TYSKLAND EFTERÅR 2014 DEL 2
 
 
Vejret ser ud til at være ok, så vi begiver os af sted mod Bastei-klipperne, som vi forsømte forleden dag. For ikke det skal være løgn, er der nu etableret vejarbejde, og vi bliver ledt ad en anden vej. Så det, der skulle tage under ½ time, kom til at vare godt en time. Vi bliver kørt tættere på området med en bus. Det er noget nyt i forhold til sidste gang, vi var der.

Selv om jeg har været der tidligere, overrasker stedet mig. Jeg har glemt mængden af trapper, og havde jeg husket det, er jeg ikke sikker på, at jeg overhovedet havde begivet mig ud på turen. Men så er det vist heller ikke værre. Først går vi ned og ned og ned. På et tidspunkt har jeg fået nok, så vi vender om, vel vidende at turen nu kommer til at gå op og op og op :-) Pyha, det er vist alle de Apfelstrudel med is, jeg har indtaget både i sommer og her i efterårsferien, der har sat sig grundigt på sidebenene :-) Jeg indlægger rigtig mange fotopauser i turen op :-)
   
Mange af de små landsbyer er ikke så veludviklede. Man kan godt se, det er det gamle Østtyskland. Husene er ofte pudsede, gråbrune og kedelige at se på. Men alligevel er det en smuk tur, der går op og ned og bugter sig mellem bakker.
 

På vej ned til klipperne, kommer vi forbi nogle restauranter og caféer. Naturen er klædt i efterårsfarver, og solen er endda kommet frem.
   
Bastei er et helt utroligt område. Man bliver helt forundret over naturens luner. Vi bevæger os højt oppe over Elben.
 

Der er udsigtsplateauer flere steder, og man kan se vidt omkring.
 

Det er svært at gengive på fotos, men der er umådeligt smukt, og man får hele tiden øje på noget nyt.
 

Det ser helt utroligt ud, at der kan stå folk der på toppen af klippen, men alle broerne og trapperne gør adgangen mindre besværlig.
 

En af de mere spektakulære broer er her. Den ser ikke ud af meget fra hvor jeg står, men når man ser den på afstand, får man et helt andet indtryk.
 

Det er svært ikke at blive betaget af udsigterne.
   
En smal passage mellem klipperne for enden af broen. Her set fra modsatte side.
   
Der er mange mennesker i området, men det var ingenting i forhold til den dag, hvor vi opgav at komme til Bastei. Endnu en svimlende udsigt.
   
Mens vi går rundt mellem klipperne, kan vi se over til broen, hvor vi gik før. På den anden side af broen, hvor vi ikke kan se ned lige nu, er der udsigt til Elben.
 

Herfra, hvor jeg står kan jeg rigtig se, hvor langt der er ned fra broen og de omkringliggende klipper.
   
Hende selv på den anden side af kameraet. Det er virkelig et af jordens forunderlige steder.
   

På vej tilbage til bussen, der kører til parkeringspladsen, kommer vi til at gå bag denne tyske familie. De er klædt som mange tyskere er i naturen, med vandrerstøvler, rygsæk, gangstave osv. Nogle gange lidt overkill til sådan en tur som  her, hvor man går på trapper og stier uden man bliver særligt belastet. Der er en Biergarten, hvor de serverer kolde øl og varme hotdogs. Det kan vi ikke stå for :-)
 
Næste morgen står vi op til silende regnvejr. Vi spiser småfrysende morgenmad i forteltet, men vi har ingen varmekilde med, så det er ikke så hyggeligt. Iflg. vejrudsigten lover de heldagsregn. Jeg foreslår, vi kører til Leipzig og ser Stasi-Museum in der runden Ecke. Det er indendørs og måske holder regnen også lidt op.

Så vi begiver os af sted. I Leipzig kigger jeg nysgerrigt ud af vinduerne i bilen. Umiddelbart ser byen spændende ud, og jeg vil gerne se mere af den. Vi har fundet museet i vores GPS, og vi bliver ledt lige til døren. Der er ingen parkeringsplads ved museet, men vi kører lidt videre og kommer til et stort indkøbscenter - Höfe am Brühl, hvor vi parkerer i P-huset. Vi kommer ind i indkøbscentret, der er i flere etager, og vi taber orienteringen, da vi ikke kan se ud. Vi kan se en information i bunden af centret, og vi går ned og spørger, hvilken udgang vi skal tage for at komme til Stasi-museet. Informationsmedarbejderen er venlig og hjælpsom og giver os et kort over Leipzig centrum og viser, hvor vi kommer ud, og hvordan vi finder museet.

