Påske i Sønderjylland 2017

 

 
Påsken er planlagt til at gå til Gardasøen med vores gode venner, Ulla og Søren. Flemming er imidlertid ikke sikker på, at hans ryg kan holde til den lange tur i bilen efter hans diskusprolaps sidste år. Nu har vi bedt om ferie på arbejdet i 2 uger, så Ulla og Søren kører til Gardasøen, og vi kører til Sønderjylland. Hvis vi kan nå så langt.

Lørdagen før påske kører vi mod syd. Det går egentlig ok, og med indlagt lang frokostpause ender vi på Grønninghoved Strand Camping - det er en ACSI-plads. Den ligger ved Kolding - ikke langt fra Skamlingsbanken og Christiansfeld og vi har været på pladsen med et hold venner en weekend for mange år siden. Vi kan vælge en komfortplads med vand og kloaktilslutning ikke langt fra bad og toiletter, og hvis ikke der kommer nogen og ligger foran os, også et fint kig til Lillebælt. Efter at have stillet op, gider vi ikke mere den dag, og Flemming hviler sig på sengen, mens jeg laver mad.

Grønninghoved Strand Camping er en hyggelig campingplads, der ligger i en gammel æbleplantage, og fra mange af pladserne er der udsigt over Lillebælt. Der er mange fastliggere, men af den snakkesalige slags. Lejrchefen kommer forbi og spørger om vi mangler noget for at tilkoble vand, men det gør vi ikke. På pladsen er der en butik og swimmingpool, men se på linket til pladsen herover.

 

Fin udsigt over Lillebælt.

 
Næste dag skinner solen flot, og vandet lyser blåt. Vi beslutter at køre en tur til Hejlsminde, et lille fiskerleje ikke så langt fra pladsen. Vi går en tur og nyder vejret, og bagefter kører vi til Christiansfeld og kigger lidt. Jeg køber et honninghjerte hos Brødremenighedens Bageri, og vi finder et supermarked og handler.

Da vi er på vej tilbage til campingpladsen bipper der en sms ind. Det er Flemmings fætter, der bor i Fredericia, der spørger om ikke vi giver kaffe - faktisk står han og hans kone ved vognen. Jeg skriver tilbage, at vi er der om 10 minutter. De er kørt på motorcykel dertil med en jordbærtærte fra Lagkagehuset i bagageboksen! Selvom kagen er lidt rodet sammen, smager den himmelsk. Vi kan sidde ude i solen, og vi kommer helt i forårsstemning.

 

Skønt vejr, og udsigten over Lillebælt flot, flot.

 

På vej på udflugt. Vi kan kigge op til Skamlingsbanken.

 

Hejlsminde

 

Foråret titter frem, og vi nyder det gode vejr.

 

Hejlsminde - den hvide bygning med rødt tegltag og tårn er et badehotel.

 

Næste stop er Christiansfeld.

 

Christiansfeld er en spændende by, og for ikke jeg skal referere en masse her, kan interesserede læse om byen her: https://da.wikipedia.org/wiki/Christiansfeld

 

Byen har mange gamle, og smukt vedligeholdte bygninger.

 

Brødremenighedens kirke til venstre og Brødremenighedens museum lige for.

 

Her er hyggeligt, og om sommeren, når der er grønt og frodigt, er der sikkert endnu mere skønt.

 

En kop kaffe og en kop øl i solen med jordbærkage fra Lagkagehuset sammen med skønne mennesker. Hvad mere kan man forlange?

 

Da Flemmings fætter og hustru var kørt, nød vi den sidste del af dagen i solen.

 
Selvom vi godt kan ønske os det, kan solen ikke skinne på os hver dag, og næste dag planlægger vi en tur til Haderslev. Vi vil jo gerne opleve lidt af det sønderjyske, nu vi er her. Vi finder en p-plads og går rundt og ser på byen. Frokosten består af stjerneskud på en restaurant. Efter Haderslev fortsætter vi til Aarøsund, hvor vi går lidt rundt på havnen. Sidste stop på dagen gør vi ved Tørning Mølle vest for Haderslev http://www.toerning-moelle.dk/ - stedet er hyggeligt med borde og bænke til udflugter ved mølledammen, og stedet benyttes til forskelligt kulturelt, så som udstillinger, teater, musik osv.
 

