RØDHUS KLIT CAMPING

 
 
Vi var nu nået til midten af august. Mens vi havde været på sommerferie, havde vores lille niece fødselsdag, og det skulle fejres om søndagen. Vi valgte at tage en lidt kort weekend på Rødhus Klit Camping. Vi havde været på pladsen sidste år med et hold venner, og vi kunne rigtig godt lide pladsen. Den ejes af Skov- og Naturstyrelsen, og den er helt ude i naturen med masser af grønt og store parceller, der er omgivet af træer og buske. Det eneste minus i vores øjne, er at man SKAL være uden senest 12.00 om søndagen. Men nu skulle vi jo til fødselsdag søndag eftermiddag, så denne gang gjorde det ikke noget.

Det var en stille weekend, hvor vi ikke foretog os noget særligt. Det var ren afslapning og hygge, og vejret viste sig fra sin bedste side. Om lørdagen ringede vores yngste søn og svigerdatter, for at høre om vi gav aftensmad, og det gjorde vi selvfølgelig. Så det eneste der skete, var en tur til nærmeste by for at købe ind til aftensmaden. Det blev dog en dyr udflugt, for trælasten i byen havde 50% på havemøbler, og før vi havde set os om, var der indkøbt nye havemøbler til terrassen :-) - de blev hentet senere på ugen, for vi kunne umuligt have dem med. Det var begrænset, hvor mange billeder jeg tog, så det bliver en lidt kort beretning. Hvis nogen vil se mere, er der link her til vores tur sidste år her: WEEKENDTURE 2010

   
Flemming stillede det sidste frem, og så var der dømt afslapning i solen, mens vi ventede på maden, der simrede på grillen. Det var en lun aften, så vi sad ude så længe som muligt. Flemming havde lige skubbet krydsogtværsen over til mig, for at få hjælp.
 

Det er med at få de sidste stråler fra aftensolen med.

 

Skyggerne var blevet lange.

   
Næste morgen var det stadig flot vejr. Et blik ned af en af vejene, afslørede ikke den store aktivitet. Minigolfbanen var lige bag vores vogn, og der skete heller ikke noget som helst. Driverlivet var sat ind hos alle campister.
 

Smuk dag med masser af sol

   
Andreas og Helena på besøg. Der var lidt køligere den aften. Forretten var grillede kæmperejer, der var marineret i chili og hvidløg.