KROATIEN 2010 DEL 4
 
 
8/7-10 - torsdag
 
Et af de unges ønsker, var en tur i Nationalparken Krka. Vi havde været der 2 gange tidligere (2005 og 2007) og Andreas havde været der i 2005. Men der er så smukt, at jeg sagtens kunne holde ud at tage endnu en tur dertil. Vi kørte rimeligt tidligt om formiddagen (efter vores standard J). Kl. var præcis 12.00, da vi  ankom til Skradin, hvorfra vi ville sejle. Det varede lige ½ times tid, før turbåden afgik. De øvrige 2 gange, havde vi stået i kø langt ned ad vejen, men vi kunne gå direkte ombord denne gang. Vi kunne se op til motorvejen, hvor vi havde holdt frokostpause vejen nedad, da ferien startede. Krka ligger ikke så langt fra byen Sibenik, så hvis man er på de kanter, må man ikke snyde sig selv for et besøg i parken.

Da vi kom i land, købte vi billetter. Det kostede 95 kuna pr. voksen og 70 for børn 7-14 år. Vi startede med at spise frokost, inden vi tog turen rundt om vandfaldene. Godt tanket op og med ½ liter vand hver i hånden, gik vi turen rundt om vandfaldene. Temperaturen var omkring 30 gr. men det meste af turen foregik i skygge.

   
På vej mod Skradin. Andreas og Helena venter på, vi sejler til vandfaldene.
 

Så er vi på vej til vandfaldene.

   
Her nærmer vi os havnen ved Krka Nationalpark Vi har købt billetter - dem køber man først, når man er steget af turbåden - og begiver os ind i parken.
 
Der var utroligt smukt og helt urskovsagtigt. Man kunne høre cikaderne og og fuglefløjt  højt oppe i trækronerne. De største vandfald var nederst, hvor man startede turen. Men de små vandfald på turen rundt var også smukke og spændende at se på. Vi tog den med ro og nød alle de indtryk, vi fik. Der var en del mennesker i parken, men meget af tiden kunne vi gå rundt som de eneste mennesker i verden. Selvom det var 3. gang, jeg besøgte parken, og jeg har utallige billeder derfra, kunne jeg alligevel ikke lade være at tage en masse billeder. Vi havde en pragtfuld dag i parken.
   
Ved de nederste fald kan man bade. Alle steder forsøger folk at blive kølet ned.
   
Rundt omkring i det nederste niveau, var der damer, der solgte olier og figner og brændte mandler. Herfra var der udsigt over floden, hvor vi kom sejlende.
 

Det var en fantastisk smuk natur, og vi nød at gå rundt og se på vandfaldene.
   
I nationalparken er der også en slags frilandsmuseum. En lille landsby, hvor man kan se forskellige arbejdende værksteder. Men vi har set det et par gange før, så vi nød bare de smukke omgivelser.
 

Det er en lille hyggelig by og en oase, hvor man kan købe lidt forfriskninger.
   
Der var andre end mig, der havde travlt med at finde gode motiver. Det er helt utroligt, at der findes så smukke steder. Selv efter 3 besøg i parken, vender jeg gerne tilbage igen en fjerde gang.
   
På en del af turen går man rundt på trægangbroer, og man kan stoppe op og nyde udsigten og fiskene i det klare vand.  
 

Man kan næsten høre vandets brusen.
   
Udover al den fantastiske natur i parken, var der også et rigt dyreliv. Det var ikke så let at få øje på det hele, bortset fra fiskene, men det svirrede også med store insekter over vandet. Foto: Andreas Jeg tror, det er guldsmede, selvom de ikke var guldfarvet :-) Foto: Andreas
   
Pludselig kunne vi se de store vandfald nederst, hvor vi startede fra. Så vidste vi at turen rundt var ved at være slut. Så kan man lige sidde lidt og nyde udsigten og hvile benene.
 

Her kan man se broen, vi startede med at gå over. Tidligere på dagen var der så mange mennesker på broen, der alle ville fotografere vandfaldene, at man næsten ikke kunne passere.
   
Sidst på dagen var der ikke sat så mange turbåde ind, og vi ventede på næste båd, der kom ½ time senere. På parkeringspladsen fandt Andreas en folder i vinduesviskeren på bilen. Den nævnede noget om en McDonald i Sibenik.
 
