GARDASØEN FORÅR 2018 DEL 2
 

 
Vi står op til rimeligt godt vejr. For nogle år siden, havde jeg set en privat hjemmeside med et sjovt/sært udflugtsmål. Jeg bruger lidt tid på at lede efter stedet. Underligt nok kan jeg huske, at det ligger på vestsiden af søen ved Salò. Vi må finde stedet og kigge lidt på Salò også, da vi aldrig har været i byen - kun passeret forbi på vej rundt om søen.

Som sædvanligt forfalder vi lidt til hygge i solen efter morgenmaden, og vi nærmer os frokost, før vi kommer af sted. Det er ikke meningen, at vi skal gøre holdt, før vi er fremme, og så kan vi købe os noget frokost. Men vi burde have været forudseende og taget madpakke med. Der er meget køkørsel nedenom søen. Ved 14-tiden er vi endelig fremme, vi parkerer og håber at finde et sted, hvor vi kan købe en sandwich eller et stykke pizza. Der er en lille bydel udenfor indgangen, men det er restauranter, og vi orker ikke sidde og vente på betjening og vente på drikkevarer og vente på mad. Så vi går straks til billetkontoret i stedet.

Og hvad er det så, vi skal se? Det er Il Vittoriale degli Italiani - et mindesmærke over den italienske digter Gabriele D´Annunzio (1863-1938) i form af hans hus og tilhørende park. Lyder det kedeligt? Det er det IKKE! Her boede han de sidste 17 år af sit liv, og skabte sit helt eget sære univers - lige fra alle hans samlinger af alverdens sager, krigsskibet Puglia i parken, mausolæet over D´Annunzio, amfiteatret og meget mere.

Billetkontoret ligger lidt afsides. Vi står først foran, hvad vi tror er en pompøs indgang, men det er faktisk udgangen fra området. Lidt tilbagetrukket til højre for udgangen er der et vindue, hvor billetsalget er. Damen i billetsalget taler i telefon, og på intet tidspunkt, mens vi forsøger at købe billetter, slipper hun telefonen eller stopper talestrømmen på italiensk. Det varer lige et øjeblik, før det går op for mig, at hun taler til os på engelsk, efter vi forsigtigt havde spurgt på "tickets for the museum" uden at få svar. Hun vil vide om vi skal have hele pakken med guidet rundvisning og parken eller kun parken. Vi vælger hele pakken og spørger, hvor det starter. Hun giver os et kort over parken og tegner en sjusket streg, hvor vi skal gå for at komme til huset - hun er for længst slået over i italiensk og pludrer løs med personen i den anden ende af telefonen. Vi har betalt og er ikke længere interessante. Og nu kommer jeg nok til at spamme jer med billeder fra Il Vittoriale :-)
 

Her er turen fra campingpladsen til Il Vittoriale og videre til Porto Torchio. I kan nok selv finde hjem :-)
 

Her bag den gule bygning ligger alle restauranterne.

 

Overfor er det, vi tror er indgangen, men som er udgangen.
 

Udgangen.

   

Vi kommer gennem et stykke af parken først. Der er mange sære figurer.

Denne her kan ikke være fra D´Annunzios tid. Der var støbt underlige ting ind i figuren som f.eks. dykkerbriller og fjernbetjening til tv.
 

Stedet ligger med udsigt over søen. De mange forskellige bygninger og mure, sammen med de sære figurer, giver måske efterhånden et fingerpeg om, at det ikke er et helt almindeligt sted vi skal besøge.
 

Endnu et eksempel på figurer.
 

Nogle steder minder de sære bygninger lidt om de sydlandske kirkegårde.
 

Her troner en stærkt blå hest over et amfiteater.
 

Gabriele D´Annunzio med eksempler på nogle af de figurer, der er opstillet rundt om.
 
Vi går lidt rundt og ser på første del af parken, og vi er ikke helt sikre på, at vi er på rette vej til den guidede tur. Vi fik desuden at vide i billetsalget, at det ville vare ca. ½ time, før vores gruppe skulle ind. Gruppe? Hvor finder vi den gruppe? Vi kommer pludseligt til et hus eller rettere nogle huse bygget sammen omkring en gård. Det er vist derinde i gården, at turen starter. Vi kan se, der ca. er 10 minutter til vi skal ind.

