Vi havde noget restferie som vi skulle have brugt inden 1. maj. Vi havde gennem flere år ønsket at se Invasionskysten i Normandiet - området for D-dag (6. juni 1944) - og jeg ville også gerne se kystbyerne og klosterøen Mont St. Michel.

31.03.07 - lørdag

Det passede fint med en lang påsketur. Vi startede hjemmefra den 31. marts. Jeg havde haft en ordentlig omgang migræne fra torsdag, så vi kom først af sted ved 8.30-tiden lørdag. Det var ca. 3 timer senere end vi plejede. Iflg. GPS´en var der 1520 km til campingpladsen, så vi måtte se, hvordan turen kom til at passe. Vi var inde i en grænsebutik og proviantere som sædvanligt, vi fik lidt frokost og var igen på vej syd på ved 13.30-tiden.

Ved Hamburg var der meget køkørsel. Lørdag eftermiddag er ikke et godt tidspunkt at passere Hamburg på. Som tiden skrider frem, tror vi nok, at vi beslutter os for en rastepladsovernatning. Selvom vi hellere vil på en campingplads. Vejret var pragtfuldt – fuld sol og 19 gr. Vi stoppede lidt nord for Köln ved 21.30-tiden og gik tidligt til ro, og vi sov som en sten, kun afbrudt 8-10 gange af lastbilerne, der kørte forbi. Temperaturen lå på 14 gr., og det føltes helt sommerligt.

Kaffepause undervejs	Vi fik aftensmad på en motorvejsrast, hvor restauranten gik tværs over vejen.

01.04.07 - søndag

Vi havde sat telefonen til at vække kl. 6.00. Vi kørte et par timer. Temperaturen var, da vi vågnede, kun 7 gr. og der var noget køligt. Morgenmad på en propfyldt rasteplads i Belgien. Motorvejen i Belgien var ikke noget at skrive hjem om. Vejen var hullet og bulet og med ”spurrillen”. Vi fandt aldrig ud af, hvad vi måtte køre med campingvogn efter, men vi kunne alligevel ikke køre mere end 90-95 km/t, og det var jo også hurtigt nok.

Lidt justering af spejlene, inden vi fortsætter næste morgen.	Det var ikke alle steder, at udsigten var lige køn.

Da vi kom ind i Frankrig vidste vi, at vi måtte køre 130, men det udnyttede vi ikke fuldt ud ;-) Foråret var meget længere fremme hernede end i DK. Mange træer og buske var sprunget ud, og der var rigtigt flot. Temperaturen lå på 14-17 gr.

Turen gik fint, vi var glade for vores nye GPS, selvom jeg havde været lidt utilfreds med at skulle bruge penge på noget, jeg havde klaret fint hidtil. Vi fandt pladsen uden problemer, selvom vi syntes, vi blev ført ud på lidt af en omvej. Det må vi undersøge nærmere, inden vi skal hjem.

Da vi kom til Le Havre, skulle vi passere Seinens delta over 2 høje broer.	Mellem de 2 broer, var der betalingsanlæg. 5 € for at komme over.

Campingpladsen La Côte de Nacre var en 4-stjernet plads. Det var mest mobilhomes, men der var også en afdeling til campingvogne. Vi fik en venlig modtagelse, og de talte engelsk i receptionen. Jeg havde reserveret hjemmefra på anbefaling fra pladsen. Vi fik tildelt et stor parcel, som jeg havde bedt om. Det viste sig, at vi var de eneste på vejen. Parcellerne var delt af små hække og træer, og der var ganske hyggeligt. Desværre kunne vi kun lige trække vognen ind på parcellen, før bilens hjul bare snurrede. Det viste sig, at selvom det lignede en fin plæne, var der ler nedenunder. Vi fik pløjet en ordentlig fure, og vognen måtte stå, hvor den stod. Gad vide, hvordan vi kommer herfra. Ellers var der butik, restaurant, take-away og bar på pladsen. Der var swimmingpool, hvoraf noget var overdækket. Det var den første weekend, pladsen havde åben.