Vi kørte derfra ved 17.30-tiden, og vi ville handle lidt på vejen hjem. I Sibenik var der lavet et nyt, stort butikscenter. Der sad en folder i vinduesviskeren med en reklame for centret, og Andreas og Helena kunne hurtigt spotte en McDonald. De blev helt salige ved udsigt til noget "normal"??? mad. Vi rendte rundt i gangene og var på flere etager, uden at kunne få øje på det velkendte logo. Til sidst spurgte vi i en café, hvor det lå. Den unge mand bag disken pegede skråt overfor - "Det er ved at blive bygget der". De unge blev lidt lange i ansigtet.

Nå, men vi fik handlet i en stor Konzum. Andreas mente, at vi kunne kigge efter et sted med hamburgere osv. på vejen hjem, så vi tog kystvejen. Vi vidste det ville tage en times tid at køre hjem, og fra tidligere besøg i Kroatien, vidste vi også, at der ikke lå grillbarer på hvert eneste gadehjørne som i Danmark. Vi fandt heller ikke noget. Vi var tilbage på campingpladsen ved 20-tiden og efterhånden godt sultne. De unge ville så have pizza igen, men det havde vi ikke lyst til, så vi satte dem af ved pizzeriaet, og så tog vi en sandwich, da vi havde pakket vores indkøb væk. Igen kunne vi nyde en lun aften uden myg :-).

 
09/7-10 - fredag
 
Det meste af dagen dasede vi. Jeg gik en tur på pladsen og tog billeder, så jeg kunne skrive lidt om pladsen her på siden. Der var stegende varmt. Efter frokost tog vi taxibåden fra campingpladsen ind til Trogir. Det kostede 15 kuna pr. person. Jeg kan godt lide at se det hele fra søsiden, og Trogirs borg og kirketårne kunne anes, efterhånden som vi nærmede os.
   
Campingpladsen set fra taxibåden.  
   
Allerede inden vi nåede Trogir, kunne vi se luksusyachter ligge for anker. Vi mødte også sejlbåde, der var på vej ud ad havnen.
 

Så er vi i Trogir. Sejlturen tog 15-20 min.
 
Vi delte os, så de unge kunne få lidt tid for sig selv. Først sad vi bare på promenaden og så på de forskellige skibe. Så gik vi over på markedet. Jeg syntes, det var blevet mere fyldt med skrammel end tidligere. Før kunne man købe mange forskellige ting, både tøj, sko, smykker, tasker osv., men det var der ikke så meget af mere. Nu var der adskillige boder med souvenirs af værste skuffe - alt ens og grimt. Vi rendte over Andreas og Helena på markedet. De ledte efter en gave til Helenas forældre, der var hundepassere, mens de var på ferie. De syntes det var noget håbløst, at finde noget.

Vi satte os og fik en kold øl sammen, og vi aftalte at mødes igen ved fodgængerbroen over kanalen ved spisetid. Vi fandt et hyggeligt sted, hvor tjeneren var meget ivrig for at få os ind. Vi var det første, og da først vi havde sat os, strømmede det hurtigt til med gæster. Inden der var gået en halv time, var stedet fyldt. Maden var ok - den sædvanlige turistmenu med noget kød og pommes frites. Jeg valgte dog en fiskelasagne med tomatsalat, og det smagte dejligt.
   
Kaptajnen på den lille taxibåd Langs promenaden lå der store skibe i flere rækker.
 

På havnepromenaden er der restauranter og caféer, og det er et kanonhyggeligt sted at være, både dag og aften.
   
Ved promenaden lå der nogle hotelskibe. Det var ikke store krydstogtsskibe, men mindre træskibe, hvor vasketøj og håndklæder hang til tørre, hvor der var plads. Samtidig blev skibet læsset med mad og drikke. Et af de hyggelige torve i den gamle bydel i Trogir.
   
Fodgængerbroen forbandt parkeringspladsen og markedet med den gamle bydel. Sidst vi var i Trogir, var denne gade fyldt med biler, der parkerede overalt, hvor man kunne kile en bil ind. Nu var den afspærret og der var opsat markedsboder langs vejen.
 
Bagefter gik vi rundt på promenaden og så, hvordan lysene blev tændt på skibe og på havnen. Der var masser af mennesker og dans på nogle af bådene. Der var nogle hotelskibe, hvor det gik livligt til. Vi tog taxibåden tilbage kl. 21.45. Det var ikke den samme, som vi sejlede ind med. Denne her var en stor båd i 2 etager, og vi var i tvivl, om det var den rigtige. Vi spurgte personalet, og de forsikrede os om, at det var den rigtige. Den sejlede i hvert fald i den rigtige retning J Der var mange med båden, og den stoppede flere steder for at sætte folk af eller tage nogen på. Ganske rigtigt endte den på "vores" campingplads, hvor de sidste stod af.

