I efterårsferien var det jo nok for koldt at campere i teltvogn, så vi lejede et hus i Ardennerne i Belgien.
Det var en god ferie, som der måske kommer noget om senere.

Da det blev forår, og igen vejr til camping, tog vi nogle ture rundt om i Danmark. Vi var bl.a. på Nordstrand Camping i Frederikshavn sammen med 3 andre familier. Vi havde alle teltvogne med, og vi havde vores egen lejr for enden af en vej.

Vi brugte tiden i løbet af foråret til at planlægge sommerferien sammen med de venner, som vi var i Ungarn med.
Begge familier kunne vældigt godt tænke sig at komme til Slovenien, og det blev så sommerens destination.
 

Da vi sidste år stod tidligt op, og nåede et langt stykke første dag, gentog vi proceduren i år.
Vores første campingplads i Slovenien var Camping Bled. Campingpladsen lå meget smukt omgivet af bjerge ned til Bledsøen. Se mere på www.camping.bled.si
Vi kunne bare gå rundt og finde os en plads og melde tilbage, hvor vi ville være. Vi valgte en lille vej op ad en skråning med en lille toiletbygning for enden. På det store areal, hvor de fleste lå, var parcellerne temmelig små, og man lå virkelig tæt. På den del, hvor vi lå, var der ikke så mange campingvogne, måske fordi terrænet skrånede lidt. Der var en fin udsigt over den øvrige plads og masser af udenomsplads, så gjorde det ikke så meget, at vi lå lidt højt med hovedet.

På pladsen var en restaurant med udsigt over søen. Der var et udmærket supermarked og rundt om søen gik en sti, hvor man kunne gå eller cykle ind til Bled by. Der kørte desuden et lille turisttog, som vi dog ikke prøvede. Børnene - 4 drenge - brugte meget tid, i og ved søen, med at bade og fiske. Vandet var flot klart, og der lå hver dag mange mennesker ved søen.
 

Vi tog på tur til Bohinjsøen ca. 25 km fra Bled, for at se et vandfald, vi havde læst om. Turen dertil var flot gennem skove og bjerge og til sidst langs Bohinjsøen. Vi fandt frem til vandfaldet - Savica (vi vidste ikke rigtig, om det var navnet på det, eller det slet og ret betød vandfald), og parkerede bilerne.
Iflg. et skilt ved parkeringspladsen var det en spadseretur på ca. 15 minutter, vi skulle tilbagelægge for at komme dertil. De nævnte ingen steder, at det var op ad, jeg ved ikke hvor mange hundrede trappetrin. Børnene kunne godt klare det på et kvarter. Jeg kom sidst op efter ca. 20-25 minutter, stærkt hivende efter vejret og med en ansigtsfarve, der mindede om nykogt hummer.
Vandfaldet var utroligt flot. Det var 60 m højt, og vandet var helt klart og med en turkisgrøn farve. Vi brugte lidt tid på at blive kølet af ved foden af vandfaldet. Nedturen gik helt klart meget hurtigere (ca. 10 minutter), og vel nede købte vi en is, hvorefter vi kørte tilbage langs søen. Vi fandt et sted at holde og slappede af på søens bred, mens drengene modigt kølede sig i Bohinjsøen, der efter min mening var noget kølig.
 

Til venstre stien ned til vandfaldet og oven over billede af vandfaldet.

Vi skulle bestemt også se Ljubljana, når nu vi var i Slovenien. (Vi vidste ikke på det tidspunkt, at vi endte med at bo der). Vi parkerede meget centralt og gik rundt og så på byen. Det er en hyggelig lille hovedstad, men der er ikke så meget at se. Vi så på den tredelte bro, der er indgangen til den gamle bydel. Vi snuppede også lige Dragebroen, når nu vi var i gang med broerne. Børnene insisterede på, at vi stillede sulten hos McDonalds i gågaden, og vi blev nærmest "overfaldet" af gråspurve, der gerne ville smage med.
Efter 5 dejlige dag ved Bledsøen, tog vi videre sydpå mod kysten. Det var vores plan at finde en plads ved vandet, og nyde nogle dage med at bade i Adriaterhavet.
 

Først havde vi snakket om at reservere på en plads, Avtocamp Strunjan, vi havde fundet frem til. De reklamerede med alt tænkeligt. Det var godt vi ikke havde gjort det. Pladsen lå ikke helt ved vandet, men i noget sumpagtigt lavland. Der var masser af myg og lugtede af brakvand. Selve pladsen var fyldt med fastliggere, og de havde "dækket" hele pladsen med grønt net og presenninger, for at holde solen ude. Vi blev hurtigt enige om, at køre videre.
Det blev en lang dag med søgen efter pladser. Vi var inde på 4-5 pladser, der alle var helt overfyldte. Mange steder lå de så tæt, at man var ved at falde over naboens barduner, når man kom ud fra sin vogn eller telt. Alle steder, hvor der kunne slås et telt op, var der unge mennesker i små iglotelte, der havde dørene til deres biler åbne og spillede høj musik.

