TYSKLAND EFTERÅR 2014

 
 
Efter sommerens dejlige tur til Tyskland, har vi endnu ikke fået nok af Tyskland. Mens vi var i Schwarzwald, havde vi svært ved at bestemme, om vi skulle videre til Mosel eller Dresden. Dem, der har læst om sommerens tur, ved vi tog til Mosel, men nu er ideen om et gensyn med Dresden begyndt at spøge i baghovedet.

Nogle gange er der ikke langt fra tanke til handling, så vi planlægger lidt løst en tur til Dresden. Vi vil bo på samme campingplads, som vi boede på, da vi var i Dresden i 2006. Læs evt. om pladsen og turen her TYSKLAND 2006. I år er efterårsferien henlagt til uge 43, da vi har holdt sen sommerferie.

Om fredagen i uge 42 kører vi sydover så snart vi får fri. Det er en regnfuld og mørk eftermiddag, og vi stopper som sædvanligt på Quickstop-pladsen på DCU-Camping Kollund for at overnatte. Vi er tidligt oppe næste morgen, og vi bliver enige om at køre, og så vente med at spise morgenmad til vi holder den første pause. Inden vi kører over grænsen tanker vi bilen, så vi ikke skal tænke på det lige med det samme.

 

En trist, grå efterårsfredag, men det kan nu ikke ødelægge vores feriehumør.

 

Vi får lige et kort kig til solen mellem skyerne, inden den går ned.

   
Først skal bilen "fodres". Og et par timer efter er det vores tur.
 
Efter en næsten begivenhedsløs tur, hvor vi til en forandring ser noget nyt, da vi bliver ledt omkring Berlin, ankommer vi sent på eftermiddagen til  Camping LuxOase. Der er lavet lidt om i receptionen, og der er bygget en ny superflot toiletbygning, men ellers ligner stedet sig selv. Vi får udleveret et kort, hvor vi kan se, hvilke pladser, der er ledige, og vi går ind for at finde en parcel. Vi finder os en plads med vand- og kloaktilslutning ikke så langt fra toiletter og bad. Vi slår vores rejsetelt op. Vi håber, der bliver lunt nok til at sidde ude i teltet nogle af aftenerne også. Solen er næsten gået ned, da vi er færdige med at stille op.
   
Her holder vi kaffepause. Hurtigere end  jeg kan nå at sige kaffetørstig, dukker Flemming op med automatkaffe inde fra en tankstation. Segafredo, står der på kruset - det lyder som ferie. Frokostpause blandt efterårsfarver.
 

Så er der stillet op til en uges efterårsferie.

 
Næste dag er der sol og blå himmel. Det er som om naturen og himlen har fået et ekstra skud farve. Luften er klar og efterårsagtig. Jeg vil lige fortælle en smule om Camping LuxOase. Pladsen ejes af familien Lux - deraf navnet. Hele personalet er meget serviceminded og hjælpsomme, og det var også den oplevelse vi havde, sidst vi besøgte pladsen i 2006. Den nye servicebygning er flot med særdeles rene og indbydende bad og toiletter. Sko skal stilles på hylder lige indenfor døren. Husk at tage badesko med. Der er ligeledes en wellnessafdeling i facilitetsbygningen, men det når vi ikke at benytte. Alle tilbuddene i wellness er mod betaling.

Der er en god restaurant på pladsen og en gang om ugen kommer der en mand fra det nærliggende ølbryggeri i nabobyen Radeberg, hvor de laver Radeberger Pilsner. Det kaldes Zwickelabend, og der serveres lokale retter og den berømte Zwickel-bier, som er en ufiltreret øl. Bryggerimanden fortæller glad og gerne om ølbrygning og små historier - det er på tysk, så hold ørerne stive.

