HARZEN 2008

Vi har ofte talt om en tur til Harzen, men efter sommerferie 2 år i træk for 19-20 år siden i silende regnvejr og et utæt villatelt, havde vi hele tiden slået det hen med at ”det regner jo altid i Harzen”.  Vi var nu alligevel blevet enige om, at give det en chance igen, men vores forventninger mht. vejret var ikke skyhøje.

03.10.08 – fredag

Selvom vi havde fri fra arbejde kl. 15.00, havde vi et par ærinder og var først hjemme kl. 16.00. Kl. 17.00 trillede vi ud af indkørslen. Vores mål var Camping Mitte ved Medelby lige på den anden side af grænsen til Tyskland. Pladsen står desværre for at skulle lukke pga. ejerskifte, og jeg havde sendt en mail, for at forhøre mig om det var muligt at ankomme sent. De svarede, at vi kunne ankomme indtil kl. 22.00, finde en ledig plads, aflæse elmåler og afregne næste dag.

Vi standsede ved Transportcenter Vejle og spiste på McD (hurtigt og nemt) og tankede bilen fuld. Så fortsatte vi mod Medelby, hvor vi ankom kl. 21.00. Der var masser af mennesker på pladsen, og vi gik en lille aftentur i mørket og så på faciliteterne.

04.10.08 – lørdag

Vækkeuret var stillet til kl. 7.00. Vi gik i bad og fik morgenmad i ro og mag. Det kostede 16 euro for en overnatning. Inden vi igen kørte på motorvejen, var vi lige omkring en grænsebutik og købe lidt vin og sodavand. Efter en dejlig tur i smukke efterårslandskaber, ankom vi ved 15-tiden til Camping Kreuzeck ved Hahnenklee. Vi havde forudbestilt og forudbetalt for pladsen og derved fået rabat. Det sidste stykke fra Goslar var ad en snoet bjergvej med 3-4 skarpe hårnålesving, men ikke voldsomme stigninger, og stykket var ikke noget problem at køre overhovedet. Pladsen lå i 600 m højde.

Vejret tegnede indtil nu godt, og naturen var flot.

Vi blev vel modtaget i receptionen, og kørte til den tildelte plads. Der var udsigt over en sø, men den ønskede sol, skulle vi vist være heldige med at få noget af. Der var høje træer, og campingpladsen lå faktisk på den forkerte side af søen, så hvis solen skinnede, var det på modsatte bred. Men vi kom nok heller ikke til at sidde så meget på campingpladsen, vi ville jo gerne opleve noget af Harzen mens vi var der.

Pladsen bar præg af mange fastliggervogne med dertilhørende forskellige tilbygninger og skure, nisser og figurer. Det kan man så synes er charmerende eller ej. Personligt kan jeg bedst lide, når man kan se, at det er en campingplads, man er på. Her var fastliggervognene spredt ud over pladsen, så det ikke var hele kvarterer med fastliggere. Men generelt syntes jeg, der var mange nedslidte vogne, og jeg ved ikke om der er tyske regler for gastest, men kunne godt forestille mig, at nogle af vognene aldrig havde set en gastest. Mange af dem kunne simpelthen slet ikke flyttes uden et større nedbrydningsarbejde :-)

Vi valgte kun at sætte vores Shadow op og intet gulvtæppe, da der var grus på hele parcellen. Vi ville ikke komme til at sidde med fødderne i vådt græs. Parcellerne var ikke store. Vi kunne lige akkurat have vores vogn med solsejlet. Bilen parkerede vi på naboparcellen. Vi skulle hente vand ved toiletbygningen, der var ingen standere rundt omkring på pladsen. Bruserne var fine og meget rene, og toiletter var nogenlunde, men meget gamle og nedslidte. Der var koldt på toiletterne, men der var meget rent også der. Der var også en restaurant og en lille svømmehal på pladsen.

05.10.08 – søndag

I nattens løb vågnede jeg et par gange ved regnens trommen på taget. Jeg tænkte det nok!! Det regner altid i Harzen!! :-)) Vi sov længe. Det var nu alligevel hyggeligt at putte sig under dynen og lytte til blæsten og bygerne, der indimellem prikkede på taget. Det blæste meget, og det var ikke vejr til at spise udenfor vognen. Mens vi spiste morgenmad, bankede det på døren. Udenfor stod en dreng på 8-10 år og spurgte på tysk efter Jannik. Det kunne vi desværre ikke hjælpe ham med.

Vi besluttede at køre en lille tur, for at se lidt på området, da det stadig blæste og regnede med mellemrum.  Først kørte vi til Hahnenklee, der lå et par kilometer fra pladsen. Det var en hyggelig, lille by med en kabinelift til toppen af Bocksberg (må ikke forveksles med Bloksbjerg, der i Tyskland hedder Brocken). Blæsten piskede bladene af træerne, og de hvirvlede rundt i luften. Vi må kigge nærmere på byen en dag, hvor det ikke regner og blæser.

