BERLIN VINTER 2020 DEL 2

 
 
11.02.20

Ved 10-tiden står vi klar på U-bahn-station Alexanderplatz. Vi køber et Kleingruppenkarte i en kiosk. Det kan bruges til transport i 24 timer for op til 5 personer. Vi vil selvfølgelig se mere af byen, hvis vi går rundt eller tager bussen, men U-bahn er genial, hvis man skal hurtigt rundt omkring. Vi starter med at køre til Stadtmitte og går hen for at se Checkpoint Charlie. Der skal lidt fantasi til at forestille sig, hvordan det var, når man står her ved træskuret med alle de moderne, farvestrålende butikker og skilte omkring sig. Vi går ind i en butik - de sælger betonstykker af muren, men kynisk som jeg er, kan jeg ikke forestille mig, der kan blive ved med at være noget at sælge, og jeg funderer over, om de et eller andet sted ligefrem har en produktion af mur, der bliver malet på og siden slået i stykker. Vi dvæler lidt ved udstillingerne rundt omkring, der viser billeder af, hvordan der så ud, og hvordan det var at passere.

Vi har haft planer om Berlin Story Bunker, men der er lukket pga. ombygning, så vi futter hen til Ritter Sport Bunte Schokowelt Berlin. Her kan du lave din egen Ritter Sport chokolade med det fyld, du godt kan lide - du bestemmer selv. De sælger selvfølgelig Ritter Sport i varierende størrelser, merchandise i form af tasker og t-shirts mv. og på 1. sal er der en café. Vi bliver pludseligt kaffetørstige, og skal da også lige prøve en Ritter Sport-kage. Det bliver nærmest vores frokost, for det er ved den tid.

Efter at have forsynet os med nogle plader chokolade går vi videre, og lige ved Ritter Sport ligger Galeries Lafayette. Vi kan se navne som Gucci, Valentino, Boss og lignende, men Søren og Flemming hører slet ikke, at Ulla og jeg udtaler ønske om at stikke næsen indenfor - de traver med lange skridt videre mod Mindesmærket for Europas myrdede jøder. Det er et stort areal med 2711 betonsøjler til minde om Holocaust. Det er en hurtig nedstigning fra sjov med chokolade og dyre mærker til en dyster og forfærdelig tid i verdenshistorien.

 

Det går op og ned ad trapper, når man bruger U-bahn.

 

Så venter vi på afgang.

 

Vi er nået frem til Checkpoint Charlie. Der er butikker og museer overalt med henvisning til muren.

 

Mon ikke skiltet er blevet skiftet ud nogle gange. Det ser i hvert fald ikke ud til at være fra dengang muren blev opført og Tyskland blev delt.

   
Soldaterne er væk, så Søren og jeg tager lige en tørn. En stump bevaret mur.
 

Nu er det en turistattraktion, men med en alvorlig og tung historie bag.

 

Stumper fra muren - jeg ved nu ikke. Ser malingen ikke ret frisk ud?

 

Et sidste blik på Checkpoint Charlie.

   
Chokolade til alle - barn som voksen. Indrømmet - vi køber også noget med hjem.
 

Mindesmærket for Europas myrdede jøder.

 

En labyrint af betonklodser.

 

Vi er tilbage ved Brandenburger Tor og Hotel Adlon Kempinski. Denne gang får vi det at se i dagslys.

 

En elegant klædt lirekassemand.

 

Uanset årstid, vind og vejr er der hele tiden turister, der fotograferer Brandenburger Tor - mig selv inkl.

 

Rigsdagsbygningen til venstre - den må vi se en anden gang.

 

Vi tager U-Bahn til Potsdammer Platz

 

En anden slags Berlin. Her er moderne bygninger. Vi skal se Sony-centret.

 

Glas og stål. Her er restauranter, Sony-butik, filmmuseum og biograf bl.a.

 

Filmmuseum ser spændende ud, men der er lukket. Det undrer mig ikke - vi er ret gode til at ramme lukkedage.

   
Alle bygninger ligger i en cirkel med luftigt tag med dug spændt ud over tagkonstruktionen. Det kan give lidt skygge på varme dage.
 

Vi forlader de høje bygningers skyline og går mod Mall of Berlin. Et stort butikscenter.

 

Arkade i Mall of Berlin med butikker i flere etager på balkoner.

Flot byggeri, og øverst finder vi en række spisesteder og spiser sen frokost på en kinesisk restaurant.

Tysk spionmuseum på Leipziger Platz. Det har vi også til gode. Vi er på vej tilbage til hotellet.

 

Vi bruger vores Kleingruppekarte igen.