Parcellerne er rimelig i størrelse, helt plane og med vand- og kloaktilslutning. Der hvor græsset bliver slidt af, strøer pladsmanden småsten/grus ud, så man ikke træder rundt i mudder, når det regner. Vi opnår dog at få græsset helt slidt væk og der kommer et mudret hjulspor, hvor vi kører bilen ind. På et tidspunkt, hvor vi har været på udflugt, er der strøet et tykt lag småsten/grus ud, så vi har noget fast at køre på. Der er forskellige arrangementer på pladsen, som man kan tilmelde sig. F.eks. tur ind til Dresden og til Radeberg bryggeri. En aften oplever vi, der en lille flok, der går rundt på pladsen. Det er for mindre børn, der har stænger med lygter med fyrfadslys, som de selv bærer rundt. Forældre må gerne gå med. Se på pladsens hjemmeside, hvilke arrangementer de tilbyder.

 

Næste morgen skinner solen fra en blå, skyfri himmerl

   
Her kommer lidt fotos fra campingpladsen. Billedet er taget lige ud for vores parcel - bygningen for enden af vejen er bad, toiletter, køkken og wellness.
 

Her er billedet taget fra facilietetsbygningen. Vores bil og campingvogn kan lige se midt i billedet.

   
Hele denne facilitetsbygning med wellness og det hele, er ny og var der ikke, da vi var på pladsen i 2006. Her i forhallen. Damer til venstre og herrer til højre.
   
Håndvaske ved toiletterne. Normalt tager jeg ikke en masse billeder af facilitetsbygningerne, men her er der simpelthen så pænt og rent, at man godt kan vise det frem Dameafdelingen for vaske og brusere. Ved hver vask, ligger der en klud, så man kan  tørre op efter sig,  frem for at efterlade våde omgivelser, hvor man ikke kan sætte sin toilettaske. Der bliver lagt rene klude hver dag, så vidt jeg kan se.
   
Fine rummelige toiletrum, der er helt lukkede, hvilket der er mange, der foretrækker. Brusekabinerne er forskellige. Der er 2 slags. Disse og så en firkantet version der er mere traditionelle. Ingen mønt eller kort til varmt vand.
 

Vejret er så utroligt flot med høj sol og klar luft, der sætter ekstra liv i farverne.

 
Vi synes, at med sådan et pragtfuldt vejr, må vi ud og opleve noget. Vi kan hurtigt blive enige om en tur til Bastei-klipperne, hvor vi tidligere har været. De spændende klippeformationer må absolut tage sig forrygende flotte ud i det skønne vejr. Bastei ligger i området Sächsische Schweiz en lille time fra campingpladsen. Det bliver faktisk hen ad middagstid, før vi er klar, men vi har spist sen morgenmad. Vi nyder en smuk køretur, og da vi er ved at være der, ryger vi ind i en kø. Vi kommer langsomt fremad, og hvor vi skal dreje fra mod Bastei, fortsætter køen så langt vores blik kan se. Vi er åbenbart ikke de eneste, der er kommet på den ide.

Køen rykker kun meget langsomt fremad. Pludselig synes vi ikke, det er så god en ide længere. Området vil være overfyldt med mennesker, så vi bryder ud af køen og kører hen til et sted, hvor vi kan holde og kigge på kort. Vi finder en lille by ved floden (Elben), der hedder Bad Schandau og lægger den ind som destination. Der må være lidt at kigge på, når byen ligger ved floden. Vejen snor sig i zig-zag ned mod byen. Vi nærmer os byen, og de første huse dukker op efter et langt stykke ned gennem skov.

Pludselig stopper trafikken. Der går en rum tid. Der sker ikke noget, og bilerne hober sig op bag os. Vi triller langsomt fremad. Jeg er begyndt at kigge efter frakørselsmuligheder, men der er ikke rigtig nogen, før vi er nede i byen. Det viser sig, at der er vejarbejde, og at der kun er et spor farbart over et pænt langt stykke - 3-4 km - og der er lysregulering. Da vi endelig kan se lysreguleringen, og se at der bliver grønt, er vi fast besluttet på at nå med over denne gang. Da har vi ventet i næsten 1 time fra køen startede. Og selv om lyset skiftede til rødt ligesom vi kørte frem, kørte der nok 8-10 biler mere med bag os. Vi når endelig frem til en p-plads og begiver os ud for at se på byen.

