Hver gang, når vi skal beslutte os for, hvor efterårets ferie skal gå til, synes vi der er alt for mange dejlige steder at vælge imellem. Denne gang faldt valget på Alsace. Vi havde aldrig været i denne del af Frankrig før, og vi havde hørt fra rigtig mange, at det var et fantastisk dejligt sted.

Efter en hektisk formiddag på arbejde, kunne vi endelig lukke ned og komme af sted på efterårsferie. Vi kørte hjemmefra fredag i uge 40 ved 14.30-tiden og fulgtes denne gang med vores venner Per og Karen Marie, som vi har været på ferie med mange gange. Vi glædede os til turen og til at køre langt i vores nye bil - en Peugeot 407 SW 2,0 HDI, som vi købte lige inden sommerferien. Den viste sig at være en rigtig god campingtrækker på vores tur til Kroatien. Vores campingvogn er en Knaus Südwind 500 FU fra 2006 med en totalvægt på 1500 kg.

Det gik fint sydover. Vi spiste aftensmad ved grænsen og fortsatte til lidt nord for Hamburg, hvor der var kø pga. af et vejarbejde. Vi overvejede at prøve TMC´en af på vores GPS, men iflg. trafikradioen var køen "kun" på 3 km så vi fortsatte. Vi kørte langsomt et kvarters tid, og så var det ovre. Vi stoppede ved autohofen ved Soltau Süd og overnattede.

Næste morgen købte vi rundstykker og fortsatte lidt, inden vi spiste morgenmad. Det var meget tåget, så vi håbede, at solen ville brænde tågen væk, når den stod op. Et sted var der lidt kø, da der var en lastbil, der var væltet ned ad en skrænt. Vi forlod 7´eren og tog videre ad 5´eren mod Frankfurt. Jeg havde ikke tjekket med nogle kort, men bare sat GPS´en til at finde vej. Vi er efterhånden så bekendt med den tyske geografi, at vi nogenlunde kan følge med alligevel. Vejret var endeligt blevet godt med mere sol end skyer, og temperaturen sagde 15 gr. ved middagstid og støt stigende til 19 gr., hvor den holdt sig. Ved Frankfurt opstod der lige 5 minutters "panik", da vores GPS ikke sagde det samme som vores venners. De er ellers helt ens og købt på samme tid. Men måske har vi haft en forskel i en eller anden indstilling.

Vi fandt frem til campingpladsen Pierre de Coubertin ved spisetid om aftenen. Vores venners nabo skulle til samme plads, og de var allerede ankommet. Vi mødte også endnu et par fra deres vej. De var ankommet dagen før fra en anden campingplads og inviterede os alle på aftensmad. De havde lavet en gryderet med ris og grønne bønner og dejlig, kold hvidvin fra Alsace til , og det smagte bare himmelsk efter en lang dag på farten. Vi havde en rigtig hyggelig aften, hvor vi sad ude og nød den lune aften og smagte på den dejlige vin. Der var 16 gr. da vi gik i seng.

Campingpladsen Pierre de Coubertin

Campingpladsen er en municipal camping - dvs. en kommunal plads. Normalt er de kommunale plader af en rimelig standard, men denne her var 4-stjernet. Vi syntes dog ikke helt den kunne leve op til de 4 stjerner. Der var ingen restaurant på pladsen, men pladsen lå i gå-afstand af byen. Der var en toiletbygning med rene og pæne faciliteter, men ikke på nogen måde prangende. Der var  masser af træer og hække til at skabe en hyggelig atmosfære. Parcellerne var flere steder temmelig små, og det var ikke alle steder lige let at sætte vognen på plads. Butikken havde åben hver dag mellem 8-9, hvor man kunne købe morgenbrød. Dem, der har pladsen, er søde og venlige. Fruen - Isabella - har lært sig dansk, og hun er meget charmerende og smilende. Hver dag kom storke flyvende og tiggede mad af campisterne. Det var rigtig hyggeligt. Her følger lidt billeder fra pladsen.

