DORDOGNE OG COTE D´AZUR 2013
 
 

I foråret var vi i Thailand med begge vores drenge og svigerdøtre. Vi tænkte, at vi ikke havde brug for badeferie så tidligt som ellers, og planlagde sen sommerferie. Den skulle gå til Frankrig, men da franskmændene også holder sen ferie, regnede vi ikke med at kunne få plads ved Middelhavet lige med det samme, så første uge var planlagt til at skulle gå til Syd-/Midtfrankrig - Centralmassivet eller Auvergne - uden vi dog havde planlagt det nøjere.

09.08.13 - fredag

Det blev lidt sent, vi kom af sted fredag sidst på eftermiddagen. Vi stoppede for overnatning på DCU Camping Kollund, der havde en quickstop udenfor bommen til kr. 100,- som man kunne benytte fra kl. 20.00-8.00. Vi var der ved 21-tiden, det regnede, så vi fik en bid brød og en kop kaffe og så var det godnat. Alt var afregnet med den yderst venlige lejrchef.

   
Når man bruger quickstop, parkerer man udenfor bommen, men må benytte pladsens faciliteter. På den anden side af vejen, var der udsigt over Flensborg Fjord, selvom det var svært at se i regnen.
 

Der var heldigvis ikke meget trafik på landevejen, så der var ikke noget, der kunne holde os vågne.
 

10.08.13 - lørdag 

Afgang kl. 7.30. Vi tankede i Danmark  og provianterede ved Fleggaard og så af sted. Der var alligevel gået lidt ekstra tid. Vejret var fint hele dagen. 22-24 gr. skiftevis med sol og skyer. Vi valgte at fortsætte over Kieler-kanalen trods vejarbejde og advarsler om kø inden vores ferie. Men trafikradioen sagde intet om kø og trafikken gled fint og roligt . Dog var der lang kø i nordgående retning. Det samme gentog sig ved Elb-tunnellen, også med lang, lang kø i nordgående retning. Ved Bremen blev der lidt langsom kørsel ½ time.
   
Så er vi på vej for alvor. Den første overnatning tæller næsten ikke :-)) Nu gælder det de lange stræk. Og jeg elsker at holde pause, når vi er på vej. Nyde min kop kaffe, mens vi holder midt i ingenting og lader alt bag mig. FERIE!!!
 

Vores 2 Gps-damer - frk. nüvi og Gladys (det er den, der er integreret i bilen, som kun taler engelsk og mere end en gang har ledt os på glatis) - blev stærkt uenige sidst på dagen i Dortmund-/Köln-området. Det ER også et stort spindelvæv af motorveje, så vi fulgte frk. nüvi. Vi skulle finde os en campingplads for natten. Vi var tæt ved den hollandske grænse. Da jeg søgte på mine 33.000 europæiske campingpladser på Gps´en, var der ingen i nærheden. Der var 40-45 km til de nærmeste - bagud, hvor vi kom fra. Vi kørte ind på en rasteplads og kiggede kort, men vi kunne ikke rigtig se, hvad Gps´en ville på ruten. Hver gang vi zoomede ud eller ind og ville følge ruten, lavede den en destination, hvor fingeren ramte skærmen og spurgte så, om den skulle sætte stedet som viapunkt, når vi prøvede at flytte billedet. Det er helt sikkert en brugerfejl, fordi vi stort set aldrig bruger den og ikke ved, hvordan den reagerer. Der er ingen af os, der gider læse brugsanvisninger, og resultatet bliver ofte derefter :-) 