Det første jeg gjorde, da jeg kom tilbage, var at tage et bad. Jeg havde svedt, så det dryppede fra mit hår inde på markedet, hvor luften stod helt stille, og solen bagte ned. Nu satte jeg pris på, at der kun var koldt/lunkent vand i bruserne J
 
Aftenskumring Når mørket falder på, begynder byen at summe af liv.

 

Der var masser af små torve med restauranter, og det var hyggeligt at gå rundt i den gamle bydel.
   
Vi sluttede nede på promenaden. Der var nok at se på, og vi var godt trætte i fødderne af at gå rundt fra tidligt på eftermiddagen til hen på aftenen.
 
10/7-10 - lørdag
 
Der skete ikke så meget denne dag. Vi drev den af hele formiddagen, nogle læste, nogle spillede. Pludselig hørte jeg en stemme, der lød bekendt på naboparcellen, der stod tom. Det var Søren og Anita fra Prapratno der, ligesom os, var kørt lidt nordpå. De var sammen med et hold venner. De endte længere henne ad vejen på nogle parceller, hvor der var udsigt over vandet.

Efter frokost kørte vi ud for at handle. Andreas og Helena ville gerne grille den sidste aften, inden de rejste hjem. Så vi hyggede os med tomatsalat, grillede grøntsager og kylling. Andreas og Helena pakkede deres ting, så det var nemt næste morgen, når vi skulle tidligt op og sende dem med flyveren hjem.
 

Da vi havde handlet, tog vi en forkert frakørsel, og kom derved op ad bjerget bag Trogir. Det var en serpentinvej, men udsigten over byen var helt fantastisk.

 
11/7-10 -søndag
 
Andreas og Helena skulle flyve 10.35 fra Split. Lufthavnen ved Split ligger mellem Split og Trogir. Vi var der i god tid. Der var masser af trafik, selvom det var en lille lufthavn. De checkede ind, og vi tog afsked. Så gik vi op på en udsigtsterrasse, men flyet var forsinket, og vi stod der næsten en time. Det lettede kl. 11.05 - ½ time forsinket. Endelig kunne vi se dem lette, og vi fulgte flyet med øjnene så længe, det kunne lade sig gøre.
   
Split Lufthavn. Indgangspartiet var dækket af store solafskærmninger. Det var også nødvendigt. De kunne også tage den værste sol ind gennem til store vinduer ind til ankomst- og afgangshal.
   
Billetterne var bestilt over nettet, og de skulle blot vise deres pas. Og så var de ved at være på vej.
 
Vi fortsatte til Split, hvor vi havde en aftale med Morten Smalby, som jeg har mailet med i et par år. Han har indtil flere hjemmesider på flere sprog om Kroatien, bl.a. www.feriekroatien.dk. Der skriver han bl.a. om ferietips, turforslag, nationalparker, byer og om deres tilværelse som dansk familie bosiddende i Kroatien og meget, meget mere. Både Morten og jeg er også tilknyttet www.campingguiden.dk, hvor vi skriver f.eks. pladsbeskrivelser og artikler om Kroatien. Det skulle blive sjovt at møde én, man kun har mailet med i lang tid.

Jeg sendte en sms, da vi forlod lufthavnen, og en lille halv time senere drejede vi ind på p-pladsen ved havnen i Split. Straks efter kom Morten og hans 2 døtre på 7 og 9 år. Vi fandt et sted, hvor vi kunne få noget at drikke, og snakken gik livligt de næste par timer. Mortens døtre var meget søde og ikke spor generte, og de gik hen og købte en pose bolsjer til os, som vi skulle have i gave fra dem.

   
Morten og pigerne Vi fik lidt at drikke lige ved nogle af ruinerne fra Diocletians Palads
 
Bagefter gik Flemming og jeg rundt og så på Split. Det var 5 år siden, vi sidst havde været der. Vi købte billet til at se Diocletians Palads i kælderen. Efter at have set lidt på noget af den nederste etage af paladset, købte vi nogle gaver til dem derhjemme. Så vendte vi næsen tilbage til campingpladsen. Der skulle være VM i fodbold - Holland-Spanien - om aftenen og pladsen sydede af liv. Hollændere i orange hatte og t-shirts og musik der gjaldede ud af bilradioer. Da kampen skulle spilles, var der mange, der var kørt. Måske skulle de se kampen på en bar inde i Trogir eller Split?
 