Der er ikke langt, og heldigvis for det, for regnen har vist ikke tænkt sig at stilne af. Vi går ind på museet, og så vidt jeg husker er det gratis. Flemming låner dog en audioguide med engelsk tale, så han kan høre lidt om stedet. Stasi-museet var den østtyske sikkerhedstjenestes hovedkvarter. Den del, hvor der er adgang til, står som det var i det gamle Østtyskland. Det er så grimt og forstemmende med gamle grønne arkivskabe, slidt linoleum på gulvet og triste gulnede vægge, der sikkert kunne fortælle en masse om det, der er foregået i bygningen, hvis de kunne tale.

Der er vist, hvordan Stasi overvågede befolkningen så grundigt, at man ikke turde stole på nogen som helst. Der er mange billeder og tekster på tysk, og det tager tid at overskue det hele. Jeg forsøger at læse de mange beskrivelser, men mit tyske rækker ikke helt til hurtigt at skimme teksterne. Audioguiden forklarer om en del af de udstillede ting, men det virker temmelig overvældende med de mange oplysninger, årstal og forklaringer. Vi er der i lidt mere end 2 timer, og er til sidst godt trætte i hovedet af at forsøge at fordøje alle oplysninger.
   
Vi kører gennem Leipzig i regnvejr. Vi har parkeret i forbindelse med shoppingcentret til højre i billedet og kommer ud på dette torv. Der runden Ecke ligger tæt ved.
 

Overfor Stasi-museet ligger "Højskole for musik og teater."
 

Her ved indgangen til museet kan man tydeligt se "det runde hjørne".
 

Man kommer ind i en dyster opgang med masser af mørk marmor. Til venstre ligger museet, og til højre ligger et arkiv, hvor man nu kan søge oplysninger om f.eks. familie.
   
Gamle grønne og grå arkivskabe. Et typisk kontor fra den tid med billede af DDR´s leder, Erich Honecker.
   
Her hænger også et billede af fremtrædende kommunister - Karl Marx, Friedrich Engels, Vladimir Lenin og Josef Stalin. Pudsigt nok, synes jeg, at de faktisk ligner hinanden - måske kunstnerens fortolkning? Flemming låner en audioguide og lægger sit kørekort som pant. Det virker næsten helt autentisk.
   
Der er masser af montrer med udstilling om, hvordan det var at leve i DDR. Konfiskerede breve og posttaske fra den tid. Pakker blev konfiskeret og åbnet - især hvis de kom fra Vesten.
 

Kassettebånd, der blev sendt som gave til DDR-borgere blev konfiskeret. De blev genbrugt til at indspille aflytninger af telefonsamtaler.

   
Overvågningsudstyr. Der er vist mange genstande i montrerne, der viser, hvordan folk blev overvåget og aflyttet. Små mikrofoner og kameraer kunne gemmes overalt. Eksempler på kameraer, der blev gemt i f.eks. en taske. Der er taget så utroligt mange billeder af folk, der udviser mistænkelig adfærd, og mistænkelig adfærd kan være hvad som helst - også noget som man ikke finder mistænkeligt. Der er billedeksempler af folk, der giver hinanden hånden, udveksler alm. kommentarer (kodesprog lød mistanken på) og der er billedeksempler på biler med vestlige nummerplader.
   
Alt er som i DDR-tiden. Gardiner, stole, gulv og loftlamper. Små magnetiske mikrofoner. Det var almindeligt at aflytte folks lejligheder, hvis man kom i DDR´s søgelys.
 
Vi fortsætter ud i byen. Nu, hvor vi er her, kan vi lige så godt se noget mere. Det regner stadig, men trods det er Leipzig alligevel en spændende by. Der er mange gamle monumentale bygninger, og det er ikke en farvestrålende by, men byen har sin egen mørke østtyske charme. Vejret er også med til at give byen et lidt dystert præg. Men jeg kan godt lide byen. Vi går rundt i den gamle bydel, der flere steder bliver gennemskåret på kryds og tværs af butiksarkader, så vi kan gå i tørvejr meget af tiden.

Byens gågade har de samme butikker, som vi ser overalt i Tyskland. Der er ikke mange på gaderne i det triste vejr. Vi kunne godt bruge meget mere tid i Leipzig. Der er mange ting, vi ikke får set nok af - både pga. vejret, men også klokken, der tikker frem mod aften. Vi får os en cafe latte i  shoppingcentret, hvor vi har parkeret bilen, inden vi vender tilbage til Dresden. 