Haderslev Domkirke.

   
Stor kirke og højt til loftet. Kirken er smukt og enkelt indrettet.
 

Torvet i Haderslev har nogle fine gavlhuse.

 

De er malet i forskellige farver.

 

Til begge sider på Torvet står der granitsøjler med skulpturer på

 

Der er stille i gaderne. Selvom det er forår, er der køligt.

 

Der er mange gamle huse i Haderslev og brostensbelagte gader.

 

I gågaden er der dog mere liv.

 

I Aarøsund ligger Aarøsund Badehotel. Det ser meget hyggeligt ud, og om sommeren er der helt sikkert skønt.

 

Der er en lille jollehavn, men der sker ikke meget sådan en kølig forårsdag.

 

Vi får fornøjelsen af at se færgen sejle over til Aarø.

 

Lidt tilfældigt kommer vi forbi Tørning Mølle.

 

Der er stille lige nu, men vi kan se, at der ofte er nogle arrangementer der.

 

Møllebygningen.

 
Så kommer der en dag, hvor vi ikke laver andet end at hygge og læse. Vejret er i og for sig ok, men vi har kun solsejl med, og vi må blive i vognen. Det gør ikke så meget. Vi er noget i underskud for campinghygge pga. manglende ture efter Flemmings prolaps. Jeg bruger lidt af dagen til at undersøge, hvad vi ellers skal opleve. Vi beslutter os for at se Koldinghus Slot næste dag.

Næste dag regner det, så det er jo helt fint med Koldinghus, hvor det meste er indendørs. Vi parkerer helt oppe ved slottet i en gård, og begiver os ind. På grund af påsken er der lavet aktiviteter for børn. De kan tegne påsketegninger og deltage i en konkurrence, hvor de skal finde påskeharer overalt på slottet. Det er et hit.

 

Koldinghus

 

Inde i slotsgården.

 

Jeg ved ikke helt, hvor meget der er tilføjet, men de gamle mure har fået overdækning med nyt tag, ser det ud til. Pillerne, der støtter loftet, ligner gigantiske tændstikker, der står med svovlet nedad.

   
Der er trapper op til de forskellige etager, og vi skal selvfølgelig helt op, så vi kan se det hele fra oven. Det er faktisk imponerende med sådan et bygningsværk. Det er flot lavet.
 

Vi kommer rundt på slottets forskellige sale og rum. Drengen har fundet en af påskeharerne.

 

Selvom der er mange nye og moderne installationer, passer de på en eller anden måde perfekt ind i bygningen.

 

Det er altid spændende at se det indvendige af Danmarks gamle slotte.

 

I et af rummene er der udstillet legetøj.

 

Vi er klatret helt op i det store firkantede hjørnetårn, og der er fantastisk udsigt over byen. Med sol og blå himmel, der spejler sig i fjorden, må det være helt perfekt. Vi må nøjes med en regntung himmel, med alt gråt i gråt.

 

Vi kan også kigge ned i slotsgården.

   
Der er udstillet gamle klædedragter, og i et rum hænger tøj, som man kan iføre sig og der er en trone, hvor man kan tage billeder af hinanden. Tøjet er flot lavet med en detaljerigdom uden lige.
 

Vi kommer ind i en udstilling med sølvsmedearbejder.

   
Der bliver vist en film om, hvordan sølvsmeden hamrer et firkantet fad ud. Fadet er også udstillet.
 

Vi forlader slottet, og går ned til bilen, så vi kan komme hjem i tørvejr. Først er vi dog lige forbi Kolding Storcenter og spise i Det Grønne Køkken.

 

Parkeringspladsen er lige nedenfor slottet.

 
Vi er klar til flere oplevelser. Vejret er ikke så godt, at vi kan sidde udenfor, så vi kan ligeså godt tage ud og opleve noget. Det ender med at blive en lang dag, men det ved vi ikke, da vi kører ud på tur. Første stop er planlagt til øen Als og byen Augustenborg. Vi boede på en campingplads som 19-årige i telt, og vil gerne gense stedet. Vi kan dog ikke finde den rigtige plads, men der er jo også gået en del år siden, vi var unge og smukke.