Vi kunne finde en plads ca. 20 km fra os, men i nordlig retning - vi skulle gerne syd eller sydvest. Til sidst valgte vi den alligevel, selvom det var lidt af sporet. Kl. var 18.30, og mange pladser lukker receptionen kl. 19.00, ved jeg af erfaring. Pladsen, Camping de Watertoren ved Landgraaf i Holland, lå ude på landet. Først skulle vi igennem byen, som var pænt stor med masser af trafik og underlige smalle gader med biler parkeret i begge sider. Til sidst blev vi ledt af små, smalle markveje med indkørsel forbudt-skilt. Vi kunne se slutflaget på Gps´en, men ingen andre veje. Meget sært. Vi kom til pladsen lidt bagvendt - og der var selvfølgelig også en anden vej dertil. Det var først de sidste par hundrede meter, det var samme vej. Der var kun et lillebitte skilt, der viste til en campingplads, og vi troede nærmest at den måske var nedlagt, men pludselig var den der. Vi stoppede og gik hen til receptionen - som lukkede kl. 17.00!!!

Godt så. Hvad nu? Der kom en dame med en hund, og hun sagde, at vi bare kunne gå ind i restauranten, så kunne vi få hjælp der. Vi takkede og gik rundt om receptionen. Restaurant og restaurant - det var måske nok i overkanten. Der lugtede indelukket og muggent og af friture. En ung pige i baren ringede efter hjælp, og straks kom en flink dame og skrev os ind. Hun sagde, at vi selv kunne vælge mellem de ledige pladser i et område, hun viste på et kort. Det var tæt på den nyeste toiletbygning, og det var let at komme dertil, og vi kunne holde uden af spænde fra.

Vi fandt os en plads, og jeg blev ret overrasket over den nyeste toiletbygning, for den var virkelig fin. Det eneste, der undrede mig var, at der nærmest ingen adskillelse var mellem toiletter og køkken. Der var godt nok en væg, men taget gik op i kip, og der var ingen anden barriere mellem opvask og toiletter. Jeg ved ikke rigtig med "duften" fra toiletterne :-)) Det var ikke så gennemtænkt. Men store bruserum med masser af fralægningsplads til tøj og sager. Selve campingpladsen var med masser af små grønne "lommer", hvor man kunne være - lige efter mit hjerte - der var faktisk super hyggeligt.
   
Ved receptionen. Så er vi på plads, og vi venter på aftensmaden bliver lunet i ovnen.
   
"Restauranten" udenfor - lige overfor swimmingpoolen bag det blå stakit. Her holder vi så, lige ved siden af toiletbygningen.
 
11.08.13 - søndag

Vi var blevet helt glade for pladsen, men skulle videre. Da jeg havde været i bad og skulle tørre mit hår, sprang min føntørrer i luften - næsten. Den gav et højt smæld og røg og gnister stod ud af den. Jeg smed den og flåede ledningen ud af stikket. Føntørreren lugtede fælt brændt, og et eller andet raslede indeni. Det var en skam - det var sådan en lille, let rejsehårtørrer, som kunne være i min toilettaske. Flemming, der engang i tidernes morgen var udlært elektriker, fik den overbragt - uden jeg havde nogen forventning om, den kunne laves. Det kunne den heller ikke. Kaput.

   
Så er vi klar igen. Her er så vandtårnet, som pladsen er opkaldt efter - Watertoren.
 

Og pladsen ligger altså helt ude på landet.
 
Byen Landgraaf var af en pæn størrelse, og med tankning af bilen tog det faktisk 3 kvarter, før vi var på motorvejen igen. Vi var ikke kørt langt, før de to frøkener igen var uenige om ruten. De kæmpede om at få sin vilje og ævlede løs på hvert sit sprog. Jeg slukkede for Gladys. Jeg er ikke sikker på, at det var den bedste rute vi fik af frk. nüvi, men jeg havde kun en kortbog med spiralryg, og jeg kunne ikke helt overskue ruten. Det var irriterende kun at få bidder af vejene i firkanter på en A4-sides størrelse.

