SYDFRANKRIG RIVIERAEN 2011 DEL 4
 
 
06.07.11 - onsdag
 
Vi ville have været i Monte Carlo, men de unge mennesker lige bag os, kunne ikke rigtig finde ud af at tage hensyn til andre campister om natten, så vi var noget klatøjede om morgenen, og manglen på søvn havde givet mig en slem migræne. Så der gik Maude fra Matador i mig. Jeg opholdt mig i skyggen det meste af dagen, og sidst på dagen gik vi ned og kølede os af i havet. Jeg havde også startet 2 vaskemaskiner med tøj - 5 euro pr. maskine. Det var ikke fordi jeg absolut skulle vaske, men så havde jeg forhåbentlig ikke så meget vasketøj, når jeg kom hjem, og det ville alligevel knibe med nok tøj til sidst på turen, hvis ikke jeg vaskede. Vi talte med nattevagten om de unge mennesker, og han sagde, at der ikke ville blive mere uro med dem. De var blevet advaret. Han var godt klar over, at de havde larmet om natten, og han havde faktisk været hos dem indtil flere gange. De fik ikke flere chancer nu.

Det meste af tøjet blev tørt, men sidst på dagen steg luftfugtigheden og alt føltes klamt og fugtigt. Vi gik tidligt i seng, for vi regnede med at tage til Monte Carlo næste dag. Vi startede vores bordventilator for at kunne trække vejret. Luften var tung, varm og fugtig, og selvom alle vinduer stod åbne, var der ikke så meget som en svag brise.

 
07.07.11 - torsdag
 
Min migræne var ikke helt forsvundet. Alt for hurtige bevægelser med hovedet udløste jag i højre side og kvalme og pletter for øjnene, men der havde været ro hos de unge, og det var der resten af ferien. Det første stop på turen var Eze, der lå tæt på Monte Carlo oppe i bjergene med udsigt over havet. Da vi kørte fra motorvejen, som i øvrigt havde, jeg ved ikke, hvor mange betalingsanlæg, gik turen op ad en snoet landevej. Pludselig kørte vi i skyerne, og der var ingen udsigt over havet. Vi kunne skimte byen på toppen af klipperne, men der var overskyet. Heldigvis var der kun 25 gr. så varmen var til at holde ud.
   
Udover talrige betalingsanlæg var der også mange tunneller. Vi er ved at være i Eze.
 
Vi fandt en p-plads med møje og besvær. Jeg var inde på turistkontoret og få et kort over byen. Hovedet havde det lidt bedre, men jeg trængte til vand. Flemming, der kender mig alt for godt, vidste det, og gik tilbage til en købmand og købte vand til mig. Han købte også 2 nektariner og et brød med ost og oliven, så vi havde lidt til frokost. Jeg spiser ikke så meget, når det står på. Jeg tog den med ro opad. Selvom det var diset, kunne man fornemme havet. Parfumefabrikkerne fra Grasse havde afdelinger her også, og stedet virkede i det hele tage mondænt. En privat p-plads rummede også nogle af de helt dyre biler.
 
Som man kan se her - Fragonard På stien op mod den gamle bydel, kunne vi kigge ned på disse biler.
 
Eze var en utrolig hyggelig by med masser af butikker. Mest souvenir, tøj og gallerier. Det gik op og ned ad trapper, og forhåbentlig fik jeg forbrændt nogle af alle de kalorier, jeg havde indtaget tidligere i ferien :-) Vi fandt et sted med skygge og spiste vores frokost, og jeg fik det efterhånden meget bedre. Vi fik set det meste af byen, tror jeg, og vi fortsatte ned ad bjerget mod Monte Carlo.
 

Det første man møder, når man kommer ind gennem porten til Eze er en restaurant
   
Endnu en gammel, hyggelig by med smalle gader og spændende butikker.  
   
Det er også god motion at besøge byen. Op og ned hele tiden. Lille fontæne
 

Galleri med farvestrålende billeder.
   
Frokost i skyggen. Byen var bygget i grågule sten, der helt dominerede bybilledet.
   
Chateau Eze - hotel og restaurant Flere hyggelige stræder og gyder.
 

Endnu et galleri med kulørte billeder. Lidt for enhver smag.
   
Kirken lå øverst i byen. Den var smuk med loftmalerier
   
  Der var små sidekapeller, hvor man kunne tænde lys.
 
