I løbet af efteråret 2001 begyndte vi at kigge os om efter en campingvogn, da vi var blevet temmelig bidt af campinglivet. Grunden til at vi ville have en campingvogn, var at vi syntes at sæsonen blev for kort, hvis vejret skulle passe til en teltvogn.
Vi startede med at kigge på brugte vogne, men endte alligevel med en ny Eiffelland 460 med rundsiddegruppe og siddegruppe med klapkøje i den anden ende. Det var, syntes vi, en billig vogn, der opfyldte vores behov. Vi lod den blive stående hos forhandleren indtil foråret, da vi ikke havde plads til at opbevare den hele vinteren, og vi nænnede ikke, at den skulle stå ude.
Da det blev forår, tog vi i påsken til Jesperhus Camping. Vi fik hjælp af et sødt par til at stille forteltet op, da vi aldrig havde prøvet det før.

Efter Jesperhus Camping bestilte vi en forsæsonplads på Åbo Camping i Tversted. Det er alletiders dejlige plads. Foråret gik med at planlægge sommerferien, og der var næsten for meget at vælge imellem. Vi endte med at beslutte os for Frankrig. Vi havde tidligere boet i de franske Alper i en lejet lejlighed, men denne gang ville vi til Middelhavet.
Vi glædede os helt vildt til at køre sydpå for første gang med vores campingvogn. Vi kunne slet ikke vente med at komme af sted, og kørte allerede fredag eftermiddag, da vi kom hjem fra arbejde.
 

Vi tog et godt stykke indtil midnat og overnattede på en rasteplads i Tyskland. Det var meningen, at vi ville finde os en campingplads i Frankrig til næste overnatning. Imidlertid går det jo ikke altid som man gerne vil, og da vi var novicer med campingvogn bagefter, troede vi bare at vi kunne køre af motorvejen og finde en campingplads. Vi kørte gennem Luxembourg og ind i Frankrig. Vi fandt en lille by på vores kort, hvor der var markeret en trekant for en campingplads, og kørte af for at finde pladsen. Vi ledte og ledte og spurgte på tankstationer, men der var ingen, der kendte noget til en campingplads. Vi mødte en hollandsk bil med campingvogn og en autocamper flere gange i byen, og vi mente, de var ude i samme ærinde. Til sidst opgav vi og kørte tilbage til motorvejen. Klokken var efterhånden 23.00 og vi havde ikke rigtigt fået noget at spise, og vi var særdeles trætte.
 

Enden på det hele blev, at vi fandt en stor rasteplads med tankstation ved motorvejen. Jeg gik op for at se, om vi kunne få noget at spise, men restauranten var lukket. Da jeg gik tilbage til vognen, fik jeg øje på et stort skilt, hvorpå der på 3 sprog blev advaret om røverier i campingvogne. Det virkede ikke særligt fremmende på begejstringen, og jeg mente (krævede), at vi skulle overnatte et andet sted. Flemming var imidlertid så træt, at han ikke syntes, det var forsvarligt at køre videre, og vi endte med at blive der. Da det blev mørkt, blev der tændt nogle store stadionagtige lysmaster, og vi var nærmest nødt til at rulle gardinerne ned, for ikke at blive blændet. Vi talte lidt med et hollandsk par ved siden af os, som heller ikke var særligt trygge ved situationen, og blev enige om , at holde tæt sammen og råbe og skrige, hvis vi hørte noget. Så måtte vi jo bare håbe på, at vi ikke blev gasset, og slet ikke opdagede noget. Vi fik os en bid brød, og gik til køjs. Hver gang jeg hørte nogen gå eller køre udenfor, røg jeg op og kiggede ud under rullegardinet, for at se, hvad det var. Flemming og ungerne sov bare.
Næste morgen tidligt var jeg noget klatøjet, men jeg kunne jo sove lidt i bilen, og vi kørte fra rastepladsen før hollænderne.
 

Da vi kom ned i Ardeche-området, var vi meget betagede af landskaberne, og vi besluttede at køre fra motorvejen midt på eftermiddagen for at lede efter en campingplads. I Montelimar kørte vi efter en plads, som skulle ligge i byen iflg. DCU-campingbogen. Vi fulgte kørevejledningen til punkt og prikke og kørte også lige til porten, bare for at finde ud at, at pladsen var lukket ned. Der stod kun en udrangeret, algefyldt Adria og hang til den ene side. "FERME" stod der på skiltet, og selv om vi ikke kunne fransk, var vi ret enige om, at det betød lukket. Vi havde på vej ind til byen set et skilt på ladet af en lille varevogn, der reklamerede for en campingplads, og besluttede at køre dertil. Det gik over stok og sten ad en lille, smal landevej og flere gange troede vi, at vi var kørt forkert, men hver gang kom der et nyt skilt, og vi fandt da også frem til pladsen. Det var en lille plads med ca. 50 enheder, som lå ved Rhone-floden. På den ene side af floden lå et kraftværk, og lige bag campingpladsen en sportsflyveplads.
 