I hvert fald fik vi ret i vores formodning om, at alle hollændere var andre steder i Europa på ferie, end i Holland. Måske skulle vi blive der? :-) Turen bød på en smuk tur gennem Ardennerne med stort set ingen trafik. Jeg mente, at der måtte have været en mere sydvestlig rute, end hvor vi kørte, men pyt med det - turen var virkelig smuk - hvad gør 50-60 km længere så :-)) Liege var en oplevelse med floden Meuse, som vi krydsede frem og tilbage over, og ikke mindst kørte langs.
 

I kan selv se - der er ingen tilbage i Holland :-))
   
Belgien - her er faktisk heller ikke ret mange hjemme..... Selv i Liège var trafikken begrænset
 

Gennem Liège med Meuse til venstre. Kunne den manglende trafik have noget at gøre med, det var søndag formiddag?
   
En meget velholdt og ren motorvejsrasteplads i Ardennerne. Vi nød, at der ikke var meget trafik.
 
Efterhånden som dagen gik, kunne vi godt se, at vi ikke ville nå vores destination den dag, så vi fandt frem til en lille Municipal-camping ved Loire-floden i Orléans - Saint Jean de la Ruelle - Camping Municipal Gaston Marchand. Vores venner, Ulla og Søren, havde været "strandet" på den en lille uge, da deres bil var gået i stykker. Den lå meget tæt ved motorvejen og var let at finde.

Ganske lille plads med 35 parceller under store platantræer. Den var 2-stjernet, og bad og toiletter var meget enkle, men rene. Ikke egnet til en ferie, men ok til overnatningsplads. 15 Euro for 2 voksne og strøm. Om aftenen kørte vi ind til Orlénas og så på katedralen. Vi kunne dog ikke komme ind. Pladsen var helt fyldt, da vi kom tilbage.

   
Vi havde en ok plads. Det var plads til bil og campingvogn, men heller ikke så meget mere. Reception og bad og toiletter. Toiletterne var bag de grønne døre til venstre.
 

Faktisk havde vi udsigt til Loire-floden, men det havde alle vist stort set :-)
 

Gaderne i Orléans var alle pyntede med blomstersøjler eller søjleformede stedsegrønne planter. Pludselig lå katedralen foran os.

   
På torvet ved katedralen var der en masse smukke bygninger. Jeg tror, det var det gamle rådhus
   
Som kontrast til de gamle huse, dukkede en hypermoderne sporvogn op. Udenfor rådhuset var der en masse kæmpestore blomserkrukker.
   
Det var imponerende blomster. Nu er jeg ikke af de højeste, men alligevel.... Jeg ville gerne have haft et kig ind i katedralen.
 

Solen er næsten gået ned, og trafikken er stilnet af.
 

Et sidste blik op ad katedralens ene tårn.

 

Så var det vist ved at være tid til at vende tilbage til campingpladsen. Vi havde jo også en køredag næste dag.
 

Næste morgen - så er vi klar til endnu en dag på motorvejen.
 
12.08.13 - mandag

Turen gik videre kl. 8.30. Der var knapt 400 km tilbage til den plads, vi havde udset os som base for nogle dage, mens vi så lidt på Dordogne-området. Indtil da var det faktisk begrænset, hvor meget betalingsmotorvej, vi havde kørt på. Der er masser af gratis motorvej i Frankrig også. Vi kørte i smukke kuperede landskaber, og hen på eftermiddagen nærmede vi os camping " Domaine de la Paille Basse" eller Camping Domaine de la Paille Basse, camping Castels - første link er pladsens egen hjemmeside på dansk, det andet er fra Camping Castels-ordningen. På pladsens hjemmeside havde vi læst dette: Carefull : Don't follow your sat nav when you are in Souillac just Follow the boards. Det betød for det første, at vi skulle køre fra motorvejen 2 frakørsler senere end Gps´erne foreslog, så vi mente, at vi hellere måtte følge anvisninger fra hjemmesiden.