Det var køligt næste morgen, og vi spiste morgenmad i vognen. Bagefter satte vi vores solsejl op og sad lidt og nød solen. Der fløj storke rundt over os, og jeg tror de havde en hel klar fornemmelse af, at når der sad folk samlet, så var der mad i sigte. De landede hos os, men da vi ikke lige bød på noget, fløj de videre og slog sig ned længere henne ad vejen, hvor der også sad nogen og hyggede sig. Efter frokost gik vi en tur ind til Ribeauville centrum, for at se lidt på byen.

Ribeauville

Ribeauville (5000 indb.) har en hyggelig gammel bydel. Vi gik gennem de gamle gader og kiggede på butikkerne og restauranterne. Der var mange gode muligheder, og vi endte på en restaurant, hvor der var stor søgning. Der valgte vi at spise aftensmad, selvom det var lidt tidligt. Vi bestilte alle en lokal ret - Baeckeoffe. Den blev serveret i et stort lerfad og bestod af 3 slags kød med kartofler og løg. Det smagte lidt i retningen af skipperlabskovs, men det var ikke det samme. Det var meget fyldig mad, og vi drak en kølig hvidvin til.

Bergheim, Haut-Koenigsbourg og Riquewihr

Dagen efter vi havde set på Ribeauville, var det vores plan at se middelalderborgen Haut-Koenigsbourg. På vejen til Haut-Koenigsbourg, 2-3 km fra Ribeauville, lå den lille by Bergheim . Man kunne gå til Bergheim ad en sti gennem vinmarkerne, men nu kom vi jo kørende, og besluttede at se lidt på byen. Desuden var det noget diset, og vi håbede at solen ville brænde disen væk, så vi kunne nyde udsigten fra borgen.

Bergheim

Bergheim var en hyggelig lille by, der lå indenfor en gammel mur. Vi kom ind i den gamle bydel gennem en port. Vi slentrede rundt og nød de mange indtryk. Der var masser af steder, hvor de solgte vin. De fleste steder kunne solen ikke nå ned til gaderne, men det kunne ikke ødelægge indtrykket af de mange gamle bygninger. Alle de bindingsværkshuse vi havde set indtil nu, var malet i forskellige kulører og ofte med stærke kontrastfarver.

Haut-Koenigsbourg

Vi kørte videre til borgen Haut-Koenigsbourg. Solen kunne ikke fjerne disen helt, og det tog lidt af udsigten. Vejen gik gennem utallige hårnålesving gennem en smuk skov op mod borgen. Inden vi nåede toppen, kunne vi se biler parkeret i vejsiden og folk, der asede op ad bjerget. Vi fortsatte op i bil, i håb om der var nogle længere oppe, der var kørt ned igen. Faktisk fik vi en p-plads så tæt på, vi næsten kunne komme.

Borgen blev bygget for omkring 1000 år siden. Den forfaldt og blev brændt af svenskere under Trediveårskrigen i 1633. For 100 år siden blev den genopbygget under den tysk kejser Wilhelm 2. Vi fulgte vejen rundt på borgen. Man kunne godt se, at den var genopbygget for 100 år siden, da sten osv. virkede helt nye. Men borge er fascinerende, her kan man lade fantasien få frit spil.

Riquewihr

Nå, men dagen var langt fra slut, så vi kiggede lidt på vores vejkort og blev enige om en tur til Riquewihr, hvor vi ville spise sen frokost. Det var endnu en sød, hyggelig by med de efterhånden så kendte bindingsværkshuse og små udskænkningssteder, hvor man bl.a. kunne smage den nye vin - Vin Nouveau - den svarer vist til den tyske version - Federweise - som vi fik ved Rhinen. Der var gave- og souvenirbutikker og en meget stor julebutik. Karen Marie og jeg supplerede lige vores samling af flotte glaskugler til juletræet. Husene var næsten alle fra 15-1600-tallet.