Vi fortsætter til Sønderborg. Igen er det evigheder siden vi har været der. Mon ikke det var samme tid som Augustenborg? Vi går en tur rundt om slottet og ad en nyanlagt promenade hen mod lystbådehavnen. Det blæser koldt ind fra vandet, så inden vi når helt ud til lystbådehavnen, vender vi og går langs kajen hen mod Kong Christian 10.´s bro. Vi køber en softice, som vi spiser i læ fra iskiosken. Bagefter går vi tilbage til bilen og kører ud til Dybbøl Mølle. Vi finder ud af at museet - Historiecenter Dybbøl Banke - lukker om ½ time, så vi vil ikke bruge 200 kr. for at være der ½ time.

 

Det er en fornøjelse at køre tur i det lysegrønne forårslandskab.

 

Ved Augustenborg

 

I Sønderborg kommer et flot skib sejlende.

 

Det lægger til, hvor vi parkerer ved havnen.

 

Sønderborg slot i solen. Vi går kun rundt om.

 

Man kan komme ind og se det, men nu har vi lige set Koldinghus, så vi springer over.

 

Vi går langs havnen i Sønderborg. Der er pæne huse med flot udsigt til vandet.

 

Stueetagen i husene er flere steder lavet til restauranter og barer.

 

Det flotte skib, slottet og solen, der glimter i vandet - ren postkortidyl.

 

Ved Dybbøl Mølle er der et museum, men det lukker om ½ time, så vi sparer de 200 kr., det koster at komme ind.

 

I stedet smugkigger vi over plankeværket ind på området.

 

Det ser ellers spændende ud, så på et eller andet tidspunkt skal vi da også opleve det.

 

Her har vi så Dybbøl Mølle. Vi kigger lidt i souvenirbutikken i underetagen, men der er ikke noget, der lokker.

 

Det er efterhånden ret sent på dagen, men vi kommer gennem Gråsten, og da porten ind til slottet er åben, må vi da lige se ind i parken.

 

Vi kan læse, at vi gerne må gå i parken, og vi tager en lille tur. Gråsten slot står knivskarpt og velholdt.

 

Der er forårsblomster, men parken bærer præg af, at det er tidligt på sæsonen, og det er ikke meget, der blomstrer.

 
Næste dag får vi gæster til påskefrokost - vores yngste søn, svigerdatter og barnebarn melder deres ankomst. Ja, faktisk kommer de til brunch, og vi har en super hyggelig dag sammen. Vejret er ikke det bedste, men vi hygger i vognen, leger på legepladsen og går en tur. Det er dejligt, at de gider køre helt fra den ene ende af landet til den anden, for at besøge os. Jeg tror, de gerne vil have en campingvogn selv engang, og når de er på besøg, får de lidt af følelsen.
 

Søn, svigerdatter og barnebarn på legepladsen

 

Vi går en tur langs stranden. Ikke langt, Lærkes små ben skal jo også følge med.

 
Jeg vil gerne se Bindeballe gamle købmandsgård - http://www.bindeballekoebmandsgaard.dk. Så næste dags tur bliver planlagt at gå dertil. Så kan vi altid se, hvad mere vi finder på. Købmandsgården er en gammeldags købmandsbutik, hvor der er forskelligt til salg og en masse til udstilling. Man bliver lige rykket tilbage til de gode gamle dage. Der er også en stationsbygning overfor med et par gamle togvogne. Købmandsgården er dog det mest interessante. Vi drikker kaffe i caféen ude bagved og vi køber en Bindeballe Bjesk. Købmandsgården ligger ved Randbøl og ikke langt fra Randbøldal Camping. Jeg kan godt forestille mig, at mange demente vil have glæde af en "genkendelsestur" til købmandsgården, men måske der allerede er nogen, der har tænkt tanken og der bliver lavet sådanne ture.
   
Stationsbygning og et par togvogne ved Bindeballe. Stationsforstanderens stue og kontor.
 

Overfor ligger Bindeballe Købmandsgaard.

 

Cykelkurven er fint tilplantet med forårsblomster.

 

Indgang til forretningen, og derinde bliver man sat fuldstændig tilbage i tiden.

 

I loftet hænger der børster, metalvarer, tæppebankere med mere. På hylderne finder man udstilling af gamle dåser og pakker, men også ting til salg.

