DORDOGNE OG COTE D´AZUR 2013 DEL 2
 
 
14.08.13 - onsdag

Efter al den kørsel dagen før, tog vi den med ro. Sad længe og læste og slappede af. Efter frokost kørte vi en tur til Sarlat la Caneda (ikke at forveksle med Salers, som vi var i dagen før), der lå små 20 km fra campingpladsen. Det var også en turistmagnet, og det var ikke umiddelbart til at finde en parkeringsplads, men efter lidt cirklen rundt lykkedes det.

Sarlat har en utrolig hyggelig gammel bydel, der igen mindede mig om Carcassonne og Mont St. Michel. Der er en særlig stemning over disse gamle middelalderbyer, og de er helt forskellige fra de gamle danske bindingsværkshuse. De smalle gyder, gamle stenhuse og bindingsværkshuse i en helt anden stil, restauranterne og butikkerne og turisterne. Jeg elsker de gamle franske byer :-) Der var gøglere og guider med højt hævede paraplyer, så gruppen kunne følge dem. Det var en hyggelig og meget spændende by, og jeg ville ønske, at der var knap så mange turister. Sarlat er en by, jeg gerne vil opleve igen, for jeg fik slet ikke nok af den. Vi lod os lokke til at købe noget fransk nougat efter utallige smagsprøver :-) Efter et par timer fik Flemming nok af menneskemylderet, og vi kørte ud af byen. Jeg havde set et postkort med et motiv af en ganske lille by, der så spændende ud, som den lå der, lige ned til en flod.
 

Stille formiddag med læsning i skyggen og luftning af dyner og lidt rengøring. Det støvede nemlig meget på pladsen.
 

Hus ud til en meget trafikeret vej, men med en lille frodig have til.
   
Port ind til den gamle bydel. Straks vi kom ind i de smalle gader, blev jeg forelsket i byen.
   
Der var hyggeligt og pænt med grønne planter. Der var så pænt og nydeligt overalt. Ingen papir der lå og flød eller visne blade eller noget.
   
Det var skønt at går rundt udenfor den værste turistvrimmel. Smal port, der fører ud til en mere trafikeret del af byen.
   
Vi befandt os pludselig i en gågade. Her var der turister. Der var også flotte bygninger trukket lidt tilbage - tror det var en bank.
   
Et gammelt bindingsværkshus. Anderledes end i Danmark. I denne del af byen var der flere turister, end hvor vi startede. Det må skyldes butikker og restauranter - det trækker altid.
 

Torv for enden af gågaden. Jeg kan godt lide dette billede. Fordi træerne i vejsiden er klippet helt skarpt runde, virker det næsten 3-dimensionelt. Synes jeg altså :-)
   
En kunstner sad i en niche ved en gammel bygning og malede. Indenfor var der atelier og åben ovenud. Man kan lige ane en trekant af himlen på billedet.
   
Flemming ved en veteranbil. Så vidt jeg har kunnet finde ud af, var det en Fiat Balilla.. På den gamle frønnede port bagved, er der malet en Citroen. Der var noget nyt at se på hele tiden.
 

Man skulle hele tiden huske at hæve blikket fra turistvrimlen og se på de smukke bygninger med alle detaljerne.
   
Så vidt jeg kunne se, optrådte ballonmanden gratis. Rigtig mange børn gik rundt med ballondyr og ballonhatte. Der var flere af de levende statuer. Charlie Chaplin lavede kunster, når man lagde penge i krukken.
 

På torvet var der masser af mennesker der så på gøglerne og de smukke bygninger.
   
Kvinden sad og fløjtede helt utroligt smukt - hemmeligheden var en lille fløjte til at gemme i munden. Fløjterne kunne købes. Vi fortsatte op ad en gade, hvor jeg havde fået øje på et tårn.
   