Til frokost fik vi Tarte Flambée. En slags alsacisk pizza med løg og bacon. Vi var dog ikke vildt imponerede. Men ok, vi blev mætte. Vi spiste i en gårdhave, der ved første øjekast virkede vældig hyggelig, men da vi havde betragtet omgivelserne lidt, tænkte vi at der nok var mere hyggeligt om aftenen med lys tændt, så man ikke kunne se de falmede, kunstige blomster og julepynten fra sidste år :-)

Sidst på dagen, hvor vi mente vi havde set alt, der var værd at se, kørte vi til udkanten af Colmar for at finde et supermarked, hvor vi kunne handle lidt aftensmad. Vi købte en masse lækkerier - patéer, pålæg, pølser og tærter og tog hjem på campingpladsen, hvor vi spiste det vi havde købt med noget mere at den gode hvidvin til. Vi blev enige om, at næste dag skulle vi til Verdun.

Verdun

Egentlig kom vi lidt for sent af sted. Kl. var 10.30 før vi kørte. Vi kunne se på vores GPS, at der var 275 km, og det svarede til en tur til grænsen for os aalborggensere. Vi havde faktisk regnet med at vi blev ledt ud til motorvejen, da vi havde valgt "hurtigste rute", men vi blev ledt op gennem bjergene til Marie aux Mines,  St. Die og videre til Nancy og Metz. Turen gennem bjergene (Vogeserne) var meget smuk med alle efterårsfarverne, men det tog forfærdelig lang tid. På den anden side af bjergene skiftede vejret, og der blev skyet og tåget. Temperaturen var ikke mere end 14 gr.  Det kedelige vejr fortsatte stort set hele dagen.

Nu var det jo ikke byen Verdun, vi ville til, men et mindesmærke fra 1. Verdenskrig - Ossuaire de Douamont - der ligger lidt uden for byen. Vi havde læst om kirkegården med 15.000 kors og et "benhus" med resterne af 130.000 uidentificerede  franske og tyske soldater. Vi havde i foråret været på den amerikanske kirkegård i Normandiet med næsten 10.000 kors fra 2. Verdenskrig, så vi kunne også tænke os at se dette mindesmærke fra 1. Verdenskrig. Mindesmærket består af et 46 m højt klokketårn og 4 arme som et kors, der indeholder de uidentificerede soldater. Udefra var det, i mine øjne, en grim, ucharmerende, stor kolos. Nedenfor bredte de mange kors sig over et stort område. Vi var inde og se bygningen, der var svagt oplyst af lysindfaldet fra orangerøde sten, der udgjorde vinduerne. På væggene var der navne og fødsels- og dødsdato på soldater. Man kunne komme op i klokketårnet, men vi fravalgte det pga. det overskyede vejr.

Bagefter kørte vi et par kilometer længere ud, hvor der var et underjordisk fæstningsanlæg - Fort de Douamont - hvor man kunne komme ind og se de forhold, soldaterne levede under. Der var fugtigt og koldt. Vi fik en beskrivelse af stedet på dansk. Det blev beskrevet, hvordan soldaterne blev syge af iltmangel og stanken fra toiletter med manglende kloakering og udluftning. Det var så utrolig rædselsfulde forhold, de havde levet under. Ingen elektricitet, kun petroleumslamper og stearinlys, der gik ud pga. iltmanglen. Det var næsten til at få klaustrofobi af at tænke på. Der var meget mere at se i området, men klokken var efterhånden mange, og vi havde en lang køretur hjem. Vi besluttede at tage motorvejen, uanset hvad GPS´en foreslog. Vi spiste aftensmad på en motorvejsrestaurant og var hjemme ved 21-tiden. Det var simpelthen for lang en tur at køre, vi nåede ikke at se alt, det vi gerne ville.

Fortsættes i del 2