Receptionen på campingpladsen.	Butikken, som havde et udmærket udvalg af varer fra starten. Dog manglede der frugt og grønt.

Restauranten	Bad og toilet. Det suser ind under dørene.

Da vi havde sat solsejl op, gik jeg i bad. Der hørte al luksus op!! Der var kun én bruser, der virkede. Ellers var der låst af. Vandet sprøjtede ud med sådan en kraft, at det nærmest gjorde ondt, og det var nærmest var umuligt at holde noget som helst tørt, men jeg havde heldigvis puttet mit tøj i en plastikpose. Desuden skiftede temperaturen mellem iskold og lunken L

På toiletterne var der toiletpapir udenfor og ingen bræt på. Der var ikke opvarmet nogen steder, og der blæste en hel orkan, da bygningen heller ikke var lukket. I morgen må vi undersøge om der er endnu en bygning, for det her er da ikke til at holde ud. Vi fik ikke set mere af pladsen, for da jeg havde været i bad, lavede jeg mad, mens Flemming var i bad. Da vi havde spist, stod den på hygge.

Her er vi netop ankommet.	Næste morgen. Bemærk leret på hjulet. Men vognen står godt og der var sol på hele dagen.

02.04.07 mandag

Vi sov til lidt over 8. Det eneste der hørtes var fuglene og kirkeklokkerne. Flemming hentede morgenbrød, og mens vi spiste, snakkede vi om, hvad vi skulle. Vi blev enige om bare at køre langs kysten og stoppe, når der viste sig noget spændende. Vi boede jo midt på invasionskysten, så mon ikke der viste sig noget.

Først kørte vi ned gennem byen St. Aubin-sur-Mer, hvor campingpladsen lå. Det er en hyggelig lille ferieby med promenade til vandet. Det skal vi have kigget nærmere på en af dagene.

I St. Aubin-sur-Mer var der rejst mindesten på strandpromenaden.	Et kig ud ad strandpromenaden.

Næste stop blev Juno Beach i byen Corseulles-sur-Mer. Det var her canadierne gik i land. På byens torv stod der en kampvogn. De stod overalt fandt vi ud af som dagen skred frem. Der var et museum, men vejret var så godt, at vi ikke havde lyst til noget indendørs. Desuden var det ikke langt fra, hvor vi boede, så det tager vi måske en anden dag. Vi gik langs stranden tilbage til, hvor vi parkerede.

Kampvogn i byen Corseulles-sur-Mer.	Jeg forsøger at læse noget om historien. Politikkens "Turen går til..." er en god bog at have med i tasken.
Juno Beach	Endnu en kampvogn.

Vi kørte videre ad kystvejen og kom til Gold Beach og byen Arromanches. Det var her englænderne gik i land. De byggede en kæmpe, kunstig havn - ”Mulberry”, for at kunne opretholde forsyningerne. Vi parkerede ovenfor byen og gik ned til centrum. Vi kunne se de store betonsænkekasser ude i vandet. Jeg vil ikke skrive lange tekster om historien, det er der andre, der har gjort bedre, blot fortælle at der blev landsat 2,5 millioner soldater, 500.000 køretøjer og 4 millioner tons materiel via den kunstige havn, de havde opbygget (Kilde: Politikkens "Turen går til Normandiet og Bretagne").  Sænkekasserne blev bygget til at skulle holde i 6 måneder, men flere af dem ligger stadig ude i vandet. Vi gik hele vejen ud ad promenaden, så langt vi kunne komme. Bølgerne slog op langs promenaden. Jeg håbede, at der ville blive ebbe, mens vi var der, så vi kunne se tidevandsforskellen.

Byen Arromanches ligger mellem klinterne - billedet er taget fra p-pladsen ovenfor byen.	Strandpromenaden strækker sig i hele byens længde.
Her står selvfølgelig også en kampvogn.	Flemming kigger på et stykke af én af de pontonbroer, der gik fra den kunstige havn og ind på land.

Bagest i billedet kan man ane nogle af de betonsænkekasser, der dannede barriere mod bølgerne.	Kig tilbage over byen fra den yderste mole.

