KROATIEN 2015 DEL 2
 
 
Som det ofte er tilfældet, glider dagene i ét når vi har ferie. Efter turen til Dubrovnik går der et par dage, hvor vi bare er på pladsen og dovner og bader. Jeg vasker lidt tøj, for mine yndlingstoppe trænger til opfriskning. Hvert år pakker jeg en masse tøj. Underligt nok lærer jeg det aldrig. Jeg har nogle ærmeløse toppe og nogle t-shirts som altid bliver de foretrukne. Men alligevel pakker jeg (en del) ekstra, for hvis nu det bliver køligt, og tøjet ikke kan tørre så godt - eller regnvejr i dagevis!!! (og så vil vi jo nok trække pløkkene op og køre videre) :-) Noget pænt, hvis vi skal ud og spise, ekstra sandaler (bare fordi jeg engang havde et par, der gik i stykker på ferien), og Flemming har det lidt på samme måde, bare ikke så slemt som mig :-) Bortset fra det, synes jeg det er lidt hyggeligt at vaske tøj i hænderne, når vi er på ferie og ikke har travlt. Så kan man også sludre lidt med de andre, der skyller tøj op (og her mangler mændene - de klarer kun opvasken) ;-)
 

Dynerne er til luftning mens vi spiser morgenmad i skyggen.
 

Jeg er færdig med vasketøjet, og stativet er fyldt.
 
Vi tager ind til Ston en aften for at spise. Vi går målrettet efter Restaurant Stagnum. Der er en super hyggelig gårdhave og ildsted. Da vi ankommer sidder der en mand og drikker øl udenfor ved et af bordene på gaden. Vi bliver enige om at sætte os udenfor også, for så kan vi se lidt på gadelivet. Ikke fordi der er så meget. Stagnum ligger bagest i en lille gade med restauranter. Mens vi studerer menukortet, taler manden ved nabobordet pludselig til os. Det viser sig, at det er ejeren af Stagnum.

Han taler godt engelsk og spørger lidt ind til hvem vi er, og hvor vi bor. Det ender med at vi sidder og sludrer de næste par timer. Han fortæller, at han har sejlet som styrmand på alle verdenshave i 17 år. Så faldt han for en kvinde, som han fik børn med. Han kom til at savne sin familie, mens han sejlede og købte huset og restauranten. Han fortæller, at alle grøntsager og kartofler de bruger på restauranten, er af egen avl. Han har en masse jord med grøntsager og vindruer udenfor Ston. Han har bygget jordkælder, hvor han kan opbevare høsten, og han har lavet vandingssystem til grøntsagerne, så de får vand hele tiden. Han fortæller om sine 3 børn, og hvad de laver. Han spørger ind til vores børn, og hvad de laver. Tiden flyver af sted.

Til sidst byder han på et glas hjemmelavet Rakija. Det er lavet af frugten fra johannesbrødtræ. Det smager som meget sød, meget stærk sherry. Rakija er hjemmebrændt, og du kan læse mere om det her Rakija - siden er på dansk, og den fortæller meget godt, hvad det er for noget stads :-) Det må nærmest betegnes som medicin, og så rundhåndet som han skænker, bliver vi vist ikke syge de næste mange uger. Jeg føler mig lettere beruset, da vi går tilbage til bilen. Jeg har ingen billeder fra Stagnum. Jeg glemte helt at tage billeder, fordi vi blev så underholdt :-)

Dagen efter skal der ske lidt igen, og vi tager på udflugt ud af halvøen Peljesac. Vi har ingen bestemmelsessted, men kører bare på må og få, og ser hvad der dukker op. 

 

Vi er drejet fra hovedvejen på vej mod en lille by som vi kan se nede ved havet. Brijesta hedder den.
 

Nede i Brijesta er der ikke meget liv. Der er en lille campingplads, men stranden der er klipper, og det er svært at gå i vandet.
 

Vi fortsætter ud af Peljesac og kommer forbi et sted, hvor de har muslinge- og østersfarme.

 

Næste stop bliver i Trstenik - en lille hyggelig havn, hvor hotelskibe kommer sejlende til. Det er ikke store krydstogtskibe, men små hotelskibe, der sejler langs kysten.
   
