KØBENHAVN 2014

 
 
Vi skulle have brugt vores restferie inden maj, og i første halvdel af marts havde vi en uges forårsferie, hvor vi brugte 4 af dagene i København hos vores ældste søn, Jesper, der også havde taget et par dages ferie.

Vi tog færgen fra Århus til Sjællands Odde tidligt en lørdag morgen. Fordi vi havde bestilt billetter i god tid, kostede overfarten kun 224,00 kr. hver vej (stort set det samme som broen), og vi sparede en masse kilometer. Vi fik en flot solopgang over Århus mens vi sejlede ud af havnen. Det tog en time og et kvarter at sejle, og vi var i land ca. 8.30 - så var der ca. 1½ times kørsel til Jesper på Nørrebro, og kl. var ikke 10.00, da vi var fremme. Det lykkedes os at få en parkeringsplads lige udenfor opgangen, og vi kunne begynde at slæbe vores sager op på 4. sal - pyh. :-))

   
Vi var ved færgelejet en halv times tid før afgang, og vi kunne køre ombord 10 mín. efter. Kl. 7.00 sejlede vi, og solen var så småt ved at stå op.
 

Århus i solopgang.

 

Så er vi ved at være hos Jesper.

 
Vi pakkede ud, fik os en kop kaffe og bagefter en tidlig frokost, hvorefter vi begav os ud i byen. Vejret var super flot med blå himmel og strålende sol. Der var dejligt lunt, og vi blev enige om, at vi ville gå rundt og se på byen og lade være med at foretage os noget, der lignede museumsbesøg eller andre indendørs aktiviteter. Vi startede med at gå hen til Assistens Kirkegård. Derefter fortsatte vi gennem byen, og turen rundt kan følges på billederne nedenunder.
   
Gamle gravsten, hvor man næsten ikke kan se navnene. Der er også nyere sten - nogle med kendte navne.
   
Allé ned gennem kirkegården. Her ligger H.C. Andersen også.
 

Vi fortsatte ad Nørrebrogade mod Dronning Louises Bro

 

Dronning Louises Bro går over Peblinge Sø.

 

På broen kan man stå og nyde udsigten.

 

Der var mange, der sad og nød solen, og der var også meget lunt for årstiden.

 

Vi fortsatte ad Frederiksborggade til torvehallerne.

   
Det var lørdag, og folk handlede ind til weekenden. Vi nød duftene og de forskellige boder, men købte ikke noget. Vi ville ikke gå og bære på noget på turen rundt.
 

Efter torvehallerne gik vi videre til Botanisk Have.

   
Der var fugtigvarmt som i Randers Regnskov i det store drivhus. Det største af husene med palmerne var lukket pga. renovering.
 

Fra Botanisk Have fortsatte vi over i Østre Anlæg, og dem der kender byen, kan nok gætte vi bevægede os ned mod Kastellet.

 

I krydset ved Oslo Plads kunne vi kigge over til Nyboder.

   
Vi kom forbi denne bygning. Jeg ved ikke, hvad det er - det ser ud til, der er noget kirke tilknyttet. Kloster? Hospital? Vi fortsætter ind på Kastellet gennem porten mod nord.
   
Det var fine gamle lygter og gadeskilte - måske nyere, men tilpasset den gamle stil :-) Kastellet - læs om det her Kastellet
 

Vi kunne ikke ønske os bedre vejr.

   
De gamle røde bygninger lyste op i solen. Pladsen foran kirken var flot revet.
 

Udover at være en turistattraktion er Kastellet arbejdsplads for mange. Forsvarets Efterretningstjeneste, Totalforsvarsregion København, Det Kongelige Garnisonsbibliotek m.v.  

 

Vi fortsatte ud af den sydlige port og gik ned mod havnen.

 

Den engelske kirke - St. Albans Church, der er bygget i engelsk stil. Materialet er kalksten fra Møn og kløvet flint fra Stevns. Desværre var kirken lukket, som det ofte er med kirker i Danmark.

 

Gefionspringvandet - dog uden vand. Her kopieret fra Wikipedia - Ifølge myten var det den svenske sagnkonge Gylfe, som gav gudinden Gefion lov til at beholde det land, hun kunne pløje ud af Sverige i løbet af en nat. Gefion forvandlede sine fire jættesønner til okser, og med dem pløjede hun på én nat et område ud. Det, som blev Sjælland, blev kastet i havet mellem Fyn og Sverige. Det efterladte hul blev til Mälaren. (Tak til LS, der oplyste om det på campingferie.dk´s debat).

   
Vi gik videre langs havnen. Så gik vi gennem Amaliehaven, som ganske vist så flot ud, men den var alt for plejet og passet og klippet i symmetri efter min smag.
 