Vi slentrede tilbage gennem gågaden og købte en sandwich, som vi spiste mens vi kiggede på byen. På torvet var der et museum – Musée du Débarquement. Det var blæst noget op, så vi søgte læ på museet. Der kunne man købe et Normandie Pass, der gav rabat på en lang række museer. Passet kostede 1 € pr. person, og rabatten var fra 0,50 cent til 2 € pr. person, så det var hurtigt tjent ind. Selve museet indeholdt udstilling af opbygningen af havnen, uniformer og materiel. Der blev vist film, om hvordan havnen blev bygget. Da vi kom ud, var der faktisk blevet ebbe, og de sænkekasser vi før kunne se ude i vandet, lå nu på stranden. Det var helt utroligt.

Fra gågaden i Arromanches.	Museé du Débarquement.
Model over den kunstige havn.	Model over havnen, der var konstrueret til at kunne hæve og sænke sig, så den fulgte tidevandet.

 Nedenfor kan man se nogle eksempler på tidevandet.

Ved parkeringspladsen lå en biograf, der viste film 360° rundt. Det fik vi også rabat på, så vi smuttede ind. Man stod i en helt rund sal, hvor der var 9 store lærreder hele vejen rundt. Filmen var uden tale, men med masser af lyd. Det vekslede mellem nutidige sekvenser fra området, hvor man fløj over kysten eller sejlede langs kysten i båd, og sekvenser fra krigens tid set fra flyvere og landgangsfartøjer. Der var filmstykker med sårede soldater og ruiner, beskydning og eksplosioner.

Tilbage i bilen blev vi enige om at finde et supermarked og handle ind til aften. Vi fandt et stort Hypermarche i udkanten af Bayeux, hvor vi købte, hvad vi manglede. Da vi var næsten tilbage ved campingpladsen kom vi forbi en canadisk kirkegård og stoppede for at kigge på den. Der var canadisk flag, ved hver eneste gravsten.

Ved indgangen til den canadiske kirkegård står der 2 tårne, som man kan gå op i og se ud over hele området.	Gravstenene var ens udhugget med det canadiske flag.

Tilbage på pladsen gjorde vi klar til at grille. Heldigvis stod vores campingvogn sådan, at der var læ til at spise ude. Vi grillede og nød et glas rødvin eller 2. Vi trak dog ind i vognen ved 20.30-tiden, da der blev noget køligt efter solen gik ned.

03.04.07 tirsdag

Det var blæst voldsomt op i løbet af natten. Jeg vågnede et par gange ved nogle gevaldige ryk i vognen. Næste morgen var skyet og blæsende. Jeg lå og samlede mod til at gå i bad. Flemming havde talt med en belgier i går aftes, og han sagde, at der var blevet klaget over manglende varmt vand, men det kunne åbenbart ikke være anderledes. Da vi havde taget et gysende bad og spist morgenmad, gik vi en tur rundt på pladsen. Foruden os var der 2 andre campingvogne og et par telte. Det var sørme godt vi havde reserveret plads! Der var dog rigtig mange i de mobilhomes, der var til udlejning.  

På dette tidspunkt var vores nærmeste naboer, de mobilhomes, der er på den anden side af hækken	Her er resten af campingpladsens beboere på det tidspunkt.

Vi trængte til at få diesel på bilen, og besluttede at køre ind til Caen. Nu var det jo herligt med en GPS, og vi bad om en Shell-tank. Dem var der 4 af i byen. Skønt! Den første vi kom til var lukket for længst – vi kunne ikke engang se, hvor den havde ligget. Næste ligesådan osv. osv. Jeg gad vide, hvornår de var blevet nedlagt. Nå, men nu var vi i Caen, og jeg havde læst om kirken Eglise St. Etienne, der var fra 1077. Vi parkerede og begav os op til kirken. Men indtil nu var der ikke noget, der var gået, som det skulle. Vi havde stadig ikke fået tanket diesel, og nu viste det sig, at kirken havde middagslukket – faktisk lukkede den 5 min. tidligere. Vi gik forbi Abbaye aux Hommes - klosteret for mænd, som lå sammen med kirken og nød kirken udefra. På den anden side ad gaden lå ruinerne af en anden kirke, men vi kunne ikke finde ud af noget om den. Vi vendte tilbage til bilen og fandt en tankstation. Her kunne kun betales med Essokort eller Maestro Card. Ikke kontanter eller Visa. Vi kørte endnu ikke på dampene, så vi begav os til Pegasus Bridge 10 km nordøst for Caen.

