BERLIN VINTER 2020

 

 

Berlin har i flere år stået på min ønskeseddel, men Flemming gider sådan set ikke storbyferie. Han vil hellere ud i naturen, hvilket der ikke er noget galt i, for det vil jeg også. Der trives vi faktisk bedst, men nogle storbyer kan være udmærkede at besøge udenfor sommerens hede, og da vores venner Søren og Ulla spurgte om ikke, vi skulle tage på vinterferie sammen i Berlin, lod Flemming sig overtale.

08.02.20

Vi kører i sammen i vores bil. Der er bestilt hotel tæt ved Alexanderplatz - Hampton by Hilton - det er ca. 500 m fra Alexanderplatz. Vi parkerer i kælderen under hotellet og forventer at skulle bruge offentlige transportmidler rundt i byen. Det er et pænt hotel, der virker rimeligt nyt eller nyistandsat. Det er, så vidt jeg husker, Søren og Ullas 4. besøg i Berlin, så vi regner med at de kan vise os de steder, der er et must, og så kan vi jo også finde steder, hvor de ikke har været før, så deres besøg ikke bliver en genudsendelse for dem - alt er jo nyt for os.

Fordi det er vinter, er det lidt besværligt at have mit spejlreflekskamera med rundt omkring. Handsker, duggede briller, regn, sne osv., gør at jeg ofte kun har min mobiltelefon med og bruger kameraet der. Desværre havde min mobiltelefon et nedbrud på et tidspunkt, efter vi var kommet hjem fra Berlin, og af uransalige årsager var billederne fra bl.a. Berlin forsvundet, da jeg fik den tilbage fra reparation, hvilket betyder jeg kun har de fotos, jeg tog med mit rigtige kamera. Nogle af billederne fra mobil har jeg haft på min facebookgruppe Petersencamping, men den kvalitet jeg kan hente dem i der, er ikke så optimal.

Jeg vil ikke fortælle så meget om stederne - man kan google sig til det meste - men lade billederne fortælle. Selvfølgelig med tekster også, men der kommer ingen roman ud af det :-)

 

Billede ved elevatorerne.

 

Hotellet - sporvogn lige udenfor døren og ellers 500 m til Alexanderplatz, hvor der er U-bahn, sporvogne, tog og busser.

   

Værelset er ikke kæmpestort, men fint til overnatning.

Der er mulighed for at lave kaffe eller the - der er bar i forhallen.

 

Fordi vi er ankommet i løbet af eftermiddagen, kan vi jo godt nå at se os lidt omkring. Vi skal også have fundet et sted at spise aftensmad. Der er ikke restaurant på hotellet, kun morgenmadsrestaurant. Vi går ned til Alexanderplatz og ser os omkring, og jeg kan straks sætte kryds ved noget af det jeg kunne tænke mig at se. Noget af det får jeg at se flere gange i løbet af ferien.

 

Så er vi ved Alexanderplatz - den høje bygning er Park Inn hotel.

 

Vi krydser pladsen på vej hen mod Verdensuret.

 

Verdensuret

 

Bahnhof Berlin Alexanderplatz.

   

Ved TV-tårnet

TV-tårnet i aftenlys

 

Jeg tror, Ulla har fundet ud af, hvor vi skal hen. Vi har spist på Der Alte Fritz - maden er god nok, men interiør er kedeligt. Beklager de slørede aftenbilleder. Det er helt sikkert fotografens skyld og ikke kameraets.

 

Die Hackeschen Höfe - en række baggårde, der er lavet om til spændende steder med restauranter, butikker, udstillinger og caféer. Der er masser at kigge på.

 

Her er bygningerne dekoreret i blåt og hvidt. Alle gårdene er forbundet.

 

Det bliver også til et besøg i Ampelmannshop.

 

Der er mange forskellige gårde.

 

Vi går videre og kigger lidt på det kvarter, vi er endt i. Der er hyggeligt, men vi skal til at vende næsten tilbage til hotellet, så vi kan være friske til dagen efter. Det har været en lang dag med køretur og sightseeing.

 

Vi kommer forbi Volksbühne, som er et teater.