 

Så begiver vi os ud i byen, der virker spændende med mange interessante steder. Bl.a. Museum Coffe Baum - Europas ældste kaffehus fra 1546
   
Thomaskirche, hvor Johann Sebastian Bach var kantor for drengekoret Thomanerchor, der stadig eksisterer i dag. Når drengene kommer i puberteten mister de deres stemmer og forlader koret. Vi finder hurtigt ud af, at Leipzig egner sig godt til en regnvejrsdag. Der er utallige overdækkede "gader"/passager med butikker.
 

Hyggelig konditori/restaurant.
   
Torv udenfor Thomaskirche. Så blev det tid til lidt frokost - tysk favorit Currywurst.
 

Leipzigs Altes Rathaus - det gamle rådhus.
   
Arkaden ved det gamle rådhus giver også tørvejr. Den mest berømte passage i Leipzig er Mädler Passage.
   
Værtshuset Auerbachs Keller ligger i Mädler Passage og er Leipzigs næstældste restaurant. Henvisningen til Goethes "Faust" og Mephisto forhekser studenterne stammer fra gamle malerier i Auerbachs Keller. Her statue af Mephisto og Goethe. På modsatte side står de forheksede studenter. Her et blik ned gennem Mädler Passage. Der er fine og dyre butikker i passagen, der fremstår eksklusiv og elegant med glasloft.
 

Der er selvfølgelig også en café, der hedder Mephisto.
   
En glaskuppel samler gangene i passagen, og på væggen hænger et klokkespil, og hvis jeg ikke tager fejl, er det garanteret Meissner porcelæn. I gågaden er der de sædvanlige butikker, men bygningerne er smukke og detaljerede.
   
Vi kommer til Nikolaikirche. Det var der på pladsen, at Mandagsdemonstrationerne startede i 1989 - den fredelige demonstration i DDR - hvor 70.000 demonstranter bevægede sig fra Augustusplatz langs Innenstadtring og forbi det lokale Stasi-hovedkvarter, mens de råbte ”Wir sind das Volk” (Vi er folket), uden statsmagtens greb ind. Inde i Nikolaikirche, der er malet i hvidt og pastelfarver. Det er smukt og stemningsfuldt.
   
For enden af gågaden står denne skulptur, der kan opleves fra begge sider. Som kontrast til de gamle bygninger i Leipzig rejser radio- og tv-stationen MDR´s tårn sig højt over byen.
 

Königsbau - Det mest storslåede stormagasin i datidens 1911 Bamberger & Hertz - åbnet af den jødiske familie Bamberger. Under Krystalnatten i 1938 blev bygningen sat i brand og familien blev deporteret til koncentrationslejren Theresienstadt, hvor de døde.
   
Endnu en af de små hyggelige cafëer - Riquet, der startede med at importere kakao, chokolade og the i starten af 1900-tallet. Vi slutter vores besøg i Leipzig med en kop kaffe - ikke i en af de smukke caféer, men i butikscentret, hvor vi parkerede.
 
Da vi kommer tilbage til Dresden, foreslår jeg, at vi spiser i Dresden og tager nogle aftenbilleder. For er Dresden smuk om dagen, er den næsten smukkere om aftenen, når alle bygninger er oplyst. Desværre regner det stadig. Jeg har heller ikke mit stativ med til mit fotoapparat, men jeg finder nogle steder, hvor jeg kan hvile kameraet, og så får jeg heldigvis lidt aftenbilleder fra byen også. Da vi kom tilbage til pladsen, var vi godt trætte efter en lang dag.
 

Tilbage i Dresden starter vi med at gå ud på broen, hvorfra vi har en flot udsigt over Altstadt.
   
Vi fortsætter ind i Altstadt , og alle de tidligere steder, hvor vi har gået, tager sig smukt ud i aftenbelysning. Her Hofkirche.
 

Slottet med Fürstenzug til venstre.
 

Semperoperaen er helt oplyst og man kan se de mange detaljer.
 