De andre, der venter går ind ad en dør, hvor der står "Guardaroba" - det lyder da næsten dansk - garderobe. Vi går også derind. Det viser sig, at det ER en garderobe, men det er ikke nok at smide jakken. ALT skal låses ind. Ingen tasker og rygsække, ingen mobiltelefoner, ingen fotografiapparater, ingen klapvogne eller noget som helst. Man må ikke fotografere i D´Annunzios hus. Jeg får dog lov til at medbringe mit kamera, da man godt må fotografere på museet, som vi kommer til, til sidst.

Vi er en gruppe på ca. 10 personer + guiden. Så vidt jeg husker må grupperne ikke være større. Guiden starter med at præsentere sig og sige, at hvis han ser man tager billeder, bliver man omgående vist ud. Der bliver overhovedet ikke accepteret nogen som helst form for foto eller film. Grupperne starter rimeligt hurtigt efter hinanden, og der er ikke meget tid til at dvæle ved de forskellige rum.

Guiden starter med at tage os ind i forhallen i huset. Der er en dør til højre og en til venstre. Begge er til modtagelsesværelser, men det er forskelligt, hvem der kommer ind i dem. Det ene er til de gæster D´Annunzio ikke bryder sig om, og det andet til dem, han godt kunne lide. Vi bliver ledt gennem opholdsstuer, spisestue, soveværelse, badeværelser, gæsteværelser, kontor m.m. Fælles for alle rum er, at de er fuldstændig fyldt med møbler og nips. Jeg forstår nu, hvorfor man ikke må have tasker og andet med ind. Man skal vende sig med forsigtighed, og selv om der er reb for, kan man hurtigt komme til at rage noget ned med en rygsæk eller taske, når man vender sig. Jeg klamrer mig til mit fotoapparat, der hænger i en rem over skulderen. Jeg bemærker også, at guiden holder skarpt øje med, om jeg nu kan finde på at snige mig til et billede. Det gør jeg ikke - jeg vil ikke risikere at gå glip af alle disse mærkværdigheder ved at blive hældt ud pga. et billede.

Alle rum er rigt dekoreret - nogle i art nouveau-stil og andre i stærke farver. Det "nips" jeg omtalte, er alverdens mærkelige ting og figurer. Der er så mange absurde og sære ting, at man skal se det med egne øjne. Guiden fortæller at D´Annunzio udtalte, at man aldrig kan få for mange ting, og han HAVDE mange ting. Guiden fortæller om gæster, elskerinder og meget mere. Jeg har svært ved at holde koncentrationen, for der er så meget at kigge på. I kan læse lidt mere om Gabriele D´Annunzio her http://www.italy.dk/turisme/lombardia/dannunzio.htm - det er på dansk. Ligeledes er der en artikel fra Kristeligt Dagblad om ham her https://www.kristeligt-dagblad.dk/rejser/nationalskjaldens-storslåede-monument og ellers kan I google ham og stedet og se billeder derfra.
 

Vi er på vej ind i gården. Det er der andre forsvinder hen, så det må være der, rundvisningen starter.
 

Jo, det er her. Guardaroba er henne til venstre ved infoskærmen.
 

Det må være nogle af dem, vi skal på rundvisning med. Huset er fyldt med plaketter, som jeg ikke ved, hvad betyder.

 

Mens vi venter, kigger vi lidt på haven nedenfor huset.

 

Vi går op i gården igen. Det er snart vores tur.
 

Folk begynder at samle sig, mens vi venter på guiden.
 

Så er der lige et spring i billederne. Herfra ved museet må vi gerne fotografere.
 

Det er ikke her, D´Annunzio havde soveværelse, men jeg ved ikke, hvad udstillingen skal fortælle.
 

Vi går og kigger på museet, der er i en af fløjene i huset. Han samlede på ALT og i én pærevælling.
 