Fra Okertalsperre kørte vi mod Wernigerode. Der var fin motortrafikvej. ”Blitz” – ups, vi kørte 110, hvor vi måtte køre 100. Gad vide, om vi får en hilsen fra det tyske Polizei, når vi kommer hjem. Flemming ærgrede sig, han havde ikke fået en fartbøde, siden han var 19 år. Det blæste stadig, da vi kom til Wernigerode, men himlen virkede lysere, og indimellem var solen næsten ved at titte igennem. Da det var søndag, var der ikke meget, der var åbent, men vi slentrede bare gennem gågaderne og kiggede på de gamle, smukke bindingsværkshuse. Rådhuset på torvet var meget fotograferet, og jeg fik da også et par billeder i kassen. Et sted solgte de grillede pølser, og vi købte hver en pølse med brød, der skulle gøre det ud for en lidt sen frokost. Vi fortsatte vores tur gennem byen, og på vej tilbage til bilen sluttede vi besøget på konditori med kage, kaffe og cappuccino.

Da vi kom tilbage i bilen kiggede vi lidt på kort, for at finde en anden vej tilbage. Vi kørte mod Braunlage. På vej ud af Wernigerode kunne vi tydeligt se spor af det gamle Østtyskland. Der var mange gamle, forfaldne huse. Senere kom vi gennem Nationalpark Harz med store skovområder og masser af bakker og sving. Godt man ikke lider af køresyge. Regnen tog til igen, og vi kørte gennem skyerne, der hang lavt mellem bjergene. Det var mørkt, da vi kom til campingpladsen, og pladsens restaurant lokkede. Vi fik suppe og Jägerschnitzel med ½ liter Weissbier. Det var en perfekt afslutning på en kold og våd dag.

06.10.08 – mandag

Fra morgenstunden gik jeg med hovedet i skyerne – bogstavelig talt! Det havde regnet hele natten. Jeg kunne høre, det var stilnet af, da vi stod op, men skyerne gav en fin støvregn. Gårsdagens blæst var væk, og der var fuldstændig vindstille. Da skyerne, efter morgenmaden, stadig hang lavt, blev vi enige om at køre en tur til byen Nordhausen i det sydlige Harzen og se koncentrationslejren Dora-Mittelbau. Jeg havde hørt om stedet fra en god ven, der også havde sendt mig nogle billeder derfra, og vi har da set både koncentrationslejre og andre steder af betydning fra 2. Verdenskrig, men lige dette sted havde vi faktisk aldrig hørt om før. Jeg havde desuden fået link tilsendt fra Sven Petersen, der er rejsejournalist for campingferie.dk. Linkene får I også her, så de, der er interesserede, kan læse mere om stedet. http://www.dora.de/media_de/  og http://www.v2rocket.com/start/chapters/mittel.html  Det var en fantastisk smuk køretur gennem skove i efterårsfarver, og selvom det var gråvejr, lyste træerne op med deres utrolig mange farver fra gult til orange, rødt og brunt. Det var godt vi havde vores GPS med, for stedet var ikke umiddelbart let at finde.

Indkørslen til Dora-Mittelbau

Vi parkerede bilen, og startede turen ved et nyt dokumentationscenter. I dokumentationscentret kunne vi se, hvordan koncentrationslejren så ud, under krigen. I lejren byggede man V-2-raketter. Produktionen af de langtrækkende V-2-raketter fandt i starten af krigen sted i Peenemünde ved Østersøen, men efter hele anlægget var blevet bombet af Royal Air Force i august 1943, blev produktionen flyttet til lidt nord for byen Nordhausen i delstaten Thüringen. Der var i forvejen brændstoflager i tunneller i bjerget Kohnstein, og stedet var ikke synligt fra luften. Der blev anlagt en koncentrationslejr, så man havde arbejdskraft til at udvide tunnellerne og samle raketdelene, og i starten, før selve lejren var opført, boede fangerne i gangene, hvor de arbejdede, spiste og sov. Der var ingen toiletfaciliteter eller vaskemuligheder. De fleste fanger holdt kun 2-3 uger, før de døde af anstrengelserne. Temperaturen var konstant ca. 8 grader.  Lejren fik navnet Dora-Mittelbau.

Desværre var der ingen rundvisninger i tunnellerne om mandagen, men vi måtte gerne gå rundt i området og se på hele lejren og indgangen til tunnellerne, men man kunne kun komme ind i tunnellerne med guide. Det var en skam, for vi ville gerne se tunnellerne. Man kunne ikke se så meget af koncentrationslejren. Der var kun en barak, der var opført, så man kunne se, hvordan de havde set ud. Ellers var der fundamenter fra barakkerne rundt om i skoven. Mens der var koncentrationslejr, var området ryddet for skov, men nu var alt groet til igen. Krematoriet havde også fået lov til at blive stående til minde om de forbrydelser, der var blevet begået der. Regnen var stoppet og naturen var så smuk, at man næste ikke kunne fatte al den grusomhed, der fandt sted for over 60 år siden.

Selvom det var et dystert sted, kunne man ikke lade være med at nyde de flotte efterårsfarver

FORSIDE Del 2