Da kl. var 20.00 havde vi stadig ikke fundet en plads, og i de bøger vi havde over pladser, kunne vi se, at der lå en plads - Pivka Jama - tæt ved Postojna grotterne. Vi kørte dertil. De havde plads, men vi kunne simpelthen ikke få en pløk i jorden, og det er vi jo nødt til med en Camp-let. Enden på det hele blev, at vi lejede 2 campinghytter, og så måtte vi se næste dag, hvad vi så skulle gøre.
Det var en dejlig campingplads med fine facilitetetsbygninger, swimmingpool og en god restaurant. Det største minus var selve hytterne, der ganske vist var meget hyggelige, men usædvanligt fugtige. De lå nærmest i en lille dal, og var bygget i sten og træ. De var redt op med sengetøj, så vi behøvede ikke pille vores eget ud af teltvognene. Men føj, hvor det lugtede muggent. Der var hundekoldt og sengetøjet virkede klamt og bestod bare af nogle lagner og tæpper.

Tidligt næste morgen kørte vi videre for at finde en plads. Vi endte i Ljubljana på Avtokamp Jezica. Pladsen lå ved floden, og der var ingen opdelte parceller. Der var en stor plæne med træer spredt ud over til at give skygge. Ved siden af campingpladsen lå et friluftsbad, hvor der var gratis adgang for campingpladsens beboere. Nu havde vi jo lovet drengene noget vand at bade i, og de sagde god for pladsen. Desværre var rengøringen af bad og toiletter meget mangelfuld, og rengøringspersonalet forstod slet ikke andre sprog end slovensk, når man ville påpege den manglende rengøring. Vi endte faktisk med at have 11 overnatninger der, selvom vi syntes faciliteterne var ulækre, men det blev til dels opvejet af fritluftsbadet og beliggenheden.
Det var let at køre ud og se noget, da Ljubljana ligger meget centralt i landet. Seneste: Jeg kan se i campingchequebogen, at pladsen er blevet renoveret i 2004 og hedder Ljubljana Resort - www.ljubljana-resort.com
 

En af dagene tog vi i Zoologisk have i Ljubljana. Det var et dejligt sted. Haven lå ude i en skov, og dyrenes bure var placeret, så de mange steder udnyttede terrænet. F.eks. var stenbukkene op ad en skråning, som i deres naturlige element.
Det blev også til en tur til Postojna-grotterne, eller som det hedder på slovensk - Postojnska Jama. Det er store drypstenshuler. Vi kørte med et lille tog ind i hulerne og blev derefter guidet rundt. Der var mange flotte stalagtitter og -mitter. Vi fik en sen frokost, da vi kom ud. Her fandt vi ud af, at der var et slot i nærheden - Predjamski Grad. Vi kørte dertil for at se det, men måtte nøjes med synet udefra, da det var lukket. Det besluttede vi, at vende tilbage til en anden gang.
 

Til venstre torvet i Piran - oven over venter vi på pizza, mens vi nyder den flotte udsigt.

Nu var vi jo også kommet til Slovenien for at opleve havet og de små havnebyer, så vi kørte en tur til kysten. Vi var i Portoroz og Izola, hvor vi spiste pizza på en restaurant ud til vandet. Fra Portoroz tog vi ud til Piran, en gammel by, der blev grundlagt i 6. århundrede. Vi kunne kun komme dertil til fods, da det var forbudt at køre i byen, for andre end dem, der boede der. Vi parkerede ved havnen og gik langs havnen og så på bådene. Vi gik rundt i byen og op i kirketårnet, hvorfra der var en fantastisk udsigt. Vi havde håbet på en offentlig strand, hvor vi kunne bade, men vi fandt ikke nogen. Vi besluttede, at vi måtte planlægge en sommerferie, f.eks. til Kroatien, hvor der er meget mere kystlinie.

En anden dag tog vi til Scocjan-hulerne. Det var anderledes huler end Postojna. Der var også drypsten, men ellers var det kæmpestore huler, hvor man gik på gangbroer og ad smalle stier på klippehylder, og helt langt nede i bunden løb der en flod. Vores venner blev på pladsen, de syntes at en hule var nok.
 

Den sidste udflugt vi foretog fra Ljubljana var til Kamnik, hvorfra vi tog en stolelift op til Velika Planina. Det var en højslette 1600 m over havet. Det specielle ved stedet var nogle fårehyrdehytter bygget i en helt speciel stil. Udsigten var fantastisk, som altid når der er godt vejr og bjerge rundt omkring. Vi nød stilheden og den friske luft, og da vi kom ned igen sluttede vi af med at gå rundt og se på Kamnik by.

Det havde været en god ferie, selvom pladsen ikke var helt ok, og Slovenien er et land vi helt sikkert vender tilbage til, da det har meget at byde på.