Efter turen i huset fortsætter vi rundt i parken. Øverst ligger et rundt mausolæum i en pyramideform. Af en eller anden grund, har jeg ikke lige fået fotograferet det. Fra toppen af mausolæet kan vi se ned over parken. Der ligger et krigsskib på skråningen lidt længere nede. Det er dog ikke et helt krigsskib, men stævnen og resten af det vi kan se, er bygget op i beton, men med dæk øverst. Det virker så absurd, at stå der og kigge ud over søen i stævnen af et skib, men ikke med forbindelse til vandet.

Der er utallige "installationer" rundt om i parken og udstilling af sære ting. Vi når ikke helt ned i bunden af parken, for sulten er begyndt at melde sig, så vi går igen op i parken ved huset og ser på det sidste der, og så vi forlader Il Vittoriale og deler et stykke chokolade og en lille pose chips. Så må vi klare os indtil aftensmaden. Og så beklager jeg alle billederne, men det er nærmest umuligt blot at vælge nogle få ud.
 

Vi fortsætter ud i parken for at se noget mere.
 

Springvandet ser nærmest helt almindelig kedeligt ud :-)
 

Her står vi på mausolæet og kan kigge ned på krigsskibet.
 

Det må vi ned og kigge nærmere på. Vanvittigt? Tja, efter hvad vi har set i huset, er vi ikke så lette at overraske.
 

Jeg tror ikke, jeg nogensinde er blevet fotograferet med sådan en baggrund før.

 

Vi er nået ned på skibet. Det virker ret sært med træer rundt om.
 

Helt ude i stævnen flokkes folk for at kigge ud og tage selfies og fotografere hinanden.
 

Inde bag et forhæng i skibet er der en noget vissen herre med hund.

 

Vi fortsætter nedad i parken, men kun for at passere vandløbet og gå op til huset igen.
 

I bunden af parken, hvor vi ikke nåede til, er der et anlæg med vand.
 

Parken er flot og frodig heroppe, og overalt er der figurer og andet at kigge på.
 

Her er meget smukt og fredfyldt i denne del.
 

Der er mange detaljer at se overalt.
 

"Udestuen" på første sal ligger foran soveværelset.

 

Stadig en skøn udsigt over søen fra haven.
 

Her tænker jeg på kristusstatuen i Rio de Janeiro, der står på toppen over byen.
 

Her er smukt, og det hele er absolut et besøg værd.
 

Vi nærmer os udgangen.

   
Endnu en af de mange figurer i parken. Slut for besøget. Vi skal videre.
 
Fra parkeringspladsen drejer vi op ad bjerget i stedet for ned mod byen igen. Vi ender ved en kirke, hvor der er en formidabel udsigt over den sydlige ende af søen. Vi kører ned igen, for vi vil gerne se lidt på Saló, men det er fuldstændigt umuligt at finde en parkeringsplads. Til sidst opgiver vi, og vi kører til den lillebitte havn Porto Torchio på anbefaling af Erik D. Det er ved at være spisetid, og uden ordentlig frokost, vender vi tilbage til campingpladsen. Vi kunne have spist i Porto Torchio, men vi vælger pladsens restaurant, for så kan vi få en flaske vin til maden.
 

Vi er på vej op i bjergene bag, og udsigten er flot.
 

På en bænk ved en lille kirke er der en dejlig udsigt.
 

Vi ender i Porto Torchio. Selvom skyerne næsten dækker bjergene, er der dejligt.
 

Det er en hyggelig lille havn, men der sker ikke så meget. Her kan man nøjes med at sidde og drikke en øl eller et glas vin og betragte livet omkring en.
 

Sådan en sen forårseftermiddag sker der ikke alverden.
 
Da vi dagen før var på en lang tur hele dagen, vil vi ikke foretage os så meget denne dag. Vi har tænkt os at tage til vinsmagning, da vejret også er lidt gråt og køligt. Jeg er blevet anbefalet en vingård lidt udenfor byen Cola - Fratelli Vincenzi - de laver en Amarene (ikke Amarone), der skulle være god. Jeg ved godt at smag er individuel, men jeg er ikke så stor en kender, at jeg tror jeg kan smage forskel på de forskellige vine fra området. Jeg ved, om jeg kan lide en vin eller ej, og jeg har heller ikke foretrukne vine, men kan ofte godt lide Rhonevine fra Frankrig.