Det er hyggeligt med de fine skibe, og jeg tror, at det også er den slags vi har set i Trogir. Ellers er det en lille, stille by, hvor der er mest liv på kaffebaren.
 

Der er en lille strand, som sært nok er tom - ingen badende.
 

Længere inde i bugten er der en strand, hvor der er lidt badende gæster. Måske er der ikke så mange endnu, da det er tidligt på året.
 

Vi fortsætter ud af halvøen igennem Orebic, som vi har været i de andre gange, vi har været her. Billedet er fra Viganj, og der ligger mange villaer med en fantastisk udsigt over havet og øen Korcula.
 

Udsigt til øen Korcula og byen af samme navn.
   
Skyggerne er lange, det er ved at være spisetid. Vi kører tilbage ad hovedvejen på Peljesac, og der ligger mange salgssteder med vinsmagning. Der er kommet mange flere forhandlere siden sidst, vi var her, eller også er de blevet mere synlige.
 

Jeg elsker synet af vinmarker. Det er ikke fordi jeg drikker en masse vin, men synet af vinstokkene og de lange rækker af grønt, nyder jeg bare.

 

Hist hvor vejen slår en bugt - huset med den frodige have, har jeg også et billede af på en af de tidligere ture.
 

Vi er næsten tilbage ved campingpladsen. Jeg synes, naturen er så utrolig smuk på halvøen Peljesac.
 

Og så slutter vi dagen udenfor i den lune aften.
 
Vi har hygget os med et andet hold danskere på pladsen, Anny og Bøje. Så vidt jeg kan se, er vi eneste 2 hold danskere. Vi har fortalt dem om Mostar i Bosnien-Herzegovina, da de efterlyste ting at opleve. De er startet på Istrien, og har så taget overnatninger nogle dage her og der undervejs nedad. De er blevet helt glade for Prapratno, og vælger at blive der resten af ferien.

Fordi vi nu har talt om Mostar, får jeg lyst til et gensyn. Vores nye danske venner kørte tidligt, så vi kan ikke spørge om de vil med. Vi kører ved frokosttid, for der er altid mange turister i Mostar hele dagen. Hvis vi ankommer lige efter frokost, kan vi starte med en sen frokost, og så nyde den gamle bydel på begge sider af floden Neretva bagefter, når turiststrømmen tager af.

Turen til Mostar medfører nogle grænseoverkørsler. Først langs kysten, hvor vi skal ind i Bosnien-Herzegovina (BiH) et kort stykke. Så ud af BiH og ind i Kroatien igen. Så kører vi gennem Neretvadeltaet og ind i BiH igen ved Metković. Politiet er begge gange, hvor vi kører ind i BiH meget omhyggelige, og tjekker vi har pas og grønt forsikringsbevis. De studerer det hele så længe, at vi næsten er ved at få dårlig samvittighed, selv om vi har det hele i orden :-)

Vejen til Mostar følger Neretvafloden. Vi holder skarpt øje med politiet, da vi flere gange har hørt om "opdigtede" trafikforseelser og bøder uden kvittering. Vi overholder den skiltede hastighed til punkt og prikke. Nogle gange viser vores gps en højere hastighed end der er skiltet med. Vi ser også 3-4 steder, hvor der holder politibiler og overvåger trafikken. Da vi kommer til Mostar, er der vejarbejde det sidste stykke ind til centrum. Der kører tankvogne rundt og vander vejarbejdet, så det ikke støver for meget. I stedet kører vi gennem våde og mudrede steder.

Der, hvor vi parkerede sidst, vi var i byen , er der nu ved at blive bygget et hus. Det er næsten umuligt at komme fra området igen. Tilbage gennem det våde vejarbejde og over på den anden side af floden. Der finder vi en p-plads på en plads mellem 2 huse. Der har sikkert også været et hus her engang. Gaden ligger parallelt med fodgængerområdet langs floden, hvor butikkerne er, og en ung mand dirigerer os på plads. Det koster 1 euro i timen at parkere der, siger han. Vi betaler for 3 timer og får en seddel, til at lægge i forruden på bilen. Hvis vi bruger længere tid, kan vi bare efterbetale, når vi henter bilen, siger han. Vi går ned ad en trappe og kommer ned lige midt i turistmylderet.
 

På vej mod Mostar. Her nærmer vi os Neum, der ligger i BiH.
 

