fint, og i Slovenien er der stadig ikke bygget motorvej hele vejen til grænsen til Kroatien. De sidste 12-15 km er stadig bumlet, hullet landevej.

Vi trækker en lang hale af biler og lastvogne efter os, hastighedsbegrænsningen er 50 km/t, men vi kører kun 40. Alt hopper og danser. Vi skal ikke nyde noget - kan godt huske, at vi røg i et hul i vejen med campingvognens ene hjul i Kroatien i 2012, og siden blev vognen totalskadet, da der var opstået en utæthed i vognens gulvvarme. Vi når den kroatiske grænse, og nu er vi lidt spændte. I stedet for den sædvanlige overnatning på campingpladsen lige op ad motorvejen ved Zagreb, har jeg fundet en anden, nyere plads. Den vi plejer at benytte, er efterhånden så nedslidt at vi ikke helt kan blive ved at se den gammeldags charme ved den.

Der er udsigt til små byer undervejs.

Vi passerer Donau et par gange, og vi ved, at de østrigske bjerge nærmer sig.

Men der er ikke udsigt til flotte bjergtoppe denne gang.

Det sidste stykke landevej i Slovenien. Det ses ikke, hvor bumlet vejen er.

Og før vi får set os om, er den slovenske/kroatiske grænse overstået og vi er nu på kroatisk motorvej.

Nu kører vi efter CampZagreb. Den ligger ikke så langt fra den anden, vi plejer at benytte. Her skal vi køre fra motorvejen og ca. 3 km gennem noget småindustri og et villakvarter. Vejen her er også noget ujævn, men ok. Vi finder pladsen, der ligger nabo til et landbrug med heste, og lige ned til en sø. Vi bliver skrevet ind og betaler forud for overnatning (prisen husker jeg ikke, 250 kuna eller sådan noget) - pigen i receptionen er ganske ung og virker en smule uerfaren i at skrive ind, så måske er hun ny på pladsen. Men hun er lutter smil og vi får anvist en plads.

Campingpladsen er opdelt i cirkler. Den yderste ring har de største parceller - de er til større vogntog i stil med os. Den næste har mindre parceller og er til store telte og mindre autocampere, og inderst ved toiletbygningen er der teltpladser. Der er ikke så mange parceller, men pladsen er nok ikke kendt af så mange endnu, og det er jo også tidligt på sæsonen, så der er langt fra fyldt op. Vi ligger lige ved indhegningen til hestene på gården. De kan godt lugtes, så hvis man er sart overfor hestelugt, er det nok ikke der, man skal ligge.

Toiletbygningen er også helt ny, og det er fine bad og toiletter. Men næste morgen da jeg går i bad, er afløbet stoppet i bruserummet jeg er i, og vandet løber ud under døren. Jeg går ind ved siden af for at klæde mig på, og her virker halvdelen af lyset i loftet ikke. Det er lidt synd, at sådanne ting ikke bliver ordnet, for så snart noget ikke virker, synes jeg der er en tendens til at folk ikke passer på resten.

Vi spiser på campingpladsens restaurant, der fortrinsvis har pizza på menuen. Det er super lækre pizzaer, og prisen ligger fra 35-50 kuna for en pizza. Vi får begge en øl til maden. De har ikke de sædvanlige kroatiske Ožujsko eller Karlovačko, men til gengæld forskellige øl fra lokale mikrobryggerier. Vi vælger hver en mørk øl - jeg en lille og Flemming en stor og ikke samme slags. Begge smager godt, og mens vi venter på vores pizzaer, bliver et bord udenfor ved søen ledigt, og vi forhører os, om vi må flytte ud i luften. Det er ok, og vi kan så sidde ude ved søen og mærke lidt brise til at køle os. Der er 33 gr. og der går altid et par dage, før vi har vænnet os til varmen.

Da vi kommer tilbage til vognen, vil vi sidde ude og nyde aftenen, men det viser sig at være fuldstændig umuligt. Vi bliver straks overfaldet af myg. Der er så mange, at det ikke er nok med myggespray og lidt viften med armene. Vi flygter ind i vognen. En halv times tid efter kommer der en engelsk familie med små børn i en lille autocamper - sådan en ombygget varevogn. De skynder sig at rulle sidedøren til side og åbne alt hvad der kan åbnes, men ligeså hurtigt bliver alt smækket i igen. Jeg gætter på, at de nok heller ikke er så vilde med myg :-) Jeg tror, det er beliggenheden ved søen, der gør stedet til lidt af en myggekoloni.

Camp Zagreb. Fin plads, hvis man kan abstrahere fra myggene :-)



Pladsen er opdelt i 3 rækker i cirkler.	Og jeg, som troede vi skulle sidde ude og nyde den varme sommeraften.