For det andet, skulle vi følge skiltene til pladsen fra byen Souillac. Det betød, at vi først og fremmest skulle få øje på skiltene :-) - i en rundkørsel tog vi en ekstra tur rundt, for at være sikre på retningen. Det sidste stykke vej - 2-3 km, det føles længere, når man er på ukendt grund :-) - var stejlt og med et meget skarpt sving. Lige inden svinget kom en stor BMW susende i mod os. Vi kunne ikke trække længere ud i siden med campingvognen, og bilen kørte vores venstre campingspejl af. Flemming trak håndbremsen og løb ned ad vejen for at finde spejlet. Jeg syntes, han skulle blive bag rattet og lade mig rende ned og kigge, men han sagde, at han havde set, hvor det lå. Det var kun selve spejlet, der røg af - armen sad stadig på bilens spejl. Utroligt nok var spejlet ikke gået i stykker og kunne sættes på igen.

Vi var ikke helt sikre på, at vi var på den rigtige vej mod campingpladsen, men vi havde ikke set andre skilte. Jeg fik øje på et skilt på et træ, og senere endnu et og endnu et, der alle fortalte at vi var på rette vej. Vejen gik gennem en skov ad en smal vej, og vi fandt senere ud af, at den var ensrettet noget af vejen, så vi ikke behøvede at være nervøs for at møde en anden campingvogn.
   
   
   
Pladsen ville sikre sig, at man var klar over, at man var på rette vej. Skiltene tog jeg fotos af en anden dag. Da vi ankom, havde jeg for travlt med at koncentrere mig om, hvorvidt vi mødte en anden vogn, og jeg nåede ikke engang at læse skiltene - kun lige se logoet med Les Castels :-)
 
Pludselig dukkede der telte og campingvogne op mellem træerne. For enden af vejen, der endte i en asfalteret p-plads, var der nogle bygninger. Den ene var reception. På vej gennem byen var vi kommet forbi en anden campingplads, der havde et skilt med "Complet" stillet ud til vejen, så det var med bange anelser, jeg gik ind. Pladsen er med i en sammenslutning - Castels - og er 4-stjernet. Vi har tidligere boet på sådan en slotscamping, og det var en god plads.

Jeg behøvede ikke bekymre mig - de havde plads. Vi fik et kort med nogle muligheder, fandt os en plads, og skulle så køre ind ad en åbning mellem 2 mure, der højst var 2.70-2,80 m bred. Vores vogn er 2,50 m. Jeg måtte ud og holde øje med vognens sider.  Spejlene skrabede på. Nå, men til sidst lykkedes alt - vi fik stillet op og fik os noget koldt at drikke. Lidt senere kørte vi ned ad bjerget igen til byen Souillac og fandt et E.Leclerck supermarked, hvor vi handlede - nu skriver jeg godt nok bjerget, men det var nu ikke fordi, pladsen lå højt oppe - kun 250 højdemeter, men vejen derop var faktisk lidt stejl og med et skarpt sving.

Jeg skulle have en ny føntørrer, men jeg blev lidt smånærig, da jeg så priserne :-)) Hvis jeg skulle betale 300-400 kr. for en føntørrer i et fremmed land, syntes jeg det var i overkanten. Hvis nu den også sprang i luften, mens jeg var på ferie et helt andet sted - hvor skulle jeg så gå hen med min reklamation. Så hellere købe en ny i Danmark, hvor jeg kunne reklamere ved evt. fejl. Jeg fandt en meget billig føntørrer til 11 Euro, og jeg spekulerede på, hvad ulempen mon var, siden den var så billig. Holdt den kun til ferien, var de 80-85 kr. til at overse som tab. Senere fandt jeg ud af ulempen - den var på størrelse med en af de største håndværkerboremaskiner, og jeg kunne dårligt få plads til at tørre hår, uden at ramme væggene. Den kunne overhovedet ikke være i min toilettaske, men skulle transporteres i en pose ved siden af :-) Sen aftensmad og hygge i den lune sommeraften.

 

Indkørslen var ret smal et par steder.
   