 

Smukke efterårsfarver gled forbi i det kuperede landskab.

 

Vi stoppede i Pirna for at tanke. Ved siden af tankstationen stod en gruppe mænd og drak frokost. Jeg håber, jeg tog billedet lidt diskret - her har jeg beskåret billedet, så kun mændene er med. Resten af billedet er bare et prisskilt til tankstationen og den hvide fabriksbygning. Jeg ved ikke, om cyklerne er deres. Umiddelbart virker de ikke som typiske cykelryttere ;-) Deres påklædning er i hvert fald lidt atypisk i forhold til de cykelryttere, vi ofte møder på bjergveje.

   
På vej mod Bad Schandau. Det var på denne vej nedad, vi endte i endnu en kø. Vi ender i et T-kryds i Bad Schandau og er her drejet til venstre.
 

Vi parkerer lige ved Elben, og der er en fin sti langs floden.

   
Der er ikke så meget at se på i byen. Tårnet på St. Johanniskirche er synligt næsten overalt, hvor vi går. Springvand på markedspladsen foran St. Johanniskirche. Vi bliver enige om at gå ned til promenaden ved floden igen, da der blæser en kold vind i skyggen på torvet.
   
Nede ved promenaden er der mere livligt. Der er små caféer med skøn udsigt. Tårnet i baggrunden vil vi gerne op i, men så vidt vi kan finde ud af, er der adgang fra en sti i skoven. Senere efter vi kom hjem, fandt jeg ud af, men kunne køre derop med elevator. Det må så vente til næste gang.
 

Jeg går ud på en fortøjningsbro. Jeg trækker motivet tæt på med kameraet, og ude i horisonten trækker skyerne sig sammen.

 

Til modsatte side stikker en knold op i landskabet. På toppen ligger Königstein - en stor fæstning, vi besøgte da vi var i Dresden i 2006.

 

Jeg håber skyerne holder sig i baggrunden, og vi vil være heldige med vejret i resten af efterårsferien.

 
Vi vender tilbage til bilen. Jeg er lidt småsulten, for selvom vi fik sen morgenmad, holder det ikke hele dagen. Vi kører til byen Königstein, der ligger nedenfor borgen af samme navn. Vi kommer forbi en campingplads, der ligger lige ned til floden. Beliggenheden er flot, men ellers er der ikke meget at sige om det. Banen går lige bag campingpladsen. Byen Königstein er ikke særlig hyggelig. Mange tomme og nedslidte huse med afskallet maling står langs vejen. Vi har ikke helt lyst til at holde der, så vi fortsætter til Pirna, hvor vi vil finde en café og få en kop eftermiddagskaffe med noget kage.

Da vi kommer til vejen til Pirna ender vi i en kø - IGEN!!! Vi finder aldrig ud af om det er søndagsturister, der er på vej hjem fra udflugter til Bastei og Königstein, eller om der er sket en ulykke, men vi holder lige ud for en æbleplantage, hvor æblerne er plukket, i over en time. Langt om længe kører vi langsomt fremad. Da vi endelig kan dreje fra i retning mod campingpladsen, er det så sent, at vi ikke gider lede efter en mulighed for kaffe, så vi kører direkte til campingpladsen. Vi tager tidlig aftensmad i stedet. Det, der skulle have været en flot tur til Bastei, endte som en lidt underlig dag med laaaaaang tid i kø.

 

Elben set fra Camping Königsteins parkeringsplads. Borgen Königstein ligger på toppen i baggrunden.

   

Udsigt mod modsatte bred ved Camping Königstein.

Æbleplantage set fra sideruden i bilen i evigheder.
 
