SYDFRANKRIG 2008 DEL 4

Vi kørte lidt over 8. Der var knap 500 km til næste sted, vi skulle være. Efter vi drejede fra mod Carcassonne, skiftede naturen. Først kørte vi i Corbieres bjerge. Vi gjorde holdt på en udsigtsrasteplads, hvor vi kunne se Carcassonne. Senere fladede landskabet ud, og nu kørte vi mellem store solsikkemarker. De blev senere afløst af majs, frugttræer og vinmarker. Vi stoppede ved middagstid og tankede og spiste frokost. Rastepladsen var overfyldt. Personbilerne holdt også på lastbilparkeringen, og vi måtte bakke ud. Alt imens biler kantede sig forbi imod kørselsretningen, for at få den plads, som vi forlod. Rent kaos. Vi kom forbi Cahors, og vi vinkede lige ind mod Daisy og Henri. Efter Cahors blev vejen betydelig mere bakket. Det var nærmest en franske udgave af Kasselbakkerne, men det var en utrolig smuk køretur med afvekslende natur.

Så er vi ved at være på plads igen	Udsigten over pladsen fra vores parcel

Vi fik hurtigt sat vores Shadow markise op med netfronten. Der var også skygge fra et træ. Det var trykkende varmt, og vi havde på fornemmelsen, at det kunne ende med torden. Torden blev det ikke til, men varmen fortsatte. Vi enedes om at spise på pladsens restaurant. Det blev en kedelig affære. Man kunne vælge mellem 2 menuer - én til 19 euro og én til 24 euro. Vi valgte den billige og fik først en tallerken med paté og pølse. Skuffende. Det var 3-stjernet salami og kødpølse og 2 slags paté. Det lignede noget, der var hentet i et supermarkeds køledisk. Dertil opvarmede miniflutes - og så i flutens hjemland, Frankrig! Bagefter fik vi en grill-tallerken med en grov pølse med brusk, spid med senet oksekød og en humpel skinke med fedtkant. Strimlet hvidkål udgjorde salaten, og pommes frites (de var gode) rundede dette kulinariske måltid af. Øl kunne kun fås i 25 cl flasker. 4 øl og 2 menuer kostede 50 euro. I morgen griller vi! Og så var jeg spændt på om jeg kunne falde i søvn uden underholdning :-)

Chateau de Leychoisier

Oradour-sur-Glane er en ruinby. Den står som et dystert mindesmærke over 2. Verdenskrigs rædsler. Den blev lagt i ruiner den 10. juni 1944. En deling fra den tyske SS-panserdivision, Das Reich, var på vej mod Normandiet, da de kom til byen. Soldaterne samlede alle byens indbyggere på torvet under påskud af et identitetscheck. Senere blev forklaringen ændret til, at de skulle søge efter våben og ammunition. Alle kvinder og børn blev samlet i kirken, og byens mænd i lader rundt omkring i byen, mens eftersøgningen stod på.

Og så startede en ren massakre. I kirken blev en bombe bragt til eksplosion efterfulgt af maskingeværsalver. Der blev sat ild på kirken, og de kvinder og børn, der endnu ikke var døde, brændte inde. I laderne blev mændene beskudt med maskingevær, og senere blev der også sat ild på. Soldaterne hærgede gennem byen. Evt. overlevende blev skudt, de plyndrede og satte ild til byen. Det officielle dødstal er på 642. Der undslap nogle få, som kunne berette om rædslerne.

Ved ruinbyen er der et dokumentationscenter. Det koster penge at komme ind og se det. Fra dokumentationscentret er der adgang til ruinbyen. Den er gratis at besøge. Man kan godt springe dokumentationscentret over, og gå direkte ind i byen. Vi tog nu også dokumentationscentret med, men det var mest plancher og tekst om 2. Verdenskrig på fransk grund. Meget af det vidste vi forvejen, ikke mindst fra vores ferie i Normandiet. Jeg vil ikke skrive så meget mere om det, men her kommer en række billeder fra byen.

Det var ret uhyggeligt, at gå rundt i byen. Det eneste, der stod tilbage var ting af sten og jern.