Lige da vi kom ind i Monte Carlo, var der et informationskontor. Der var en lille p-plads udenfor, hvor vi lige kunne stikke næsen ind. Vi har været i Monte Carlo tidligere, men denne gang ville gerne starte med at se Institut Océanographique - Fondation Albert Ier, Prince de Monaco - Oceanografisk Museum. Så jeg forhørte mig om, hvordan vi lettest kom dertil. Vores engelske GPS-dame ville nemlig ikke acceptere adressen, og jeg kunne ikke finde det under museer eller turisme. Den unge pige i informationshuset gav mig et detaljeret kort over byen og fortalte vi bare skulle køre ned og ned - vi kunne ikke tage fejl. Så afmærkede hun på kortet, hvor vi skulle dreje ud langs havnebassinet, og vi ville ende i et stort p-hus lige under museet. Der var elevator op. Til sidst stak hun mig et flag med monogram til minde om det royale bryllup. Hun havde ret - vi kørte lige dertil uden problemer.

Museet lå i en imponerende gammel bygning. Man kom ind i en hall med marmortrapper op i begge sider. Lige frem, når man kom ind, var der en sal med en model/kopi af en kæmpeblæksprutte. Der var en biografsal, hvor man kunne se film om dykning og livet i havet. Desuden var der et museum, men det, der fyldte allermest, var etagen med akvarier. Det var flotte akvarier, men hold da op, der var mange mennesker inde og se det. Der var ufatteligt mange børn, der masede og skubbede og råbte og skreg. Larmen var infernalsk. Efter akvarierne så vi resten. Der var en gammel "u-båd" og nogle dykkerdragter fra slut 1800-tallet - start 1900-tallet. Hvis man har læst tegneserierne om Tintin og Rackham den Rødes skat, får man en fornemmelse af, hvilket udstyr det var. I museet var der også nogle sale med konserverede havdyr fra samme årstal, og det lignede de gamle glas med mærkelige sager fra min barndoms biologilokale i skolen. De fleste dyr og fisk helt blege og farveløse efter over hundrede år i konserveringsvæske.

 

Fra p-huset kom vi ud i en park bag museet. Vi gik tilbage igen, for det indebar en mængde trapper at komme op, og der skulle jo være en elevator.
   
Model af kæmpeblæksprutte - ganske imponerende størrelse. Biografsalen
   
Dragefisk, tror jeg den hed. Kan ikke huske, hvad den hed - der var tusindvis af fisk.
 

Små klovnefisk - meget dekorative til et akvarie hjemme i stuen.
   
Denne fisk skinnede som stål. Mange af fiskene kunne kamuflere sig og falde i ét med baggrunden.
 

Stort akvarie, hvor man kunne sidde på en bænke langs væggen og hvile benene og betragte fiskene i ro og mag.
   
Det var smukke og betagende scenerier der var opstillet i akvarierne. Endnu en ekspert i kamuflage.
   
I museets forhal var bryllupstøjet fra Prins Alberts bryllup udstillet (må bryde sammen og tilstå, at jeg ikke aner, hvem han blev gift med :-) ) Selve museet var en imponerende flot bygning. Udstillingen var jeg ikke helt så imponeret af. Der var nogle flotte skeletter af havdyr og de tidligere nævnte glas med konserverede havdyr, men ellers ikke så interessant.
   
En af de første modeller af en dykkerdragt. Her tænker jeg hen i retningen af Tintin-tegneserier.
   
Model af en u-båd - den første af slagsen. Tror ikke, der var nogen, der fik mig ned i den der :-) Der var også en model af et laboratorium på et havundersøgelsesskib fra starten af 1900-tallet.
 
Efter museet fortsatte vi til fods til fyrsteslottet. Der var stadig pyntet på slotspladsen fra brylluppet, og man havde stillet store containere op til affald? Det var noget af en kontrast. Efter at have nydt udsigten over havnen, gik vi ned for at se på bådene. De store luksuriøse lystyachter lå tæt side om side. Det var flydende paladser. Vi fortsatte rundt om havnen, og tog elevatoren op til Casino-pladsen. Vi havde fået følgeskab af et amerikansk par og deres teenagedatter, da vi havde været der før, og de ikke anede, hvor Casinoet var. De var vældig taknemmelige, da vi viste dem, hvor Casinoet lå.