Sidst, men ikke mindst - Frauenkirche med lys ude og inde. Trods vejret  og aftenmørket, er der mange mennesker i byen
 
Desværre ser vejrudsigten ikke ud til at give mere sol i denne uge. Det er der ligesom ikke noget at gøre ved, så vi finder lidt varmere tøj frem. Der bliver heldigvis ikke lovet noget regn i denne omgang. Planen for dagen siger Bautzen. Her citeret fra nettet "Bautzen er en tysk by i Oberlausitz i det østlige Sachsen. Byen har 42.000 indbyggere, hvoraf 5-10% sorbere, et vestslavisk nationalt mindretal i Tyskland. Byen regnes uofficielt som sorbernes hovedstad. Wikipedia"

Jeg har fundet byen, mens jeg søgte på nettet efter udflugtsmuligheder, vi ikke så på vores sidste ferie i Dresden. Jeg googlede billeder af byen, og hvis man ser på dem, ser byen hyggelig og flot ud i solen bautzen - Google-søgning - en mørk og grå efterårsdag i slutningen af oktober er noget andet. Jeg synes byen virker tung og trist og gammeldags. Der er nogle fine bygninger, der er smukt restaurerede, men jeg vil nok foretrække at se byen i solskin. Vejskilte og mange andre navne og steder i byen er både på tysk og sorbisk. (Jeg sendte dig en tanke mere end en gang, John Erik - kan ikke huske, om du har set byen)
 

Udsigt over Bautzen. Jeg tror, det er det mest fotograferede motiv fra byen.
   
Byens torv og rådhus, formoder jeg. Der er markedsdag, men de varer der sælges, virker gammeldags og noget som et levn fra 70´erne. Der er gjort meget for at genopfriske huse og bygninger.
 

Bautzen er også især kendt for sin sennep. Vi går ind i en butik, der også er et museum om sennep.
   
Vi kan ikke forlade byen uden et par glas sennep. Her er et motiv fra museet.
 

Hyggeligt hjørne med værtshus.
   
Værtshuset ligger overfor en kirke - sådan synes jeg ofte man ser det. Vi fortsætter ned gennem byens gågade. Vi køber brød hos en bager, hvor man selv tager, og så bliver det vejet til sidst.
   
Endnu en kirke - eller bare et tårn? Gammel og fin juvelerbutik.
   
Sorbisk restaurant. Vi har igen parkeret i forbindelse med et butikscenter, og i midten af centret er et springvand med en lille tykmavet frø. Mon den bliver til en lille, tykmavet prins med tynde arme, hvis man kysser den? :-)
 
Vores ferie nærmer sig afslutningen. Sådan en uge går hurtigt. Sidste dag på pladsen har vi ikke de store planer, men jeg har læst om en bro over Elben - Blaues Wunder (det blå vidunder) - som blev bygget i 1893. Broen er et stykke ingeniørkunst fra stålbroernes barndom, står der i en guidebog. Broen overlevede 2. Verdenskrig, fordi en snarrådig lokal beboer snittede tændkablet over, da tyske tropper ville sprænge byens broer i luften.

Vi kører til broen og over den. Og tilbage igen. Vi får øje på en skinnebane, der kører op ad bjerget, og vi løser billet og kører op, så vi kan se broen, Elben og byen fra oven. Skinnebanen bliver benævnt som Europas ældste fungerende skinnebane. Jeg aner ikke, om det er sandt, men det er en sjov gammel vogn, der transporterer os op. Nu til dags sidder "vognstyreren" nederst på stationen og den førerløse vogn bliver styret nede fra stationen. Vi kan gå helt op på taget af den øverste station, og har derfra en fantastisk udsigt over Blaues Wunder og floden og byen.

 

Broen Blaues Wunder - blå, fordi malingen er lys blå, formoder jeg.
   
Frem og tilbage over broen. Utroligt at tænke på, at den blev bygget i 1893.
   
Indgang til skinnebanen. Vognen, der fører os op til toppen af bjerget.
 

Sådan ser vognen ud - vi er oppe ved den øverste station.
 

Vi er lige kommet ud af vognen, og allerede herfra er der en fin udsigt over broen og Elben.
 

Jeg har zoomet ind på broen.

 

Jeg tager en del billeder med forskellig afstand.
 

Her kan man se ud over en del af Dresden.
 

Det er på taget af det hvide hus på øverste station, man kan se ud over byen og broen.
 

Vi kører lidt rundt og ser på byen igen, inden vi vender tilbage til campingpladsen, og vi kommer forbi en række slotte, der ligger lige ned til Elben.
   
Tidlig om morgenen - vi er på vej hjem. Som sædvanligt slutter vi med lidt grænsehandel.
 
Efter den oplevelse, kører vi tilbage og pakker vores rejsetelt sammen. Aftensmaden bliver indtaget på pladsens restaurant, og næste morgen er vi tidligt på farten mod Danmark igen. En helt igennem begivenhedsløs tur med sidste stop ved en grænsebutik. Det har været en skøn tur og dejligt gensyn med Dresden.

Tak fordi I fulgte med endnu engang :-)