Inden vi drejede op mod Amalienborg, så vi lige over på operaen.

 

Vi skråede over slotspladsen, og pludselig råbte en af garderne op. En dør i et af palæerne ved siden af os gik op, og ud kom Joachim med sine 3 prinsesønner. Alle garderne holdt øje med dem, mens de gik tværs over slotspladsen, indtil de var gået ind ad en dør i bygningen modsat. Så genoptog de deres patruljeren frem og tilbage.

 

Vi gik lidt rundt og ledte efter et sted at få kaffe, og vi satte os taknemmeligt ned og nød en kop kaffe, inden vi gik tilbage til Nørrebro. Iflg. min Ventus GPS-logger havde vi gået 14,5 km i løbet af dagen, og jeg stod neden for opgangen og funderede over, hvordan i alverden jeg fik slæbt mig op på 4. sal :-)  Kortet over vores tur kan jeg desværre ikke finde ud af at sætte på her, men jeg skal nok få det lært på et tidspunkt..... (Hjæææælp John A.) :-)
 
Næste dag ville vi en tur til Kronborg. Jesper havde foreslået Frederiksborg Slot, men syntes også vi måske skulle vente, til der var mere grønt, da haven der var fantastisk flot. Jesper havde kun set Kronborg udefra, så han syntes det var en god ide, at tage derop. Først skulle vi en tur til Mindelunden i Ryvangen (følg linket og få historien bag, der er ikke så meget tekst, men det er meget oplysende)  hvor danske modstandsfolk blev henrettet af tyskerne. Der havde Jesper heller aldrig været, og han havde faktisk heller ikke hørt om stedet før. Men inden vi kørte til Ryvangen var vi lige i Gentofte for at aflevere noget til en af Jespers kammerater, som han havde glemt i Jespers bil.
   
Mindelunden ligger Tuborgvej 35 i Hellerup. Der er skiltet til parkeringsplads, men man skal være hurtig, når man får øje på skiltet. Så vi måtte lige forbi og vende og køre tilbage. Fra parkeringspladsen skal man gå tilbage ned på Tuborgvej, hvor indgangen er. Det er den, herover. (Jutta,  jeg ved ikke om du læser med, men jeg kan huske, du skrev, at der burde være skiltet fra parkeringspladsen, at indgangen er på Turborgvej - det er der nu på den brune port ved parkeringspladsen.) Tavle på væggen ved indgangen.

 

 

 

Mindevæg. Navne på 151 folk fra modstandsbevægelsen, der aldrig blev fundet.

   
Henrettelsesplads Stedet var stadig at finde, men de oprindelige pæle, fangerne blev skud op ad, befinder sig på Frihedsmuseet, og de nuværende er støbt i bronce.
 

Det store gravfelt. Her ligger 106 mennesker begravet.

   
Monumentet for de faldne er lavet i norsk granit af billedhugger Axel Poulsen Et tæppe af erantis og vintergæk bredte sig ud foran os på vej tilbage til udgangen.
 
Vi fortsatte mod Helsingør og Kronborg ad Strandvejen. Egentlig ville vi også have været på Louisiana, når nu vi kom lige forbi, men vi kunne godt se på klokkeslættet, at det blev der ikke tid til. I stedet fortsatte vi forbi Helsingør til den nordre strandvej for at finde et sted at spise frokost, inden vi skulle på Kronborg. Vinden var i syd - derfor nordkysten. Vi håbede på mere læ der. Vi fandt et hyggeligt sted med udsigt over vand, spiste vores medbragte mad og fortsatte til Kronborg.
 

Strandvejen

 

Ved Humlebæk, tror jeg :-)

 

Det var lige en anelse for koldt til at sidde ude og spise, men så forfaldt vi da ikke til alt for meget hygge, og vi kom hurtigt videre :-)

 

Der lå det så - Kronborg Slot.

   
Imponerende indgangsparti - måske skulle man bygge lidt om hjemme ved indkørslen ;-) Nogle af bygningerne rummede café og butikker.
   
Godt gemt bag fæstningsmurene ligger slottet, og det er kun de øverste etager og tårnene, der stikker op. Man har sikkert skulle passere adskillige vagter, før man fik lov at komme helt ind på slottet.
   
I gården på Kronborg stod et flot springvand, som blev stjålet af svenskerne i 1658 - her er en montre med en kopi af det. Vi startede rundturen på Kronborg med et møbleret rum, hvor der var en STOR pejs. Læg mærke til døren til venstre.
   
Der var smukke malerier på loftet i dette rum. Her var dækket op til middag.
 

Riddersalen med store malerier. Det var ikke så storslået som på Rosenborg Slot - det hele virkede mere enkelt - næsten klosteragtigt.