Eglise St. Etienne	Abbaye aux Hommes lå lige ved siden af kirken.
Kirkeruin. Der var ikke skiltet noget om kirken, og i vores bog og kort, var der kun vist et symbol for en kirke.

Pegasus Bridge blev erobret af britiske faldskærmstropper natten til den 6. juni 1944. På stedet er opført et museum om begivenhederne. På museet kan man se den gamle bro og kopi af de svæveflyvere, der landede med soldater. På den anden side af den nye Pegasus Bridge ligger Café Gondree. Det var det første hus, der blev befriet dér. Caféen drives af Madame Gondree, der er datter af husets beboere dengang. Caféen står som fra krigens tid, og man må ikke fotografere indendørs. Vi fik os en kop kaffe og lod fantasien få frit løb. Det var let at forestille sig, hvordan det var dengang.

Pegasus Bridge - den oprindelige, der står på museum.	På Pegasus Bridge.
Kopi af svæveflyver til troppetransport. Flyet er til engangsbrug. Det bliver trukket op af en rigtig flyver, og svæver så ned til hvor tropperne skal sættes ind.	Flyet er bygget af lette materialer. Der er kun bænke indeni. Piloten skal kun styre. Mange soldater overlevede ikke landingen.
Café Gondree, der ligger lige ved siden af Pegasus Bridge.	Caféen ejes og drives af Madame Gondree, der er datter af det par, der drev caféen under krigen.
Her ses caféen fra Pegasus Bridge.	Den nye Pegasus Bridge, der ligner den gl. rigtig meget.

Vi fortsatte ud til kysten til Sword Beach, men havde ikke lyst til flere museer i dag. Der var ikke så meget andet at se, så vi fortsatte langs kystvejen tilbage mod St.Aubin sur Mer, hvor vi boede. Der dukkede ikke nogen tankstation op, så vi blev enige om at køre de ca. 20 km til Bayeux og tanke der. I Bayeux var der også en Shell – troede vores GPS. Der var nemlig heller ingen tankstation. Nu var vi egentlig ligeglade med, hvilket mærke det var. Grunden til at vi kører efter Shell-stationer er, at Flemming får sat et beløb ind hver måned fra lønnen, så vi altid har til brændstof på ferierne. Vi fandt langt om længe et sted, hvor de ville tage Visa. Nu, hvor vi var i Bayeux, ville vi se katedralen. Der var også Bayeux-tapetet, men tiden var efterhånden så fremskreden, at vi kun kunne nå den ene ting, og kirken tog nok ikke så lang tid.

Katedralen i Bayeux var stor og imponerende.
	Indvendig var der store, flotte vægmalerier

Katedralen var stor og flot med mange detaljer. Indvendigt var den også imponerende, og vi var så heldige at organisten øvede sig, mens vi var der. Orgelmusikken lød vældig flot i den store kirke. Bagefter gik vi lidt rundt og så på byen. Der var mange hyggelige butikker og spisesteder. Vi havde ikke fået noget særligt til frokost, så vi gik ind på en restaurant og fik en 3-retters menu. Bagefter slentrede vi tilbage til bilen, godt fyldt op med god mad og drikke. Tilbage på pladsen blæste det stadigt voldsomt. Selvom vejret var klaret op i løbet af dagen var det koldt, og her først på aftenen kom skyerne tilbage. Det var en noget blandet dag, vi havde haft – gad vide, hvad vi finder på i morgen.

Gadebillede fra Bayeux	Mange små, hyggelige butikker.
Dejlig butik - udvalget giver sig selv.	Vi venter på vores aftensmad.