Vi var svedige, småsultne og trætte. Vi tog et par billeder af Casino og Hotel de Paris og gik tilbage til elevatoren. Ned på havnen igen, og pludselig føltes turen rundt om havnebassinet og ud langs klippen til p-huset næsten uoverkommelig. Vi havde været på benene siden tidligt om morgenen og travet rundt i både Eze og Monte Carlo. Vi fik øje på en lille taxibåd, der sejlede tværs over havnen og lagde til, lige hvor stien til p-huset begyndte. Vi var ikke længe om at beslutte os for at hoppe ombord. Prisen var rørende billig - 1 euro pr. næse - endda i Monte Carlo. Vi stoppede på motorvejen og købte en sandwich med tun. Da var kl. 21.30, og det var længe siden, vi spiste frokost i Eze.
 
Indgangen til Oceanografisk museum Stor kirke vi passerede på vej til slotspladsen. Gad vide, om det var der, der var bryllup?
   
Igen en smuk kirke. Den var temmelig stor og der var flere små sidekapeller, hvor man kunne tænde lys. Over alteret var der dette smukke mosaikloft.
   
Fyrsteslottet Noget af slotspladsen
 

Udsigt over byen fra slotspladsen. Skyerne, der drillede i Eze lå stadig over bjergene.
   
Der er både i alle størrelser i havnen. Og når man skal over til Casino på den anden side, bliver man jo nødt til at se alle bådene. :-)
   
Her er vi så foran Casino i aftensol - skyggerne er lange nu.  
 

'Flagene er overalt - jeg tror det er pga brylluppet. På vejen lige foran Casino kører den ene bil efter den anden frem og selskabsklædte folk går ind.
   
Så gik turen over havnebassinet i en taxibåd Den lagde til mellem disse små, ydmyge både.
 

Køreturen tilbage til campingpladsen gik ad den mellemste kystvej. Fra Monaco til Nice kan man vælge mellem kystvejen nede ved vandet, der går gennem kystbyerne. Smuk men langsommelig. Den mellemste er en hovedvej med flot udsigt over havet flere steder, og den øverste kystvej er motorvejen, som vi kørte på ved Nice. Billedet er byen Eze som vi var i først på dagen, nu var skyerne borte og man kunne se byen.
 
08.07.11 - fredag
 
Vi tog den lidt med ro. Jeg gik lidt rundt på pladsen og tog billeder. Jeg kunne se en dansker mere. Der var mange franskmænd, tyskere og hollændere. Jeg vendte tilbage til vognen, og ligesom jeg skulle til at sætte mig, kom der en mand gående hen mod os. Det var en kollega til Flemming - den anden dansker på pladsen - og han syntes godt nok, der var noget bekendt over hende, der gik rundt og tog billeder, så han fulgte efter mig. Han blev siddende og sludrede hele eftermiddagen. Da han gik, kørte vi til Géant-supermarkedet. Køleskabet blev fyldt igen, og vi nød at sidde og hygge om aftenen med friske flutes, patéer, pølser og ost fra supermarkedet.
 
09.07.11 - lørdag
 
Mens jeg var ved at lave morgenkaffe, kom der en italiensk familie, der skulle være overfor os. Flemming tilbød at flytte bilen, så de lettere kunne komme på plads med campingvognen, men det var ikke nødvendigt. Men da de havde hægtet vognen af bilen og skulle skubbe den på plads (hvilket vi også tilbød at hjælpe med, men blev afvist), drejede de hjørnet af campingvognen ind i vores bil. Venstre bagdør blev ridset og bulet. Italieneren var dybt ulykkelig og var parat til at betale her og nu, men Flemming sagde, at det måtte forsikringen ordne. Så vi ringede begge hold til vores forsikringsselskaber og meldte skaden og udvekslede alle tænkelige numre og navne og adresser osv. - så må vi håbe, at hans forsikring dækker det. (Vores bil fik ny dør og er blev malet, men vi har endnu ikke hørt fra forsikringen).

Eftermiddagen tilbragte vi på stranden. Det blæste en del, bølgerne var højere end sædvanligt og det orange flag var hejst. Samtidig var der trukket en bræmme af tang ind langs kysten, og vi skulle ud gennem det for at bade. Om aftenen kiggede Flemmings kollega og hans kone forbi, og vi havde en hyggelig aften.
   
Ærgerligt - især når vi havde tilbudt at flytte bilen eller hjælpe med at skubbe. Men det er heldigvis kun en bil, der er skadet. Blæst og bølger, men det var alligevel dejligt at blive kølet ned i havet.
 
