ØSTRIG 2002



Efter en dejlig sommerferie i Frankrig, havde vi nu fået lyst til mere udland. Vi tilbragte eftersæsonen i Tversted på Åbo Camping, da vi var blevet ret glade for den plads. Vi planlagde at købe nogle campingcheques, for at gøre overnatningsprisen mindre. Desuden købte vi gennem "Gul og Gratis" et brugt Isabella universal 240 vinterfortelt.
 

Her syntes vi, der var flot at holde frokostpause.


Endelig blev det efterårsferie, denne gang var vi kun 3 af sted, da vores ældste dreng ikke havde lyst til at komme med. Vi havde fundet frem til en plads i Østrig der hed Tirol Camp i byen Fieberbrunn - se http://www.tirol-camp.at
De modtog campingcheques og havde tilbud på 7 overnatninger for 6 campingcheques.
Vi tog af sted fredag eftermiddag, da vi havde fået fri fra arbejde. Alt var pakket og klart aftenen i forvejen. Vi mødte ikke meget trafik sydover, og vi overnattede på en rasteplads syd for Hamburg. Vi ankom til byen Fieberbrunn ved 20-tiden, og der var helt mørkt. Vi var lidt spændte på, om vi kunne finde pladsen i mørket, men det gik fint. Desværre var receptionen lukket, men de henviste til pladsens restaurant. I restauranten fik vi en plan over pladsen og fik at vide, at pladserne med kryds på ikke måtte benyttes, selvom de stod ledige, da de var reserveret til vintercamping. Det var lidt svært at orientere sig i mørket, og da pladsen lå i terrasser, kunne vi ikke bare vende om med vognen alle steder. Vi fandt en ledig plads og fik os parkeret til natten, så måtte vi se i morgen, hvordan vi skulle vende i forhold til evt. sol.
 


Det var en dejlig campingplads, vi havde fundet. Der var dog ikke så meget sol på den parcel vi havde valgt, men det skyldtes ikke kun vejret, træer og bjergene skyggede en del, fordi solen stod lavere om efteråret. Det meste af ferien havde vi heldigvis godt vejr efter årstiden. Når solen skinnede, var der utroligt flot med efterårsfarver, knaldblå himmel og en smule sne på bjergtoppene. Toiletterne og badet var dejligt opvarmede og flot renholdte, der var musik hele døgnet, og det hele fremstod lyst og dejligt.

En af turene vi tog på var over Brennerpasset til Vipiteno i Italien. Der havde vi været for mange, mange år siden, før vi fik børn. Vi gik lidt rundt og så på byen, men vi havde glemt, at der var siesta i Italien, og alle butikker var lukket. Tilbageturen tog vi ad landevejen under Europabrücke og fik set broen nedefra. Vi spiste til aften på et gasthaus i byen Fieberbrunn, hvor vi boede. Der var ikke mange gæster, så vi fik en udsøgt betjening, da de ikke havde så travlt, og som altid i Østrig spiser man godt, og der var bestemt rigeligt på tallerkenen.
 

 

 

Øverst fra Brennermotorvejen. Billedet til højre er fra Vipiteno.

 

 


Vi var også i Berchtesgaden og oppe ved Hitlers sommerresidens Kehlsteinhaus (Ørnereden). Der havde vi også været for mange år siden, da børnene var små, og vores søn kunne da heller ikke huske, at han havde været der. Nu var han noget mere interesseret i historien og syntes det var en spændende tur.
Man kører op ad bjerget Kehlstein, og vejen har 20 graders stigning - campingvogn ikke tilladt - og et stykke oppe kommer nogle parkeringspladser, hvorfra man skal med bus det sidste stykke. Det resterende stykke vej er smalt, og busserne der kører op og ned i pendulfart, kan kun mødes på små vigepladser undervejs. Det er ikke for folk med højdeskræk, men vi var nu meget optaget af den flotte udsigt. Desuden vidste vi, hvad vi gik ind til, da vi havde prøvet det før.
Busserne stopper på en stor parkeringsplads, og man skal gå ind gennem en tunnel i bjerget til en elevator, der kører det sidste stykke op. Elevatoren er helt i messing og med spejle, og meget flot. Selve huset er nu omdannet til restaurant, men man kan nemt forestille sig, hvordan det må have været. Alle dørkarmene er af marmor, og udenfor på terrassen er der en svimlende udsigt over området.

Det var en flot køretur på vej til Berchtesgaden. Her er indgangen til tunnellen til elevatoren.


Det er ret uhyggeligt at tænke på, hvordan Hitler fordrev det meste af befolkningen i området, for at han kunne bygge der, og længere nede af bjerget er der store bunkeranlæg, hvoraf noget er åben for offentligheden.
Da vi kom ned igen, kørte vi til Königssee. Desværre var det blevet så sent, at der ikke sejlede flere turbåde den dag. I stedet gik vi en tur ved søens bred og kiggede på de mange boder, der mest af alt mindede om et sydlandsk marked. Man kunne købe forskellige souvenirs og mad og drikke og tingel og tangel.
 

Her er vi gået lidt op ad stien og kigger ned på terrassen og Kehlsteinhaus.


Lige ved siden af campingpladsen gik kabinelifterne op i højderne. Pladsen må være alle tiders til vintercamping og skiture. Vi tog op en dag og gik en tur. Udsigten var fantastisk flot. Vejret var med os og ved en sø, hvor vi fik lidt at drikke og spise, spejlede himlen og træerne sig i vandet.
Vi travede rundt og nød, hvor smukt der var. Vi bredte vores trøjer ud på jorden og lå med næsen op mod solen og slappede af. Da vi kom ned, blev det også til lidt afslapning udenfor vognen, der var næsten helt sommeragtigt.
 


En af de sidste dage på ferien tog vi til Salzburg. Vi parkerede i parkeringsgaragen i Mönschberg, et bjerg mellem det gamle centrum og nogle af Salzburgs forstæder. Vi kom ud i Altstadt lige ved festspilhusene. Den gamle bydel er meget interessant med mange henvisninger til Mozart, da Salzburg er Mozarts fødeby. Vi tog med kabelbane op til borgen Hohensalzburg, der er det største borganlæg nord for Alperne. Det er altid interessant at se, hvor historien har udspillet sig, og vi tog en guidet tur rundt på noget af anlægget. Desværre var guiden blevet sparet væk, og vi blev udstyret med en telefonlignende tingest, hvor vi kunne høre, hvad der blev fortalt om de forskellige rum. Det var lidt dumt, og der var jo heller ikke mulighed for at stille spørgsmål, hvis man ville vide mere.
Udsigten over byen var flot, og vi gik ned igen for at se på resten af byen. Vi købte nogle Bretzl. Det var gærkringler med forskelligt fyld - chokolade, æble, birkes og også nogen med ost, pizzafyld og lignende.
Vi sluttede dagen med at slentre gennem gågaden Getreidengasse, hvor alle butikkerne havde flotte smedejernsskilte, der hang udenfor, og vi var næsten mere optaget af skiltene end butikkerne.
 

Her ser vi ud over Salzburg fra borgen Hohensalzburg. Getreidengasse - bemærk de flotte smedejernsskilte.


Det var blevet tid til at vende hjemad til Danmark igen. Vi var meget begejstrede for Østrig i efterårsfarver, og selvom det nogen nætter var ned til 5-6 graders frost, havde vi det lunt og hyggeligt i vores dejlige vogn. Vi vender helt sikkert tilbage til Østrig igen for at campere.

Flere billeder fra Østrig

 

FORSIDE