Efter lidt kørsel rundt om Cola finder vi stedet. Der holder en masse biler parkeret. Det viser sig, at her er vinsmagning nærmest en fest. Der blive delt rundhåndet ud af smagsprøver, og på et bord står brød og pølser man kan spise til vinen. Der er en uformel stemning og rigtig mange tørstige tyskere, der rødmossede og grinende skyller det ene glas efter det andet ned, køber stort ind og kravler ind i deres Mercedes og triller af sted. Jeg kender ikke helt reglerne for spirituskørsel i Italien, men jeg tænker at politiet kan fylde bødekassen i stor stil på det nærmeste hjørne. Man kan få den tanke, at her handler det mere om kvantitet end kvalitet, men den Amarene vi prøver falder i vores smag, og vi køber nogle kasser med hjem - ikke at det er et kvalitetsstempel :-) Jeg har fundet vinen på nettet, og den får faktisk ganske pæn omtale.

 Vingården sælger også olivenolie, og der ryger nogle flasker koldpresset jomfruolie med i handlen. Da jeg betaler, får jeg 2 flasker Amarene med i købet gratis.

 

Parkering er overalt, hvor der er en ledig plads.

 

Folk står rundt om i grupper og snakker og smager.
 

Flemming kigger på de forskellige vine. Amarenen er i de lilla kasser. (Beklager billedkvaliteten på fotos derfra, alle er taget med min mobil)
 
Solen og det lune vejr er vendt tilbage. Det er påskedag, og vi vil ud og se noget i det smukke vejr. Vi trænger egentlig også til at få handlet lidt, men jeg er usikker på, om der er noget åbent sådan en helligdag. Vi bliver enige om, at vi gerne vil en tur op langs søen til Malcesine, og hvis ikke der er for meget kø, også en tur op på Monte Baldo. Vi stopper lige ved receptionen for at spørge, om der er åbent i nogle supermarkeder, når det er helligdag. Det er der, forsikrer den unge mand mig om. Næsten alt i området, hvor turisterne er, er åbent, men ikke i byerne længere inde som f.eks. Verona.

Vi kører mod nord, og ved Lazise er der næsten trafikkaos. Det er én lang kø af biler, der snegler sig af sted. Selvfølgelig holder italienerne også fri, og de har åbenbart alle valgt at tage til søen. Efter næsten 1½ time er vi kun nået fra pladsen til byen Garda. Vores nervesystem klarer ikke mere køkørsel, vi vil UD i det gode vejr. Ikke sidde og glo på det fra en bil. Så vi ændrer planer fra Malcesine til Verona. I Garda kører vi fra kystvejen, og vi lægger Verona ind i GPS. Der er ingen trafik mod Verona, og alt er jo også lukket pga. påsken. Men til gengæld er vi ikke de eneste med den ide heller, så selvom der ingen trafik er, er byen alligevel fyldt med turister.

Vi finder en parkeringsplads og orienterer os ved hjælp af Google Maps på telefonen, og det er let at finde centrum og arenaen. Pladsen foran arenaen er en myretue. Der er placeret betonafspærringer for at afholde lastbiler fra at udøve terror, og der er både bevæbnet politi og soldater til stede. Det virker lidt skræmmende, at det er nødvendigt, og man kan let forledes til at tro, der slet ikke kan ske noget sådan en smuk forårsdag i påsken. Vi går rundt på må og få. Arenaen har vi opgivet at komme ind og se. Køen strækker sig metervis bagud over pladsen.

Vi går over en gammel bro og tilbage igen. Der er ikke så meget på den anden side. I stedet finder vi en gågade, og vi køber et stykke pizza, som vi går og gumler på. Nogle butikker har åbent, men det er umuligt at bryde strømmen af mennesker for at kigge på dem. Vi går skulder ved skulder ned gennem gade. Gaden munder ud i et torv med lidt marked på midten. Der er andre end os, der har fundet frem til det torv, og jeg er ved at blive skør af alle de mennesker. Der er flotte bygninger, og vi køber et krus frugt begge to, for jeg trænger til at blive forfrisket.