10.07.11 - søndag
 
Efter lidt dasen i skyggen om formiddagen, tænkte vi, at vi hellere måtte køre en tur, for næste dag var den sidste på pladsen. Flemming syntes, at det ikke skulle være for lang en tur, når nu vi havde en lang køretur hjem foran os. Vi fandt frem til en lille by i baglandet - Lorgues, som i en af rejsebøgerne var beskrevet med, at hvis man kun havde tid til én af småbyerne i området, skulle det absolut være den. Vi pakkede nogle madpakker og drog af sted.

Begejstringen var til at overse. Efter små, hyggelige byer som Bormes Les Mimosas, Biot, Vence og Eze, var der ikke rigtig noget i Lorgues, som kunne få barometeret til at stige. Det var en søndagssøvnig, lille by, hvor vi dog ikke kunne køre ind til bymidten pga. vejarbejde. Måske gik vi glip af det allerbedste der. Men der var 35 gr. og vi gad ikke trave rundt og se, om vi var gået glip af noget. Vi tog bilkortet frem. Vi kørte mod Draguignan, og pludselig fik Flemming øje på et skilt mod Gorges du Verdon. Hvad med en tur dertil, foreslog Flemming. Jeg påpegede, at han lidt tidligere havde pointeret, at vi ikke skulle køre langt denne dag - men hvad pokker - man har et standpunkt, til man tager et nyt :-) På vej dertil, stoppede vi og spiste vores medbragte mad, der bestod af resten af kyllingen fra dagen før med baguette, dijonsennep og peberfrugt. 

   
Lorgues - en meget stille by. Undervejs kom vi igennem små, hyggelige byer.
   
Frokost - jeg har vist fået for meget sennep på :-) Vi nærmer os Lac du Ste. Croix og bjergene omkring Verdon-kløften rejser sig forude.
 
Vi kom til søen Lac du Ste. Croix, der er helt absurd turkisblå. Søen er et tilløbsstykke af format. Vi stoppede ved en bro, hvor folk der havde lejet vandcykler, kanoer og både, kunne sejle ind i en kløft. Der var et værre mylder. Fra klippesiderne i kløften sprang unge mænd i vandet. Jeg synes, det virkede lidt risikabelt, for man kunne overhovedet ikke se bunden.
 

Vandet havde en helt utrolig farve.
   
Det var helt ufatteligt som vandet tiltrak folk. Bemærk køen ved broen for at leje både eller vandcykler. Her er et af de steder, hvor unge mænd springer ud i søen fra klipperne.
 

På vej op i kløften.
 
Vi kørte videre og tog turen nord om kløften. Man kunne simpelthen ikke undgå at blive betaget af de flotte scenerier. Vi stoppede flere gange og tog billeder. I en lille by - La Palud - tankede vi, for der var ikke meget brændstof på bilen, og tankstationerne lå ikke just på hvert gadehjørne. Damen i butikken fortalte, at en km længere fremme kunne vi se nogle helt fantastiske udsigter, hvis man tog en tur rundt på en vej, der kaldes Route des Cretes. Jeg havde læst om det. Der stod i min bog, at det ikke var for folk med højdeskræk, og at en del af turen var ensrettet.
 
Mange steder kunne man stoppe og tage billeder, men der var ikke plads til mange biler. Flemming får fyldt bilen op, så vi ikke ender med at holde i ødemarken. Vi havde jo slet ikke planlagt at skulle på en lang tur i dag.
 

Ud over tankstationen var der ikke mange butikker i byen. Men lidt souvenir og et creperie lå skråt overfor tanken.
 
Det var en flot, helt utrolig smuk tur (Jutta, det er ikke noget for dig - selvom Flemming mener, at en eftermiddag med os på bjergveje, kan kurere din højdeskræk :-) ). Der var flere steder, hvor man kunne stoppe og nyde udsigten. Ved en stor kløft, var der en masse gåsegribbe, der udnyttede opvinden, og der stod et par fugleinteresserede mænd og fotograferede - de havde udstyret i orden. Så kunne jeg godt pakke mit fotoudstyr sammen. De var helt ekstatiske og råbte og skreg, når fuglene kom glidende forbi dem.
   
Fra en af udsigtsstederne i i Gorges du Verdon. Der var svimlende langt ned. Heldigvis lider jeg ikke af højdeskræk, men nød den flotte udsigt. Floden skærer et turkis bånd gennem bunden af dalen.
   
Et par klatrere hyggede sig på den stejle klippeside. Her ville jeg nok få hjertebanken, hvis jeg blev udsat for at hænge på en lodret klippe, uanset jeg ikke lider af højdeskræk. Flemming spejder efter gåsegribbe.
 