 
12.02.20

Dagens udflugt starter ved KaDeWe - Kaufhaus Des Westens på Tauentzienstrasse. Ulla og Søren har fortalt om deres helt fantastiske madafdeling på øverste etage. Vi ankommer med U-Bahn til Wittenbergplatz. Stationen er utrolig gennemført i art nouveau og er fra 1902. Jeg ville gerne have set noget mere af stationen, men Ulla har som sædvanligt det lange ben foran og er allerede ude af bygningen. Jeg tager dog et par billeder derfra. Gamle reklamer pryder væggene.

KaDeWe byder på en masse luksusvarer, men vi er mest nysgerrige på den helt specielle madafdeling. Vi kører med rulletrappe efter rulletrappe op og op og op. Til sidst er vi der. Etagen byder på en overdådighed af madvarer, og vi går rundt og slikker os om munden. Jeg køber en pose blandede bolsjer, bare for at få en fin papirspose, hvor der står KaDeWe på ;-)

Bagefter deler vi os lige lidt. Søren og Ulla vil gerne se lidt mere af butikken, men vi gider ikke, så vi aftaler at mødes lidt senere ved Gedächtniskirche - eller nærmere ruinen af kirken, der ligger for enden af Tauentzienstrasse, hvor Kurfürstendamm starter. Vi ser de smukke mosaikker, der stadig består og bagefter den nye kirke, der er bygget ved siden af. Vi finder sammen med Ulla og Søren igen og begiver os ned ad Kurfürstendamm og kigger på dyre butikker og biler. Det eneste vi køber, er frokost. En sandwich i en café.

Fra Kurfürstendamm tager vi U-bahn og bus til Gendarmenmarkt. På pladsen finder vi 2 nærmest ens kirker - Französischer Dom og Deutscher Dom. Ingen af dem er domkirker - Dom henviser til kuplen i tårnet. Midt mellem kirkerne ligger Konzerthaus Berlin. En flot plads. Vi fortsætter til Bebelplatz, der ligger tæt ved. På  Bebelplatz er der et mindesmærke for nazisternes bogafbrænding. Pladsen er omgivet af Humboldt Universitetets bygninger og Statsoperaen. Vi er ved at være trætte i fødderne, og vi vender tilbage til vores hotel. Efter et par drinks i hotellets bar går vi hen og spiser på Block House am Alexanderplatz.

 

U-bahnstation ved Wittenbergplatz.

 

Der er fine, gamle reklamer på væggene.

 

KaDeWe til venstre.

 

Det er ikke umiddelbart til at se, at bygningen er et stort varehus.

   
Kaufhaus Des Westens. Gedächtniskirche. Resterne af den gamle bombede kirke og til venstre derfor den nye ottekantede kirke. I folkemunde omtalt som "læbestiften og pudderdåsen".
 

Det er nærmest kun tårnet, der er tilbage.

 

Indenfor kan man se de smukke mosaikker i loftet.

   
Mosaikkerne er lappede, hvor der er store revner. Alligevel fantastisk at de flotte mosaikker stadig består.
 

Den nye kirke, der hele vejen rundt er lavet af blåt glas.

 

Vi fortsætter ned ad Kurfürstendamm.

 

Blandt de dyre butikker på Kurfürstendamm finder vi selvfølgelig julepyntskonceptet Käthe Wohlfahrt. Dyrt julepynt, men selvfølgelig fantastisk flot.

 

Der går en del på gaden, men i mange butikker er det kun personalet, man kan se. Men det er selvfølgelig heller ikke så mange varer, de behøver at sælge, når det f.eks. drejer sig om dyre smykker og tasker til 1000-vis af euro.

 

Vi nøjes med at kigge på biler og vinduer. Det er lidt udenfor vores økonomiske formåen.

 

På Gendarmenmarkt ligger de 2, stort set ens, kirker - her er det Deutscher Dom til venstre for koncerthuset.

 

Til højre ligger Französischer Dom

 

Og midt i ligger Konzerthaus Berlin.

 

Midt på Gendarmenmarkt ligger Schillerbrunnen - opkaldt efter den store digter og forfatter Friedrich Schiller.

 

Ved Bebelsplatz, på begge sider af Unter den Linden, ligger Humboldt Universität.

 

Stort og imponerende.

 

På Bebelsplatz finder man også Statsoperaen.

 

Midt på pladsen er der en mindesplade for stedet, hvor nazisternes bogbrænding, som var en kampagne iværksat af myndighederne i Nazityskland for at brænde bøger, der blev anset uoverensstemmende med nazistisk ideologi, fandt sted. I alt blev der brændt henved 25.000 bøger af 2.500 forfattere.