   
Det var fine sale og rum, men vi syntes alle tre, at det ikke var så pompøst som forventet . Soveværelse med stor, rød himmelseng.
 

Ude i slotsgårde igen. Her kan man se brønden, hvor det store springvand stod.

   
Måske kirkens tårn

Inde fra slotskirken

   
Nedgang til kasematterne. Den første, vi mødte, var Holger Danske, der iflg. sagnet vil blive til kød og blod og rejse sig, hvis fædrelandet skal forsvares. Umiddelbart syntes jeg, at han virkede lidt stivnet, så der er nok ingen fare på færde. :-)
   

Der var ikke meget lys dernede, og Jesper lyste med sin mobiltlf.

Kasematterne var soldaternes kvarterer. Der var de væk fra fjendens kugler, og der var forsyninger til lang tid.
 

Kronborg i modlys på vej rundt om slottet.

 

Et sidste blik på slottet, inden turen går videre.

 
Vi ville også gerne have set Museum for Søfart, hvor man kunne købe en fællesbillet til Kronborg, men vi kunne godt se på klokken, at det var umuligt at nå, da vi kom til Kronborg, så det andet museum har så også til gode. Vi syntes dog, at dagen ikke helt var slut, så Jesper foreslog en køretur til først Fredensborg Slot og dernæst Frederiksborg Slot, så vi kunne se, hvad vi skulle glæde os til næste gang. Det var en dejlig tur i solskinnet, og der er nu et par oplagte ideer til næste besøg. Vi tog mad med hjem fra en tyrkisk restaurant, og vi fik 4 forskellige grillspyd med kylling, kalv, lam og oksefars og dertil salat og tzatziki og bulgur i tomat. Det smagte lækkert.
 

Fredensborg Slot

   
Frederiksborg Slot - det ser bestemt også spændende ud. Aftensmad hos Jesper.
 
Så blev det mandag, og vi skulle finde ud af, hvad vi havde lyst til. Flemming ville gerne i Kingfish Dive & Travel og se på dykkerudstyr - Kingfish.dk - og Jesper skulle hente sin cykel inde ved hovedbanegården, hvor den stod og var punkteret. Så vi kørte Jesper til hovedbanen,  og han trak cyklen til en cykelhandler, mens vi kørte i Kingfish. Så ville han slutte sig til os der.

Bagefter foreslog Jesper en tur over til operaen, og videre til Dragør og ud til Kongelunden på det sydlige Amager og se,  hvor han plejer at kitesurfe. Det lød som en god tur, og vi kørte til operaen. Desværre var der lukket (hvorfor kommer det ikke bag på mig :-) ) så vi kiggede lidt på omgivelserne udefra. Vejret var helt utroligt godt til det var så tidligt på året.

   
Derinde i klyngen holder Jespers cykel. Cykelhandleren lovede den var klar ca. kl. 16.00. Så fandt vi endelig en p-plads, så Flemming kunne få styret sit shopping-gen :-)
 

Skråt overfor Kingfish lå Københavns mindste hotel -  CENTRAL HOTEL & CAFÉ  - måske også verdens mindste hotel med kun 1 værelse.

 

Indtil nu havde jeg kun set operaen fra modsatte side, og det hele var meget større, end jeg havde troet.

 

En skam, der ikke var åbent. Jeg ville gerne have været indenfor, men vi kommer forhåbentlig forbi en anden gang :-)

 

Operaen - sikken kontrast til genboen - Amalienborg og Marmorkirken, og kontrast til Kronborg Slot. Alle 4 storslåede bygningsværker fra forskellige tidsaldre.

 

Amalienborg fra operaen.

 

Igen en kontrast - skoleskibet Georg Stage - hele tiden nyt og gammelt.

 

Et sidste blik på krigsskibet og lastekranen, og vi skal videre.

 
Vi kørte forbi lufthavnen og til Dragør. Jeg synes, Dragør mindede om både Sæby og Gammel Skagen med de gulmalede huse og de brostensbelagte gader. Vi slentrede rundt og så på de gamle huse, og ved havnen gik vi ind på Cafe Blink og spiste frokost. Bagefter gik vi til bilen igen og kørte ud til Kongelunden, så vi kunne se, hvor Jesper plejer at kitesurfe. Som ægte nordjyde, var han ikke voldsomt imponeret af strand og vind, men han må jo tage, hvad han kan få, når han vælger at bosætte sig på Djævleøen :-))

Turen gik videre tilbage til centrum. Jesper skulle hente sin cykel hos cykelsmeden, og ville derefter i fitnesscenter, så vi parkerede og gik en tur på Strøget og en tur på konditori La Glace, for at opleve det gamle sted. Måske var det bedre, vi var taget med Jesper ud og træne :-) Bagefter mødtes vi ved Jespers opgang, parkerede bilen, da der lige var en ledig plads og gik til en Føtex for at handle. Så hjem og lave mad og så stod den på hygge resten af aftenen. Vi skulle hjem dagen efter, men først med færgen kl. 19.15, så vi kunne også nå at opleve lidt inden.

