GRØNHØJ STRAND CAMPING 2008

 
 
 

Efter flere års forsæson i Tversted, syntes vi det nu var tid til at finde et nyt sted. Valget faldt på Grønhøj Strand Camping. Pladsen ligger mellem byerne Løkken og Blokhus. Den er placeret i et sommerhusområde med masser af cykel- og vandremuligheder i klitplantagen og kun 700 m fra stranden. Stranden i Grønhøj er bred og minder en del om stranden ved Tversted. Der er kun få km til både Løkken og Blokhus. Løkken har masser af butikker, restauranter og caféer.

Vi besøgte pladsen en weekend i eftersommeren 2007, og vi besluttede da at bestille en forsæson. Pladsen er mellemstor, og den del af pladsen vi ligger på, er en nyere del. Der er granhækkene ikke så høje, men hver parcel er på 150 m2. Der er en ny toiletbygning med familiebaderum, og på den gamle del af pladsen er der yderligere en toiletbygning. Opdelingen af vejene består af granhække, som i år er  blevet kraftigt beskåret. Granerne var blevet så høje, at de skyggede mere end godt var. Det var bl.a. også grunden til vi valgte en parcel på den nye del. På den gamle del af pladsen er parcellerne ca. 100 m2.

Weekenden før påske kunne vi stille det hele op, så det var klart til påske. Min søster og svoger, som er førstegangscampister, ville også have en forsæson på pladsen.

Så er vi ved at stille telt op. Der var helt vindstille, så det gik som en leg.
 

Mens min søster og svoger havde travlt med at stille fortelt op for første gang, hyggede mine niecer sig med tegnefilm i vores vogn. Så er vi ved at være færdige. Min søster inspicerer vores arbejde.

Så blev det påske, og vi glædede os til en lille ferie. Vejret var desværre ikke med os. Vi havde håbet på et par lune dage, med mulighed for at få eftermiddagskaffe udenfor forteltet og lidt sol på næsen.

Jeg har skrevet om påskeferien her Påskecamping med tur til Læsø. Jeg vil derfor kun sætte lidt flere billeder ind her fra påsken og Læsø.

Stranden ved Grønhøj inden sneen kom. Læsø Saltsyderi - sydepande og fletkurve med salt
Saltsydehytte Ovnen under sydepande
Indgang til en af saltsydehytterne I butikken kunne man købe Læsø-salt og hudplejeprodukter, der indeholdt Læsø-salt
Uldstuen var en gammel bindingsværksgård med tangtag. Her kan man se tangtaget, der hænger ned over døren.
Så fik vi lidt sne, som blev fejet af taget, for det ikke skulle blive for tungt. Og så tøede det lidt til om aftenen, hvor vi grillede i mørket
Men vi fik mere sne! Det var den sne, vi havde ønsket os, da vi var på vintercamping.

 

Nå, heldigvis fortsatte det kedelige vejr ikke. Allerede weekenden efter var vejret meget bedre. Der var noget vådt flere steder på pladsen, men vi ligger heldigvis højt, så indtil videre har det ikke været noget problem for os. Det er planen at vi skal have cykler med senere, for der er masser af muligheder for en cykeltur.

Sneen forsvandt, og solen vendte heldigvis tilbage Vi var en tur på stranden i Løkken og så på fiskerbådene.
 

Efterhånden blev vejret bedre og bedre. En dag kørte vi lidt nord for Løkken til Lønstrup, for at se om havet havde fjernet mere at klinten ved Mårup Kirke. Vi stoppede lige i Nr. Lyngby for at nyde udsigten, og vi mødte Per og Maibritt, der ligger på Gl. Klitgaard Camping. Vi aftalte at kigge ind til dem og få en kop kaffe på tilbagevejen.

Stranden ved Nr. Lyngby. Her er kysten forreven og barsk. Vi kan bedre lide de bløde klitter ved Grønhøj. Fra Mårup Kirke. Vi har været der før, og jeg har skrevet om den før. Kirken ligger ret tæt på klinten, men umiddelbart synes jeg ikke, det ser ud til at være værre end sidste år.
Denne grav ligger nu så tæt på som den kan, og mon ikke den styrter ned næste gang havet tager en bid af klinten. Her kan det ikke anbefales at gå ud til kanten.
Man kan se, at der har været en sti, men den er nu forsvundet i havet. Sommerhusene har næsten mere havudsigt, end man har lyst til at ha´.
Et af gravstederne med forårsblomster Her kan man se graven foran kirken, som snart styrter ned.

Den følgende weekend glædede vi os til, for så havde vi nemlig ferie. Det var ugen op til St. Bededag. Vi havde købt et nyt cykelstativ til at sætte på trækket på bilen, så det var lettere at tage vores cykler med på weekend. Det er ret smart og kan vippes, hvis vi får brug for at skulle i bagagerummet. Vejrudsigten havde lovet godt vejr hele ugen, og det kunne jo ikke passe bedre.

   
Stranden var bred og fast og let at cykle på. Når sandet er løst, kan man næsten ikke cykle der. Vi benyttede os straks af det dejlige vejr og cyklede en tur. Første cykeltur i år, og formen var nærmest ikke eksisterende.

Senere samme dag var Andreas på besøg med sin veninde Helena. De spiste hos os, og vi hentede pizza i Løkken. De lånte cyklerne og kørte en tur på stranden og nød solnedgangen.

Næste dag kørte vi en tur i bilen i området. Vi skulle handle lidt til aften. Der var stadig dejligt vejr, og vi ville sidde ude og nyde vores eftermiddagskaffe.

Vi kom forbi Rubjerg Knude Fyr, men ville gemme turen op til fyret til anden dag. Vi spiste frokost med udsigt over havet.
Dette var hvad, vi havde længtes efter. Til aften fik vi salat med nye kogte kartofler, forårsløg, ærter, majs og cherrytomater og olie/eddikedressing. Dertil grillet kotelet og grillet, krydret pølse og groft brød. Det var helt sommerligt.

Vi var lige hjemme en dag for at ordne et par ting. Der blev slået græs og foretaget et par småreparationer, for det er jo sådan noget, der er svært at nå i hverdagen. Så med god samvittighed kørte vi tilbage til campingpladsen samme aften igen. Dagen efter var vi et smut i Løkken for at se nogle bunkere, der lå på stranden nord for Løkken. Sidst vi havde været der, kunne vi ikke komme dertil pga. af havet. Denne gang var der mere lavvandet, så vi gik en tur mellem de mange bunkere. Det må have været et sted af betydning under krigen, da der var samlet så mange på et sted. Jeg tror, der var 10-12 stykker. De lå smidt som store byggeklodser på stranden. Der ligger bunkere mange steder hele vejen langs den jyske vestkyst. De var en del af "Atlantvolden" - læs mere her: Bunkerne langs vestkysten

Den grønne streg markerer Atlantvolden fra Nordnorge til Spanien i syd.  
   

 
Der var en lille bro over en å, som man skulle over for at komme til bunkerne Længere henne ad stranden ved molen, var der kommet en lille fiskerbåd ind, og der blev handlet rødspætter og søtunger.
   
 
Efter aftensmaden cyklede vi ned til stranden og nød solnedgangen.  

Del 2 Del 3

Grønhøj Strand Camping - Campingguiden.dk

Forside