Endnu et gammelt bindingsværkshus. Lanterne des Morts hed tårnet. De dødes lanterne. Læs evt. mere om den her Lanterns of the Dead
 

Smukke gamle huse - antennekablet ligger hen over taget - der er helt sikkert ikke forberedt for tv, pc osv. 

   
Der var rigtig mange butikker, der solgte Foie Gras. Jeg bryder mig ikke om smagen af det. Det er for fedt, og jeg bryder mig heller ikke om opdræt af gæs med tvangsfodring, for at de kan få en stor fedtlever. Der er mange, der elsker Foie Gras. Ud over Foie Gras, kunne man købe Confit de Canard, som er andelår i eget fedt på dåse. Det smager faktisk vældigt godt, hvis man laver det i ovn eller på grill, hvor fedtet smelter fra.
   
Når man bevægede sig lidt væk fra hovedstrøget, kunne man finde små hyggelige torve. Vi vender tilbage til bilen og tager afsked med Sarlat med denne smukke altan.
 
Det første jeg gjorde, da vi kom tilbage til bilen, var at lede efter den by, jeg havde set på et postkort. Jeg havde forsøgt at memorere, hvad byen hed, og det var ikke helt mundret for en dansker. Jeg regnede med at kunne genkende navnet, og stedet måtte ligge nogenlunde tæt ved Sarlat, når de solgte postkort derfra. DER! lige ved Dordognefloden - La Roque-Gageac.  Vi tastede den ind på gps´en, og der var faktisk ikke så langt dertil.

La Rogue-Gageac lå meget smukt ved floden Dordogne med husene klinet op ad bjergsiden. Det var et malerisk sted med trapper mellem husene op til næste etage. Man kunne også gå op ad en trappe, der førte til nogle huler, men syntes det så lidt usikkert ud, så vi blev nede. Vi gik rundt og nød udsigten og sluttede af med en is med sorbet, der var forfriskende i varmen. Det var endnu et smukt sted i rækken af små byer, vi besøgte.

   
Vi nærmede os La Roque-Gageac og der dukkede et slot op. Bagud kunne vi se Dordogne bugte sig af sted med masser af kajakker og kanoer.
  
 

Der lå den så under klippen - La Roque Gageac
   
Der var vejarbejde - alle husene i vejsiden havde butikker lige ud til gaden. Vi parkerede, og begav os ud for at se på byen. Der var en stor autocamperparkering efter bilparkeringen, og der var faktisk en del mennesker i byen.
 

Byen var ikke særlig stor. Midt i billedet lidt til højre ved det runde tårn, kan man se trappen til hulerne.

   
Overnatningsmulighed med smuk udsigt over floden, men lige ud til vejen. Nogle af husene havde små terrasser og altaner - der var ikke plads til haver.
   
Der var små gavebutikker og tøjbutikker og gallerier. Jeg syntes, det var underligt, at skulle kigge efter trafik, med det samme man kom ud fra en butik for ikke at få tæerne kørt af :-)
   
Vi gik en etage op. Lige ovenfor trappen var et hus, der var bygget helt ind i klippen.
   
Et blik op ad gaden på "1. sal" Og her et blik ned ad.
 

På vej tilbage til campingpladsen i den sidste aftensol, kom vi forbi denne flotte borg. Den kunne være interessant at se nærmere på en dag.
 
På vej tilbage til campingpladsen, kom vi forbi en af de små lastbiler med pizzabagning. Der er fin stenovn med skorsten og det hele, og de gange vi har prøvet, har det altid været forrygende gode pizzaer. De kører rundt i et område efter en fast plan, og holder forskellige steder hver dag i ugen. Vi tog nogle meget lækre pizzaer med hjem til pladsen. Bagefter gik vi ud til affaldsområdet med æskerne. Området til affald, lå et godt stykke ude i skoven, og man skulle huske sit affald, når man skulle ud og køre.

Der var marked på campingpladsen med lokale handlende. De solgte vin og confit de canard og smykker og keramik osv. Et orkester underholdt ved restauranten med blues- og rockmusik. Det var langt bedre end den karaoke, der var aftenen før. Der var underholdning hver aften, men vi kan heldigvis ikke høre det så tydeligt fra vores plads.
 