Efter at have slentret lidt rundt på torvet og kigget på varerne, følger vi strømmen igen. Der er "prop" i gågaden, og jeg spekulerer på, hvad i alverden folk står og glor på her - indtil det går op for mig, at alle står i kø for at komme ind i en gård, hvor Julies balkon er (altså hende fra Romeo og Julie). Jamen for pokker - det er en fiktiv person - hun har aldrig stået på den balkon, og jeg begriber ikke hysteriet. Vi maser os igennem mængden, og endelig tynder det ud i trængslen. Vi går tilbage mod bilen sidst på dagen, kører til Peschiera og handler lidt i det store Familia-supermarked.
 

Smukt vejr, på vej mod nord og ingen trafik - endnu.....
 

Vi nærmer os Garda by, og sådan har vi kørt i kø siden Lazise. I Garda ændrer vi planer fra Malcesine til Verona.
 

Så er vi i Verona. Her er også pænt trafikeret, men vi skal bare lige finde en p-plads.
 

Vi er ankommet til centrum ved arenaen.
 

Hele vejen langs pladsen foran arenaen er der stille betonklodser op, formodentlig  for at forhindre tung trafik med terror for øje i at brage ind i menneskemængderne.
 

Der er lidt mere luft på den store plads foran arenaen.
 

Vi går ned gennem gaderne for at se lidt af byen.
 

Det her ser spændende ud. Hvad mon det er? Det er Museo de Castelvecchio - et gammelt middelalderslot med kunstmuseum.
 

Ved slottet er der en gammel bro i røde sten, hvorfra der er en flot udsigt over Adigefloden.
 

Ponte de Castelvecchio - broen over Adige.
 

Flemming står i kø til pizza derinde.
 

Vi er tilbage på pladsen ved arenaen. Der er smukke bygninger og masser af mennesker, der nyder det skønne vejr.
 

Man kan godt komme ind og se arenaen.
 

Men vi har ikke tålmodighed til at stille os bag i rækken.
   
Turen gennem gågaden foregår skulder ved skulder. Der bliver lidt mere luft omkring os ved et torvet Piazza Delle  Erbe.
 

Selv om bygningen er slidt, har den sin egen gamle charme.
 

Vi slentrer rundt på torvet og ser på boder og de gamle bygninger.
 

Flotte motiver er malet på bygningen. De er efterhånden helt falmede i solens stærke lys.
 

Det må være Markusløven fra Venedig øverst på søjlen.
   
Tårne rundt om Piazza Delle Erbe. Og Madonna-springvand midt på torvet.
 

De steder, hvor der er udendørs servering i solen, er der helt fyldt op.
   
Vi "nøjes" med hver sin frugt-cocktail - dejlig frisk og læskende. Der er smukke gårde, og jeg har slet ikke gjort noget forarbejde, for det blev jo lidt impulsivt med turen til Verona. Vi bliver nok nødt til at komme tilbage en gang, for at se mere.
 

En anden afstikker bringer os til denne smukke plads med parkering lige ved et flot palæ. Vi går tilbage mod gågaderne.
   
Pludselig står alt stille. Det er næsten ikke til at kæmpe sig forbi denne sammenstimlen. Hvad i alverden sker der. Det er ind til gården med Julies balkon. Jeg har bare løftet kameraet og fotograferet over hovederne på folk. Der skal jeg ikke ind.

 

Vi er tilbage ved arenaen.
 

På Piazza Bra, som pladsen foran arenaen hedder, ligger rådhuset også.
 

Vi er mætte af indtryk og mennesker og kaster et sidste blik på arenaen og går tilbage mod bilen.
 

Så skal vi lige gennem porten og videre hen mod bilen. Det har været en dejlig dag, trods ændringer.
 