Jeg vil gerne se lidt på Počitelj, en gammel osmannisk by, men vi når ikke at holde ind. Det gør vi heller ikke på hjemturen. Byen ligger pludseligt efter et sving, og der er fuldt optrukken linje, så ikke noget med at krydse i bil. Her er link til billeder af byen Pocitelj - jeg når det nok en skønne dag :-)
 

Dagens tomathøst pænt lagt i kasser på vej til marked, tænker jeg.
 

Vi starter med at gå over Stari Most - broen, der blev genopbygget magen til den gamle efter krigen. Vi vil starte i den vestlige del af den gamle by.
 

Fra toppen af Stari Most er der en smuk udsigt til bjergene og tårnene på nogle af byens moskeer.
   
Fra toppen af broen går vi ned i den vestlige del. Trinene er glatte, og derfor er der forhøjninger på tværs, så man kan støde foden ind i en forhøjning og undgå at glide. Noget, vi bemærker, mens vi går rundt, er at alle forsøger at lokke os ind i enten butikker eller restauranter. Faktisk føler vi, at sælgernes ihærdige opfordringer er irriterende. Det har vi ikke oplevet de andre gange, vi har været her.
 

Solen er skarp og lyset bliver kastet tilbage fra de lyse vægge på brosten og huse. Solbriller er nærmest uundværlige.
 

I en ruin af et hus sælger et par unge piger broderede duge og kniplingsarbejder.

 

Jeg er på udkig efter en anden lille buet bro, som jeg ikke så, sidst vi var her. Jeg har ladet mig fortælle, at det var en slags prøve for den store Stari Most, men da vi læser skiltet ved broen, kan vi se at den er en ud af mange, der blev bygget.
   
Man kan godt se, at det er en mindre og smallere bro. Vi sidder og venter på vores mad i skyggen og med kølig luft op fra vandløbet under os.
 

Da vi har spist, trisser vi ned i basargaderne igen.
 

Udsigten fra Stari Most igen. Mostar ligger meget smukt mellem bjergene.
 

Udsigten til den anden side. Her flader landskabet lidt ud med Neretvaflodens løb.
 

På dette sted er udstillingen af turistsouvenir mindsket i forhold til tidligere. Bygningerne er nu mere renoverede, og det hele fremstår nyt og nydeligt.
   
Jeg synes stadig, at bygningerne og omgivelserne er meget 1001 nats eventyr-agtige. Til gengæld er der sket en ændring i butikkerne. Stort set alle sælger samme varer, og når man har set det ét sted, bliver det ensformigt at gå og kigge på de samme varer.

 

I gården ved en af moskeerne er der også blevet shinet op.
 

Her er et kæmpe udbud af tæpper og tørklæder, men nu mere mainstream med Burburry-tern og alm. pashima-tørklæder jeg genkender fra mange andre markeder.
 

Udsigt til Stari Most. I gården ved moskeen for enden af gaden, kan man nu KØBE adgang til den bedste udsigt til broen. Vi har været der 2 gange tidligere, og vælger det fra.

   
Vi vender tilbage til bilen. Det passer med ca. de 3 timer. Gården, hvor vi holder, bærer stadig præg af krigen, og rundt om i byen er der stadig mange huse med skudhuller. Ved udkørslen fra p-pladsen står en flot glasportal som indgang til et hotel, og huset bag er slet ikke renoveret .
 

Første gang vi var i Mostar i 2007, stod byens gymnasium ødelagt med skudhuller og smadrede vinduer. Foran bredte ukrudt sig.
 

Nu er bygningen fuldstændig renoveret og pladsen foran shinet op. Det er næsten ikke til at kende igen.
 

Vi fortsætter ud af byen tilbage til Kroatien.
 

Ved Neretva-deltaet standser vi og nyder udsigten.
 

Der er en bod med frugt og grønt, og vi forsyner os med tomater til aftensmaden.
 
Mens vi kører hjem til campingpladsen snakker vi om, at Mostar har forandret sig rigtig meget, siden vi var der første gang i 2007. Vi synes, det er synd, at basaren er blevet så ens og det virker som om, det bare gælder om at få solgt en masse af det, som de tror turisterne gerne vil have. Det er bare ikke så autentisk mere, set med vore øjne. Det ligner mere billigt, massefremstillet skrammel. Det er også en skam, at man nu forsøger at trække så mange penge som muligt ud af turisterne ved at tage penge for en udsigt til broen.