   
Affaldspladsen udenfor campingpladsen. Man kunne køre rundt med bil, hvis man ikke gad gå. Solnedgang over poolen.
 

Restauranten om aftenen. Der var underholdning på en lille scene til højre i billedet.
   
Marked på campingpladsen Her sælges confit de canard.
 
15.08.13 - torsdag

Hviledag :-) Jeg vaskede lidt tøj, og mødte en sød fransk dame, der snakkede løs på fransk. Jeg fortalte, at jeg ikke talte fransk, og før jeg fik set mig om, var hun i gang med at give mig et mindre franskkursus - desværre er meget af det gået i glemmebogen igen :-) Vi dovnede til sidst på eftermiddagen, hvor vi kørte til Souillac og handlede. Efter maden sad vi og nød aftenen. Naboerne til den ene side pludrede løs på spansk - bagboerne skrået bagud spillede Leonard Cohen - det kunne have været meget værre (og det blev det senere i ferien ;-) ) og på de to tomme parceller bag os, spillede et par piger badminton. Det hele var meget hyggeligt. I øvrigt var den ene af de to tomme parceller blevet forladt samme dag. Det var hollændere, der boede der. De var af den ganske fredelige slags :-) men vi fulgte måbende deres sammenpakning over 2 dage! ALT blev vasket af. Intet slap gennem nåleøjet :-) Selv forhænget for døren i campingvognen - sådan nogle blå og hvidstribede piberensere i kæmpeformat, der holder fluer og insekter ude, blev taget ned vasket og tørret. Deres borde og stole blev vasket på både over- og underside og deres solsejl blev vasket på begge sider. De havde sager til tørre overalt. Da de endelig var færdig med at pakke, blev vaskebaljen vasket grundigt også :-)
   
Vores parcel set fra den fraflyttede plads, hvor de meget renlige hollændere boede Vi flyttede lidt rundt for at være i skyggen.
 

Her er et billede fra nabovejen. Der var meget tørt og støvet overalt på campingpladsen og nogle af træerne virkede visne og gullige, ligesom om efteråret.
 
16.08.13 - fredag

Et af de steder jeg gerne ville se, var byen Rocamadour, der lå bygget op ad en klippeside. Vi kom dertil tidligt (efter vores målestok) ved 10.30-tiden. Der var stadig køligt om formiddagen. Om eftermiddagen steg temperaturen til 30-33 gr., og det ville være ulideligt. Vi parkerede i dalen under byen og betalte for at køre op med det lille turisttog, da jeg tænkte, at turen derop ville være for lang og stejl. Vi kunne nu godt have gået derop, så slemt var det ikke.

Så tidligt på dagen var turiststrømmen endnu ikke så slem. Vi osede lidt rundt i souvenirbutikkerne. Byen bestod nærmest af en lang, smal gade med en port i hver ende. Man kunne gå op til kirken, hvor man kunne se Den sorte Madonna. Da vi havde set os mæt på butikkerne, gik vi ind på en restaurant og spiste frokost. 

 

Der lå Rocamadour så.

   
Så venter vi på afgang,vi kunne sikkert være gået op på samme tid, som vi ventede :-) Vi steg af ved et hotel, hvor indgangen var flankeret af 2 løver.
   
Så tøffer toget videre gennem byen og ned til parkeringspladserne igen. Her er stien op til kirken med Den sorte Madonna, men den skulle vi ikke se endnu. 
   
Ind gennem byporten Og her er den set fra den anden side.
 

Rådhuset med flag. Hotel de Ville undrer mig altid. Lyder jo som byens hotel? Hvorfor hedder "rådhus" Hotel de Ville?
   