Efter gårsdagens tur til Verona, gider vi ikke en hel masse. Vejret er fantastisk, så det bliver afslapning i solen med en bog og en lille gåtur langs søen. Der er masser af folk ude og nyde det skønne vejr, og det føles helt sommeragtigt. Iflg. vejrudsigten er det også med at nyde det i dag, for vejret skal blive dårligere igen. Så må vi finde på en udflugt i morgen. Jeg har været ved at undersøge, hvor vi kan komme til marked, og det kan vi i Desenzano i morgen, så det kan let blive næste dags udflugt. Vi har heller aldrig været i Desenzano, så det er jo oplagt.
 

Formiddagshygge i solen.
 

Vi går ned til stranden og promenaden langs søen.
 

Der er andre end os, der har fået den idé at gå langs søen.
 

Så smuk en dag - lidt længere henne sidder en hel familie og griller. I kan lige ane røgen ca. midt i billedet.
 

Man kan ikke andet end komme i forårsstemning. Det er så skønt.
 

Gardasøen er et fantastisk smukt område.
 
I dag går turen så til Desenzano, og vejrudsigten passer. Det småregner, og der er lidt køligt. Ferien er også ved at være slut, så vi vil have noget ud af dagen. Vi finder et sted at parkere med lidt besvær. Det er markedsdag, og det tiltrækker folk - også selvom vejret ikke er helt godt. Vi møder flere med de små kulørte, tynde plastposer vi kender fra markeder. Vi skal ikke have noget bestemt - bare ose lidt. Efter 10 minutter har Flemming set nok. Han sætter sig ned til havnen og kigger på den sejlende trafik, mens jeg futter frem og tilbage. Det ender med et par tørklæder, men ellers ikke noget.

Vi sætter os ved den lille havn og får en kop kaffe, mens vi snakker om, hvad vi så skal finde på. På Facebook har en campist vist nogle billeder fra en lille by syd for søen, der hedder Borghetto. Den ser interessant ud, og der er ikke så langt. Det passer vist med en tur dertil, så kan vi også nå at komme tilbage og handle til lidt aftensmad og turen hjemover næste dag.

Borghetto er en fin lille oplevelse. Den ligger ved floden Mincio, og byen er set på ½-1 time - med mindre man sætter sig og får noget at drikke eller spise. Der er rester af middelalderbygninger, små restauranter og et par butikker samt vandmøller. Der er smukt restaureret og meget hyggeligt med vandets brusen. Vi køber en is, inden vi vender tilbage til bilen.
 

Først fra Camping Lido til Desenzano, derefter til Borghetto og så tilbage til campingpladsen.
 

Så går vi rundt i Desenzano. Det er lidt køligt og det småregner.
 

Vi kommer til en lille havn, og der er hyggeligt.
 

Vi kan se markedet, der strækker sig langs kysten ved søen.
 

Fra broen over indsejlingen til den lille havn, har vi et fint udsyn over havnen.
 

Flemming sætter sig på en bænk og venter, mens jeg kigger lidt på alle sagerne.
 

Som altid kigger jeg på det kulørte porcelæn. Jeg har købt lidt skåle og andet gennem tiden, men det lidt pudsige er, at de forskellige ting, stort set er ens men købt i Spanien, Frankrig og Italien. Det er nok ikke så lokalt, som man går og tror.

 

Der er tøj, tasker, tørklæder og smykker. Og mange andre ting.
 

Træerne blomstrer - det er altid skønt at opleve foråret.
 

Hernede ved den store havn finder jeg Flemming.
   

Vi går gennem byen. Forårets blomster giver farver og liv. Flot magnoliatræ.
   

Vi ender igen ved den lille havn. Solen er kommet frem, og vi sætter os med en kop kaffe. Her kan man da købe en ordentlig størrelse boblevand.
 

Vi vender tilbage mod bilen for at køre til Borghetto.
 

En halv times tid senere ankommer vi til Borghetto. Der er en fin gammel bro, Ponte Visconteo, og det kunne være interessant at se, hvordan den så ud da den blev bygget.
 

Vi kører op på broen, og selv om det mest er en ruin, er den ret imponerende.
 

