ÅBO CAMPING OG VANDLAND

 

MARTS 2005.

Vi er netop startet på vores 4. sæson som fastligger på pladsen. Nogle vil måske synes det lyder kedeligt, men vi synes endnu ikke, vi er færdige med pladsen og området. 

Pladsen ligger dejligt i en lille by, der hedder Tversted ikke langt fra Hirtshals. Det er i gå-afstand til havet, og der er mange muligheder for vandre- og cykelture i området. Hvis man starter bilen, tager det ikke lang tid at komme til f.eks. Skagen, Frederikshavn, Hjørring eller Hirtshals. Skagen er nok den by, vi oftest tager til, når vejret er godt, da vi elsker livet på havnen. Så får vi os en frokost med en stor, iskold fadøl i en af fiskerestauranterne.

Vandlandet tiltrækker mange campister, især i højsæsonen. Der er åbent fra 1. juni og til pladsen lukker til september. Vi har været i vandlandet nogle gange, men foretrækker Vesterhavets bølger, og vi tilbringer en del tid på stranden, når vejret er til det. På pladsen er der en stor legeplads, og vores niece på 9 år synes den er ok. Hun får altid nye veninder der.

Her følger lidt billeder fra start til nu, og der vil blive tilføjet mere hen ad vejen.

Her er vores parcel. På billedet til højre hygger vi os med naboerne.

 

Her er vi på tur til Rubjerg Knude Fyr. Det er næsten helt begravet i sand. Der har været et museum, men man opgav at blive ved med at grave fyret fri, så nu passer det hele sig selv. Hvis man kigger efter kan man se nogle paraglidere, der udnytter opdriften fra klinten.

 

En af broerne over Tversted Å på vej til stranden.

 

Flemming vasker taget på teltet dagen før nedtagning. Lidt frokost gør godt, når man slider med at pakke det hele sammen.

 

Billederne er fra 2 forskellige ture til Skagen. Vi har været der en del gange.

 

Solnedgang på stranden i Tversted. Smukt.

 

Her er Flemming og Andreas på stranden i færd med at sætte en drage op. Billedet til højre er fra en cykeltur til Tversted-søerne. Begge billeder er fra påsken 2005.

 

APRIL 2005

 

Nyeste billede af parcellen.  Til højre er vi på vej ud at gå tur.
Vejret var rigtig godt, havet var usædvanlig roligt, da der var fralandsvind og kun lidt vind.
Og fordi vejret var så godt, måtte vi simpelthen have en is fra Den blå Kiosk. Og fordi det ikke længere var påske, og fordi det endnu var tidligt på sæsonen, var der slet ingen kø.

 

Vi havde lidt ekstra fri, da vi skulle have brugt noget restferie. Hen under aften blev vejret helt fint, og bøfferne kom på grillen. Vi har både en gasgrill og en kulgrill. Gasgrillen er hurtigst, hvis vejret ikke er alt for stabilt.  Dagen efter gik vi en tur. Denne gang op gennem byen og lige en tur over en af broerne ved Tversted å. Åen snor sig langs campingpladsen og ned gennem klitterne, hvor den løber ud på stranden. Om eftermiddagen var vi ovre hos Jan og Anne-Birthe og få kaffe og snakke ferie og se feriebilleder. Det var rigtig hyggeligt.

 

Sådan kan stranden også se ud. Hver weekend er det et nyt syn, der møder os på stranden.  Langt oppe i klitterne er der efterladenskaber efter 2. verdenskrig. De mange bunkere kan man se stort set langs hele vestkysten.

 

Denne weekend var det rigtigt dejligt vejr. Lørdag nød vi solen, bemærk Steens "opfindelse". Vi fik besøg af Jesper og Rikke og deres lille hund Bruno. Bruno nød rigtigt at gå tur på stranden.

 

Søndag tog vi med Margit og Steen til Rubjerg Knude Fyr. Bemærk hvordan sandet fyger. Vejret var utroligt klart.

 

 

Efter Rubjerg Knude Fyr var det nærliggende at fortsætte til Maarup Kirke. Den ligger på kanten af kysten med fare for at styrte i havet med tiden. Kirkegården er et vindblæst, forsømt sted, men det er sikkert ikke nemt at holde noget pænt i den salte vestenvind. Vi troede egentlig ikke, at der blev begravet flere der, men den nyeste sten var fra 2002.

