ALSACE 2012
 
 
Så skulle vi igen til at beslutte, hvor efterårsferien skulle gå hen. Sidste år havde vi talt om Spreewald, men Alsace vandt. Så i år var det nærliggende, at det skulle være Spreewald. Men, men - Alsace er så smukt og skønt i efteråret, så vi endte med at det igen skulle være Alsace.

TORSDAG

Med fare for, at denne fortælling kommer til at minde en del om sidste års, får I den alligevel. Jeg havde fundet frem til en campingplads ved Kaysersberg, for at der skulle være noget nyt i det. Den dag, vi skulle køre, ville jeg lige forhøre mig om, hvornår de lukkede i receptionen. Det viste sig, at receptionen ganske vist havde åbent til 19.00, men pladsen lukkede for sæsonen om søndagen. Jeg havde regnet med, at vi skulle være der en uge. Jeg fandt frem til en anden plads ved Riquewihr. Vi besluttede os for den i første omgang. Vi drog af sted om torsdagen efter aftensmaden, for vi havde taget fri om fredagen også. Vi stoppede for natten på autohofen Soltau Süd en lille smule sent og gik i seng ved 2-tiden.
   
De fleste lastbiler var kørt, da vi stod op. Et lidt alternativt vogntog. Traktoren larmede afsindigt meget.
 
FREDAG

Vækning kl. 7.30. Efter en rimelig nats søvn fortsatte vi kl.8.30. Umiddelbart var Flemming mest stemt for, at vi igen skulle bo på Camping Pierre de Coubertin i Ribeauvillé. Han syntes, det var rart man kunne gå op i byen og handle og spise. Der var også et stort supermarked tæt ved, og man skulle ikke starte bilen for at handle. I løbet af dagen steg temperaturen til 21 gr.  Det var skønt sommerligt. Tiden gik hurtigt. vi var lidt senere på den end sidste år. Vi kunne se, at det ville knibe med at nå Riquewihr inden kl. 19.00, hvor receptionen lukkede. Det afgjorde sagen. Vi ville køre til Ribeauvillé igen :-)

Vi var ved Camping Pierre de Coubertin ved 18.30-tiden. Pladsen var som sædvanligt fyldt godt op. Det var lidt svært at vælge plads, da der er mange store træer på pladsen. Jeg var ikke sikker på, at den vi valgte ville få ret meget sol i løbet af dagen. På den plads, vi valgte, var der en hængepil, og det var faktisk samme parcel, som vi boede på i 2007, da vi var med vores venner Per og Karen Marie. Dengang var pilen ikke ret stor.
   
Så er vi på plads. Flemming er ved at tage tagbøjlerne af. Om aftenen - nu var det tid til lidt afslapning i forteltet.
   
Hvis man sammenligner med billedet lige under, kan man se, hvor meget piletræet er vokset. Her kan man også se, at noget er vokset og et stort træ bag vognen er væk.
   
´Hængepilen skyggede ikke så meget dengang i 2007. Skyggerne fra træerne overfor var heller ikke så lange i 2007.
 
LØRDAG
 
Efter morgenmaden cyklede vi op til centrum. Første stop var Turistbureauet. Vi blev stoppet af et par som genkendte os fra hjemmesiden. Vi fik en hyggelig sludder, og så gik vi ind og fik nogle brochurer med forslag til ture. Bagefter gik vi op til middelalderbageren for at købe brød med nødder og rosiner. Der var også marked i byen, men jeg havde ikke mit fotoapparat med, fordi jeg tænkte, at jeg havde så mange billeder fra Ribeauvillé, at det ikke var nødvendigt. Flemming endte ved en ostehandler, og han smagte adskillige oste. Han købte 3 forskellige. Jeg siger ikke, hvad han gav for dem, men det var en pæn del over, hvad vi normalt køber ost for :-)

Så tog vi til Colmar for at handle i det store Cora-supermarked. Vi lod os i den grad friste i delikatesseafdelingen og ved bageren (selvom vi lige havde købt brød i Ribeauvillé), og vi drog hjem med friske baguettes, forskellige patéer og rilette de canard. Så fulgte en sen, men yderst lækker frokost.

Jeg ville prøve internettet. Det var gratis, men det lykkedes ikke at skabe forbindelse. Jeg tog min pc under armen og gik op til et lille grønt område ved receptionen, hvor det skulle være let at komme på, men det lykkedes stadig ikke. Så gik jeg ned på pladsen for at finde parret, vi havde talt med ved turistkontoret, for de havde været på internettet. De kunne stadig komme på, men selvom vi forsøgte igen med min, duede det ikke. Da jeg gik med uforrettet sag, mødte jeg lige en anden bekendt, Leif, der også boede på pladsen. Jeg vidste godt, de skulle dertil, men jeg havde jo ikke regnet med, at vi skulle bo der. Så fik jeg lige en sludder med Leif, og da jeg kom tilbage sad Flemming og småsov i forteltet. Til aften spiste vi tomatsalat, taboulé og grillet kylling.
 