Så er vi på plads. Dejlig stor parcel med både sol og skygge. "Vores vej"
   
'ved receptionen. Internet kunne købes, men var kun tilgængeligt ved receptionen og restaurant/bar. Restauranten.
   
Opvask og tøjvask. Der var også vaskerum med vaskemaskiner, tørretumbler og strygefaciliteter. Bad og toiletter
   
Ved receptionen med restauranten overfor. Indkørsel set fra receptionen
 

Vandrutsjebane
   
Indkørsel med poolområde ved siden af. Pladsens poolområde - der var også et mindre bassin. Udsigten var flot.
   
Souillac. Verdenssituationen ordnes lige ved gadedøren.
   
Vejen gennem skove til campingpladsen. Igen indkørslen med poolen til højre. Det regnede lige lidt, da vi kom tilbage fra supermarkedet.
 

Afslapning på pladsen.
 
13.08.13 - tirsdag

Vi skulle på vulkaner - helt bogstaveligt. Efter mange ture til Kroatien, hvor vi kender turen frem og tilbage - også uden GPS og andre småferier, hvor vi stort set kender vejen - er vi blevet rigtig dårlige til at bruge den. Nu har vi 2 af slagsen, der ofte taler i munden på hinanden - og her er jeg udeladt ;-) - og ulempen er, at det ene øjeblik tror vi mest på den ene og det næste øjeblik på den anden. Jeg tror, det har medført nogle sære omveje til tider, men vi er jo altid kommet frem. Ofte bruger vi dem først det sidste stykke frem til adressen.

På kortet i mit bilatlas kunne jeg se, at de vulkaner, vi gerne ville se, lå i nærheden af Clermont-Ferrand. I en af mine guidebøger, havde jeg læst om byen Aurillac og et par andre småbyer, der lød spændende, og det var jo næsten på vejen. Der VAR længere end forventet, for bjergkørsel på landeveje tager tid, og når vi nogle gange kommer på afveje, fordi vi blander GPS-damernes forslag, tager det endnu længere tid. Pyt med det, for byen Aurillac "talte" ikke til os. Vi kørte en tur rundt i centrum, men fandt byen helt uinteressant og fortsatte mod en lillebitte by - Tournemire - med kun 140 indbyggere. Vi kom dertil ad en smuk, men meget smal bjergvej, der snoede sig op og ned. Et skilt havde vist, at der ikke var adgang for busser. Naturen var helt utrolig smuk, men da vi nærmede os byen, var det ét inferno af biler, der holdt parkeret overalt. Der var vist andre guidebøger, der omtalte den lille by. Det blev jo en let beslutning - vi ville gerne se byen, men at parkere viste sig at være umuligt - så vi fortsatte :-)

 

På turen rundt i Auvergne kom vi gennem hyggelige småbyer.
 

Landskabet bølgede forbi os i bløde bakker.
 

Fra tid til anden dukkede der slotte og gamle ruiner op.
   
Vi nød den smukke køretur, og selvom tiden gik, uden vi nærmede os vulkanerne, gjorde det ikke noget. Den flotte gamle kranbil blev lige "snuppet" i forbifarten.
   
Byggestilen var lidt anderledes her i området - der var mange runde tårne og stenene var mørke - lavasten? Endnu en borg - de runde tårne går igen. 
 

Jeg var fuldstændig betaget af udsigten. Den ene smukkere end den anden.
 

Skøn fransk by med smalle veje.
   
De eneste køer, vi oplevede på turen, var disse :-) Vi ventede pænt. Den sidste ko var mere interesseret i tyren i indhegningen til venstre, men den lille arrige hund skulle nok få skik på det hele.
 