04.04.07 onsdag

Dagene begyndte at ligne hinanden. Overvindelsen fra dynen til morgenbadet og bagefter morgenmad. Således forfrisket (brrrrr – kl. var 11.00 før jeg havde varme i tæerne igen) gik vi op i receptionen for at høre, om det virkelig kunne passe, at der ikke kunne komme mere varme på vandet. Jo selvfølgelig, damen i receptionen ringede straks til alt-mulig-manden. Hun fortalte, at der var andre, der havde klaget over, vandet var for varmt!!!!, og at de derfor havde skruet ned for varmen. Det må have været nogle vinterbadere, hvis de klagede over for varmt vand. Nu er det spændende at se, hvordan vandet er i morgen. Vi tjekkede også lige vejrudsigten. Hvis det holder, vil blæsten løje af og der ville blive varmere. I dag lovede de 10-12 grader og stadig stormvejr.

På vej til Mont-Saint-Michel kom vi igennem hyggelige landsbyer.

Flemming udførte sine viceværtpligter med at tømme tanke og fylde vand på, mens jeg redte senge og vaskede op. Vi besluttede os for en tur til Mont-Saint-Michel – klippeøen med et kloster, der ligger omgivet af vand ved højvande. Der var iflg. GPS´en 117 km dertil, det meste på motorvej. Allerede på lang afstand kunne man se øen midt i al det flade marskland. Der var rigtig mange, der kørte dertil, og jeg gad nok vide, hvordan det ville se ud midt i højsæsonen om sommeren. Parkeringspladsen var fyldt langt ud. Man gik ad en dæmning det sidste stykke. Da vi kom, var der lavvande, og man kunne se havbunden. Der ville først blive højvande igen ved 19-20 tiden om aftenen, så det fik vi nok ikke at se. Det stormede voldsomt, så vi var glade for vores vindtætte jakker.

Vi kunne se øen på lang afstand.

Parkeringspladsen strakte sig langs dæmningen, og man skulle gå det sidste stykke.

I den lille landsby på øen, var der et mylder af mennesker.

Det var noget af et kulturchok at komme ind i den lille by. Det vrimlede med mennesker. Overalt var der masser af souvenirbutikker og spisesteder. Vi fulgte med strømmen op ad mod klosteret, der lå på toppen. Der var en del trapper, men flere steder kunne man stoppe og nyde udsigten.  Det var dejligt at solen skinnede, for det gør alting flottere at se. Vi endte i en kø til klosteret. Det kostede 8 € pr. person at komme ind. Hver gang vi rundede et hjørne, troede vi at vi kom til billetsalget, men køen var enorm. Langt om længe fik vi købt billetter og traskede op ad endnu flere trapper i klosteret. Det var et imponerende byggeri. Man kan bruge lang tid på at se det hele og nyde udsigten. Det første bedehus for ærkeenglen Mikael er fra år 709, og gennem de næste mange århundreder er der blevet bygget til. Noget af det seneste er en kirkefacade fra 1770´erne, og til sidst blev der i 1800-tallet anbragt en strålende St. Mikael på klosterkirkens spir.

Det blæste temmelig meget øverst på klosteret.	Turen fortsætter ned gennem klosterhaven.

Da vi meget senere på dagen havde set os mætte på det hele, købte vi et par sandwich til turistpriser. Vi fandt et hjørne i solen og betragtede mylderet af mennesker, der ingen ende ville tage. Jeg havde slet ikke fantasi til at forestille mig, hvordan det ville være en varm sommerdag. Jeg syntes næsten ikke der kunne proppes flere folk ind i de små gader.

Tysk kirkegård

På vejen derfra kørte vi mod en tysk kirkegård, vi havde set skilte til. Det var ikke et stort sted, men der var faktisk næsten 12.000 soldater ”begravet” der. Dvs. der var bygget en slags krypt, hvor man i 2 etager kunne se navneplader på alle de faldne soldater – bag hver plade var soldatens knogler opbevaret. Vi valgte en anden vej tilbage til campingpladsen, for også at se noget andet end motorvejen.

 Fortsættes i del 2