GRØNHØJ STRAND CAMPING 2008 DEL 2

  Næste dag skinnede solen igen, og vi besluttede at sætte vores læsejl op, så vi nærmest fik en lille solgård med læ. Og så var det bare med at finde stolene frem og nyde det. Om eftermiddagen fik vi kaffe hos min søster og svoger, og så kom Flemmings onkel og tante og stillede deres vogn og fortelt op. Det blev også til en lille tur på legepladsen med min lille niece.
Så kom læsejlet op Kaffe hos min søster og svoger
Flemmings onkel har travlt med at stille op. Min niece Alberte på legepladsen.
 
I Løkken kan man se bolchefremstilling på Bolcheriet. De arbejder med fremstilling af bolcher dagen lang, og publikum kan se hele fremstillingen. Det er meget spændende og interessant at se, hvordan man ud af 40 kg bolchemasse kan lave 8000 bolcher. Det er et stort og tungt arbejde, og de unge mennesker, der fremstiller bolcherne, har rigeligt fortjent deres løn.

Vi var sammen med min søster og svoger og niece og min søsters svigerforældre og svoger og 2 nevøer. Børnene var meget opmærksomme og interesserede i fremstillingen. Her følger en lille billedserie fra fremstillingen, men har man mulighed for at se det selv, er det helt klart det mest interessante.

1. Der blev lavet 2 farver bolchemasse 2. Den gule masse blev slynget og iltet og ændrede farve til hvid. 3. Bagefter blev den hvide delt i passende stykker.
4. Den hvide og røde bolchemasse blev lagt sammen i mønster. 5. De arbejde hurtigt med den varme masse. Her blev massen trukket ud og delt i mindre stykker. 6. Efter de havde delt massen i mindre stykker og lagt det sammen, blev det hele "pakket ind" i rød bolchemasse.
7. Til sidst blev massen lagt i en maskine, der trak den lang og klippede bolcherne i passende stykker. 8. Det er ikke let at se, men det er små appelsinbolcher. Der blev delt smagsprøver ud til publikum. 9. Bagefter skulle der handles i butikken og ungerne var fornøjede.
I butikken kunne man købe alt, hvad man kunne få lyst til af bolcher. Der var "bland selv" i enhver smag og farve. Her er et lille udvalg. Bolcher med tekst laves på bestilling til firmaer osv. Rekorden er på 21 bogstaver i et bolche.

Følgende weekend holdt vi fødselsdag for familien. Både jeg og vores ældste søn havde haft fødselsdag i ugen forinden, så vi slog det sammen og inviterede familien på Fårup Skovhus ved Saltum. Bagefter fik vi kaffe på campingpladsen. Det var meningen vi skulle sidde ude, men det var lidt for køligt, så forteltet var godt fyldt op. Andreas og hans veninde tog hans kusiner med på legepladsen.

Fårup Skovhus Andreas på hoppepuden med kusinerne
Man bliver vel aldrig for gammel til hoppepude..... .....eller en gyngetur.

Det var nu blevet Kr. Himmelfartsferie. Vi havde som sædvanligt fri om fredagen, så vi glædede os til 4 dages camping. Om torsdagen var vejret temmelig trist. Det øsregnede stort set hele dagen, og jeg købte mig et døgns internet. Det koster 20 kr. Kvaliteten er god, og så blev der ellers surfet på sydfranske pladser. Sådan en regnvejrsdag kan ligeså godt bruges til lidt sommerferieplanlægning.

Fredag klarede det heldigvis op, og vi fik besøg af Margit og Steen. De bor på en plads ca. 12-15 km fra os. Alle dem vi plejer at campere med ligger på den plads. Vi fravalgte den, da vi ikke rigtig kunne komme ned på stranden fra campingpladsen. Der var kun adgang via en stejl trappestige, der først bliver sat frem, når klinten er færdig med at glide ned. Så hellere den dejlige, brede strand ved Grønhøj. Vi havde inviteret dem på Steens livret - pølser, så han var vældigt tilpas. Om aftenen gik vi endnu engang en tur til stranden og så endnu en solnedgang. Det er altid flot og aldrig det samme.

Regnvejr, men hygge med sommerferieplanlægning Margit og Steen dagen efter i langt bedre vejr.

 

Om lørdagen var vi inviteret på besøg hos Jan og Anne-Birthe fra www.jankirkedal.dk. De ligger på Råbjerg Mile Camping lidt syd for Skagen. Vi skulle tage vores cykler med. Vi fik frokost, og bagefter cyklede vi til Råbjerg Mile. Det var en rigtig dejlig cykeltur gennem skoven. Det var ad stier, hvor der ikke kunne køre biler, så man kunne rigtig nyde det uden bilerne susede forbi. Efter et stykke tid kørte vi bogstavelig talt op i enden på en hel flok motorcyklister. Vi ventede pænt til alle var kørt, inden vi kørte videre.

Vi stoppede ved en lille sø, der hedder Tudsehav, og der var simpelthen så stille og skønt. Jan havde pyntet lidt på afstanden til milen, sikkert for at lokke os med på turen, men det var nu ikke særlig slemt. Det var langt værre at kæmpe sig op i sandet. Men hvis turen ikke havde taget pusten, gjorde udsigten det helt bestemt. Der var simpelthen en fantastisk udsigt. Bagefter cyklede vi tilbage til Råbjerg Mile Camping og fik kaffe. Det var en rigtig hyggelig dag.

Vi gør klar til cykeltur. Motorcykeltræf i skoven

Tudsehav

På vej i Råbjerg Mile Området med kridhvidt sand er kæmpestort.

I dette område har sandet lagt det hele øde. Det er nærmest ikke til at forstå, at der findes sådan natur i Danmark

Om søndagen var der meget køligt, og solen kunne ligesom ikke rigtig trænge igennem, så vi tog lidt tidligt hjem, og vi var ikke kommet andet end 3-4 km væk fra campingpladsen før solen strålede fra en næsten skyfri himmel. Jeg tror det var en slags havgus, der var ved campingpladsen.

 

Så blev det pinse, og op til pinsen blev vejret bare bedre og bedre. Da vi ankom fredag eftermiddag, var der drønvarmt i forteltet, og det endda selvom Flemmings onkel havde åbnet i begge sider, for at lave lidt udluftning. Vi fik aftenkaffe hos Flemmings onkel og tante og de næste par dage gik med stort set ingenting, udover at nyde det gode vejr. Lørdag og søndag viste termometeret 27 gr. i skyggen. Mandag faldt temperaturen dog til 18 gr. Jeg kender et par stykker, der er taget til Kreta på charterrejse, men med sådan et majvejr er jeg ikke spor misundelig.

Det var faktisk så varmt, at vi blev nødt til at sætte vores Isabella Shadow op for at få lidt skygge. En af dagene cyklede vi en tur i Kettrup Bjerge (det hedder det altså) for vi havde læst at man fra toppen havde en utrolig flot udsigt over området.
Også i Kettrup Bjerge finder man nogle af de utallige bunkere. Her står vi øverst på toppen af Ørnbjerg, og vi kan se helt til Rubjerg Knude.

 
Efter Kettrup kørte vi tilbage til Grønhøj Strand. Vandet var så lunt, at vi fortrød vi ikke havde badetøj med. Der var masser af badende ved stranden.
Søndag aften grillede vi igen, og vejret var så godt, at vi kunne sidde ude til et godt stykke hen på aftenen. Mens vi venter på maden, fordrives tiden med lidt krydsord.

Del 1 Del 3

Grønhøj Strand Camping - Campingguiden.dk

Forside