Der var heldigvis god plads, og vi kunne bare vælge os et sted. Facilitetsbygningen var fin, der var ikke opdelt i herre og damer, men alt var pænt rent. Der var ingen butik og restaurant, men en lille bar. Her kunne vi bestille morgenbrød og pizza, som blev leveret efter ønske. Egentlig ville vi bare have en overnatning og køre videre til Middelhavet, men vi syntes området var så flot, og pladsen var charmerende, så vi blev 3 nætter.
 

Om aftenen den første dag kørte vi ind til Montelimar og gik rundt og så på byen. Hele midtbyen var faktisk overdækket af platantræer, og der var rigtigt hyggeligt. Dagen var gået med at slappe af, og vi kørte også en lille tur i området og så et gammelt romersk amfiteater. Aftensmaden fik vi på McDonalds efter børnenes ønske.
Dagen efter tog vi til Gorges de l´Ardeche og så Pont d´Arc. Ardechefloden har skåret sig vej gennem klipperne og skabt nogle flotte, dramatiske kløfter. Vi kørte rundt og så på området, der var så flot, at vi mente at der var grobund der for en længere ferie senere. Vi fandt en lille flod med klart, køligt vand og soppede rundt der og blev kølet af. Til aftensmad havde vi købt noget kød og salat og hyggede os med at grille.

Næste morgen tog vi afsked med campingfatter, som syntes vi skulle blive hos ham, i stedet for at køre til Middelhavet. "Der er så mange mennesker, og I får ingen plads", sagde han. Det var utroligt, at vi kunne forstå hinanden, når vi ikke kunne tale fransk, og han kun kunne nogle få brokker på engelsk. Vi lovede at komme igen en anden gang og tog videre sydpå.
Frokosten blev indtaget på en utrolig flot og velholdt rasteplads. Der var mange pinjetræer til at give skygge, der var søjler med forstøverdyser, der sprøjtede køligt vand på os, og der var endda en offentlig swimmingpool. Vi var meget imponerede.
 

Hen på eftermiddagen var vi ved at være ved målet for vores tur. Vi havde fået anbefalet en plads af en kunde på mit arbejde, og vi var spændte på at se den. Det var ikke muligt at bestille plads hjemmefra, da pladsindehaverne ville se, hvilke folk de tog ind. De var ikke interesserede i unge mennesker, der larmede og festede. Pladsen kan ses på www.paradis-des-campeurs.com Pladsen lå i les Issambres ved St. Aygulf. Der var ca. 10 km til Frejus.
Vi blev venligt modtaget og anbragt i en eldrevet golfbil, hvorefter campingmama kørte os rundt på pladsen, så vi kunne se den. Hun gjorde holdt ved facilitetsbygninger og ved udgangen til stranden, så vi kunne stige af og bese herlighederne. Det eneste, der adskilte campingpladsen fra stranden, var strandvejen. Der var adgang fra pladsen gennem en viadukt. Hun viste os den eneste plads, der var ledig lige nu. Der var ikke megen skygge, men vi måtte gerne vente udenfor til næste dag, og se hvilke pladser der blev ledige. Vi besluttede at tage den anviste plads, for vi ville gerne pakke ud og gøre det hele klart. Der kom en mand i en anden golfbil og efterså parcellen for sten og glemte pløkker og ryddede op, hvorefter han hjalp os med at skubbe vognen på plads, så den stod bedst muligt for at give skygge for solen.
 

På pladsen var der en restaurant (små portioner og store priser), hvor man også kunne købe pizza til at tage med hjem, der var en butik med fastfood - kylling, burgere m.v. - et lille supermarked med brød, ost, pålæg osv., og udenfor stabler af oppustelige badeting, aviser og ugeblade. Der var en grøntbod med en masse lækker frugt og grønt, hvor vi ofte købte ind. Der var også en bar i forbindelse med restauranten. Selve pladsen var ikke så stor - ca. 200 parceller - og der var ingen aftenunderholdning, som man kender fra de store pladser. Der var heller ingen swimmingpool, men det var vi ret ligeglade med, da vi til enhver tid foretrækker havet. Om aftenen var der nogle gange noget diskoteksagtigt på stranden, men ikke noget vi deltog i.
 