Vi havde fået et engelsk par som naboer. De ville vide, hvor vi var på vej hen, og vi fortalte at vi var på vej hjem fra ferie i Argeles-sur-Mer. Det var der, de var på vej hen. Vi sagde, at vi ville blive på pladsen, hvis ellers vejret blev ved at være godt, men vi kunne ikke rigtig få noget svar i receptionen. De ringede straks hjem til deres søn i England, for at få ham til at tjekke vejrudsigten. Sønnen ringede tilbage med en vejrmelding. Den sagde, at vejret skulle blive udmærket. Englænderne gik i restauranten for at spise. Jeg vidste ikke rigtig, om jeg burde advare dem om maden :-), men de havde brugt pladsen mange gange på vej sydpå, så de måtte vel kende til stedet.

Mens vi spiste, begyndte det at blæse op. Det buldrede i det fjerne. Vi nåede at spise og vaske op og få Shadow og netfront og møbler og det hele pakket sammen. Da vi smed det sidste ind i bilen, begyndte regnen at plaske ned som et helt vandfald. Det lynede og bragede og buldrede. Nu var det hele pakket sammen, så vi blev enige om, at vi ligeså godt kunne køre videre næste dag. Englænderens søns vejrudsigt holdt ikke stik.

Campingpladsen, vi havde udset os hed Camping du Port de Plaisance Vi havde undret os lidt over ordet Port i campingpladsens navn, jeg mente det betød havn. Men inde midt i Frankrig !? Det viste sig, at pladsen lå på en halvø i en kanal, deraf navnet. Da vi kom til pladsen, holdt der 5-6 vogne i kø foran os, og vi tænkte at alt nok var optaget. Men vi fik en plads tæt på alle faciliteter. Her var også en pool, og den var godt besøgt af en masse børn. Det tog ikke mange minutter for os at komme på plads. Mens Flemming sænkede støtteben, sluttede jeg strømmen til og fandt bord og stole frem. Vi havde en del våde håndklæder, dels fra morgenens bad, og dels fra dagen før, hvor vi var ved slottets pool, så de kom til tørre med det samme. 5 minutter efter sad vi og nød en iskold øl. Resten af eftermiddagen strømmede det til med campingvogne. Godt vi var kommet så tidligt (kl. 16.00), for vi havde fået en god plads, der lige var til at køre ud fra. Vores nylig ankomne genbo, var et ældre, hollandsk par. Her var arbejdsfordelingen omvendt. Mens manden tilsluttede strøm, lå lillemor på knæ i pæn nederdel og forsøgte at få støttebenene ned.

Snart krydsede vi grænsen til Belgien. Den belgiske motorvej er noget af det værste, vi har prøvet i Europa. Den er hullet og ujævn. Man må køre 120 km/t med campingvogn, men det virkede ret uansvarligt og direkte livsfarligt at prøve at komme i nærheden af 120. Alligevel blev vi overhalet af en stor Toyota Hilux med en hestetrailer på tvillinghjul. De kørte rigtig stærkt. Fem minutter senere gik trafikken i stå. Det var Hiluxen og traileren, der var kørt galt. Politiet var endnu ikke ankommet, og bilen lå på siden, godt molestreret. Hestetraileren stod mirakuløst endnu, men tippede bagud. Der var flere biler, der var stoppet for at komme til undsætning. En dame stod og talte i mobiltelefon, hun var stærkt chokeret, og hun rystede så meget, at man kunne se det. De fleste biler listede forsigtigt forbi i nødsporet, og der var også folk nok, der var standset. Vi fulgte efter de andre forbi ulykken, og nu kunne vi se politi og ambulance komme i modsatte retning. Jeg kunne blive helt bekymret for, om der var nogen, der kunne finde på at lukke hesten ud, for den ville uden tvivl være helt ude af den. Jeg var også selv en smule rystet. Det var uhyggeligt, hvor hurtigt det kunne gå galt.

Heldigvis blev vi skånet for flere ulykker. Turen resten af vejen hjem, gik helt uden problemer. Vi holdt i kø i en times tid ved Bremen, men vi havde slukket GPS´en, så vi blev ikke advaret. Vi skulle jo heller ikke nå noget. Vi handlede lidt ved grænsen, hvor vi også spiste aftensmad. Vi var hjemme lidt før midnat, og vores mindste søn og hans kæreste havde bagt chokoladekage og gjort rent og sørget for, at snavsetøjskurven var tom. Så kunne jeg fylde den til randen igen, når jeg fik pakket ud.

Vores GPS blev sendt til reparation. Vi fandt aldrig ud af, hvad den fejlede, for den blev simpelthen byttet til en ny.