WEEKENDTURE 2009 DEL 2

 
 
Vinderup Camping
Jeg ringede til min søster og svoger, og sagde at jeg ville give en campingweekend. Jeg havde nemlig fundet en plads, der reklamerede med gratis camping i hele uge 35. De havde egentlig besluttet at stille vognen på vinteropbevaring, da de ikke regnede med at skulle på flere ture før foråret igen. Men...... de kunne godt lokkes til endnu en tur - især min svoger Claus, der egentlig kun hørte ordet gratis :-) - tidspunkt, sted osv. aftalte jeg med min søster. Vi skulle til Vinderup Camping. Det ligger ikke så langt fra Struer, og det var et sted, jeg havde nærmest ingen kendskab til. Faktisk havde jeg aldrig hørt om Vinderup.

Vi ankom fredag eftermiddag. Vejret var nogenlunde, men udsigten lovede ikke for godt vejr i weekenden. Pladsen var trang, da vi ikke var de eneste der havde fået den ide, at prøve gratis camping. Vi valgte ikke at sætte hverken solsejl eller Shadow markise op, da der var lovet både regn og stærk blæst. Vinderup Camping er ikke stor, men hyggelig. Det er lidt som at bo i lejrparrets have. Jeg har lavet en beskrivelse af pladsen som du kan læse her Weekend på Vinderup Camping - Campingguiden.dk - jeg vil blot supplere med lidt billeder fra weekenden.

Vi kom hurtigt på plads, for vi skulle jo ikke have stillet så meget op. En god times tid efter os kom min søster og svoger trillende ind ad campingpladsens indkørsel.
Endelig var begge hold på plads. Lørdag kørte vi til Thyborøn for at se sneglehuset. www.sneglehuset.dk
Jeg vil sige, at det er mere sjældent end kønt :-) Indvendigt var der udstilling af sneglehuse og muslingeskaller. Desuden kunne man købe helt igennem afskyelige souvenirs.
Stranden var fyldt med bunkere. De er en del af Thyborønfæstningen, som igen er den del af Atlantvolden. Og min søde, lille niece var ved at blæse væk.

Man blev ikke lige fristet til at gå en tur ud på høfderne.

Om aftenen var Andreas og Helena på besøg. Vi hyggede os alle i vores vogn. Her har vi så yndlingssvogeren søndag formiddag, hvor vi er ved at pakke sammen.
 
Svalereden Camping
Når man har en hjemmeside om camping, kommer man i kontakt med en masse søde og rare mennesker med samme interesser. Én af de kontakter er Jan Kirkedal - www.jankirkedal.dk - og hans hustru Anne-Birthe. Det var faktisk Jan, der fik mig i gang med siden, og som tålmodigt hjalp mig over de værste forhindringer i starten. Vi har mødtes på weekendture og ferie og tilbragt mange hyggelige timer i hinandens selskab.

Denne gang havde vi planlagt en tur til Svalereden Camping ved Sæby. Vi var nu i starten af september. Vi kom et par timer senere end Jan og Anne-Birthe fredag eftermiddag. Vi fandt en dejlig parcel med udsigt over Kattegat. Der var ingen ledige pladser i det område, hvor Jan og Anne-Birthe lå. Svalereden Camping er en af de bedste pladser, vi har været på, ud fra vores kriterier. Der var smuk natur og udsigt, venligt lejrchefpar, helt utroligt rene og fine bad og toiletter. Godt køkken, og store dejlige familiebaderum. Pladsen lå i forskellige niveauer, og var meget hyggelig. Man skulle bruge poletter til bad, men her havde automaterne den fordel, at man kunne stoppe for vandet, mens man sæbede sig ind. Der var gratis trådløst internet. Det fandt Jan ud af, og jeg tjekkede lige min pc, der hvor vi lå. Det virkede fint.

Vi var alle en tur i Sæby lørdag formiddag og shoppe lidt. Lørdag eftermiddag tog Flemming og jeg på besøg på nabocampingpladsen - Hedebo Strand Camping - for at hilse på en kær gammel ven, jeg har kendt hele mit liv, men som jeg ikke har haft kontakt med i mange år, før jeg fandt ham på en campingdebat :-) - nu glædede jeg mig til at møde ham igen. Vi havde en meget hyggelig eftermiddag med udveksling af minder, campinghistorier, feriesnak og masser af grin. Lørdag aften hentede Flemming og Jan stjerneskud i Frederikshavn, og vi spiste hos Jan og Anne-Birthe. De havde i øvrigt fået ny campingvogn, efter deres vogn var blevet haglskadet ved Gardasøen. Søndag var vejret rigtig godt. Jan og Anne-Birthe kørte tidligere end os. Vi blev der faktisk en god del af søndagen Dejligt med en plads, hvor man ikke bliver hældt ud præcis kl. 12.00, når der ikke længere er højsæson. Der står jo ikke ligefrem folk i kø, for at få pladsen.

Lørdag formiddag var der dejligt vejr med sol fra morgenstunden Sæby
Man kunne gå gennem et grønt område, og så endte man nede ved havnen. Vi fortsatte op gennem byen igen, og der er masser af små, hyggelige huse.