 

Nu lakker det mod enden af april. Dette er den sidste weekend, men der er heldigvis kun 3 arbejdsdage til Kr. Himmelfartsferien. Næsten alle vi kender på pladsen var fraværende denne weekend, så der var helt underligt stille. Det var kun Flemmings onkel og tante, der kiggede ind for at sige hej.

Om lørdagen kørte vi en tur til Bindslev Gl. Elværk og Fisketrappen. Elværket er opført i 1919 og stadig et funktionsdygtigt museum. Det er en af de få tilbageværende gratis fornøjelser, og helt interessant at opleve. Maskineriet rumlede og hele bygningen dirrede. Turbinen, der bliver drevet af vandet i Uggerby Å ligger under gulvet. Stedet bliver drevet af frivillige, der mødes en gang om ugen og vedligeholder og reparerer værket.

Ved Elværket er der samtidig mulighed for at studere en fisketrappe. Det er fint lavet, og på området er det også muligt at overnatte for folk på kanotur. Der er ophalingsplads for kanoer og bænke og borde. Der er også en fin naturlegeplads og området er bestemt også en søndagstur værd, selvom man ikke kommer i kano.

Flemming står midt på broen og kigger efter fisk.

 

Her er lidt billeder fra Elværket.

 

Øverst til venstre er en ophalingsplads til kanoer. Øverst til højre ses noget af lejrområdet. Det er ganske vist gråvejr og tidligt forår, men jeg synes man godt kan fornemme, det er et dejligt sted om sommeren.

Dejlig mild forårsdag, fuglesang og vandets brusen fra fisketrappen. Skønt.

 

MAJ 2005

Denne gang havde vi 4 dage, da det var Kr. Himmelfartsdag om torsdagen, og vi havde fri om fredagen. Det var nogle hyggelige dage med en del selskabelighed.

Om torsdagen kom nogle af vores venner på besøg, fredag havde Jan og Anne-Birthe inviteret til grillaften, og lørdag formiddag var vi til fødselsdag hos min søster, senere samme dag til Sindal Marked, og om aftenen ovre hos Flemmings onkel og tante og grille. Det blev noget sent alle aftenerne, og vi fik ikke rigtig travet så mange ture, som vi burde. Men vi hyggede os. Jeg ville egentlig have taget nogle billeder fra Sindal Marked, men blev så optaget af al den gøgl og leben, så jeg glemte det helt.

Tversted å for enden af campingpladsen.

 

Der var som sædvanligt dejligt på stranden.

 

I mangel på billede fra Sindal Marked, bliver det til endnu et strandbillede.    Lidt frokost inden vi tager hjem søndag.

I pinsen var der grisefest i Caféen. Vi havde desværre ikke nået at tilmelde os, så vi måtte "nøjes" med en dejlig pinsefrokost sammen med Villy og Conny ved siden af os og Flemmings onkel og tante, der ligger bag os.

På billedet til venstre er vi ved at være færdige med pinsefrokosten. Vi sad ovre hos Villy og Conny. Til højre får vi en kold øl med Bent og Tone, der har deres vogn stillet op i 3 weekender.

En af dagene var vi som sædvanlig en tur på stranden, og der var nogle "store drenge" der luftede deres legetøj. Det gik desværre lidt i mudder for en af bilerne, men hjælpen var heldigvis nær. Da vi kom tilbage hyggede vi os sammen med Tone og Bent (Margit og Steens venner) med en kold øl i den sene eftermiddagssol.

Vi kunne se en flok 4-hjuls trækkere komme kørende langs stranden. Pludselig sad en af dem fast i kviksand. Han kunne ikke komme fri ved egen hjælp, men der var heldigvis hjælp at hente hos de andre. Bagefter valgte de et andet sted at køre over å-udløbet. På de sidste billede sidder jeg i en af de mange bunkere ved Vestkysten.

I weekenden havde vi ingen aftaler. Sidste weekend var vi til vores svigerdatters 20 års fødselsdag. Det var dejligt ikke at have nogle planer. Margit og Steen dukkede først op om lørdagen, og de havde lånt 4 børn hos nogle naboer, så de havde hænderne fulde. Vejret var utroligt godt, og lørdag eftermiddag tog Margit og jeg børnene med til stranden, hvor de badede i havet. Brrrr. De var nu ikke de eneste, der var i vandet, men jeg synes det var noget koldt. Det isnede helt op tænderne, da jeg soppede rundt.