 

09.02.20

Vi mødes tidligt i morgenmadsrestauranten. Der er et flot udvalg af mad og drikke på buffet'en. Det tidspunkt, vi er af sted på, er i den meget tidlige fase af coronapandemien. Der er ingen restriktioner endnu, men vi møder flere med mundbind i de offentlige transportmidler, og jeg tænker i mit stille sind, at de måske er lidt overforsigtige. Der er ingen påbud om mundbind, afspritning eller lignende nogle steder - heller ikke på hotellet. At det bliver hverdag at gå med mundbind i løbet af de kommende mange måneder, havde jeg ikke forestillet mig.

Vi har besluttet at vi vil op i tv-tårnet og har bestilt plads i restauranten til eftermiddagskaffe. Der er jo nogle timer til, så vi begiver os ud i byen og vælger at se steder i gå-afstand af tårnet, så vi ikke ender i den modsatte ende af byen. Herunder følger nogle af de indtryk, vi får af byen.

 

En af trapperne ned til U-Bahn på Alexanderplatz med Park inn hotel, der spejler sig i ruden.

 

Vi fortsætter forbi banegården  - man skal være vågen, når man krydser gaden. Sporvogne suser forbi i begge retninger.

 

Banegården i dagslys.

 

Berliner Rathaus - i daglig tale Rotes Rathaus. Dele af tv-serien Babylon Berlin er optaget i gården. Det var i serien politihovedkvarter.

   

Fra Rotes Rathaus skrår vi gennem et anlæg og møder et par "høje" herrer - Karl Marx og Friedrich Engels, der i 1848 udgav Det Kommunistiske Manifest - et kampskrift, der fortæller om de vigtigste marxistiske ideer.

Berliner Dom - bagsiden ned mod floden Spree.

 

 

Berliner Dom. Kirken er ved at blive renoveret.

 

Det er en imponerende kirke. Vi går ikke ind, for der er meget, vi gerne vil se, og vejret er godt, så det vil vi også nyde.

 

Lustgarten - pladsen/anlægget foran Altes Museum. Både domkirken og Altes Museum og mange andre museer ligger på Museums Insel - Museums-øen.

 

Altes Museum.

 

Ved pavillonen med det blå tag, kan man købe en sejltur på Spree, og da der stadig er lang tid til vi skal i TV-tårnet, køber vi billetter til en tur.

 

Vi sejler langs Museums Insel og passerer de mange store museer. Først i den ene retning for at vende. Bygningen her ved jeg ikke lige hvad er.

 

Vi sejler forbi Alte Nationalgalerie.

 

Her Bode Museum.

 

Forbi Rigsdagsbygningen.

 

Vi passerer Paul Löbe Haus, der hører til Deutscher Bundestag.

 

Vi passerer mange spændende bygninger og turbåden vender ved Tiergarten. Vi kan lige skimte toppen af Siegessäule.

 

Lige ved Berlins Hovedbanegård ligger 3XN Cube Berlin. Som jeg husker det, var det et kontorfællesskab.

 

Berlins Hovedbanegård.

 

Fine bygninger med restauranter og barer.

 

Ved TV-tårnet står Neptunbrunnen. Der er selvfølgelig ikke noget vand i om vinteren, men det er nok også godt det samme, med alle de fotografer i springvandet.

   

Nu skal vi derop. Jeg glæder mig til at se Berlin fra oven.

En af de mange bjørne i Berlin står og tager imod i forhallen.

   

Selvom vi har bestilt tid, er der alligevel lidt ventetid.

Så vi betragter folk komme og gå.

   

Så kom vi op i den runde restaurant i tårnet.

Vi glæder os til kaffe og kage og ikke mindst til at se os omkring. Der er 2 etager - en med restaurant og en etage, hvor vi kan stå og kæmpe med de andre om pladsen ved vinduerne.

 

Her ser vi ned på Alexanderplatz. Vores hotel ligger på hjørnet bag bygningen der er rund i midten.

 

Det er Die Hackeschen Höfe midt i billedet.

 

Her er der kig til floden Spree med Berliner Doms irgrønne kuppel og parken Tiergarten i baggrunden.

 

Nede fra tårnet igen finder vi en af de utallige souvenirbutikker - her med en kulørt Trabant.