Det blev til en ferie med en masse oplevelser. Vi brugte selvfølgelig en masse tid med at bade og slappe af. Vi så lidt på området rundt om os, og kørte ofte til Frejus for handle. Der var et stort supermarked med noget billigere priser end på campingpladsen. I øvrigt var der en minimums-dresscode i supermarkedet - man kunne simpelthen ikke komme ind med bar mave eller i bikini. Der stod en stor dørvogter ved indgangen og afviste alle, der ikke var korrekt påklædt, og vi så en mand, der kun var i bermudashorts, sende konen ind i butikken og købe en t-shirt til ham. Vi blev simpelthen stående udenfor og ventede, for vi måtte bare se, om han kom ind. Det gjorde han.
 

Vi havde hjemmefra over DK4 set Peer Nesleins og Anne-Vibeke Isaksens tur til Sydfrankrig, og det var med til at give os ideer til, hvad vi kunne tænke os at se. Det første vi kørte ud og oplevede var Port Grimaud. Det var ikke fordi, der var så langt dertil fra campingpladsen, men der var en lind strøm af biler overalt, og turen gik m e g e t langsomt. Der var kø, kø, kø. Endelig kom vi dertil og parkerede på en af de store p-pladser udenfor byen. Port Grimaud er bilfri og består af en masse kanaler med huse, der alle har egen fortøjningsplads til både for enden af haven. Det er bestemt ikke små joller, der ligger fortøjede, men flotte sejlbåde og lystyachter. Vi gik lidt rundt og så på det hele, og bestemte os for at leje en lille båd, så vi kunne se det hele fra vandsiden. Vi fik et kort udleveret, så vi kunne se, hvor langt vi kunne sejle på den tid, vi havde betalt for. Det var en meget flot tur rundt mellem de flotte huse og både. Samtidig var det forfriskende i varmen, at sejle rundt i sommerbrisen.

Vi fik os lidt at spise og fortsatte til Hyéres, der er kendt for at eksportere palmer til bl.a. Saudi-Arabien, hvor palmerne dør pga. luftforurening fra olieboringerne. Vi gik lidt rundt og så på de flotte palmealléer og købte lidt koldt at drikke.
Så kravlede vi igen ind i bilen og kørte til byen Toulon. Selve byen syntes vi ikke var særlig interessant, og vi kørte lidt rundt for at finde opkørslen til Mont Faron, et bjerg der rejser sig bag byen, og hvorfra der er en fantastisk udsigt. Vejen derop er ensrettet og temmelig smal. Det er rart at vide, at man ikke risikerer at møde modkørende. Det gik bare op og op, og efter hvert hårnålesving var der en endnu flottere udsigt. Vi holdt flere gange ind for at nyde den, og da vi nåede toppen fik vi os en is. Man kan også komme til toppen med en svævebane, men vi syntes, at det var mere spændende at køre selv. Derefter gik det nedad igen, stadig ad en smal, ensrettet vej, men nu gennem en skov. Det blev sent, før vi atter var tilbage på campingpladsen, og vi hentede pizza til aftensmaden.
 

Efter endnu et par dage med sol og hav, trak det sammen til regn. Den første dag, det regnede, nød vi bare at blive kølet lidt ned, og vi sad under fortelttaget og spillede kort og læste. Næste dag regnede det igen, men vi syntes vi trængte til lidt afveksling, og vi kørte en tur til Gorges du Verdon. Gorges du Verdon minder lidt om kløfterne ved Gorges de l´Ardeche, her er de bare meget større og mere dramatiske. Det var lidt synd, at det regnede og skyerne hang lavt, for det var meget betagende at køre på kanten af kløfterne og se ned i dybet. Floden Verdon, der løber i bunden, løber ud i en sø med noget utroligt turkisblåt vand.

Ved enden af kløfterne lå en lille by, der hed Moustiers-Ste-Marie. Den er kendt for noget håndmalet fajance, som jeg gerne ville kigge nærmere på. Vi parkerede bilen, men da det nu nærmest styrtregnede, blev vi enige om, at jeg kiggede på det alene, og jeg skulle også se, om jeg kunne finde et eller andet, vi kunne få til frokost. Jeg tog en paraply med og var i øvrigt i shorts og sandaler, og det var nu meget godt, for byens smalle gader var nærmest omdannet til små floder, og jeg gik i vand til anklerne hele tiden.
Fajancen var dyr og ikke helt i min smag, evt. kunne jeg måske købe et tekrus el. lignende med hjem som souvenir, men jeg var ærlig talt for nærig. Så jeg gik bare lidt rundt for at finde noget at spise til os og fandt en bager, der havde nogle pizza-agtige brød med tomater, løg, ost og skinke. Jeg forsynede mig og købte også noget sodavand og sjaskede tilbage til bilen. Resten af familien sad godt og tørt og hyggede sig. Jeg tog tørre sandaler på, og vi spiste frokosten i bilen.
Turen tilbage kunne foretages på modsatte side af kløfterne, men der var ved at være noget dugget i bilen, og vi kunne ikke se meget. Her må vi også tilbage til engang i godt vejr.
Hen under aften klarede det så småt op igen, og vi sad på klipperne på stranden og nød det gode vejr
 