Rigtig fine og rummelige bruserum. Bare pladsen så vil holde det pænt.	Det er meget fine faciliteter, og hvis bare pladsen får styr på vedligehold, er det en meget god erstatning for den ved motorvejsrastepladsen.

Der er hyggeligt på restauranten på campingpladsen, og man kan sidde ude lige ved søen. Underligt nok, mærkede vi ikke noget til myggene der.

Næste morgen kører vi tidligt. Vi skal jo helt ned i den sydligste del af Kroatien. At komme tilbage på motorvejen kræver lige, at vi kører inden omkring et butiksområde ala de storcentre, der ligger ved de fleste større byer. GPS´en guider os ind ad en vej, hele vejen rundt i en rundkørsel, og så kan vi komme på motorvejen i modsatte retning. Temperaturen ligger på behagelige 22-24 gr. og humøret er højt. Der er kun trafik af betydning omkring Zagreb, ellers er der god plads på motorvejen, og vi nyder de velkendte steder på vej mod syd. "Det var der, hvor..... "- og "Kan du huske........"

Da nærmer os enden af motorvejen, der stopper ved Ploce og Neretva-deltaet, kan vi se at vi ikke længere skal køre ned fra bjergene ad landevej, der kræver sit af chaufføren. Motorvejen ender i 2 afkørsler. Den ene mod Mostar og den anden mod Ploce. Derfra er det motortrafikvej resten af vejen ned. Vi runder Neretva-deltaet på landevejen og følger kystvejen, der går gennem Bosnien-Herzegovina et lille stykke, og til sidst drejer vi fra mod Ston. Vi kigger os nysgerrigt omkring, for det er 5 år siden, vi sidst har været der. Der er en del byggeri i gang, og vi fortsætter forbi de gamle saltpander og op over vinmarkerne, for til sidst at dreje ned mod færgen mod Mljet og campingpladsen, der ligger helt nede i bugten. Det føles som at komme hjem :-)

Vi tjekker ind og kører ind og finder os en plads. Vi ender i samme område, som vi har boet i tidligere. Så tidligt på sæsonen er der ikke mange campister, og der er flere meter til nærmeste naboer. Der går ikke lang tid før solsejlet er oppe, og vi kan læne os tilbage og slappe af. Nu er der virkelig ferie. Her sidst på eftermiddagen siger temperaturen 26-28 grader, og det passer os helt fint.

Lidt af det villakvarter vi kører igennem fra pladsen.



På kroatisk hedder rasteplads "Odmoriste" - selv om man ikke kan sproget, taler skiltet jo sit tydelige sprog.	Vi holder lige en lille pause.

Lidt "saftevand" til bilen også, og så er vi igen klar.



Sveti Rok tunnellen der er 5681 m lang. Når vi kommer ud på den anden side, kører vi højt over lavlandet ved kysten.	Ofte er vejret på den anden side helt anderledes, og for det meste meget varmere. Vi kørte ind i 23 grader og kom ud til 28 grader.



De første år efter motorvejen blev lavet, var der mere øde og goldt. Nu er her nerier nogle steder i midterrabatten.	De små nyplantede træer dengang, er nu ved at vokse sig store, og man kan snart finde lidt skygge under dem.

Det nye stykke motorvej. Jeg er helt sikker på, at vi kunne se dertil, når vi kørte på den gamle landevej længere oppe i bjergene. Nu står det hele færdigt :-)

Efter Ploce er det landevej resten af vejen. Vi kører lidt ind i landet bag om Neretva-deltaet og tilbage til kysten igen.

Så går det opad, og vi får en smuk udsigt over deltaet



Vi kører gennem det lille stykke Bosnien-Herzegovina og kommer gennem byen Neum.	Vi kører på kystvejen og nærmer os det sted, hvor vi skal dreje fra mod Ston.

Indkørsel til campingpladsen.

Vores plads de næste 10 dage, indtil vi får lyst til at se noget nyt. Ja, vi vidste jo ikke, at vi ville ende med at være der 10 dage :-)

Man kan se, at vi ikke ligger særligt tæt, og der er mange meter til nærmeste naboer.

Adriaen ved siden af den gamle autocamper, tilhører nogle danskere,

Auto Kamp Prapratno har jeg beskrevet i tidligere beretninger. Det er 3. gang vi er på pladsen, og der er præcis så smukt og fredfyldt, som jeg husker det. Du kan læse tidligere beretninger her KROATIEN 2009 og her KROATIEN 2010. Alle de gamle, krogede oliventræer giver god skygge, og når solen skinner på dem, dufter der svagt af varm olivenolie. Der er stadig meget velholdt og pænt. Toiletter og bad bliver løbende gjort rene, og der er sæbe, toiletpapir og papirhåndklæder.