Næste dag står vi op til en lidt mere diset dag. Nu vil vi se Dresden. Vi kører i retning af centrum, for vi kan huske, at der er en parkeringskælder lige ved Frauenkirche, hvorfra man let kommer rundt i byen. Dresden en en meget smuk by med mange skønne bygninger, og byen er let at se og finde rundt i - det hele ligger i gåafstand, så man behøver ikke tænke på rabatkort til busser eller tog. Det kan ikke svare sig.

Dresden blev hårdt ramt under 2. Verdenskrig - det meste af byen brændte - jeg citerer her fra en faktaboks i en af mine guidebøger - Politikkens "Turen går til Centrale Tyskland": "Natten mellem den 13. og 14. februar 1945 angreb mere end 1000 engelske og amerikanske fly Dresden, byen, som mange ellers anså for at være fredet. Den var kendt som ikke blot et tysk, men et centraleuropæisk kulturcentrum, fyldt med kunstskatte og uden militære mål. Efter ildstormen var næsten 25.000 ud af godt 28.000 bygninger i centrum ødelagt. 15 km² af det historiske centrum brændte ned under og efter bombningerne. Antallet af omkomne kendes ikke, for byen var oversvømmet af flygtninge østfra. Det officielle tal sættes til 25.000-30.000 - tal, der blev bekræftet af en historikerkommission i 2008."

Vi finder hurtigt frem til parkeringskælderen, og så går vi op og ser på byen. Gensynsglæden er stor - det hele er som jeg husker det fra vores tidligere besøg. Vi tilbringer en dejlig dag med at udforske byen, smage lidt på nogle af de fristelser, der lokker og ikke mindst nyde det skønne vejr. I får lige en masse af mine indtryk herunder :-) Vi starter i kvarteret omkring Frauenkirche. 

 

Så er vi i Dresden - her skal vi huske at se efter sporvogne - de har forkørselsret.

 

Torvet Neumarkt ved Frauenkirche med de nænsomt restaurerede og genopbyggede huse. Man kan se kirken spejle sig i ruderne på huset ved lastbilen.

 

Det er ikke lykkedes mig at finde ud af, hvad der gemmer sig i det gule palæ. Der er i hvert fald en restaurant.

 

Bygningen med kuplen er Albertinum - kunstudstilling og den ved siden af er Kunstakademie.

   
Udenfor Frauenkirche står der et stykke fra den gamle kirke. Inde i Frauenkirche er det ikke tilladt at fotografere, men jeg tog et par stykker lidt diskret bag en pille. Andre tog mere åbenlyst billeder med deres smartphones.
   
Alteret med masser af forgyldte detaljer. I krypten under kirken er der udstilling med nogle af de udsmykninger, man fandt efter branden.
 

Solen er væk bag skyer, men alligevel kan man godt se hvor storslået kirken er. De sorte sten er genbrug fra den nedbrændte kirke. Vi så, sidste gang vi var i Dresden, en film om genopbygningen af kirken. Hele Neumarkt var fyldt med store "reoler" med sten, der var nummereret og katalogiseret, så man vidste, hvor den skulle sidde i den nye kirke. Kirken stod færdigbygget og blev indviet i oktober 2005.

   
Fint gammelt ur ved trappen op til Brühlsche Terrasse. Der er spisesteder og caféer hele vejen rundt på torvet ved kirken.
 

Udsigt fra Brühlsche Terrasse over Elben.

 

Her udsigten til modsatte side.

 

Albertinum - Kunstakademi

 

Jeg leger lidt med mit kamera. Her har jeg indstillet det til HDR - så kommer billedet til at ligne en tegning.

 

Her er billedet, som det ser ud, når jeg tager billedet med alm. indstilling.

 

Vi går ad Brühlsche Terrasse og hen til en bro. Fra broen er der en storslået udsigt over meget af den gamle bydel.

 

Vi går i parken langs floden tilbage til den næste bro, hvor vi kommer over ved Hofkirche.