Vi holder faktisk på broen her. Der er udsyn til en borg, men den får vi ikke set i denne omgang.
 

Fra broen kan jeg kigge ned på byen.

 

Der er hyggeligt selv om det er tidligt forår, og der ikke er så meget grønt og frodigt omkring byen endnu.
   

Vi går gennem en port. Der er ikke så meget by, men vi kan se, der er en del turister, der har fundet vej alligevel. Et sted er der kig til en af vandmøllerne. Jeg ved ikke, om der bare er påskepyntet - ellers ved jeg ikke, hvad al det tyl skal gøre godt for.
 

Ved en anden mølle er der kig mellem husene til broen. På rækværket ved møllen er der fastgjort en masse kærlighedslåse. Det har bredt sig til mange steder i Europa, hvor vi har været.
 

Endnu et kig.

 

Vi passerer en bro over floden. Der kan vi kigge ned på restauranter, der ligger midt i floden. Det må være skønt at sidde der og lytte til vandet omkring.
 

Vi fortsætter over broen i byen. Der er plantet aurikler hele vejen langs rækværket, som lyser op på en grå dag.
 

Vi er nået over på den anden side, hvor vi går lidt rundt.
 

Den gamle bro dominerer udsigten til den ene side.
 

Her i byen er der fredeligt, og vi møder kun lidt turister som os, der slentrer rundt og kigger.
 

En restaurant ved floden.
 
Så går turen igen hjem mod Danmark. Det har været en skøn ferie. Vi har pakket dagen før, så nu skal vi bare hægte på og trille nordpå. Dagen starter med regn og gråt, men efterhånden klarer det mere op, og ind imellem får vi pletter med flot vejr. Turen er stort set begivenhedsløs, men det går godt trafikmæssigt, og vi holder ind for natten på Schloss Issigau, som vi også brugte på turen ned. Helt efter planen. Næste dag er der heller ikke en masse at skrive om. Af en eller anden grund virker udturen altid mere interessant end turen hjem. Vi kører over Celle ad landevejen og på motorvejen igen ved Soltau. Der bliver handlet lidt ved grænsen - vores unge mennesker har lavet bestillinger over nettet, så vi skal bare hente det i vareudlevering. Det er let.

Gardasøen i foråret er at anbefale. Temperaturen er ofte lidt højere end i DK - den kan endda snige sig op på over 20 gr. og byerne er jo smukke uanset årstid. Der er ikke så overrendt, selvom påsken dog tiltrækker en del. Til gengæld er påsken ikke så lang som i Danmark. Kan man strække dagene med ekstra fri før og efter påske, får man et dejligt afbræk og en hel ferie ud af det. Tak til alle jer, der gad læse med.
 

Vi er tidligt oppe og skal hjem. Alle dem overfor os er rejst. Det småregner og søen anes kun i disen.
 

Skyerne hænger lavt over os. Lige nu er det tørvejr.
 

Solen er næsten ved at trænge gennem skyerne. Der er lysegrønt på buske og træer, og om foråret, hvor man trænger til grønt for øjnene, skal der ikke meget til, før man bliver helt opstemt over at se lidt grønt.
 

Så er solen kommet frem. Tørre veje og sol er er skønt.

 

Vi nyder turen mellem bjergene. Sneen ligger stadig i højden.
 

Det er tid til en pause. Her er fredeligt og masser af sol.
 

Ruden er våd, så vi er kørt gennem en byge, men solen er ved at være fremme igen.
 

Et typisk tysk billede. Stau (kø) og for at løse lidt op for trafikken må man køre i nødsporet.
 

Det ligner en ordentlig gang uvejr, men vi får kun et par store dråber på ruden og så er det ovre igen.
 

Efter en rolig nat på Schloss Camping Issigau ved det velkendte fuglehus. Jeg er sikker på, at rigtig mange campister har et billede derfra med deres vogntog ved fuglehuset.
 

Mange tyske landeveje har smukke strækninger gennem skov eller med lange alléer med træer.

 

Vi er ved Hamburg og endnu en dejlig ferie nærmer sig sin slutning.