Næste dag står vi op til regn. Det er mildt, og vi sidder ude under solsejlet og spiser. Vi trænger til lidt afslapning, så det eneste vi foretager os, udover at dase og spise, er at køre ind til Ston og handle lidt. Inde i Ston er genopbygningen af borgen og en kirke i fuld gang. Der er også kommet stenbelægning i nogle af gaderne. Det er som om, der er sket et opsving, siden sidst. Vi får handlet det vi mangler, og så vender vi tilbage til pladsen.

Det er såmænd hyggeligt nok at sidde og læse. Der er lunt og regnens trommen på taget af solsejlet virker søvndyssende.

Men vi bliver nødt til at få handlet lidt, så da regnen stilner af, kører vi de 4 km ind til Ston.



Her er et af byens supermarkeder - Konzum. Gangene er smalle og varerne står tæt, både på gulvet og på hylder.	Ved siden af ligger byens postkontor.



Her er et par billeder fra Ston. Muren om byen kan ses øverst i billedet.	En af gaderne huser de fleste af byens restauranter. Vores favorit er Stagnum længst tilbage i gaden.

Jeg har ønsket at komme en tur til Dubrovnik igen. Vi kører mod syd ad kystvejen, og de smukke udsigter breder sig ud foran os. Jeg sidder gerne og tager billeder undervejs, men jeg har opdaget, at vinduerne i bilen har en farvetone, der ændrer en smule på farven på billederne, og jeg bliver som regel skuffet over billederne. Alligevel kan jeg ikke helt lade være at tage nogle, for jeg kan jo ikke bede Flemming stoppe gang på gang. Så ville vi aldrig komme frem til bestemmelsesstedet. Jeg forsøger så at redigere lidt på farverne, når jeg skal lave siden. Pernittengryn........ Ja, jeg ved det :-)

Lige inden Dubrovnik er der en udsigtsparkeringsplads. Det er ofte svært at finde en ledig plads, for attraktionen her er broen over en flod, der går ind mellem bjergene. Most (bro) dr. Franja Tudmana - navnet på det selvstændige Kroatiens første præsident. Det er også et spektakulært syn med broen, de mange luksuslinere, der lægger til her, og den del af Dubrovnik, der vender mod nord. Hvis man kører gennem byen, skal man dreje til venstre lige efter broen, og så skal man over på den anden side, hvor den gamle bydel og borgen ligger. Jeg mener også, der er en frakørsel på kystvejen længere fremme, men vi kører ned om havnen og kigger på de mange krydstogtskibe.

Trafikken er tæt, og efter at være kørt forkert (Flemming ville absolut ned ad en vej, han kunne se på GPS´en), ender vi i en ensrettet gade forbeholdt busser og taxi, og begge slags har ingen tålmodighed med en dum dansker der kører, hvor man ikke må :-) Ledsaget af tuden fra diverse taxaer og busser vender vi på pladsen foran Pileporten ind til den gamle bydel. Tættere kan man vist ikke komme i bil :-) og så skynder vi os ud af området og finder en anden vej til en parkeringsplads. Det tager dog ca. 1½ time før vi er nede ved de pladser, der ligger tæt på. Der er et P-hus øverst i byen, som vi parkerede i sidst, vi var i Dubrovnik, og vi ved at det er næsten uoverskueligt at traske op ad alle trapper og stier dertil, når man er træt af at vandre rundt i byen. Det koster 20 kuna i timen, og vi skal betale forud. Vi snupper 3 timer, og begiver os ind igennem en lille port i muren rundt om den gamle bydel.

Kystvejen mod Dubrovnik snor sig langs kystlinjen, mens den ene smukke udsigt efter den anden åbenbarer sig for os.

Engang imellem dukker små byer op, her ligger der en skønt rundt om en bugt.

Broen som hedder " Most dr. Franja Tudmana". Langs kajen ligger der store krydstogtskibe.

Her kan man se mere af Dubrovnik - den gamle bydel med borgmuren ligger ud mod den anden side bag bakkerne.

Den lange kø for at komme til at parkere har bragt tiden hen efter frokost, så det første vi gør, da vi kommer ind i byen, er at finde en sandwich og en is. Så er vi klar til at kaste os ud i sightseeing i Dubrovnik. Lige indenfor den lille port, hvor vi kommer ind begiver vi os ned ad en trappe mod Stradun - hovedstrøget i den gamle bydel. Her ligger butikkerne side om side med caféer og restauranter. Vi finder et sted, hvor de sælger sandwich, og mens vi stiller sulten betragter vi livet, der passerer forbi på Stradun. Som sædvanligt er der masser af turister. Guiderne render rundt med skilte med numre på, og så er det bare om at følge med. Vi er glade for, at vi er på egen hånd og kan udforske det vi har lyst til i eget tempo.

