BOURGOGNE OG RHONE-ALPES 2017

3. DEL - RHONE-ALPES
 

 
Så er vi på farten igen. Vi er spændte på, hvad dagen ender med. Undervejs sidder jeg og søger efter pladser på min telefon. Siden der er åbnet for roaming i hele EU, kan jeg jo surfe løs på telefonen, bare jeg ikke overstiger det tildelte forbrug, og der er jeg langt fra.

Vi er ret sikre på, at vi gerne vil gense et sted, vi var for 20 år siden i Alperne. Annecy-søen var vores første indskydelse, men jeg har kontaktet 3-4 pladser og alle melder optaget indtil vi ikke længere har ferie. Jeg leder på google maps og mit blik falder på en lille sø ikke langt fra Chambéry - Lac d´Aiguebelette - den ligger en spytklat fra motorvejen. Det ser interessant ud, og jeg finder et par campingpladser ved søen. Umiddelbart ser den mindste af dem tiltalende ud.

Turen fra Bourgogne til Chambéry er ikke så lang. Trafikken er ikke tæt, og det går ret godt. Efter godt 3 timer nærmer vi os. Jeg ringer til campingpladsen og spørger efter ledig plads. Den søde dame, jeg taler med, fortæller der ikke er så mange ledige pladser, men de har stadig nogle. Jeg siger, vi er der om en god halv time, og hun vil have en liste klar med ledige parceller.

Vi kører af motorvejen og allerede ved betalingsanlægget kan vi se turkise glimt af søen mellem træerne. Turen fortsætter langs søen et kvarters tid. Vi kører gennem en lille by - Lépin-le-Lac - og der er lavet chikaner af en pæn størrelse, så man ikke bare suser gennem byen, og vi ankommer snart til campingpladsen. En sidste forhindring - jernbaneoverskæring - og et lille stykke vej, og der ligger Camping Le Curtelet.

 

En smuk dag og næsten ingen trafik. Vi har lagt Bourgognes vinmarker bag os.
 

Alperne dukker op foran os i disen. Vi glæder os til nye udsigter.
 

Vi holder i betalingsanlægget. Søen glimter turkist mellem træerne foran den hvide kassevogn.
 
Vi henvender os i receptionen, da vi kommer. Vores vogntog spærrer næsten for al ind- og udkørsel. Pladsen ejes af et par, og jeg har sjældent mødt så søde og hjælpsomme, servicemindede mennesker. Det er damen, som jeg talte med i telefonen, og hun har en seddel klar med numre på ledige parceller. Hun byder os velkommen og vi kan bare lade vogntoget stå, mens vi går rundt og kigger på pladser. Der er pladser helt nede ved søen, men ingen ledige. Vi vælger en parcel ca. midt på pladsen tæt ved den ene toiletbygning. Der er ikke mange, der har campingvogn med. Størstedelen er teltcampister, og det er store telte. Det er småbørnsfamilier og overvejende hollændere og tyskere. Vi møder ikke andre danskere i den uge vi er der.

Camping Le Curtelet (opkaldt efter området, det har ikke noget med en kotelet at gøre) er en lille plads med ca. 90 parceller. Den ligger mellem jernbanen og søen og består af 2 lange veje. Der er 2 facilitetsbygninger, der bliver holdt super rene, og der er både toiletsæder, papir og sæbe. Der kan købes is, lidt snacks (pommes frites og nuggets) og kaffe og øl ved receptionen. Hver morgen kommer en bil fra bageren, og det er ikke nødvendigt at bestille. Der er brød nok til alle. Der er en lille legeplads og campingpladsen henvender sig nok mest til småbørnsfamilier og seniorer. Alle parceller er af en rimelig størrelse, og der er træer på hvert hjørne af parcellen, så man kan finde skygge i den værste middagshede. Alt er meget frodigt og grønt, og jeg tror ikke, jeg kan genkende et eneste af træerne. Alle er fremmedartede for mig.

Pladsen ligger i 400 meters højde, og nætterne er behagelige i den uge vi er der. Om dagen har vi fra 26-32 grader og om natten fra 17-22 grader. Alt er meget velholdt, og lejrchefen og servicemanden er hele tiden overalt for at klippe, rydde op og holde pænt. Skal jeg overhovedet sige noget negativt om pladsen, må det være jernbanen. De øverste pladser ligger klos op ad banen med kun en hæk imellem. Togene sætter farten ned, når de passerer, men man er ikke i tvivl om, der kommer et tog. Vi vænner os hurtigt til det, og der kører ingen tog om natten.