 

Rytterstatue på Unter den Linden af Friedrichs II von Preussen. Bygningen bag er Staatsbibliothek.

 

På tilbagevejen kommer vi igen forbi Berliner Dom.

 

Og solen bryder frem bag de mørke skyer og oplyser TV-tårnet og St. Marienkirche.

 
13.02.20

Vi er nået til sidste dag på ferien. Vi starter dagen ved East Side Gallery - et stykke mur, der stadig står, og som er dekoreret af forskellige kunstnere. Da vi har set hele muren, går vi tilbage og over Oberbaumbrücke og ind i et lidt slidt kvarter, hvor vi hviler benene og får en kop kaffe på en café. Vi fortsætter mod Markthalle Neun, hvor vi spiser frokost.

Vi fortsætter til Gedänktstätte Bernauer Strasse, hvor man kan se, hvordan man forsøgte at flygte til vesten gennem tunneller. Der er et stykke mur og ingenmandsland og pigtrådshegn, så man kan se, hvordan det så ud, mens byen var delt i øst og vest. Det er ufattelig trist at se, hvordan familier blev adskilt, fordi man boede forskellige steder i byen.

Efter et par timer på hotellet med afslapning går vi ud for at spise aftensmad. Vi ender på Hofbraü Berlin. Der er liv og glade dage med tyrolerorkester og Oktoberfeststemning, selvom vi er midt i februar. Vi får Haxen - svineskank - og disse er stegt sprøde udenpå i ovnen. Det er gigantportioner, og vi kan ikke spise op. Godt mætte og trætte vender vi tilbage til hotellet, der ligger tæt ved. Vi har gået næsten 20.000 skridt og kørt både over og under jorden.

 

 

Vi stiger af tæt ved Oberbaum Brücke. Den vender vi tilbage til.

 

En bedaget Trabant som blikfang ved en restaurant.

 

Vi er ved East Side Gallery - et stykke af muren på lidt over 1300 meter, der er dekoreret af over 100 kunstnere fra forskellige lande.

 

Der er en shop/kiosk med souvenirs.

 

I får lige lidt billeder derfra.

 

Turister spadserer frem og tilbage, så det er svært at tage billeder.

 

Kysset mellem Leonid Brezhnev og Erich Honecker - læs evt. mere om det her https://berlin-guide.dk/index.php/tema/billeder-fra-berlin/942-1990-dimitri-w-wrubel-kysset-pa-muren

 

Jeg er sikker på, der er en historie bag hvert billede, men jeg har ikke undersøgt dem nærmere.

 

Batman, Jokeren og andre figurer.

 

Og selvfølgelig Trabanten, der ses så mange steder i byen.

 

Vi går langs floden tilbage mod Oberbaumbrücke.

 

På vores hotelværelse hænger et billede af broen i silhuet.

 

Vi går over på den anden side af floden til bydelen Friedrichhain-Kreuzberg.

 

Bydelen virker mere slidt og ikke så restaureret som andre steder.

 

Her er ikke mange turister udover os.

   

Vi ender i Markthalle Neun, hvor vi vælger lidt forskelligt til frokost.

Det minder om Aalborg Streetfood, hvor mange forskellige nationaliteter sælger mad fra deres boder.
 

Indgang til toiletter. Til venstre en fotoautomat, som jeg husker fra min ungdom. Vi så dem flere steder i byen.

 

Vi er nu kommet til Bernauer Strasse - her finder man et mindesmærke over muren og masser af plancher med billeder og beskrivelser.

   
Jernstængerne indikerer, hvor muren stod. Flere steder blev der gravet flugttunneller - de er markeret med stenstier som på billedet til venstre.
 

Mindesmærket dækker et større område.

 

Også en stump mur her.

 

Der er også en del billeder der viser, hvordan det var.

 

Fra udsigtstårn , så man kan se ned over området.

 

Dokumentationscenter og udsigtstårn.

 

Fra tårnet kan man se, hvordan muren var anlagt. Der var ikke kun en mur, men også et stykke imellem bevogtet af hunde og patruljeret af soldater.

   
Appetitten fejlede nu ikke noget til aften. Sprødstegt Schweinehaxe, der smagte fantastisk. Et sidste billede ud af hotellets vindue med sporvogn til eller fra Alexanderplatz.
 
Næste morgen kører vi hjemad. Kort tid efter vores ferie har Covid-19 bredt sig overalt, og alt bliver lukket ned. Vi er glade for, vi lige nåede at få en dejlig ferie. Tak til de læsere, der har fulgt med.