Der var kun små 20 km til næste by, Salers. Den blev kaldt en sort diamant pga. de mørke huse i byen. Også en af de mindre byer med 400 indbyggere. Her var parkering organiseret. Der var en stor p-plads, og det var let at finde en plads. Der var en betagende udsigt over bjergene - måske de første vulkaner? Der var en del turister, men når man gik lidt væk fra de travleste torve og gader, var der roligt. Salers mindede mig om både Carcassonne og Mont St. Michel. De gamle huse, de smalle gyder, menneskevrimlen og souvenirbutikkerne.
   
Parkering ved Salers Vi begiver os ind i byen.
   
Der var skønne butikker med spiseligt og drikkeligt. Det var alt sammen indbydende og lækkert.
   
Lokale franskmænd solgte varer af egen produktion. Denne franskmand solgte godt til især kvinder ;-) - hans øjne var ligeså blå som trøjen - næsten.... Mens de mandlige turister mere var interesseret i pølserne og ostene hos Mademoiselle.
   
Gaderne var temmelig stejle. Heldigvis var det ikke for varmt. Kun 25-26 grader - så er det til at holde ud.
 

Bemærk klokketårnet i smedejern. Det så vi flere steder. Husene så lidt pudsige ud med skæve tage og sære former.
   
Der var meget at se - med mindre man hellere vil se souvenirbutikker, for de var koncentreret om torvet. Vi gik rundt, hvor de fleste ikke kom.  
 

Der var en fin udsigt over noget af byen.
   
Byport til den gamle del af byen. Jeg syntes, de mørke huse var smukke og autentiske - men de blev omtalt som dystre i materialet om byen. Måske en mørk, kold, regnfuld efterårsdag, men ikke i solen og lyset.
   
Lille vinhandel. Tilbageblik mod byporten.
 

Et af de runde tårne på huset, der også har et af de pudsige, skæve skifertage. Jeg kom til at tænke på "Folk og røvere i Kardemomme by"
 

For enden af byen lå der en lille bypark med en næsten 360° udsigt.
 

Små byer mellem de grønne bakker/bjerge og udsigt langt væk.
   
Det var et fint sted med højt til himlen. Og så har I set udsigten næsten hele vejen rundt.
   
Hotel ved parken - værelserne må have en fantastisk udsigt. Tilbage gennem byen.
   
Et af torvene i Salers. Tårnene går igen og igen. Modsatte side af torvet.
   
Der var pyntet med blomster, men det kunne ikke overgå Alsace. Fontænerne er overalt i Frankrig. På alle torve næsten.
 

Så tog vi afsked med Salers med dette smukke hus med patina - der var jo noget med nogle vulkaner.
 
Det var nu hen mod aften. Sådan en dag går hurtigt. Køreturen mod Clermont-Ferrand var smuk. Op og ned af bjerge/vulkaner? og nogle af dem lignede umiskendeligt kegleformede vulkaner. Efter lang tid i det kuperede, skønne område var der et skilt, der fortalte, at der stadig var 60 km til Clermont-Ferrand. Så vidt jeg kunne læse af mine guidebøger, var der et område/sted - Vulcania - hvor man kunne læse om vulkanerne og se dem. Vi var ved at være trætte af al den bjergkørsel, og klokken var 19.00. Der var 1½ times kørsel ad motorvejen tilbage til pladsen, og vi opgav at finde flere vulkaner.

I stedet for at snuppe et par byer undervejs, skulle vi være kørt direkte til Clermont-Ferrand ad motorvejen og kun koncentrere os om vulkanerne, men vi syntes at det andet "lå lige på ruten", så vi kunne jo ligeså godt få mest muligt ud af turen. Jeg ved ikke, om vi er gået glip af en masse vulkaner, men uanset var det en smuk tur med dejlige oplevelser. Vi spiste på en motorvejsrestaurant på vejen hjem.

   
Jeg tror, det var vulkaner, vi kørte mellem, men der var sikkert et sted, hvor vi bedre kunne se dem. Det ligner da godt nok - men hvem ved.
 

Vi lader bjergene bag os - nu går turen tilbage til campingpladsen.