 

Så kom vi til Dragør. Nu skulle vi lige finde en p-plads, men det var ikke noget problem.

   
De smalle gade, de gule huse og brostenene mindede mig om Gammel Skagen eller Sæby. Det kunne også godt minde om Nibe ved Limfjorden.
 

Sådan en mandag formiddag i marts var der ikke mange på gaderne.

 

Vi fortsatte rundt i de stille gader.

   
Der måtte absolut være mere hyggeligt om sommeren, når der var blade på træerne og blomster.

Vi kom forbi et lillebitte hus, og det må absolut være Dragørs mindste, hvis ikke Danmarks.

 

Vi endte på havnen, hvor vi spiste frokost.

 

Vi kørte forbi "Huset på Christianshavn" for at se Rottehullet. Ville gerne have stoppet, men vi havde en bil nærmest klæbet til kofangeren, som var temmelig utålmodig.

   
Vi parkerede min lille bil, som er perfekt til kørsel i København ved en kirke i centrum. Parkeringspladsen kostede "kun" 30,00 kr. i timen. Så skulle vi bare lige gennem en lille arkade med smukke søjler, og vi var på Strøget.
   
Flemming bestiller vores kaffe og kage. Det smagte helt utroligt lækkert - men med de basunenglekinder, jeg har, burde jeg have undladt kagen ;-)
 

Til sidst - efter kagespisning - syntes vi, vi burde røre os lidt, og vi gik lidt rundt omkring i byen og på Strøget. Her fra Gråbrødre Torv.

 
Tirsdag hyggede vi over morgenmaden og talte om, hvad vi skulle lave. Jesper ville gå ned og vaske tøj, og vi gik over til en smørrebrødsforretning, for at bestille smørrebrød til frokost. Så kunne vi spise sen frokost, efter at have været lidt på udflugt i byen. Vi besluttede at gå en tur for at ende på Statens Museum for Kunst. Det koster ikke noget, at komme ind, og derfor kan man vælge noget ud, i stedet for at gå der en hel dag.

Så vi gik først gennem Fælledparken og ned til søerne, hvor vi gik over en fodgængerbro. Vi fortsatte gennem Kartoffelrækkerne og gik ind i Østre Anlæg til Statens Museum for Kunst. Der tilbragte vi et par timer, inden vi gik tilbage over Fredensbro til Nørrebro og hentede vores smørrebrød. Sidst på eftermiddagen kørte vi til færgen. Vi havde troet, der var meget trafik ud af byen, men det var ikke så slemt, så vi var i god tid ved færgen. Vi spiste dagens ret i restauranten på færgen, og vi var hjemme ved 22-tiden. Onsdag pakkede vi og kørte i campingvognen resten af ugen.

   
Jespers gade. På vej gennem Fælledparken.
 

Parken - altså bygningen - fodbold I ved :-)

   
Rigshospitalet. Her er vi ved fodgængerbroen over søen. Folk sidder ude og nyder solen.
   
Broen over søen er vist af nyere dato. Der er en dejlig udsigt over søerne fra broen.
 

Mange lejligheder havde en formidabel udsigt over søerne.

   
Kartoffelrækkerne - Kartoffelrækkerne - Wikipedia Tidligere arbejderkvarter, men nu meget eftertragtede boliger.
   
Tårnene på Rosenborg Slot står som mørke silhuetter mod sollyset. Pladsen foran kunstmuseet var ved at blive ombygget, og det var et stort byggerod.
 

Manden med leen. Jeg kan se, at jeg har haft fokus på børnene, da jeg tog billedet, men det gør egentlig ikke noget, synes jeg.

   

Det er nok gået op for de fleste, at jeg godt kan lide fotos, men jeg kan også godt lide malerier. Det er datidens fotos, der fortæller en historie. Det er ikke kun malerier med fotografisk korrekte motiver, men lidt af hvert, der kan pirre min nysgerrighed.

Her kan man se en billedhugger med en model, og det er jo et indblik i, hvordan det foregik, på den tid, hvor billedet blev malet. 
   
Den gamle bygning var bygget sammen med en ny og helt moderne. Der var adgang via gangbroer på 1. sal og i stueetagen gennem store døre. I den nye bygning var der moderne kunst og store panoramavinduer ud mod Østre Anlæg
 

Østre Anlæg med Statens Museum for Kunst til højre.

 

På vej ud ad Sjællands Odde på vej mod færgen efter en rigtig dejlig ferie i hovedstaden.

 

FORSIDE