DCU CAMPING SKOVLY 2017

 

 
Den sidste weekend i januar, beslutter vi at tage en hurtig tur til DCU Camping Skovly/Tranum. Dels er det længe siden, vi sidst har været der, og dels er der ikke mange campingpladser, der er åbne om vinteren, hvor vi ikke har været for nylig.

Vi er fremme ved 18-tiden, hvilket vi har lovet lejrchefen, da han skal i byen og spise. Vi tjekker hurtigt ind og vælger plads. Der er helt mørkt, så vi vælger efter hvad lejrchefen foreslår. En lidt åben plads, men med udsigt over området og tæt på toiletter og bad. Næste morgen er der frostvejr, men det ser ud til at blive en fin dag. Selvom vi stadig er et stykke fra Hanstholm, har vi besluttet, at vi skal have et stjerneskud på Det gamle Røgeri i Hanstholm til aften.

Vi springer frokost over, da vi ved vi skal have tidlig aftensmad, og vi kører os en tur. Først kører vi til Slettestrand og videre til Svinkløv. Der kan vi se de triste rester af Svinkløv Badehotel, der nedbrændte i september 2016.

 

Fra vores vogn er der udsigt over noget af pladsen og skoven bag.

 

Parcellen er åben, men der er heldigvis ingen vind.

 

Bad og toiletter. Super rene og dejligt opvarmede. Desværre med sådan nogle gammeldags, fastmonterede brusehoveder ala svømmehal. Der er heller ingen mulighed for at ændre vandets temperatur - bare tryk på knappen, og der kommer vand.

 

Vi parkerer og kigger på brandtomten. Der er godt nok et trist syn.

 

De sortsvedne rester ligger og venter på at blive fjernet. Der kommer et nyt badehotel, men det bliver aldrig det samme.

 

Et sidste blik på ruinen.

 

Vender vi blikket den anden vej, ligger havet foran os.

 
Vi fortsætter forbi lyngmøllen ved Grønnestrand og videre til Thorup Strand. Der ligger fiskerbådene på stranden. Vi fortsætter mod sydvest, over Thisted og ud til kysten igen ved Stenbjerg Landingsplads. Landingsplads har ikke med fly at gøre, men fiskerbåde. Jeg faldt for længe siden over nogle billeder derfra, og nu er lejligheden der til selv at se stedet. Læs mere her http://www.visitthy.dk/stenbjerg-landingsplads
 

Vi kører ad små veje og kommer forbi en udsigtsplads ved Svinklovene ikke langt fra Svinkløv Badehotel og Svinkløv Camping.

 

Ved Grønnestrand ligger der en lyngmølle. Lyngmølle hedder det, fordi den er beklædt med lyng.

 

Ved Thorup Strand ligger fiskerbådene på stranden, men "Gutterne fra kutterne" er ikke at se.

 

Jeg håber, at der bliver ved at være fiskerbåde på strandene. Det er et hårdt job at være fisker og sikkert svært at tjene en ordentlig løn.

 

Vi er nu kommet til Stenbjerg Landingsplads. Et øde og specielt sted. Fiskerhusene blev restaureret i 2000, men blev bygget i ca. 1900. Sandet, der fyger og dækker alt, giver en evig kamp om at holde landingspladsen ryddet.

 

Vi går ned mod vandet. Der er ikke mange mennesker her sådan en lørdag i januar.

 

Husenes særpræg er det forskelligt farvede døre og vinduer.

 

Jeg vil gerne tilbage en sommerdag, hvor jeg tænker, at der er flere mennesker og måske endda fiskerbåde.

 

Blå, rød og grøn er farverne på træværket. I huset med de 2 røde døre til venstre, er der offentligt toilet. Rent og pænt.

 

Sandet hober sig op i dynger som fygesne.

 

Jeg kigger op mod den lille klat huse nede fra stranden. Sandet er løst og svært at gå i. Ikke som det sammenkørte sand fra Blokhus til Løkken, hvor bilerne kører langs stranden. Her har kørt en traktor, der sikkert har halet både op. Vi så i Stenbjerg by, at mange havde deres små fiskerbåde til at ligge på en bådtrailer ved deres hus.

 

Nedenfor landingspladsen ligger en bunke store sten - måske som bølgebrydere for at beskytte husene.

 

Vejret har været overvejende godt, men også skyet. Nu sender solen lidt lys gennem de tynde skyer, og farven viser, at der ikke er længe til solnedgang.

 

Vi vender tilbage til den lille klynge huse. Det er tid til at komme videre.

 

Redningsstation. Umiddelbart ser bygningen ret ny ud.

 
Fra Stenbjerg Landingsplads fortsætter vi mod nord langs kysten og drejer ned mod vandet i Nørre Vorupør. Vorupør Kirke ser spændende ud, men vi kører helt ned til stranden. Flemming trænger til at gå igen. Hans ryg protesterer, når han sidder for længe. Nede ved stranden er der en lang mole ud i havet, og vi går ud ad den. Den minder om molen i Løkken og Nørre Vorupør minder om Klitmøller, hvor vi har været flere gang og se på surfere.
 

Vi er nu kommet til Nørre Vorupør. Kirken ser flot ud, men det er ikke den, vi er kommet for at se.

 

I Nørre Vorupør ligger der også fiskerbåde på stranden. Der ligger nogle små, fladnæsede både, og det var den slags, vi så i Stenbjerg.

 

Turen ud ad molen starter med en trægangbro.

 

Så kommer vi ud på en støbt mole af beton. Der ligger betonbølgebrydere stablet hulter til bulter ved siden af.

 

For enden er der en platform, og man kan næsten forestille sig, man står på et skib. Temperaturen er på frysepunktet, og der er glat under vandet på platformen. Vi træder forsigtigt rundt derude.

 

Tilbageblik mod land.

 

Solens sidste stråler glimter på vandoverfladen. Havet er roligt i dag.

 

Så er vi inde igen. Vi fortsætter vores lille udflugt med sidste stop i Hanstholm.

 
Efter en go´ gang rusk i tøjet ude for enden af molen, vender vi tilbage til bilen og triller til Klitmøller. Denne gang er her næste øde, og det virker helt ugæstfrit. Mange af de små butikker er lukkede, og bølgerne er for små til at lokke surferne ud. Så det bliver et kort visit, og vi fortsætter mod nord til Hanstholm, hvor vi kører ned til havnen og går ind på Det gamle Røgeri. Vi er ikke i tvivl om, hvad vi skal have - et stjerneskud. Deres "normale" stjerneskud er mere end, hvad man normalt kan klare, og det store kan man slet ikke spise op - med mindre man måske er en stovt fisker, der er vant til at arbejde hårdt i mange timer.

Og mens dagen går på hæld, kører vi tilbage til campingpladsen. Turen i dag er mere end, hvad Flemmings ryg kan klare, og han lægger sig på sengen, så snart vi kommer tilbage. Resten af aftenen går med tv og bøger. Næste dag afregner vi - ca. 300,00 kr. for 2 overnatninger med vores DCU-medlemskab. Vi skal ikke være ude på noget bestemt tidspunkt, men ved middagstid pakker vi sammen og triller hjem. Det har været en dejlig weekend.

 

Her er vores tur i store træk. Det er en dagstur, hvis man skal nå at se noget samtidig. Men den kan frit kopieres og deles op efter behov. Vi kørte turen som et 8-tal.