Detalje i Split I kælderen på Diocletians Palads
   
En del af kælderen under paladset var fyldt med små butikker/boder med souvenirs, smykker  og kunst. Jeg synes at varerne her, var en bedre kvalitet, end den vi havde set på markeder.
   
Havnepromenaden i Split. Der var ikke helt så hyggeligt som i Trogir. Promenaden var blevet shinet op og fremstod nu moderne og strømlinet. Jeg kan bedre lide det gamle og autentiske.
   
Men ellers var der hyggeligt i den gamle del af byen, indenfor Diocletians Palads´ mure. Det er hverken det skæve tårn i Pisa eller Split. Beklager hældningsgraden :-)
 

Lige udenfor paladsets mure står der en statue, der forestiller Grgur Nin - en biskop fra 900-tallet, som var fortaler for brugen af kroatisk i stedet for latin ved gudstjenester.
 
Mens vi spiste aftensmad, snakkede vi om, at der var blevet forfærdeligt stille, efter de unge var rejst. Jeg luftede tanken om at køre nordpå allerede næste dag, og så kunne vi se, hvad turen bød på. Flemming var med på idéen og vi pakkede solsejlet sammen. Vi gik op og afregnede, så vi kunne køre tidligt næste morgen. Personalet i receptionen havde lidt svært ved at forstå, at vi kun var 2 voksne den sidste nat, og jeg måtte forklare at vi havde sendt de unge mennesker af sted fra lufthavnen i Split om formiddagen. Dernæst spurgte de til vores Internationale Campingpas, og jeg fortalte, at jeg havde glemt det derhjemme. Jeg fik alligevel 5% rabat. De var meget søde i receptionen.

Og så sad vi i mørket og kiggede på stjernerne og flagermusene, der svirrede forbi gadelampen, mens vi nippede til det sidste gin og tonic. Desuden sad vi også med et lillebitte ønske om, at Holland tabte VM, for ellers ville der nok ikke blive megen nattero. UNDSKYLD HOLLANDJ Andreas sendte en sms med resultatet - Holland tabte, og vi gik roligt i seng. Vi hørte heller ikke at hollænderne kom hjem.
 
12/7-10 - mandag
 
Vi forlod pladsen kl. 7.30. Vi havde ikke spist morgenmad, da vi gerne ville af sted inden der blev for meget trafik på kystvejen. I stedet for at køre tilbage til den fjerneste ende af Trogir for at komme på motorvejen, tog vi kystvejen til Sibenik. vi tankede lige inden vi kørte på motorvejen. Det første vi gjorde, da vi kom på motorvejen var at holde pause og spise morgenmad. Det var faktisk samme plads ved Skradin, hvor vi spiste frokost på vej sydpå.

Trafikken på den kroatiske motorvej var som sædvanlig ikke slem. Vi var ved Zagreb ved 13-tiden og kort derefter spiste vi frokost. Bilen var næsten ved at køre varm på en sej stigning mod en af tunnellerne, men med høje omdrejninger i lavt gear, gik det. Lige før Linz i Østrig var kl. hen ad 18.00, og vi syntes, det var på tide at finde en campingplads. Jeg fandt en på GPS´en, og vi fulgte instruktionerne. Det er altid spændende, hvad man kommer til, når man bare trykker en plads ind på GPS J
   
Det er altid lidt mere interessant at køre på landevejen end motorvejen. Der er mere at se på, men det tager længere tid. Pause i Østrig
 
Der var faktisk også skiltet på motorvejen til pladsen, så den var nok ikke helt umulig. Pladsen hed Almtal Camp Det kostede 20 euro for 2 personer alt incl. Varmt vand i bruser gratis. Der var swimmingpool til fri afbenyttelse. Der var en restaurant, hvor vi hurtigt blev enige om at spise til aften. Vi afregnede med det samme, så vi kunne køre næste morgen. Vi fik en meget fin velkomst, og en dame på cykel viste os på plads. Hun stoppede hver gang der var noget, hun skulle fortælle om. Her var toiletter og bad. Her var swimmingpool osv. Og så roste hun mig for mit tysk. "Der er ikke mange danskere og svenskere, der kan tale og forstå tysk", sagde hun. Jeg tænkte ved mig selv, at hun vist ikke havde mødt så mange danskere og svenskere, siden hun sagde det. Bad og toiletter var ikke nye, men der var skinnede rent.