Alle naboer omkring os hilser pænt, da vi kører på plads. Lejrchefen kommer for at se, om vores ledning kan nå strømboksen, ellers kan vi låne forlænger af ham. Han spørger til, hvor mange ampere vi har brug for, og vi bliver enige om 10 ampere, så køleskab, kaffemaskine og microovn bliver rigeligt forsynet. Han sætter en større sikring i boksen. Han undskylder, at det koster lidt ekstra, men det betyder ikke noget for os. Pladsen er i forvejen ikke så forfærdelig dyr - ja faktisk billig, synes jeg, i forhold til det er højsæsonpriser.

 

Nu er vi kommet på plads. Vi får os lidt sen frokost, og så giver jeg mig til at studere den udleverede info-brochure. Den er på hollandsk. Måske fordi vi har gul nummerplade på campingvognen? Nå, men jeg kan nu godt tyde det hollandske. Der er beskrevet, hvor de nærmeste byer er, hvor man kan handle, og hvornår bagerbilen kommer og andre praktiske oplysninger.
 

Parcellerne er en rimelig størrelse, og de mange tørresnore mellem træerne  sikrer en smule privatliv, da de hele tiden er fyldt med håndklæder.
 

Den ene af toilet- og badebygningerne. Bad til højre og toiletter til venstre. Der er opvask midt i. Der er godt nok skiltet, at det er dametoiletter ude foran og herretoiletter ud mod bagsiden, men de bliver brugt i flæng af begge køn. Det generer ikke mig. Alt er super rent og velholdt.
 

Billedet er taget lidt senere på ugen, hvor der er kørt en del. Det gør ikke noget, vi har lidt luft omkring os.
 

Søen ligger for enden af pladsen. Den er smuk turkis, og der er hele tiden rift om de få parceller, der bliver ledige ved søen. Campingpladsen har overvejende teltcampister, men engang imellem får nogle store autocampere, eller en vogn som vores forvildet sig ind på pladsen. Men alle tager det roligt og hjælper, hvis der er brug for det. Folk flytter biler eller legetøj og cykler, så man kan komme til.
 

Pladsens strand er forbeholdt campister, så der kommer ikke nogen udefra for at bade. Der er en offentlig strand lige ved siden af campingpladsen.
 

Der er god plads ved stranden. Selve søen er ikke så stor, man kan køre rundt om den på 20-30 minutter ca.
 

Campingpladsen og søen er absolut børnevenlig. Vi kommer gerne tilbage til campingpladsen.
 

Trods de mange småbørn, er der alligevel roligt. Selvfølgelig kan man høre børnene, men da der ikke er unge mennesker på pladsen, er der ikke høj musik og larm langt ud på natten. Der er ro ved 22-tiden de fleste af dagene, vi er der. De voksne sidder og taler dæmpet, når børnene sover, og det er super hyggeligt.
 
Vi skal have handlet lidt til aftensmaden. I den lille by Lepin-Le-Lac, der ligger ca. 800 m fra campingpladsen, er der små butikker - bager, slagter, kiosk osv. - samt en station, hvor toget holder. Jeg er mest stemt for et supermarked, da vi også mangler drikkevarer, så sidst på eftermiddagen kører vi mod byen Le Pont-de-Beauvoisin, der ligger 10 km fra campingpladsen. Vi kan også køre til Chambéry, men så skal vi ud på motorvejen igen, og da Chambéry er en større by, gider vi ikke lige køre og lede efter butikker der.

I Beauvoisin er der alle de supermarkeder, man kan ønske - Lidl, InterMarché, SuperU og E.Leclerck. Det er slet ikke til at vælge. Vi tager InterMarché, og selvfølgelig skal vi da lige have deux eclairs med hjem til aftenkaffen. Ved siden af supermarkedet ligger en babyudstyrsforretning, og med et nyt barnebarn i juni og et til på vej i november, bliver jeg lige nødt til at stikke næsen indenfor. Men varerne er sindssygt dyre, og jeg kan næsten ikke trække vejret i butikken. Deres aircon er tilsat et eller andet sødt lugtende duftstof, men det er så kvalmende, at jeg næsten styrter ud igen. Hvordan kan man dog arbejde i den stank?

 

Vi kommer tilbage fra vores indkøb. Indkørslen til Camping Le Curtelet. Receptionen til venstre og jernbanen lige ved siden af til højre.