SØNDAG
 
Egentlig ville vi se Schönenbourg - en del af Maginotlinien . som var lukket sidste år, da vi var der, men vejret var dejligt, og vi syntes ikke vi ville være under jorden i mere end 2 timer i et bunkeranlæg. Vi ændrede planer. Vi kørte et stykke ad vinruten. Vi kom gennem små landsbyer, og første stop var Dambach de Ville. Parret fra i går havde fortalt om et ossuarie - benhus - ved en kirke.

Først gik vi rundt i byen. Den var lidt forsømt. Vi gik tilbage til bilen, kørte lidt op ad bjerget til Chapelle St. Sebastian. Der fandt vi benhuset. Bag et par gitre lå en masse knogler og kranier i en stor bunke. Bizart, men ikke så sært som i sommer, hvor vi var i Hallstatt i Østrig på vej hjem. Der lå de pænt stablet, og på kranierne var der malet blomster og mønstre og navn, fødsels- og dødsdato på. Ved St. Sebastian lå det hele hulter til bulter.

   
På vej mod Dambach de Ville kom vi igennem små hyggelige byer. Alle blomsterkasserne med et væld af blomster og bindingsværkshuse er kendetegnende for Alsace.
 

Det eneste sted i byen, der var lidt liv, var ved torvet ved kirken. Huset til højre må stå tomt, ellers ville blomsterkasserne være fyldt. Men som altid i de små byer i Alsace. er der en fontæne med masser af blomster.
   
Hotel de Ville - byens rådhus Kirken
   
Byen virkede lidt slidt og ikke så velholdt som andre byer, vi har set i Alsace. Her er en byport - så vidt jeg husker var der faktisk 2 eller 3 byporte.
   
Hvad I er, har vi været - Hvad vi er, vil I blive. Og her lå de så, dem der var som os engang, og vi kunne se, hvad vi ville blive til.
   
Udsigt fra tæt ved kirken over Dambach de Ville Chapelle St. Sebastian, hvor benhuset var.
 

Udsigten fejlede bestemt ikke noget.
 
Vi fortsatte til Mont St. Odile, et højtbeliggende kloster med udsigt over Rhindalen. Det var en smuk tur derop ad snoede skovveje. Da vi nåede op, troede vi ikke vore øjne. Der var biler og busser parkeret overalt. Måske fordi det var søndag. Det var et kæmpe tilløbsstykke. Først spiste vi frokost på et tæppe ved bilen på parkeringspladsen. Vi havde paté og baguetter med og resten af tabouleten fra i går. Så fulgte vi strømmen af mennesker til klosteret. Man kunne ikke komme ind på klosteret, men se klostergården og kirken, et par kapeller med flotte mosaikker og ikke mindst udsigten.
   
En af byerne, vi kom igennem på vej til Mont St. Odile. Bemærk vinrankerne i ledningerne over vejen. I de fleste af de små byer i Alsace er der altid en eller flere fontæner, som er fyldt med blomster.
   
Uendelige rækker af vinstokke. Selvom der mest er hvidvine i Alsace, laves der også vin på blå druer - en Pinot Noir.
 

Der er plantet blomster, hvor der lige er plads til det. Det må et stort arbejde at vande alt, hver dag.
   
Den meget fyldte parkeringsplads ved Mont St. Odile Vi bredte skovturstæppet ud og nød lidt frokost, inden vi gik ind i klosterområdet.
 
Jeg havde lidt svært ved at forstå, at så mange mennesker strømmede til, indtil det gik op for mig, at mange var ældre og handicappede. Jeg tror, det var et slags pilgrimssted, og i kirken var der gudstjeneste for en stuvende fyldt kirke. Hele midtergangen var fyldt med kørestole og krykker. Min blufærdighed forbød mig at tage billeder, men jeg var overrasket over, hvor stærke disse mennesker var i troen.

Legenden fortæller om den onde hertug Étichon, der forstødte sin blinde og evnesvage datter Odile. Da hun blev døbt genvandt hun synet og evnernes brug. Hun besluttede derfor at vi vie sit liv til religionen. Hendes far opførte et slot til hende, hvor hun grundlagde sit kloster.

Klostergården og -haven var hyggelig. Der var en storslået udsigt over Rhindalen. Der var en del af klosteret, der var åbent, hvor der var et mindested for Odile. Der var så mange mennesker, at jeg ikke kunne se ind, for jeg tror faktisk at det var der, Odile var stedt til hvile.
   
Mont St. Odile - ved stien fra parkeringspladsen op til klosteret. Det ser ikke ud af så meget.
 

Men inde i klostergården er der grønt og skyggefuldt under store træer.
   
Flere steder var der udsigtspunkter, så man kunne nyde den vidtstrakte udsigt over Rhindalen. Desværre kunne vejret have været bedre, men man kunne nok se, at man var højt oppe.
 

Faktisk var det også køligere deroppe. Horisonten er væk i disen.
 

Klosterhaven står stadig smukt med blomster, selvom det nu er efterår.

   
Der var et par små "kapeller" med meget smukke mosaikker. Der var kun det lys, der faldt ind ad vinduer og døre, så der måtte blitz til hjælp.
   
Her er det andet kapel. Ikke helt så smukke mosaikker, men alligevel et helt utroligt arbejde.
   