Egentlig havde jeg glædet mig lidt til at komme til Østrig, hvor nætterne ikke var så varme, men hele dagen havde der været 33-35 grader, og faktisk var temperaturen ikke faldet en grad endnu. I restauranten var der mindst 35 gr. og en vifte i loftet kunne dårligt nok sætte luften i bevægelse. Bortset fra varmen var det fantastisk god mad. Vi forkælede os selv med pandekager med is til dessert. Da vi kom tilbage til vognen, sad vi ude og nød mørket. Temperaturen faldt endelig til ca. 28 gr. og det var dejligt.
   
Inden vi gik op og spiste, krøb vi om i skyggen bag vognen og fik os et par kolde øl. Pladsens restaurant.
   
Pladsens pool. Den var ikke stor, men den var der. Vi ville gerne have haft en dukkert, men vi skulle også nå at komme op og spise. Vores parcel
   
"Vores" vej på camping Almtal. Campingpladsen lå ved siden af et lille slot. Det var måske noget af deres have/park, der var udlagt til campingplads. Måske havde de lige fået et barn på slottet - der stod i hvert fald en gigantisk stork udenfor.
 
13/7-10 - tirsdag
 
Da vi stod op kl. 7.00, var de fleste på vores vej kørt. Vi havde besluttet at tage den med ro. Om natten havde vi været oppe og lukke tagluger og lukke vinduer lidt til, da det stormede og ruskede og småregnede. Det lynede og tordenen buldrede i det fjerne. Det brød dog aldrig løs med rigtigt uvejr. Jeg kunne høre, hvordan andre campister havde travlt med at lukke vinduer og samle møbler sammen. Flemming gik også ud og lagde vores stole og bord ind i magasinet, så det ikke endte med at vælte i blæsten og bule vognen.

Vi kørte fra pladsen ved 9-tiden. Vejret var dejligt, solen skinnede og der var kun 24 grader. I løbet af dagen steg temperaturen til 30-31 grader. Der var stort set ingen trafik. 2 gange så vi lastbiler, der var forulykket. Temmelig alvorligt begge gange, med lange køer til følge. Det var i modsatte retning begge gange. I øvrigt syntes jeg, at lastbilerne kørte utroligt stærkt. Næsten 100, og de var meget utålmodige og overhalede hele tiden. På et tidspunkt var der en chauffør, der konstant dyttede af lastbilen foran, fordi han ikke kørte hurtigt nok i hans øjne. Vi kører selv omkring de 100, hvor trafikken og vejens beskaffenhed er til det. Men vi trækker ikke ud og overhaler, når vi kan se, at der er en bil på vej i høj fart. Det havde lastbilerne ingen skrupler over.
   
Smukke kuperede landskaber og næsten ingen trafik. Bilen skulle også fodres.
 
Vi spiste aftensmad på en Burger King på en motorvejsrasteplads. Vi fortsatte til Soltau, hvor vi overnattede på Südsee Camps transitplads. Man trak en billet til 12 euro i en parkeringsautomat og lagde billetten i forruden. Transitpladsen lå lige overfor selve campingpladsen, og man kunne benytte campingpladsens faciliteter. Der var dog lidt langt ind til den bygning, vi måtte benytte. Südsee er kæmpestor, og umiddelbart var det en plads, jeg ville fravælge pga. alle de aktiviteter  og al den gøgl og tivoli. Men den var uden tvivl populær hos børnefamilier. På transitpladsen var der fred og ro. Man kunne købe strøm også, men vi har batteri i vognen, så det fravalgte vi. Vi skulle bare hæve støttebenene næste morgen, når vi havde spist og været i bad. Der var også et toilet og bad på transitpladsen, men ikke særligt indbydende. Så hellere gå den lange tur til campingpladsens bygning.
 

Transitpladsen ved Südsee Camp.
   
Indkørsel til selve campingpladsen. Billetautomat på transitpladsen.
 
14/7-10 - onsdag
 
Efter en rolig nat stod vi op ved 7-tiden. Vi pakkede vores sager og gik over på campingpladsen. Det var fine baderum. Man kunne trække poletter til badet i en automat. Bruserne kunne stoppes, mens man sæbede sig ind. Pladsens butik åbnede først kl. 8.00, og Flemming ventede, mens jeg gik tilbage til vognen og kogte de sidste kroatiske æg og lavede kaffe. Vi tankede ved autohofen ved Soltau, og så var der kun ca. 530 km hjem. Vi tog lige et provianteringsstop ved Fleggaard, og så var det ellers bare hjemover, så vi kunne få pakket. ud. Det havde været en rigtig dejlig ferie, hvis vi lige så bort fra myggene. Vi havde nydt at have vores søn og svigerdatter med, og jeg tror bestemt også, de nød ferien.