Næste morgen tjekker vi vejrudsigter. Vi vil gerne ind i Alperne og gense nogle steder, hvor vi var for ca. 20 år siden. Vi boede i en eksklusiv by - Courchevel 1850 - der om vinteren var et mondænt, tjekket skisportssted, og om sommeren udgangspunkt for vandrere og mountainbikecyklister. Ikke fordi vi dyrkede nogle af delene, men pengene var mindre, da drengene var små, og jeg havde fundet en lejlighed til billige penge, fordi der ikke sker så meget der om sommeren, som om vinteren. Der var flotte bjergudsigter, og vi var på udflugter med svævebaner og i bil over pasveje, og noget af det, vil vi gerne opleve igen.

Da det tyder på, at vejret vil vise sig fra sin allerbedste side, beslutter vi, at det skal være nu. Senere kan det jo ændre sig, og bjergudsigter er nu flottest i solskin og klart vejr. Jeg pakker køletasken med lidt pålæg og drikkevarer, og vi vil købe et baguette undervejs. Iflg. vores gps er der ca. 1½ times kørsel. Jeg kender os, og ved der sikkert går omkring 2 timer, inden vi er der. Vi skal jo også have købt brød, og hvad vi nu finder på.
 

Her er ruten. Som I kan se, er campingpladsen i udkanten af bjergene.

 
Vi kører ad motorvej gennem en tunnel og kommer ud ved Chambéry på den anden side. Så fortsætter vi mod Albertville  og Moutiers. I Moutiers tanker vi og køber et baguette, og så kører vi op mod Courchevel. Vi kan genkende noget af det. I Moutiers føler jeg faktisk, at det er første gang, jeg er her, indtil vi finder en tankstation ved et supermarked. Det kan jeg genkende. Jeg kan også genkende stedet, hvor vi drejer fra mod Courchevel, men selve centrum af byen virker helt ukendt for mig.

Vi kan se, at der er bygget en del om på vej op mod Courchevel. Det er ikke mange steder, vi genkender, men nogle steder er som før. Courchevel er del op i 3 byer - Courchevel 1550, Courchevel 1650 og Courchevel 1850, hvor vi boede. Tallet angiver, hvor højt oppe de ligger. I 1850 finder vi det hotel med lejligheder vi boede i. Men ellers er der lavet noget om. Nogle af butikkerne er de samme - Gucci, Prada, Cartier, Chanel, Hermes, Valentino samt masser af sportsbutikker med ski og skitøj.

Det kniber med at finde et sted at sidde og spise vores medbragte frokost. Vi mener at kunne huske, at vi kan sidde ved en p-plads ved skilifterne med udsigt til bjergene, men der er ingen p-plads, kun noget tivoliagtigt for børn. Vi fortsætter op ad, vel vidende at området ender blindt. Man kan kun køre ned igen fra Courchevel. Overalt bygges der nye hoteller og chalets. Vejen fortsætter og fortsætter mellem byggerierne, indtil vi ender på en grusplads med mandskabsvogne og entreprenørmaskiner. Noget deprimerede over det ucharmerende sted, kører vi nedad igen, til vi finder en p-plads i skoven med udsigt til en lille sø. Det var ikke mange fotos, jeg tog deroppe - ja faktisk kun fra hotellet, hvor vi boede, og det er ikke særligt spændende. Der har givet vis også været nogle muligheder for at finde et sted at sidde og spise, men når man ikke er kendt, og mange af vejene er ensrettede og snor sig op og ned, virker det lidt uoverskueligt.
 

Turen mellem bjergene er flot. Enkelte snedækkede tinder er stadig at se, trods vi er sidst i august.
 

Alperne er et fantastisk område, hvad enten det er i Frankrig, Tyskland, Østrig, Schweiz eller Italien.
 

Vi er på vej op mod Courchevel.

 

Udsigten gennem forruden er skam smuk, men toningen af forruden gør, at jeg ikke kan lave billederne i rette nuancer. Der er ingen mulighed for at stoppe midt på vejen og stå ud og tage billeder.

 

Så er vi i Courchevel 1850 ved hotellet, hvor vi boede for 20 år siden. Det er fuldstændig som dengang. Det er bygningen til højre, men vi boede øverst ud mod den anden side, hvor der er udsigt til bjergene.

 

Her holder vi så frokostpause. Udsigten er helt ok her.

 

Et blik op mod noget af byggeriet.

 

Og udsigten er da heller ikke så slem endda. Men taget ud gennem sideruden i et hårnålesving, hvor farten er tilstrækkelig lav.