   
Gamle kaffedåser. Voksdug og et gammelt kasseapparat. Telefonen i baggrunden er vist heller ikke nyeste slags.
 

Mange af tingene bringer minder frem hos mig, og jeg tænker at ældre mennesker også kan nikke genkendende til endnu flere ting.

   
Da jeg var barn, røg min mor Advokat, og føj, hvor de stank. Foskagrynene husker jeg også fra barndommen.
 

I gården, bag købmandsgården, er der cafe. Man kan sidde både ude og inde.

   
Lager på loftet. I caféen koster et stykke kage med kaffe 50,00 kr., så vidt jeg husker. Der er forskellige kager og porcelænet er en kælling fra hver by. Man betaler i købmandsgården, når man går ud, og man skal bare sige, hvor mange gange kaffe og kage, man har fået. Det er da tillid.
 
Vi fortsætter gennem de smukke bakker ved Randbøldal og kører til Engelsholm Slot, som også er en højskole. Slottets hovedbygning  er opført i 1592-1600, og fra 1940 har slottet været højskole med fag i musik, glaskunst, billedkunst og andet kreativt. Se mere om slottet her https://da.wikipedia.org/wiki/Engelsholm_Slot og højskolen her https://www.engelsholm.dk/ - på den anden side af den lille sø ved slottet ligger Nørup Kirke, der er bygget i samme stil som slottet med løgkuppel.

Efter Engelsholm og Nørup fortsætter vi til Egtvedpigens grav. http://www.vejlemuseerne.dk/museum/egtvedpigens-grav - et lille udstillingshus fortæller om udgravningen, pigen og hendes påklædning. Selve egtvedpigen og resten af fundet kan man se på Nationalmuseet i København.

 

Engelsholm Slot og Højskole.

 

Man kan gå gennem parken fra en parkeringsplads ad en allé med mosbegroede træer. Der er store rhododendronbede, og der er uden tvivl smukt i forsommeren.

 

Slottet er omgivet af en vandgrav. Der er ikke offentlig adgang til slottet, men parken i den sydlige ende.

 

Vi kan se over til Nørup Kirke, der er bygget efter samme koncept med tårn med løgkuppel som på slottets tårne.

 

Vi kører lige over forbi kirken også, for at se den tættere på.

 

I informationshuset ved Egtvedpigens grav er der udtilling om udgravningen. Her er holdet, der udgravede den udhulede egetræsstamme, som hun blev begravet i.

 

Egtvedpigen blev begravet i uldtøj og med bælte med metalspænde og armringe.

 

"Under bronzealderen for ca. 3000 aar siden højlagdes her i en egebulkiste en ung dansk kvinde"

 

Den genopførte gravhøj.

 

Om aftenen forsøger jeg at fotografere solnedgangen, der farver skyerne lyserød. Jeg benytter en indstilling på fotoapparatet, der giver billederne en smule mere rødme og glød, og jeg glemmer alt om indstilling, da jeg er færdig med at tage billeder.

 
Og fjolset her (mig selv), glemmer alt om indstilling til solnedgang også næste dag, da turen går til Ribe. Det er så mange år siden jeg sidst har været i Ribe, og nu står turen "rosenrødt" med ekstra glød på alle billederne.  Det må I tage med :-D Faktisk synes jeg, det ser overordentligt flot ud ;-)

Turen til Ribe går gennem det smukke forårsklædte Sønderjylland. Som altid nyder jeg at være på tur. Vi parkerer og lurer lidt på vejret. Der er lovet blandet vejr, men jeg gider næsten ikke gå og slæbe på en paraply. Vi lader den ligge i bilen. Undervejs bliver vi fanget et par gange af regnen, men vi søger ly og nyder solen endnu mere, når den er fremme. Det bliver også til en kop kaffe på konditori, og vi er begge svært vægelsindede, da vi skal vælge kage, for der var så mange lækre at vælge imellem.

Bagefter går turen videre til Kammerslusen, hvor Ribe Å løber ud i Vesterhavet. Der er hyggeligt med de små sommerhuse langs åen. Dagen går på hæld, og det gør ferien også snart.