Vi kigger lidt nede ved havnen, og fortsætter igen op ad Stradun, hvor gadens sten er så blankslidte og glatte, at de ligner is. For enden ved Onofrios Fontæne sidder en mand og spiller på et strengeinstrument iklædt folkedragt. Turisterne flokkes om stedet, og et par beder mig tage et billede af dem. Det er helt befriende :-) Ikke ret mange render rundt med selfie-stænger, og mylderet af selfie-stang-sælgere fra Venedig, mangler fuldstændig i gadebilledet her. Dubrovnik må være en guldgrube at starte salg op i, men jeg nyder at man kan gå fredeligt rundt, uden hele tiden at blive antastet af påtrængende sælgere.

Vi slentrer bare rundt på må og få. Jeg kan godt tænke mig at sidde lidt på baren/caféen på klippesiden højt over havet, men der er så mange, at vi slet ikke kan få et bord, og trappen derned er helt fyldt med mennesker, der håber på en plads. Vi opgiver og går lidt rundt i en mere privat del af byen, hvor der ikke er mange turister. Da vi til sidst er trætte af at gå op og ned gennem de smalle gader, der ofte mest består af trapper, finder vi bilen for at forlænge parkeringstiden lidt. Der er en svævebane, der fører op til bjerget over byen, og vi kan godt tænke os at se byen oppefra. Ved billetlugen har damen travlt med at få solgt nogle billetter. "Skynd jer, skynd jer - den kører om fem minutter! Hvor mange billetter skal I have? Skynd jer, så I kan nå den!" Damen i billetlugen rullede hurtigt 8-10 billetter ud. Det koster, så vidt jeg husker 120 kr. pr. person, og pludselig bliver vi lidt nærige. Vi synes, det virker underligt at det skal gå så hurtigt, og vi takker nej til damens ivrige forsøg på at sælge. Måske er det ikke så fantastisk alligevel til prisen.

Så vi lader være at forlænge parkeringtiden og kører i stedet hjem til campingpladsen, hvor vi spiser aftensmad på pladsens restaurant. Jeg har fået en ustyrlig lyst til Ćevapčići - små krydrede farsruller med rå løg og Ajvar til. Ajvar er bagte peberfrugter og aubergine, der er purerede med krydderier og olie. Vi får pommes frites til, og jeg synes det er et gourmetmåltid :-)



Indgangen til den gamle bydel bag borgmuren.	Parkering tæt ved en indgang.



Vi går ned og ned og ned.	Vi ender på Stradun - Dubrovniks hovedstrøg.



Crkva (kirke) sv. Vlaha	I baggrunden Sponza paladset og klokketårn.

Rektorpaladset.

De tykke borgmure værner om den gamle bydel, og havnen ligger udenfor murene.

Pirat - Candy Shop. Bland selv slik, men til en pris, der virker som røveri - 23 kr. pr. 100 g.

Et blik ned ad Stradun.



Parallelt med Stradun er der mindre gader med butikker og restauranter.	Turister (fra krydstogtskibe?) føres rundt i byen af guider med skilte med numre.



Ved Onofrios Fontæne sidder en mand i folkedragt og spiller på et strengeinstrument.	Overfor er en meget flot ind- eller udgang i en kirke.

Onofrios fontæne eller brønd.

Et livligt torv i byen. Bagest på torvet er der en trappe op til en højere beliggende del af byen.

Her er trappen - man kommer op på en plads foran endnu en kirke.



Et blik nedad, da jeg er kommet op.	Kirken som vi ikke går ind i, men beundrer udefra. De mange smukke udhuggede detaljer vidner om dygtig billedhuggerkunst.



Der er trapper ned til butiksgaderne overalt.	Bag gitterdøren til højre ligger baren, der er bygget på klippesiden. Der er en fantastisk udsigt over havet og øerne. Se evt. billeder derfra i min beretning fra 2009 del 2

Efter en 3 timer har vi fået nok. Vi finder en udgang ved havnen, og her er en smuk udsigt over indsejlingen.

Der står en kanon, og den står og peger ud mod indsejlingen.

Byens tårne og kupler kan ses over hustagene.

Jeg kan ikke rigtig få nok af udsigten over havnen, og høje palmer der vajer i brisen fra havet.

Ren postkort - og så er det slut :-)



Vi fortsætter lidt længere mod syd, inden vi vender næsen hjem. Der er så smukt, når man kører langs kysten, at man næsten ikke kan få nok.	På vej tilbage bliver vi overhalet af lastbilen herover. Han kører som de blinde slås, og overhaler i sving og over fuldt optrukken linje. Han skilter tydeligt med at han ikke kører med mælk, og der er alle mulige skilte, der viser at indholdet ikke er til at spøge med. Vil nødig være i nærheden, hvis han kører galt. Tegningen bagpå er humoristisk nok, men der er ikke meget sjov over chaufførens kørsel.