Jeg prøvede at fange nogle i farten med mit kamera.

 

Det var ret fantastisk at stå der på kanten af kløften og se fuglene stige op og følge dem øjnene. Jeg ved ikke, hvordan de kom ned i bunden igen, det kunne jeg ikke se, men de fløj hele tiden op og forbi.

   
Fuglekigger. Pyha, det ser tungt ud, det kamera.
 
Det begyndte at tordne i det fjerne, og skyerne trak sig sammen over os. Vi fortsatte ad Route des Cretes. Der var flere steder, hvor en kantsten udgjorde det for autoværn. På den anden side af kantstenen var der bare afgrund. Lige pludselig stod der en stenbuk på et rækværk - der lå et par stykker mere ved rækværket. Jeg stod ud af bilen for at tage billeder, men Flemming kunne ikke blive holdende, for der kom biler bagfra, så jeg skyndte mig tilbage til bilen.

Det var begyndt at regne, og regnen tog til, så vi tog den med ro ned gennem de skarpe sving. Desværre gjorde vejret også, at udsigten ikke var helt så fantastisk. Route des Cretes udmundede i den lille by La Palud igen. Det var en fantastisk smuk rundtur, og hvis ikke man lider af højdeskræk og ikke er nervøs for at køre på smalle bjergveje, er det den lille omvej værd. Vi besluttede, at vi ville undlade at tage den sydlige del af kløften og vende tilbage til campingpladsen. Der var over en times kørsel, og vi ville ikke være tilbage før ved 20.30-tiden. Vi hentede pizza til aften.
 

Smuk køretur på Route des Cretes
   
Turen langs nordsiden af Verdon-kløften nærmede sig afslutningen. Vi ville ikke fortsætte rundt og tage sydsiden i denne omgang. Men det var stadig en flot tur, selv gennem en regnvåd forrude.
 
 
11.07.11 - mandag
 
Lige da vi skulle til at spise morgenmad, kom italieneren, der bulede vores bil. Han havde næsten ikke sovet i 2 nætter, fordi han var så ked af det med bilen. Han havde talt med sit forsikringsselskab, og de havde bedt ham udfylde en skadesanmeldelse. Han ville gerne have, at vi gjorde det sammen, så vi kunne se, at det gik rigtigt for sig. De havde kun haft campingvogn en måned, og der var så mange ting, han var usikker på. Flemmings kollega havde fortalt ham, at han skulle tage og købe sig en mover- det anede han ikke, hvad var, og vi lovede ham, at vi ville vise ham, hvordan moveren fungerede, når vi pakkede sammen.

Da vi havde ordnet det praktiske med forsikringspapirer, kørte vi ind og handlede til hjemturen, for vi ville køre nordpå næste dag. Vi afregnede med campingpladsen. De ville gerne have afregning dagen før man rejser. Det er en god ide, for så ved de, hvilke pladser der er ledige næste dag, og vi skulle ikke stå i kø om morgenen for at afregne. Så gik turen til stranden for at tage de sidste dukkerter, og vi grillede nogle store, lækre bøffer til aften med salat og baguettes til. Solsejl og gulvtæppe blev pakket. Så kom det store øjeblik :-) - hele familien fra Italien tog opstilling, og da de så, hvor let vi fik vognen ud, opstod der straks et nyt ønske hos dem :-) Nu stod vognen klar til at hægte på bilen næste morgen, så vi kunne liste ud, uden at vække hele gaden.
   
   
12.07.11 - tirsdag
 
Vi trillede ud af porten på campingpladsen kl. 7.30. Der var ikke så meget trafik, og turen gik glat. Vi tog en kaffepause på en rigtig god rasteplads, hvor vi holdt langt fra den øvrige trafik. Som vi nærmede os Lyon, så det ud til regn. Lynene flimrede over himlen, men det blev ikke rigtig til noget. Det blæste en del, men blæsten forsvandt igen nord for Lyon. Vi tog motorvejen udenom Lyon, for trafikken var tæt. Selvom det var overskyet det meste af tiden, var temperaturen høj - mellem 30 og 35 grader.
   
Tidlig morgen, alt er pakket og vi er klar til afgang. Indtil vi kørte på motorvejen, kørte vi gennem hyggelige byer og nød de sidste blikke på palmerne.
 