Næste dag var der blå, skyfri himmel igen, og vi blev enige om at tage til Monaco. Det var et sted, vi havde hørt meget om, og vi glædede os. Vi blev da bestemt heller ikke skuffede. Vi kørte ad motorvejen dertil, og det er et meget flot stykke motorvej gennem bjerge og indimellem med kig til Middelhavet. Vi kørte ind i Monte Carlo og skulle finde et sted at parkere. Vi endte helt nede ved kasinoet, og der var en parkeringskælder. Vi kom op på pladsen lige foran kasino og jeg tror ikke, at vi kunne holde mere centralt. Der var et offentligt toilet, og det var det dyreste toiletbesøg, jeg endnu har oplevet - 2 Euro, og så var der ikke engang særligt pænt.
Vi gik rundt og så på byen og parken bag kasino. Fordi byen ligger på en bjergside, kunne man køre med elevator fra kasino og ned til havnen. Gangen ind til elevatoren var fantastisk flot med blå marmoragtig dekoration på væggene. Vi gik langs havnen og så de flotte skibe og yachter - alle var store og luksuriøse og mange med eget helikopterdæk. På nogle af dem var der selskab med damer i lange kjoler, og et andet sted måtte skibet åbenbart ikke betrædes med sko, for der stod sko i massevis på kajen.
Vi gik op gennem gaderne og tog en anden elevator op til fyrsteslottet. Vi gik rundt i den gamle bydel i de smalle gader, og måtte træde til side for at gøre plads for en stor, sort Mercedes med mørke ruder, og vi tænkte at det bestemt måtte være en af beboerne på slottet.
Vi spiste sen frokost hos McDonalds, det var vist det eneste vi havde råd til, og tog tilbage til pladsen foran kasino og hotel de Paris, hvor vi håbede på at få øje på nogen af de kendte. Der kørte hele tiden limousiner op foran hotellet, men vi så nu ikke nogen vi kendte :-)
 

Så var turen kommet til St. Tropez. Vi tilbragte endnu engang en del tid i kø på vejen til St. Tropez, der var vist andre end os, der havde fået den ide at køre dertil. St.Tropez er en af de berømte byer ved rivieraen, der også besøges af mange berømtheder. Det var en meget charmerende by med en hyggelig havn. Hele vejen rundt lå der igen store luksusyachter. Langs havnen var der boder og malere, der malede billeder af livet i og på havnen.
Vi gik opad bag byen gennem et anlæg. På toppen lå et citadel, hvor der var et marinemuseum, men der var ingen af os, der havde lyst til at se på museer. Udsigten over byen og havnen var i sig selv fantastisk. Bagefter slentrede vi rundt i de smalle gyder og små torve, og fik lidt køligt at drikke.
 

Da vi kom tilbage til campingpladsen, blev vi inviteret på cappuccino om aftenen hos vores nabo. Der var flyttet en tysk/italiensk familie ind ved siden af os et par dage før. De var meget søde og venlige. Dagen før var vi blevet inviteret på spaghetti og kødsovs, selvom de havde set, at vi lige havde spist. "I Italien laver vi altid nok mad, så også naboen kan spise med", fortalte de. Vi afslog høfligt, da vi var mætte, men nu syntes de så, at vi skulle komme over og få aftenkaffe.
Vi havde en vældig hyggelig aften, hvor det blev noget sent, før vi gik til ro. Næste dag skulle de videre til Italien, for at besøge noget familie. Desværre blev deres plads udlejet til nogle meget larmende, uvenlige og uhøflige hollændere. Desuden fyldte de hele deres parcel med telte og autocamper, cykler, gummibåde mm. Der gik barduner på kryds og tværs, helt ind under vores vogn. De satte tørresnor op i de små nyplantede træer, som bøjede sig mod jorden under vægten af utallige håndklæder. Vi syntes de faldt lidt udenfor målgruppen på pladsen, men da de kun var der 3 dage sammen med os inden vi skulle hjem, lod vi være med at gøre mere ud af det.
 

Det var en rigtig dejlig ferie, og begge campingpladser vi boede på, vender vi gerne tilbage til. Det kan godt være at pladsen ved Middelhavet er for stille for børnefamilier, men vi nød at der var fred og ro. Vi nåede ikke at se hverken Nice eller Cannes, men det er dejligt, når man har noget at køre efter, hvis man kommer igen.