 

Vi er ankommet til Ribe. Som nævnt, er der "skruet lidt op" for den røde farve - og det skyldes udelukkende min glemsomhed.

 

Ribe domkirke set bagfra. Bygerne kommer og går og solen skinner flot indimellem.

 

Hotel Dagmar. Der ser hyggeligt ud.

 

Vi fortsætter rundt om kirken og sender et blik ned ad gågaden. Den vender vi tilbage til senere.

 

Kirken ligger til venstre, og torvet foran er kranset af gamle bygninger.

   

Udenfor kirken er der statuer af Hans Tausen - reformator og tidligere biskop i Ribe. Han oversatte Biblen til dansk.

Og her Hans Adolph Brorson - også tidligere biskop i Ribe og salmedigter.

 

Kirkerummet er meget smukt og enkelt.

   
I koret ses farvestrålende malerier og mosaikarbejder af Cobra-maleren Carl Henning Pedersen Cobra-malerne kan man læse om her, hvis man er interesseret.
 

Vi fortsætter gennem de hyggelige gader. Der kom en stor byge, mens vi var i kirken.

 

Der er ikke så mange turister, og vi har gaderne næsten for os selv.

 

Her er hyggeligt - tårnene på kirken anes i baggrunden.

 

Det kan godt betale sig, at kaste et blik ind i nogle af baggårdene.

 

Ribe Å flyder gennem byen, og her løber en arm af åen.

 

Vi er på vej tilbage til Domkirken.

   
Solen skinner skønt lige nu og har gjort det på turen gennem byen. Nyere statue fra 2015 af Ansgar - missionærbiskop, der byggede den første danske kirke.
 

Flot gadeskilt ved Ribe Glas.

 

Vi går nu ned ad gågaden. Der ligger spisesteder og butikker.

 

Café Quedens.

 

Når jeg vender mig om, kan jeg stadig se kirkens tårne.

 

Vi kommer igen til Ribe Å, der snor sig rundt om byen.

   
Her er smukt og stemningsfuldt. Regnen hænger igen truende over os.
 

Restaurant Sælhunden.

   
Stormflodssøjle. Vandet har stået pænt højt. Vi trisser tilbage mod bilen gennem de smukke, brostensbelagte gader.
 

Det er begyndt at smådryppe.

 

En overgang søger vi ly i en port, og da regnen stilner lidt af, haster vi videre. Vi skal ud til kysten og se om vi kan finde Kammerslusen.

 

Da vi nærmer os Kammerslusen, kan vi se de små sommerhuse ligge hele vejen langs Ribe Å.

 

Vi parkerer og går op på broen foran slusen og kigger tilbage mod åen.

 

Portene i slusen er lukket, og vi går op ad trappen, så vi kan stå ovenpå portene og kigge i begge retninger.

 

Her er blikket igen vendt mod land og sommerhusene med broen i forgrunden.

 

Til den anden side kan vi se åen løbe ud i Vesterhavet.

 

Vi kan se langs diget og ned på parkeringspladsen. Vejret skifter lige omkring, hvor vi står.

 

Tilbage ved indkørsel til Grønninghoved Strand Camping.

 
Næste dag nyder vi det gode vejr. Vi har pakket solsejlet, og dagen efter går turen hjem. Det har ganske vist ikke været Gardasøen og lune temperaturer, men vi har haft en super dejlig ferie i det sønderjyske og oplevet en masse steder. Vejret har været, som dansk forårsvejr er mest - blandet, men bedre end sit rygte.

Grønninghoved Strand Camping kan godt anbefales. Der er ordentligt og pænt og rent. Værtsparret er super flinke og man kan benytte ACSI rabatkort udenfor højsæson, så det behøver ikke blive en dyr ferie. Der er en del fastliggere, men vi har kun mødt flinke og imødekommende campister, og man føler sig ikke udenfor fællesskabet.

Beskrivelsen blev lidt lang, men så må I selv dele den op, hvis ikke I orker at læse alt på én gang ;-)

 

En kop kaffe efter nedpakning. Fjolset har opdaget, hun har indstillet kameraet forkert og rettet op på det :-)

 

Afgang næste dag. Vi nyder der er blevet grønnere og grønnere, mens vi har haft ferie. Næste år VIL vi til Gardasøen.