Om aftenen grillede vi med Steen og Margit og alle ungerne. Bagefter var vi oppe ved købmanden og snolde, og nogle valgte at se håndbold - Aalborg-Slagelse damer - og nogle hyggede bare med godter. Søndag var vejret køligere og det blæste en del. Vi var ovre hos Jan og Anne-Birthe, som ikke var her denne weekend, for at se om det hele stod endnu. Det gjorde det heldigvis.

Steen havde sin store, dyre Weber med, men der var kun plads til en mørbrad og nogle flutes. Vores billige, rustne discount-grill kunne klare meget mere. Flemmings onkel kom over og lånte plads til nogle pølser.

JUNI 2005

Så fik vi taget hul på den sidste måned på Åbo før sommerferien. Det er vores plan at pakke sammen midt i måneden, så vi kan nå at gøre vognen ferieklar.

Da vi kørte i fredags, var vi lige ude og se på et brugt solsejl, som vi kan tage med sydpå. Sidste gang vi var i Kroatien, dryppede det med harpiks fra pinjetræerne, og jeg tænkte at det måske var bedre med et brugt solsejl, så vi kunne skåne forteltet. Vi købte solsejlet, men det trænger til en vask og imprægnering. Heldigvis var det ikke så dyrt, så nu skal det også lige ordnes inden ferien.

Denne weekend fik vi besøg af 2 hold venner. Det ene hold i campingvogn, det andet havde lejet en hytte. Vi havde en rigtig hyggelig weekend. Vi var på kroen og spise frokost om lørdagen. Om aftenen grillede vi, og det blev noget sent inden vi kom i seng. Det hold, som havde lejet hytten virkede lidt klatøjede og trætte søndag morgen. Det må være al den friske luft, de ikke er vant til.

Vi fik en dejlig frokost med tag-selv-bord på kroen. Vi var også ved stranden.
Udvalget af is bliver nøje undersøgt og overvejelserne er store. 5 kugler med guf og flødebolle. Min veninde syntes bagefter, at turen tilbage til campingpladsen var lidt lang.

 

Her i denne weekend havde vi besluttet at vaske forteltet. Næste weekend skal vi pakke sammen. Taget var meget snavset af støv og pollen og vandet, der løb af, var helt lysegult. Bagefter skulle Flemmings onkel vaske sit telt, og lige pludselig smittede det, og Villy måtte også lige låne slangen og bagefter Steen. Vi sluttede af med noget køligt at drikke og nød det gode vejr.

 

Vi er ved at nærme os afslutningen for vores forårssæson. I denne weekend skal vi pakke sammen og have vognen med hjem. Så skal den tømmes for alt overflødigt og gøres ren, så den er klar til turen sydpå.

Fredag aften kiggede Jan og Anne-Birthe forbi. Jan lånte vores vaskebørste, da han også gerne ville vaske teltet inden det blev pakket sammen. Vi hyggede os og talte selvfølgelig om den kommende sommerferie.

Lørdag holdt vi afslutning med naboerne og aftalte at mødes en weekend i efteråret på en campingplads nede i landet. Vi fik nogle kæmpestore stjerneskud nede fra fiskemanden, og de var bare gode. Søndag spændte vi vognen på bilen og trillede hjem. Det var nu dejligt at have sit hus med sig igen.

 

Så bliver teltet pillet ned. Græskanterne bliver vasket, og fronter og sider bliver rullet sammen med lagner, for ikke at "vinduerne" skal blive skadede. Vi er meget omhyggelige når vi pakker teltet, så det kan bevares pænt så længe som muligt.

 

Da vi havde pakket teltet sammen, flyttede vi vognene væk fra den bare jord, hvor vi lå før. Nu kunne vi stige ud på græs og undgå at slæbe jord med ind i vognen. Vi slog vores Isabella Shadow markise op, så der var lidt tørvejr når vi kom ud.

 

Til sidst hentede vi stjerneskud hos fiskemanden. De var så store, at vi næsten ikke kunne spise op.

 

FORSIDE