 

Her er vi i Courchevel 1650 eller 1550.

 

Og her er lige en busholdeplads. Jeg smutter ud og tager et billede uden at forstyrre trafikken.
 
Tilbage i Moutiers i dalen, holder vi ved Isére-floden, der løber gennem byen. Hvad skal vi nu finde på. Det er hen på eftermiddagen, og der er også en god times kørsel hjem. Vi er lidt skuffede over de manglende udsigter, så Flemming siger, at han så på nogle vejskilte at pasvejene Col du Madeleine og Col du Petit Saint-Bernard er åbne. De skulle de også gerne være så sent på sommeren, tænker jeg :-) Vi har været begge steder for 20 år siden, men husker bedst Col du Petit Saint-Bernard (Lille Sankt Bernhardt Pas). Der er ca. 30 km fra Moutiers til byen Bourg Saint-Maurice, hvor opstigningen til passet begynder. Det sidste stykke op til passet, som også er grænsen mellem Frankrig og Italien, går ad en snoet serpentinervej, og der er, så vidt jeg husker, ca. 20 km. Af en eller anden grund, kan jeg ikke få Google Maps til at udregne ruten for mig.

Der, hvor vi holder i Moutiers ved Isére-floden, ligger der en bager. Flemming foreslår, at han går ind og køber et par kager til udflugten. Vi har stadig drikkevarer i køletasken. Så gør det ikke noget, vi kommer lidt sent hjem og får sen aftensmad. Vi vælger Col du Petit Saint-Bernard. Imens Flemming vakler mellem de forskellige kager hos bageren, går jeg ud og tager et par billeder ved floden.

 

Isére-floden i Moutiers. Her med mobilkamera
 

Egentlig kan jeg godt "nøjes" med en tur rundt i byen.
 

Torv med platantræer ved siden af floden.

 

Udsigten i modsatte retning. Gad vide, hvor meget vandet stiger i floden om foråret, når sneen smelter?

 
Så går turen mod Bourg Saint-Maurice og serpentinervejen mod Col du Petit Saint-Bernard. Det første stykke går vejen igennem skov, men snart åbnes der for udsigten over bjergene og dalen med Bourg Saint-Maurice i bunden. Det er en skøn tur, og vi stopper ved La Rosiére, hvor der er et fint udsigtssted. Det er sidst på dagen, og skyggerne er ved at blive lange, men vi er efterhånden ved at være oppe over trægrænsen, og bjergene breder sig ud foran os. På Col du Petit Saint-Bernard parkerer vi og går lidt rundt. Det er grænsen mellem Italien og Frankrig. Da vi var her for 20 år siden, var der overskyet og ikke så fint sigt. Det er en hel perfekt dag, vi har valgt.
 

På vej mod Bourg Saint-Maurice.
 

Her er vi drejet fra i Bourg Saint-Maurice og er på vej mod La Rosiére.
 

Vi parkerer i udkanten af La Rosiére, hvor der er en p-plads med flot udsigt.
 

Der er fantastisk smukt, og hele tiden er der nogen, der stopper for at nyde udsigten.
 

Her ER smukt, og vejret er perfekt.
 

Man fristes til at blive siddende og nyde den sene eftermiddagssol, men vi skal jo også op til toppen af passet.
 

Dernede i dalen ligger Bourg Saint-Maurice.

 

Så er vi på vej videre op. Det er de samme tinder, vi kan se rundt om os.
 

Jeg kan nu genkende stedet, selvom det er ca. 20 år siden, vi var der.

   

Ved grænsen står en "grænsevagt". Han virker lidt stivnet. Col du Petit St. Bernard - skiltet er nærmest ulæseligt.
 

Her er det tydeligt. Vi befinder os i 2188 meters højde, og ud over det franske flag, er der et flag, der ser dansk ud. Det er flaget for Savoien - den del af Frankrig vi befinder os i nu.
 

Et par stenbukke på grænsen.

 

Vi er ikke langt fra Mont Blanc i fugleflugt, men jeg tror ikke, det er det vi kan se med sne på her.
 

Her er helt utroligt smukt og storslået.
 

Her er frisk luft og flot, flot natur. Dejligt sted.
 

Vi smutter lige over grænsen til Italien, 2 minutter efter er vi tilbage i Frankrig.

 

Vi forlader passet. Det var et fint gensyn.
 

På vej ned finder vi et sted at nyde de indkøbte kager.
 