Den gamle vandmølle.

Her er vi på vej mod kirken. Kirken var smuk med mange kalkmalerier i loftet.
På besøg hos Hardy og Ebba på Hedebo Strand Camping. Søndag morgen med dejligt vejr igen.
Indkørsel til Svalereden Camping Et kig ned ad en af vejene på pladsen

Nede ved stranden var der en bænk, hvor man bare kunne sidde og flette fingre og lade tiden gå, mens man kiggede ud over havet til Læsø og skibene.

Nedenfor campingpladsen, var der blevet udstykket yderligere pladser. Det var luksuspladser med kig til havet. Så skal vi så småt til at pakke sammen. Sådan en weekend går alt for hurtigt.
 
Randers City Camp
I midten af september gik turen til Randers City Camp - tidl. Fladbro Camping. Igen en plads, der var medlem af BTN. Vi havde været på pladsen for nogle år siden. Da var toiletter og bad temmelig usle, men selve pladsen var dejlig. Masser af natur udenfor campingvognsdøren. Egentlig skulle vi ikke have været på camping denne weekend, for vi havde et par hængepartier derhjemme, men vejrudsigten lovede rigtig godt vejr, så fredag, da vi kørte hjem fra arbejde, tog vi en hurtig beslutning og smuttede på camping i stedet. Nu var vi spændte på om pladsen var blevet forbedret. Dengang fortalte campingmutter, at der var planer om renovering af bl.a. køkken, bad og toiletter.

Da vi ankom, kunne vi bare finde os en plads. Der var ikke afgrænsede parceller. Umiddelbart syntes vi det så lidt umuligt ud. Vi ville jo gerne have en plads, hvor vi ikke bare skulle kigge ind i siden af naboens campingvogn. Der var ikke mange ledige pladser igen. Men så fandt vi en god, rummelig plads for enden af en vej, hvor det endda var muligt at tilslutte vand og kloak. Der var ingen merpris for komfortpladser. Og facilitetsbygningen var renoveret. Den var endda meget flot med store familiebaderum og bad og toiletter. Den anden bygning tættest på receptionen var ikke fornyet. Vi foretog os ikke ret meget andet end at læse og trisse rundt på pladsen, og så var vi lige et smut i Randers Storcenter. Jeg skulle besøge en butik, jeg altid må besøge, når jeg er i Randers, og Flemming fik det ansvarsfulde job, at handle til aftensmaden :-)

Så er vi på plads. Vand og kloak lige bag vognen. Grillet kylling til aften. Der var dejligt vejr, og vi kunne stadig sidde ude i skumringen.
Dejligt vejr igen igen :-) - lørdag morgen slappede vi af. Udsigten fra vores plads.
Indkørsel til pladsen Parcellerne ligger rundt omkring på pladsen, nogle steder er der veje, nogle steder ligger man mellem træerne.
Yderst på pladsen kan man ligge på kanten med flot udsigt over Nørreådal Her er så udsigten, og de pladser, hvor man kunne nyde udsigten, var alle optaget.
Billeder fra en runde på pladsen.  

 
Legepladsen Toiletbygning, der er sat i stand.
 
Svalereden Camping
Efterårsferien nærmede sig, men eftersommeren blev ved at byde på godt vejr, og det er ikke fordi jeg stammer, at Svalereden Camping igen bliver nævnt :-) - vi syntes bare det var sådan en dejlig plads, så vi blev nødt til at besøge den igen. Jeg ringede til lejrchefen, for at forhøre mig om vores parcel med den dejlige udsigt igen var ledig. Det var den desværre ikke. Den var ret eftertragtet. Nå, men jeg reserverede en anden plads, for der var ikke meget ledigt tilbage at vælge imellem. Om lørdagen var vi en tur i Frederikshavn og se byen fra Pikkerbakken. Der var storslået udsigt over havnen og byen. Vi handlede lidt til aftensmaden, og ellers var weekenden ren afslapning. Andreas og Helena var på besøg lørdag aften.
Denne gang lå vi på en af vejene, hvor det var mere pænt delt op. Udsigt fra Pikkerbakken over Frederikshavn.

Tæt ved ligger Bangsbofortet. Det besøgte vi dog ikke i denne omgang.

Vi kunne se en lystyacht, der var havnen i Monaco værdig. Så vi kørte ned på havnen, for at se nærmere på den. Det så ud til at være en nybygning på prøvesejlads. Den havde overhovedet ingen navn eller andre kendetegn.
Udsigt fra parcellen Vi gik en tur til stranden om aftenen og kiggede på lysene i Frederikshavn og Sæby.
 
Jeg tror ikke, det bliver til flere weekendture i år. Vi har et projekt med at male stue, og 1. november stiller vi vores vogn på vintercamping på Himmerland Camping og Feriepark, ligesom sidste år. Jeg håber, turene har givet lidt inspiration til jer, der følger med. Alle de pladser, vi har besøgt, kan vi godt anbefale. Det har været vidt forskellige pladser, men de har været gode på hver sin måde.