   

Del af  Finansministeriet - vi har set den lange bygning fra modsatte side.

Biergarten Am Narrenhäusl - tror det betyder Biergarten ved narrens lille hus. Narrens lille hus kan vi ikke lige se, men der er en statue, der forestiller narren.
 

Vi går tilbage til Altstadt og kommer over Augustusbrücke. Tårnene står i silhuet i modlyset.

   
Vi fortsætter forbi Hofkirche, og jeg får øje på et sted, hvor vi har spist frokost før i 2006. De lokker med Dresdener Gullaschsuppe, og det er da lige det, vi skal have til frokost.
   
Efter den gode suppe, går vi over Theaterplatz og hen foran Semperoperaen. Rytterstatue af Kong Johann af Sachsen foran Semperoperaen.
 

Semperoperaen på Theaterplatz

 

Her har jeg leget lidt med kameraet igen. Motivet er tager fra paladset Zwinger over mod Hofkirche og Residenzschloss.

 

Samme motiv - bare "rigtigt".

 

Inde i gården på paladset Zwinger. Zwinger er under en kæmpe restaurering, og der er stilladser og presenninger overalt, så vi ikke kan se det storslåede bygningsværk. Jeg forsøger at tage billeder uden byggerod.

   
Zwinger er påbegyndt i 1709, da den danske kong Frederik 4. skulle besøge kongen af Dresden. Overalt er der en detaljerigdom uden lige med figurer af billedhuggeren Balthasar Permoser.
 

Man kan gå på "taget" i 1.sals højde og beundre de mange figurer og kigge ned i gården.

   
Her er vi på taget med Kronentor. Udsigt til en af paladsets pavilloner med ur og klokker i Meissenporcelæn.
 

Så kaster vi et sidste blik på Kronentor og figurerne og går ned for at se på den lidt nyere del af Dresden.

 

Da vi kommer lidt væk fra Altstadt er det en omvæltning med nye huse og glasfacader.

 

Her er vi ved Altmarkt, hvor der er julemarked i december. Lidt paradoksalt at Altmarkt ligger i en nyere del af byen og Neumarkt ligger i Altstadt.
 

Sporvognsholdeplads og stormagasinet Karstadt.

   
Her er der livligt med butiksarkader. Vi fortsætter ad Prager Strasse - Dresdens gågade med butikker med alt hvad hjertet begærer.
 

Næsten for enden af Prager Strasse er der et stort torv mellem butikkerne med vandkunst og skyggefulde oaser.

   
Vi er på vej tilbage mod Altstadt. Jeg er så småt ved at trænge til en kop kaffe. Gågaden bruger vi ikke meget tid på. Jeg kan huske denne skulptur fra sidste gang, vi var her.
   
Ampelmann - lysreguleringen har stadig de gamle figurer fra det gamle Østtyskland. Faktisk tror jeg, de bliver produceret sådan stadigvæk for nostalgiens skyld.
 

Da vi kommer tilbage til Altstadt skinner solen fra en næsten skyfri himmel, og I skal altså lige have Frauenkirche i sol også.

   
Vi finder en café lige ved siden af Frauenkirche og får kaffe - og varm Apfelstrudel med vanilleis og lun vanillesauce. De, der har læst om vores sommerferie i Sydtyskland, har vist også fattet, at vi er blevet lidt afhængige af det :-) Flemmings portion er på vej. En anderledes måde at køre på sightseeing. Ellers er der dobbeltdækkerbusser og hestevogne, man kan tage på tur i.
 
Det har været en særdeles dejlig dag i Dresden. Vejret har indtil nu været med os, selvom vi er i uge 43. Vi ved godt, at vi ikke kan forvente det bliver ved, men bare det ikke kommer til at øsregne, for så er det knapt så spændende at være på udflugter. Vi gider ikke rigtig at lave aftensmad, så vi spiser lidt sent i pladsens restaurant. De laver god mad, og i vanlig tysk stil er der rigeligt af den.