 

10.02.20

I dag tager vi bilen på tur. Vi skal til det gamle Stasi-fængsel Hohenschöenhausen. Jeg har tidligere læst om det i Sven Petersens artikel i Campingferie.dk´s  blad - her er link til artiklen http://www.kittaogsven.dk/files/Hohenschoenhausen-artikel.pdf og flere havde opfordret os til se stedet. Ulla og Søren har været der før. Vi går ind for at købe billetter til rundvisning. Måske burde vi have undersøgt det først. Den næste rundvisning er om godt en time - på tysk. Den næste på engelsk er først om 2 timer. Vi bliver enige om, at vi vist godt kan følge nogenlunde med på tysk. Jeg kan ligeså godt sige det med det samme - det kan vi ikke. Guiden, en tidligere indsat i fængslet, har en dialekt, der gør ham meget svær at forstå. Samtidig taler ham utroligt hurtigt. Søren spørger, om ikke han kan tale en anelse langsommere, men der går kun kort tid, så kører det derudaf igen. Det er ikke sådan, vi slet ikke forstår noget, men der glipper mange ting. Så hvis ikke man er temmelig skrap til tysk, vil jeg anbefale at vælge en engelsk tur.

 

Vi har parkeret bilen, og nu går turen ind i fængslet.

 

Der bliver fortalt om angivelse af venner og familie. Man kunne ikke stole på nogen.

 

Vi venter i gården på alle samles, inden vi går videre på den guidede tur.

 

Kontor - triste tapeter og dystre møbler.

   

Her kan I selv læse lidt om fængslet.

Det er barske historier guiden fortæller.

   

   
 

Fængselscelle

 

Gang med celler.

 

Registrering af fanger. Her skulle alt dokumenteres med foto, højde, vægt og særlige kendetegn.

 

Endnu et kontor. Guiden fortæller om flere timers forhør og om, hvordan Stasi forsøger at knække en indsat. Man kan blive angivet for hvad som helst, og man kan ikke stole på nogen - hverken venner eller familie.

 

Turen er slut, og vi står igen i gården.

 

 Fængslet ligger som museum inde midt i et boligkvarter.

 

Nu vi er af sted i bil, beslutter vi at køre ud til Potsdam og se Glienicker Brücke. Spionernes bro - der er lavet en film om udveksling af agenter under Den Kolde Krig med Tom Hanks. Historien er baseret på virkelige hændelser. Vi kører over broen og parkerer på den anden side. Vi går frem og tilbage ad broen. På broen er der markeret for linierne for den tyske og den amerikanske grænse.

Vi kørte videre til McArthur Glenn Designer Outlet nord for Potsdam. Der tilbragte vi et par timer med at ose rundt og shoppe. Vi spiste på en restaurant på vej hjem, og slog så et smut omkring Brandenburger Tor for at se den i aftenlys. Vi trillede ned i hotellets parkeringskælder og sluttede af med et par drinks i hotellets bar. Det var en lang dag med mange indtryk.

 

Lignende skilte kan man møde overalt ned gennem Tyskland, hvor grænsen gik.

 

Glienicker Brücke. Et sted med en spændende historie.

 

Det er ikke så meget broen i sig selv, der er interessant, men historien.

 

Der er lagt en linje ind i asfalten på fortovet, hvor Tyskland var delt.

 

Vi vender og går tilbage til den side, hvor har parkeret.

 

Sådan så det ud.

 

Så har vi fået den oplevelse med, og herefter går turen til Outlet Berlin. Der har jeg ingen billeder fra, men det ligner til forveksling det i Neumünster.

 

Vi kører helt frem til Brandenburger Tor og parkerer ved fortovskanten. Jeg er ikke sikker på, vi må parkere der, men politiet holder overfor, og de henvender sig ikke til os. Hotel Adlon Kempinski ligger der for enden af Unter den Linden, og jeg kan ikke forestille mig, at jeg nogensinde vil få råd til at bo der - ikke engang for 1 nat.

 

Brandenburger Tor ser imponerende ud, som den står der oplyst af masser af lamper mod den sorte himmel.

 

Vi går gennem og ud på den anden side.

 

Det er hvad jeg vil kalde bagsiden - statuen øverst vender ryggen til her og skuer ned over Unter den Linden.

 

Her på bagsiden får jeg øje på Rigsdagsbygningen. Jeg kan kende den på glaskuplen, selvom jeg aldrig har været her. Vi når ikke Rigsdagsbygningen på denne ferie, men vi oplever mange andre ting, og det kommer der mere om.

 

Vi går tilbage til bilen. Politiet er der stadig, men måske er de lidt large overfor turister hen på aftenen, når den værste vrimmel er overstået.