Sådan en fin udsigt - her er dejligt at holde pause.
 

Her over trægrænsen er naturen spændende, men også barsk, når det ikke er sol og sommer.
 

Le Rosiére igen - billedet taget gennem forruden på bilen.
 

Samme by. Om vinteren er her nok livligt.
 

Vi når ned mellem trætoppene igen. Dagen er noget fremskreden, og vi er så småt ved at være sultne.
 

I Bourg Saint-Maurice ligger McDonald. Klokken er 19.00, og vi har 1½ times kørsel hjem. Vi kan godt "nøjes" med burger og pommes frites. Det er hurtigt og let. Jeg gider ikke tænke på, hvad jeg ellers skal finde på, hvis vi først skal spise, når vi kommer hjem i aften.
 
Det har været en fantastisk skøn dag med så mange flotte udsigter. Mættet af oplevelser tager vi en dasedag på pladsen næste dag. Det var en god beslutning, for dagen efter igen er der overskyet, men lunt. Inden vi når middagstid regner det. Det eneste liv der er på pladsen, er når campisterne løber over på toilettet i regnen. Lidt senere stopper regnen, og vi er lidt rastløse, så vi starter bilen og kører på udflugt.

I stedet for at køre på motorvejen og gennem tunnellen over til Chambéry, vælger vi at se om ikke vi kan krydse bjergene, og så vil vi køre over til en anden sø -Lac du Bourget - og til byen Aix-Les-Bains. Turen er fin nok, men der er ikke så meget at se. Lidt landsbyer og marker, men nu er vejret jo også lidt tamt. På den anden side af bjergene kommer vi ned ad en snoet vej. Der er en lille udsigtsplads,  hvor vi stopper. Fin udsigt over søen og til byen Aix-Les-Bains. Solen bryder endda igennem et øjeblik. Vi fortsætter til søen og kører langs vandet til Aix-Les-Bains. Det er en kurby, og jeg har forventet strandpromenade med eksklusive forretninger, men selve bymidten ligger ikke ved søen. Vi parkerer i en parkeringskælder og går ud og ser på byen.

Det er en hyggelig by. Der er gamle huse med smedejernsaltaner, og vi sætter os på et torv og får en forfriskning. Heldigvis kommer der ikke mere regn, men der er overskyet og lidt fugtigt varmt. Da vi har set nok, går vi ind i en lille park, da vi kan høre musik. I parken er der en scene med stolerækker foran. Selve området lige omkring scenen er spærret, og på scenen optræder et band. Rundt om scenen er der borde og stole, og på scenen foran bandet danser folk. Det må være sådan en slags Thé Dansant. Deltagerne er noget oppe i årene, men hold da op, hvor de kan danse. Det er blandet musik, men umiskendeligt smægtende, fransk med harmonika. Det er ret hyggeligt at se og lytte til, så vi tager en pause, mens vi lader os underholde. En adræt ældre herre går målbevidst efter den yngste og smidigste dame i selskabet og byder hende op gang på gang - og sikke de kan danse. De virker helt professionelle.

 

Driverliv på pladsen.
 

Næste dag i regnvejr.
 

Nu må vi ud og opleve lidt, trods det lidt våde vejr.
 

På vej mod Aix-Les-Bains. Det er klaret lidt op, men skyerne hænger stadig truende rundt omkring os.
 

Det er et godt sted at nyde udsigten over søen Lac de Bourget.
 

Her er udsigten mod sydenden af søen.
 

Her tværs over søen mod Aix-Les-Bains.
 

I Aix-Les-Bains parkerer vi i et underjordisk p-hus og kommer op på en plads ved Termalbadet og Turistkontoret. Der ligge også en flot bygning, som jeg gætter på er Hotel de Ville - rådhuset.
 

Planterne er formet og klippet efter alle kunstens regler.
 

Vi går ud og kigger på byen.

 

Der er små gågader med butikker og spisesteder.

 

Husenes altaner er de fleste steder smukt udformet smedejern.
   
Et krigsmonument. Torv med springvand
 

Casinoet i Aix-Les-Bains.

 

Hyggelige gader og caféer.
 

I parken ved siden af gågaderne lige ved Thermalbadet er der en friluftscene, hvor harmonikamusik trækker tilskuere til. På scenen er der borde og dans.
 

Det er det grå guld, der danser rundt på scenen til musikken, men de gør det godt.
 

Vejret er endt med at blive helt godt i løbet af dagen, og mæt af oplevelser går vi tilbage til bilen.