I klostergården stod et flækket træ. Man kunne kigge op i trækronen - utroligt, at træet ikke var gået ud.
 

Udsigten inde fra træet og op i trækronen.

   
Lidt mere stemning fra klostergården rundt om klosteret. Helt inde i den inderste gård, stod en statue af St. Odile.
 

Et par pilgrimme?
 
Vi kørte ned til Obernai og slentrede rundt og kiggede på byen. Den var hyggelig, men manglede Ribeauvillés charme, syntes jeg - måske fordi jeg kender Ribeauvillé langt bedre. Vi fandt en bager og købte baguettes til aftensmaden. Efter at have set på byen vendte vi tilbage til campingpladsen, hvor vi fik gullaschsuppe medbragt fra Danmark.
   
Obernai - torv midt i byen. Hotel de Ville - byens rådhus.
 

Også fra torvet.
   
Ved torvet stod en flot gammel veteranracerbil. Den vakte opsigt, men damen i den røde trøje har slet ikke øje for den, men travlt med at fotografere helt andre detaljer.
 

Obernai var skam hyggelig nok. Der var mange skønne steder i byen.
 

Jeg kan rigtig godt li´ de fine gammeldags karruseller, der ofte står i franske byer.
   
Gågade i Obernai.

Bager, hvor huset er dekoreret med kageforme.
 
MANDAG

Der var overskyet fra morgenstunden. Det måtte blive en dag med sightseeing - jeg havde ellers forestillet mig lidt læsning og hygge i solen udenfor vognen. Valget faldt på koncentrationslejren Natzweiler Struthof STRUTHOF, the former Natzweiler concentration camp in Alsace.

Jeg havde ellers flere gange sagt, at nu var det sidste gang, jeg ville se en kz-lejr. Jeg bliver så trist over menneskers ondskab, men interessen for historien er der samtidig. Jeg vil ikke fortælle en masse her om lejren, men henvise til linket herover. Der er masser af læse om.

Struthof er Frankrigs eneste bevarede kz-lejr. Den mindede om flere andre, vi har set. Der er et dokumentationscenter og et område, hvor lejren var. Fangerne i denne lejr blev udsat for forsøg med gasser, og de blev udsat for tyfus-infektioner.  Bagefter kørte vi 1½ km ned ad bjerget, hvor der var et hus med gaskammer. Det var svært at forstå, at der i disse smukke omgivelser, havde fundet så megen rædsel sted.

   
Når man kører i Alsace i efteråret, er der vinhøst mange steder, og på vejene møder man forskellige køretøjer, der har med høsten at gøre. Nu har jeg kun været i Alsace i efteråret, men jeg tror næsten, det er den smukkeste tid på året. Efterårets farver i løvet og en blomsterrigdom uden lige.
 

Sådan en smuk og dejlig dag med velholdte byer og skønne omgivelser, står fuldstændig i kontrast til det vi skal opleve i en kz-lejr.
   
Struthof - p-pladsen ligger bag den sorte væg. Dokumentationscenter til højre. Indgangen til lejren.
   
I dokumentationscentret kan man læse forskelligt om krigen. I en af barakkerne i lejeren, var der en model over, hvordan lejren så ud.
 

Indgangen til lejren var dyster og uhyggelig at se på.
 

Området her var ikke så stort, som andre steder, vi har set. Til gengæld ligger lejren skønt med udsigt til Vogesernes runde toppe. Der var nok ingen fanger, der havde øje for stedet skønhed - de havde helt andre ting at tænke på.
   
En af barakkerne. Der var ikke så mange tilbage. På fotoet ovenover kan man se "terrasser" hvor barakkerne lå. Der var 2 barakker øverst i lejren og 2 barakker helt nederst med fængsel og krematorium.
   
Der var bygget et stort mindesmærke over lejren ved kirkegården ved siden af. Henrettelsesplads.
 

Pigtråd og vagttårne.
 

Vejen op fra fængsel og krematoriet var stejl.
   
Krematoriet. Ovnen. Det var lavet sådan, at varmen fra ovnen opvarmede vand til opvarmning af fængslet, men der blev aldrig fyret i fængslet. Det var kun vagterne, der "nød godt af varmen" fra afbrænding af fangerne.
   
Fængslet. Prugelbock, står der. Pryglebuk sådan løst oversat. Ved ikke om det er rette navn på dansk.
   
Obduktionsrum. "Sygestue" i fængslet, hvor fangerne, der blev udsat for eksperimenter var.
 

Hegn og pigtråd står stadig fra dengang.
   
Hus længere nede ad vejen, hvor der var gaskammer. Bagefter blev ligene smidt i store tanke med formaldehyd til senere obduktion og undersøgelser.
 
Vi havde vores frokost med. I "Turen går til Alsace" var der beskrevet et udsigtspunkt, som vi kørte efter. Det var nu ikke noget specielt, men der var måske ikke andet at fremhæve i det område. Turen hjem gik over Colmar, hvor vi handlede i supermarkedet. Der var en McD ved siden af, og da vi havde spist ret sen frokost, tog vi bare et par burgere.