Jeg ved godt, at folket er fattigt, og det koster at bygge op, men på en eller anden måde, virker det på mig som om at det hele er blevet organiseret, og jeg tror ikke længere, det er de fattige, der sælger eget håndværk. Hvis lommer pengene ender i ved jeg ikke, men denne gang skuffer byen mig. Jeg fortyder, at vi har lovprist stedet for vores nye danske venner, og jeg vil advare dem om, at stedet ikke er som vi har oplevet det tidligere. Efter aftensmaden dukker de op, og vi inviterer på en kold øl. De fortæller, at de har været i Mostar og kørte tidligt på dagen. De var meget begejstrede for byen og oplevelsen, og da jeg fortæller vi blev lidt skuffede, siger de at de jo ikke har oplevet byen tidligere, og det var en god tur, de var på. Men sjovt nok valgte vi samme dag til besøg.

Dagen efter foretager vi os ingenting udover at dovne, bade og spise på restauranten over campingpladsen. Der er en fantastisk udsigt over bugten over til øen Mljet og ned over campingpladsen. Man skal heller ikke lave noget hver eneste dag - det er jo ferie, hvor man også skal lade batterierne op til de kommende arbejdsuger :-)
 

Vi er ved stranden. Her er vejen op fra campingpladsen. Når det er weekend og sent om eftermiddagen, holder der lokale op ad vejen, som er ved stranden.
 

Vender vi os rundt, er indkørslen til pladsen lige bag os. Der er god plads til at komme ind på pladsen. Øverst i billedet ligger restaurant Belvedere.
 

Det flotte blå og lune hav er hele turen værd.
 

Der ligger ofte lystyachter for anker i bugten. Så tidligt på sæsonen har vi næsten stranden for os selv.
 

Her er sandstrand, og det er ikke så almindeligt i Kroatien, hvor det mest er småsten eller klipper.
 

Skyggerne er lange, og vi skal snart til at tænke på aftensmad.
 

Jeg sidder og læser og nyder udsigten til naturen, der ikke bliver forstyrret af en stor autocamper eller campingvogn.
 

Og så sidder vi og nyder udsigten over pladsen og bugten på restaurant Belvederes terrasse.
 
Næste morgen regner det. Selvom det er hyggeligt, når regnen trommer på campingvognens tag og solsejlet, bliver det alligevel ensformigt og kedeligt at høre på. Regnen stopper over middag, men det er stadigt lidt køligt og overskyet. Vi kører en lille tur for at bryde ensformigheden. Vi kører til Broce, der er en lille by/fiskerleje, der ligger i en fjord, som ender ved saltpanderne ved Ston. Der går vi lidt rundt og kigger. De mørke skyer fra regnen hænger stadig i det fjerne, og fra tid til anden buldrer tordenen og lyn lyser skyerne op. Vi standser ved frugt- og grøntsagsboden, der ligger i et sving, og det er egen avl, de sælger. Vi handler lidt til aftensmaden.
   
Våd og lidt kølig formiddag. Alle sidder inde i telte og vogne. Vi stopper, så jeg kan tage et billede ned mod stranden og pladsen. Der er ikke et øje på stranden. Måske skulle vi hellere gå ned og bade? :-)
 

Vi er på vej mod Broce. Skyerne hænger lavt mellem bakkerne.
 

Udsigt over fjorden mod havet. Jeg prøver at få et billede af lynene, men jeg er ikke hurtig nok.
   
En hyggelig trappe med fine blomster. Den lille kirke, kan jeg godt huske fra sidst, vi var her.
 

Måske går motiverne igen fra sidst vi var her, men de smukke haver og blomsterne pynter stadig.
   
Her er lyserød vist temaet. Selvom haverne står lidt uordentligt hen, er det skønne haver.
 

Når man vender sig og kigger tilbage, får man et nyt syn på udsigterne.

 

De sorte skyer fjerner sig mere og mere, og solen kigger glimtvist frem.
 

Nogle af husene står og forfalder, men generelt synes jeg, det er et lille hyggeligt sted.
   
Vi standser i svinget ved frugt- og grøntsagsboden. Det er endnu tidligt på sæsonen, så deres udvalg er begrænset.