Opstigning til byen - måske var det godt, vi tog toget :-) Keramiker
   
Butik med kager og kiks Smukke butikker og restauranter i Rocamadour
   
Frokost på en af byens restauranter. Roastbeef, kylling, æg, skinke, gedeost (bryder mig ikke om) og salat. Det var blevet mærkbart varmere efter frokost, og mange af turisterne var søgt i skyggen på restauranter og caféer.
 
Da det var blevet pænt varmt, havde vi ikke lyst til at gå OP til kirken med Den sorte Madonna, men tog en elevator. Den var også godt betalt. Egentlig ville jeg gå NED derfra, men Flemming havde allerede købt en retur. Det tog få sekunder at nå op. Før elevatorens tid var det sikkert kun de rettroende pilgrimme, der orkede at traske derop. Der står i min guidebog at siden middelalderen har Madonnaen været mål for skarer af pilgrimme, der kravlede på knæ op ad en trappe med 216 trin. Fra kirken fører en vej længere op til et slot øverst oppe, men det blev altså ikke den dag. Alt, alt for varmt. Vi vendte tilbage til bilen, der heldigvis var parkeret i skyggen.
 

Her er vi ved indgangen til kirkeområdet. Så må vi se om vi kan finde Den sorte Madonna
   
Først skulle vi lige nyde udsigten over byen. Inde i området ved kirken var der også souvenirbutik, og vi kiggede os om, for at finde ud af, hvor vi skulle gå ind.
   
Deroppe, oplyst af små, skarpe lamper, sad hun -  Den sorte Madonna - med det lille Jesusbarn på skødet. Måske var jeg lidt skuffet over størrelsen. Efter al omtalen i div. guidebøger, havde jeg nok forventet mig lidt mere :-) - det er nok ligesom med Manneken Pis i Bruxelles -  uden sammenligning i øvrigt :-)
 

Efter vi så fik tilfredsstillet min nysgerrighed efter at se Den sorte Madonna, gik vi lidt videre, men varmen gjorde, at vi ikke gad mere, og vi gik hen til elevatoren igen. Det er den, man kan se til vestre ved palmerne.
 
Efter aftensmaden, da solen var gået ned, livede pladsen op. Varmen lagde en dæmper på det hele. Nu kunne vi igen høre vores spanske nabofamilie pludre løs. De var ved at pakke sammen. Moren og de 2 ældste piger var gået i et ærinde, og faren og den mindste pige på et par år var tilbage. Den lille ville med de andre, og hver gang faren vendte ryggen til og forsøgte at pakke, stak den lille af. Sjovt at kigge på, men faren var vist ved at blive stresset. Vi forstod ikke et ord, men kunne fornemme han lokkede og forsøgte at få hende til at blive. "Okay", sagde den lille, og hendes små tykke ben traskede tilbage til ham. Det varede dog ikke længe før han måtte efter hende igen :-)
 
17.08.13  lørdag

Telefondækningen på campingpladsen var ikke alt for god. Vi ville gerne til Middelhavet til Camping Au Paradis Des Campeurs, som vi boede på for 2 år siden. Vi gik op i receptionen, og spurgte om de ville ringe og forhøre sig om plads dagen efter eller mandag. Først forsøgte den unge mand i receptionen at forklare, at hvis jeg gik ned forbi poolen og hen til diskoteket osv. osv. kunne der være god mulighed for dækning, men han kunne vist godt se på mig, at det ikke var det jeg mente, så han ringede til campingpladsen og reserverede en parcel. Der var dog ingen ledig parcel før om mandagen.

Jeg skyllede en bluse op, som jeg havde spildt på. Min vaskeveninde fra forleden dukkede op igen. Jeg fik lidt mere franskundervisning, og hun mente at jeg var lærenem! og vi kunne mødes samme sted næste år, og så kunne jeg garanteret fransk.  Der er jeg så nok ikke enig med hende :-)) Senere kørte vi ned til Souillac og handlede. Vi spiste på campingpladsens restaurant. Menukortet var ikke stort, men maden var dejlig.