Sidst på eftermiddagen gav vi os til at lede efter en campingplads til overnatning. Vi fandt en - Camping du Chateau Montigny Le Roi nord for Langres. Det er altid spændende at komme til en ny plads. man ved jo ikke, hvad der venter én. Er tilkørselsforhold nemme? Er der ledig plads? Er bad og toiletter ok? Pladsen lå 3 km fra motorvejen ved Langres på A31. Det sidste sving op mod campingpladsen var lidt skarpt, men op og rundt kom vi. Der var ledig plads, og det var endda en billig plads. 16 euro for en overnatning med strøm. Bad og toiletter var ok. Vi kunne bare tage plads, hvor vi ville. Området var lidt kuperet og hyggeligt mellem høje træer. Vi fandt os en plads. Der var en lille snack-bar på pladsen, hvor vi købte mad. Ingen stor kulinarisk oplevelse. Pommes-frites-mad, burgere osv. Vi kunne tage maden med tilbage til vognen. Vejret var stadig godt og temperaturen lå på 28 gr. Pladsen blev især benyttet af hollændere. Lige inden vi gik i seng, begyndte det at småregne.
   
Camping Chateau de Montigny le Roi. Der var nu ingen spor af noget slot længere. Vejret var godt hele aftenen. Vi nød den lune aften.
   
Næste morgen regnede det. Nede i de blågrå bygninger er bad og toilet.
 
13.07.11 - onsdag
 
Om natten var vi oppe og lukke alle tagluger og vinduer. Regnen plaskede ned. Da vi stod op, småregnede det stadig. Jeg blev helt vågen under bruseren - vandet var mere koldt end lunken. Så forstod jeg bedre, hvorfor alle hollænderne valfartede i bad i går aftes - de gad ikke stå op til det kolde gys. "Blev din bruser nogensinde varm", spurgte Flemming, da jeg kom tilbage til vognen. Der var kun 16 gr. udenfor - en helt ny fornemmelse.

Kl. 8.00, lige da vi skulle til at køre, kom en bagerbil. Nu havde vi fået morgenmad, men vi købte frisk brød til frokost. Regnen ophørte efterhånden, men temperaturen blev ikke bedre. Vi tankede igen billig brændstof i Luxembourg, der var kø helt ned på motorvejen, så vi tankede på landevejen mod Echternach. I Echternach var der kaos. Der var marked og masser af trafik. Vi fortsatte til Tyskland - det støvregnede, og temperaturen var faldet til 14 grader - føj!
 

Trist, trist vejr
 
Ved aftenstid var vi ved Soltau. Der tankede vi på autohofen ved frakørsel Soltau Süd og spiste hos Bonnys Diner, der nu hedder Miss Pepper. Det skal vi vist lige vænne os til. Mens vi spiste, blev vi enige om at fortsætte hjem. Det ville ganske vist blive sent, men nu skulle vi jo ikke tænke på om vi kunne finde en åben campingplads :-) Da vi havde spist, øsregnede det. vi havde parkeret på autohofen lige bag restauranten. Der sad en seddel i viskeren, at vi skulle betale 6,50 euro til opsynsmanden. Det syntes vi godt nok var lige i overkanten for 1 times parkering. Vi fandt opsynsmanden og spurgte om det kunne være rigtigt. Men det var fordi, han regnede med, at vi skulle sove der. Når vi kørte videre, kostede det ikke noget.

Der var ingen særlig trafik ved Hamburg sådan en onsdag aften, men til gengæld regnede det så meget, at vi ikke måtte køre mere end 60 km/t til sidst - det gjorde vi ikke engang - alle kørte omkring 40, vi kunne intet se. Jeg sad og funderede over, om alt det vand løb ned i tunnellen. Nå, men tunnellen var ikke fyldt med vand - det troede jeg nu heller ikke, men imponerende, at så meget vand kunne ledes væk. Da vi kom ud på den anden side, regnede det stadig, men nu kunne viskeren følge med igen. Vi stoppede ved grænse ved Fleggaard og handlede nogle drikkevarer. Butikken var næsten tom så sent på aftenen, men så skulle vi heldigvis ikke stå i kø :-) Vi var hjemme ved 2-tiden om natten. Det havde været en skøn ferie. Dejlig campingplads og strand, masser af oplevelser og afslapning i skyggen og på stranden, og jeg havde endda opnået den eftertragtede gyldne kulør uden solskoldning :-)
   
Det blev værre med regnen og næste skiltning viste 60 km/t. Det var allerede for meget at køre 80. Sidste stop - grænsebutik.
 

Jeg kunne da ikke slutte beretningen med alt det regnvejr, så I får lige issælgeren og stranden til slut :-)